Forenede Nationer

"FN" omdirigeres hertil. For andre betydninger af FN, se FN (flertydig).

United Nations (engelsk) الأمم المتحدة (arabisk) 联合国 (kinesisk) Organisation des Nations unies (fransk) Организация Объединённых Наций (russisk) Naciones Unidas (spansk) Forenede Nationer
Flag Emblem
Kort, der viser FN's medlemslande[a]
Hovedkvarter	Internationalt territorium i New York, USA
Officielle sprog	Arabisk Engelsk Fransk Kinesisk Russisk Spansk[2]
Type	Mellemstatslig organisation
Medlemskab	193 medlemslande 2 observatørstater
Ledere
• Generalsekretær	António Guterres
• Vicegeneralsekretær	Amina J. Mohammed
• Generalforsamlingens formand	María Fernanda Espinosa
• Sikkerhedsrådets formand	Kacou Houadja Léon Adom
• Formand for det økonomiske og sociale råd	Inga Rhonda King
Etableret
• FN-pagten underskrevet	26. juni 1945 (1945-06-26)
• Pagten træder i kraft	24. oktober 1945 (1945-10-24)
Hjemmeside www.un.org www.un.int

Nobels fredspris 2001

Forenede Nationer (forkortes FN) er en verdensorganisation, der blev dannet efter 2. verdenskrig den 24. oktober 1945 af 51 stater, bl.a. Danmark.^[3] Der er i dag (Februar, 2023) 193 medlemsstater i FN.^[4] Organisationen har til formål at bevare den internationale fred og sikkerhed, samt skabe et forum for internationalt samarbejde og fremme skabelsen af venligsindede relationer nationer i mellem.^[5] FN afløste Folkeforbundet (1920-1946), som var blevet etableret efter første verdenskrig ved "Del I" i Versailles-traktaten.^[6]

FN består af seks hovedorganer: FN's generalforsamling, FN's sikkerhedsråd, FN's økonomiske og sociale råd, Den Internationale Domstol, FN's forvaltningsråd og afslutningsvis FN-sekretariatet.^[7] Endvidere består FN af en række forskellige specialorganisationer/-organer, som varetager – et stadigt stigende antal – forskelligartede opgaver, der alle sorterer under FN.^[7][8] Således spiller FN i dag også en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel mm. Eksempelvis kan det nævnes, at FN's generalforsamling d. 10. december 1948 vedtog FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (også kendt som Resolution 217), ligesom Parisaftalen er en aftale inden for FN’s klimakonvention UNFCCC.^[9][10]

Folkeforbundet var med sin stiftelse i 1920 – umiddelbart efter første verdenskrig ved 'Del I' i Versailles-traktaten – blevet den første international organisation, hvis hovedformål var at opretholde verdensfreden.^[6] Folkeforbundets manglende evne til at hævde sin myndighed medførte, at organisation i løbet af 1930'erne blev stadig mere svækket. I denne periode så organisationen, at lande såsom Japan (i 1933), Tyskland (i 1933) og Italien (i 1937) alle meldte sig ud, som en direkte konsekvens af forskellige internationale kriser og kontroverser.^[11][12] Da anden verdenskrig brød ud i Europa i 1939 begyndte Folkeforbundet for alvor at falde fra hinanden.^[13] Dels blev flere af medlemslandene besat af Tyskland, heriblandt bl.a. Danmark, Norge, Holland, Belgien og Frankrig.^[13] Dertil kom, at Schweiz ikke længere ønskede, at Folkeforbundet skulle afholde deres møder i Geneve – som ellers tidligere havde været praksissen – da landet var bange for, at det ville provokere Tyskland, der opfattede Folkeforbundet som en af De Allieredes organisationer.^[13]

FN-systemet består af fem hovedorganer FN's generalforsamling, FN's sikkerhedsråd, FN's økonomiske og sociale råd, Den Internationale Domstol og afslutningsvis FN-sekretariatet.^[7] FN består formelt også af et sjette hovedorgan, FN's forvaltningsråd, men dette organs operationer blev suspenderet d. 1. november 1994, idet Palau – som var det sidste ikke-selvstyrende territorium under FN forvaltning – opnåede sin uafhængighed.^[14] Fire af de fem hovedorganer hører til i FN's hovedkvarter i New York City, mens det sidste hovedorgan, Den Internationale Domstol, er placeret i Haag, Holland.

Under de seks hovedorganer er placeret en række organisationer og enheder, der dog næsten opererer selvstændigt fra FN. Disse organisationer og enheder inkluderer en række specialorganisationer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, programmer og fonde og andre FN-enheder.

FN har seks officielle sprog, der bruges i mellemstatslige møder og dokumenter. Disse sprog er: arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk.

Nedenfor er gengivet en kort beskrivelse af de seks hovedorganers ansvarsområder og formål.

Generalforsamlingen er det eneste organ, hvor alle medlemsstaterne er ligeligt repræsenteret. FN's generalforsamlings beføjelser består i at overse FN's budget, udnævne ikke-permanente medlemmer til FN's sikkerhedsråd, udnævne FN's generalsekretær og modtage rapporter fra andre dele af FN.^[15] Afslutningsvis har FN's generalforsamling mulighed for at udstede anbefalinger – i form af resolutioner – rettet mod andre medlemsstater og/eller FN's sikkerhedsråd, som adresserer spørgsmål om international fred og sikkerhed.^[15] FN's generalforsamling har også etableret en række special-organer med tilknytning til netop generalforsamlingen.^[16]

Sikkerhedsrådet består af femten medlemmer, hvoraf fem af disse er permanente medlemmer – USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina – mens de resterende ti medlemmer er valgt for en toårig periode.^[17] FN's sikkerhedsråd har til opgave at sikre den internationale fred og sikkerhed. Sikkerhedsrådet kan anbefale, at generalforsamlingen accepterer nye FN-medlemmer og godkende ændringer til FN's vedtægter. Endvidere har sikkerhedsrådet beføjelser til at etablere fredsbevarende operationer og international sanktion, ligesom sikkerhedsrådet kan godkende militære aktioner – gennem resolutioner. Sikkerhedsrådet er det eneste FN-organ, der kan udstede bindende resolutioner til FN's medlemsstater.

Organisationen ledes af sekretariatet med generalsekretæren som leder. Denne er ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en politisk rolle for eksempel ved at henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Den tidligere premierminister i Portugal og tidligere flygtningehøjkommissær, António Guterres, er FN's generalsekretær siden januar 2017.

• Sir Gladwyn Jebb (Storbritannien), fungerende, 1945 til 1946.
• Trygve Lie (Norge), februar 1946 til sin afgang i november 1952.
• Dag Hammarskjöld (Sverige), april 1953 til sin død i et flystyrt i Nordrhodesia (nu Zambia) i september 1961.
• U Thant (Burma, nu Myanmar), fungerende i perioden efter Hammarskjöld og officielt udnævnt fra november 1962 til december 1971.
• Kurt Waldheim (Østrig), januar 1972 til det kinesiske veto ved hans tredje periode i december 1981.
• Javier Pérez de Cuéllar (Peru), januar 1982 til december 1991.
• Boutros Boutros-Ghali (Egypten), januar 1992 til december 1996.
• Kofi Annan (Ghana), januar 1997 til december 2006.
• Ban Ki-moon (Sydkorea), januar 2007 til december 2016.
• António Guterres (Portugal), januar 2017 til i dag.

FN er bygget på seks hovedorganer:

• FN's generalforsamling
• FN's sikkerhedsråd
• FN's økonomiske og sociale råd
• FN's forvaltningsråd (suspenderet)
• FN-sekretariatet
• Den internationale domstol

På FN's Millennium-topmøde i New York fra den 6.-8. september 2000 vedtog verdens stats- og regeringsledere en erklæring, De Forenede Nationers Årtusindeerklæring.^[18] Denne førte frem til en række konkrete mål, FN's 2015-mål, om at bekæmpe fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af piger og kvinder inden år 2015. FN's Udviklingsprogram UNDP, er ansvarlig for at gøre løbende status over opfyldelsen af 2015-målene, der er blevet et væsentligt pejlemærke og redskab for udviklingsarbejdet i både lande og nationale såvel som internationale organisationer.

FN-dagen har været fejret 24. oktober hvert eneste år siden 1948. Dagen markeres over hele jorden med møder, diskussioner og udstillinger om FNs arbejde og mål.

• FN's Udviklingsprogram (UNDP)
• Den internationale arbejdsorganisation (ILO)
• FN's befolkningsfond (UNFPA)
• FN's børnefond (UNICEF)
• Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA)
• FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR)
• Den internationale straffedomstol (ICC)
• Den internationale domstol (ICJ)
• FN's organisation for ernæring og landbrug (FAO)
• FN's konference for handel og udvikling (UNCTAD)
• FN's AIDS-program (UNAIDS)
• FN's urbanisering program (UNCHS)
• FN's kontor for narkotikakontrol og kriminalitetsbekæmpelse (UNODC)
• FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO)
• FN's miljøprogram (UNEP)
• FN's hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA)
• FN's Verdens Turistorganisation (UNWTO)
• Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
• Verdensfødevareprogrammet (WFP)
• Den Internationale luftfartsorganisation (ICAO)

FN's flag har en blå baggrund med en jordklode, set fra Nordpolen, der symboliserer alle verdens mennesker. Jordkloden er omsluttet af olivengrene, der symboliserer fred. Flaget blev taget i brug 20. oktober 1947.^[19]

FN fredsbevarende styrker sendes til områder, hvor væbnede konflikter slutter for at sikre, at de fredsaftaler der er underskrevet følges og for at forhindre at nye konflikter bliver udløst af oprørere. Hvilken fredsbevarende operation der bør påbegyndes, samt dennes størrelse og mandat, bestemmer FNs Sikkerhedsråd. De fleste operationer har et mandat til omkring seks måneder, men kan forlænges. Medlemslandende opfordres af generalsekretæren til at give besætningen, da FN ikke har sin egen hær.

FN fredsbevarende styrker modtog Nobelprisen i 1988. I 2001 vandt Forenede Nationer og generalsekretær Kofi Annan Nobels fredspris "for hans arbejde for en bedre organiseret og mere fredelig verden." ^[20]

Den 31. december 2007 var 83.854 FN-tropper, militære observatører og civile politifolk i FN tjeneste rundt om i verden. Hvis man inkluderer civilt-, internationalt-, og lokalt personel er tallet 104.146. Fra begyndelsen, i 1948, og frem til december 2007 er 2.420 mennesker døde i løbet af indsatsen for fredsbevarende projekter.

Generalforsamlingen godkender budgetter ved hver fredsbevarende operation. Omkostningerne fordeles mellem medlemsstaterne, som beregnes og fastsættes af generalforsamlingen. 

I alt er der 193 medlemslande i FN. Palæstina og Vatikanstaten har observatørstatus som ikke-medlemsstater.

Indtrædelsesår	Nationer
1945	Argentina, Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Cuba, Danmark, Dominikanske Republik, Ecuador, Egypten, El Salvador, Etiopien, Filippinerne, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Honduras, Hviderusland (Belarus), Indien, Irak, Iran, Republikken Kina (Taiwan), Libanon, Liberia, Luxembourg, Mexico, New Zealand, Nicaragua, Norge, Panama, Paraguay, Peru, Polen, Rusland, Saudi Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Syrien, Tyrkiet, Ukraine, Uruguay, USA, Venezuela
1946	Afghanistan, Island, Sverige, Thailand
1947	Pakistan, Yemen
1948	Myanmar (tidl. Burma)
1949	Israel
1950	Indonesien
1955	Albanien, Bulgarien, Cambodia, Finland, Irland, Italien, Jordan, Laos, Libyen, Nepal, Portugal, Rumænien, Spanien, Sri Lanka, Ungarn, Østrig
1956	Japan, Marokko, Sudan, Tunesien
1957	Ghana, Malaysia
1958	Guinea
1960	Benin, Burkina Faso, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Congo, Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire), Cypern, Elfenbenskysten, Gabon, Madagaskar, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Somalia, Tchad, Togo
1961	Mauretanien, Mongoliet, Sierra Leone, Tanzania
1962	Algeriet, Burundi, Jamaica, Rwanda, Trinidad, Tobago, Uganda
1963	Kenya, Kuwait
1964	Malawi, Malta, Zambia
1965	Gambia, Maldiverne, Singapore
1966	Barbados, Botswana, Guyana, Lesotho
1968	Mauritius, Swaziland, Ækvatorial Guinea
1970	Fiji
1971	Bahrain, Bhutan, Forenede Arabiske Emirater, Oman, Qatar, Kina overtager Taiwans plads efter afstemning
1973	Bahamas, Tyskland
1974	Bangladesh, Grenada, Guinea-Bissau
1975	Comorerne, Kap Verde, Mozambique, Papua Ny Guinea, São Tomé Principe, Surinam
1976	Angola, Samoa, Seychellerne
1977	Djibouti, Vietnam
1978	Dominica, Salomon-øerne
1979	St. Lucia
1980	Saint Vincent og Grenadinerne, Zimbabwe
1981	Antigua og Barbuda, Belize, Vanuatu
1983	Saint Kitts og Nevis
1984	Brunei Darussalam
1990	Liechtenstein, Namibia
1991	Estland, Letland, Litauen, Marshall-øerne, Mikronesien, Nordkorea, Sydkorea
1992	Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Kroatien, Moldova, San Marino, Slovenien, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan
1993	Andorra, Eritrea, Makedonien, Monaco, Slovakiet, Tjekkiet
1994	Palau
1999	Kiribati, Nauru, Tonga
2000	Tuvalu
2002	Schweiz, Østtimor
2006	Montenegro, Serbien
2011	Sydsudan

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Forenede Nationer
• Forenede Nationer i Leksikon for det 21. århundrede på leksikon.org
• FN's nordiske informationskontor Arkiveret 22. december 2010 hos Wayback Machine
• Fredsbevarende aktioner Arkiveret 3. juni 2004 hos Wayback Machine

40°45′0″N 73°58′12″V / 40.75000°N 73.97000°V / 40.75000; -73.97000