Sønner av Norge (nasjonalsang)

Opprinnelig tekst

Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.^[a]
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd^[b] som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad^[c],
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskab og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!

Modernisert utgave^[d]

Sønner av Norge, det eldgamle rike,
sjunger til harpens den festlige klang!
Mandig og høytidsfullt tonen la stige!
Fedrenelandet innvies vår sang.
Fedreneminner herlig opprinner
hver gang vi nevner vår fedrenestavn.
Svulmende hjerter og glødende kinner
hyller det elskte, det hellige navn.

...
...
...
...
...
...
...
...

...
...
...
...
...
...
...
...

Oldtid, du svant, men din hellige flamme
blusser i nordmannens hjerte ennu;
enn er av ætt og av kraft han den samme,
enn står til frihet og ære hans hu,
og når han kveder Norriges heder,
svulmer hans hjerte av stolthet og lyst.
Ham er selv Sydens de yndigste steder
intet mot Norriges snedekte kyst.

...
...
...
...
...
...
...
...

...
...
...
...
...
...
...
...