Jules Massenet

Jules Massenet
Jules Massenet
Information
Født	Jules Émile Frédéric Massenet ; 12. maj 1842 ; Montaud, Frankrig
Død	13. august 1912 (70 år) ; Paris, Frankrig
Dødsmåde	Naturlige årsager
Dødsårsag	Kræft
Gravsted	cimetière d'Égreville
Statsborger	Frankrig
Far	Alexis Massenet
Søskende	Auguste Massenet
Ægtefælle	Ninon de Gressy (fra 1866)
Børn	Juliette Massenet
Sprog	Fransk
Genre	Skuespilmusik, opera, operette med flere
Beskæftigelse	Musikolog, musikpædagog, universitetsunderviser, komponist, pianist, organist, librettist
Medlem af	Royal Philharmonic Society, Académie des beaux-arts, Conseil supérieur des beaux-arts
Instrumenter
	Pibeorgel
Kendte værker
	Thaïs, Cendrillon, Hérodiade, Don Quichotte, Manon med flere
Signatur
	Fil:Massenet Jules signature 1876.jpg, Jules Massenet, signature.png
	Information med symbolet hentes fra Wikidata.; [ redigér på Wikidata ]

teaterplakat af Georges Rochegrosse til premieren af Roma

Jules Émile Frédéric Massenet (født 12. maj 1842, død 13. august 1912) (udtales masné) var en fransk komponist. Han er bedst kendt for sine operaer, som var meget populære omkring 1900. Efter hans død er de fleste gået i glemmebogen undtagen Manon og Werther og til dels fx Thais og Esclarmonde.

Biografi

Massenet blev født i Montaud uden for Saint-Etienne i Loire. Da han var seks år gammel, flyttede hans familie til Paris på grund af faderens dårlige helbred. Der begyndte hans mor, Adélaïde Massenet, født Royer, der var sin mands anden hustru, at tage klaverelever. Hun underviste Jules så godt, at han i en alder af 11 kom ind på konservatoriet i Paris. Han studerede, da hans familie flyttede fra Paris til Chambéry, men Jules vendte tilbage til Paris efter et par måneder for at bo sammen med en anden del af familien. For at klare sig under studierne arbejdede han i seks år som bækkenspiller på Théâtre Lyrique og spillede på andre slagtøjsinstrumenter på andre teatre og som pianist på Café de Belleville.

I begyndelsen havde nogle af hans lærere ikke spået ham en musikalsk karriere, men det ændrede sig i 1862, da han vandt Grand Prix de Rome med sin kantate David Rizzio, hvorefter han tilbragte tre år i Rom. Der mødte han Franz Liszt, på hvis foranledning han begyndte at give klavertimer til den velhavende Mme Sainte-Maries datter. Efter tre år blev denne hans elev hans kone.

Hans første opera, La Grand' tante, var en enakter, der blev opført på Opéra-Comique i 1867. Alligevel var det hans dramatiske oratorium Marie-Magdeleine, uropført i 1873, der vandt ham anerkendelse fra Pjotr Iljitj Tjajkovskij, Vincent d'Indy (der senere vendte sig imod ham) og Charles Gounod. Hans virkelige mentor Ambroise Thomas var selv komponist og en mand med vigtige kontakter i teatermiljøet. En andet vigtig tidlig mæcen var hans forlægger, Georges Hartmann, hvis forbindelser i journalistiske kredse støttede ham i at blive kendt i de vanskelige første år som komponist. Selv Massenets ægteskab med Louise-Constance de Gressy i 1866 hjalp ham meget i sociale kredse.

Massenet holdt en pause fra sine kompositioner som soldat i den fransk-prøjsiske krig, men vendte tilbage til sin kunst efter freden i 1871. Fra 1878 var han professor i komposition ved konservatoriet, hvor hans elever var Gustave Charpentier, Reynaldo Hahn, Georges Enesco og Charles Koechlin. Hans største succeser fik han med Manon i 1884, Werther i 1892 og Thaïs i 1894. Blandt hans senere operaer er Le jongleur de Notre-Dame opført i 1902 og Don Quichotte opført i Monte Carlo i 1910 med den legendariske russiske bas Feodor Chaliapin i titelrollen.

Massenet brugte Wagners ledemotivs-teknik, men i en lettere fransk udgave. Nogle fandt stilen lidt for sødladen. Vincent d'Indy mente fx, at Massenet stod for "un érotisme discret et quasi-réligieux" (en diskret og halvreligiøs erotik). Massenet var imidlertid en af sin tids mest populære komponister. Det bedste af hans musik indeholder en vitalitet og en charme, som også falder i smag hos et nutidigt publikum. Massenet havde talent for gode melodier og godt teater. Han havde en individuel stil, som ikke kan forveksles med andres.

I 1876 blev han optaget i Légion d'honneur, og i 1899 blev han udnævnt til Grand Officer. I 1878 blev han valgt som medlem af Académie des Beaux-Arts på bekostning af Camille Saint-Saëns. Han var kun 36, dent yngste nogensinde.

Ud over hans operaer komponerede Massenet koncertsuiter, balletmusik, oratorier og kantater og ca. 200 sange. Nogle af hans ikke-vokale kompositioner har nået en omfattende popularitet og opføres hyppigt som Meditation fra Thaïs for violin og orkester samt Aragonaise fra hans opera Le Cid og Élégie for cello og orkester (fra hans skuespilsmusik til Les Érinnyes). De to sidste stykker spilles almindeligvis af klaverstuderende. Élégie findes i mange arrangementer.

Massenet døde i Paris i en alder af 70 efter lang tids kræftsygdom.^[2] ^[3]

Massenet var en meget produktiv og hårdtarbejdende komponist (over 25 operaer er bevaret) og stod ofte op kl. 4 for at komponere. Han skabte ikke sine værker "ved klaveret" (som så mange andre komponister gør), men alene ud fra sin fantasi. Det hjalp ham i høj grad med at nå sin høje standard som orkestrator. Selv i hans højeste passager er den instrumentale tekstur altid klar. Han er også kendt for at have undgået alle prøver og opførelser af sine værker, hvorfor han måtte høre fra andre om operaernes succes.

Værker

Plakat tegnet af Émile Bertrand til operaen *Askepot* afJules Massenet.

Operaer

Hovedartikel: Operaer af Jules Massenet.

Oratorier og kantater

David Rizzio (1863)
Marie-Magdeleine (1873)
Ève (1875)
Narcisse (1877)
La Vierge (1880)
Biblis (1886)
La Terre Promise (1900)

Balletter

Le Carillon (1892)
Cigale (1904)
Espada (1908)
L'histoire de Manon (arr. Leighton Lucas) – 1974

Orkesterværker

Première suite d'orchestre (1867)
Scènes hongroises (1870)
Scènes pittoresques (1874)
Scènes dramatiques (1875)
Scènes napolitaines (1876)
Scènes de féerie (1881)
Scènes alsaciennes (1882)
Fantaisie pour violoncelle et orchestre (1897)
Koncert for klaver og orkester (1903)
Ouverture de concert
Overture to Racine's Phèdre
Sarabande espagnole

Skuespilmusik

Les érinnyes – 1873
Un drame sous Philippe II – 1875
La vie de bohème – 1876
L'Hetman – 1877
Notre-Dame de Paris – 1879
Michel Strogoff – 1880
Nana-Sahin – 1883
Théodora – 1884
Le crocodile – 1900
Phèdre – 1900
Le grillon du foyer – 1904
Le manteau du roi – 1907
Perce-Beige et les sept gnomes – 1909
Jérusalem – 1914

Sangsamlinger og -cyklusser

Poëme d'Avril (Armand Silvestre), Op. 14, poesideklamation med klaversoli, ca. 1866, offentliggjort 1868
Poëme pastoral (Florian og Armand Silvestre), baryton, tre kvindestemmer, klaver, 1870-1872, offentliggjort 1872
Chansons des bois d'Amaranthe (M. Legrand, after Redwitz), fire soli og klaver, 1900, offentliggjort 1901