Kletthamranskredet

Kletthamranskredet, også omtalt som Kletthammer-skredet, skredulykka i Klevgardene, «snøskrua nedpå Skoga»^[1] og annet, var et stort snøskred i Oppdal i 1868. Det skjedde natt til onsdag 12. februar like vest for Lønset i den bratte, nordre dalsida ned mot elva Driva mellom Sunndal i Møre og Romsdal og Oppdal i Trøndelag.^[2] 32 mennesker omkom i skredet. Av kjente snøras i Norge har dette krevd flest menneskeliv.^[3]

Skredet starta i 1200 meters høyde ved Grønslåa og Stekershovden og skal ha vært 1 km bredt.^[2] Dybden av snømassene i dalbunnen etter raset ble anslått til 60 meter.^[2]

Storfonna som raste ned Gråura (Graaurda) utsletta gårdsbruka Imangen (Enang, Emang) og Nedre Kletthammer (Klethammer, Kletthåmmår) og husmannsplassen Imangsmorka (Enangsmarken).^[2][4]

Mange av de 32 omkomne var rallare fra Gudbrandsdalen som arbeida på den nye hovedveien mellom Sunndalsøra og Oppdal.^[2] Av de 26 som overlevde skredet, ble flere hardt skadd.^[2] Raset delte seg, og gården Stekeren (Steker, Stegeren, Stigeren) som lå mellom de andre og var hovedbase for veiarbeidet, ble spart.^[5]

Skredet har navn etter en av Kletthamrangardane (Kletthammergårdene), også kalt Klevgardane (Kleivgardan, Klevgårdene),^[5][6] like vest for Lønset i Oppdal kommune.^[2]

De omkomne ble gravlagt ved Lønset kirke i fire omganger, de siste åtte 10. april samme år.^[5] Over fellesgrava sentralt på kirkegården står en to meter høy minnestøtte der navna på ofra er hogd inn.^[2][5]

Kletthamranskredet vakte stor oppmerksomhet som det verste av en rekke dødelige snøskred i 1868, og er godt dokumentert med samtidige beskrivelser.^[7] Få dager etter skredet publiserte Trondhjems Adresse følgende reportasje som ble gjentatt i flere aviser, deriblant i Den Norske Rigstidende 21. februar 1868:^[8]

Trondhjems Adresse giver efter mundtlige Meddelelser, som ere indhentede i Nærheden af selve Stedet, følgende Efterretninger om Sneskredet i Lønset:

Natten til Onsdag bleve Gaardene Klethammer, Enang og Pladsen Enangsmarken i Lønset, Annex til Opdal, bortrevne ved Sneskred. Disse Gaarde ligge ved Drivelven, ikke langt fra Veien mellem Opdal og Sundalen, hvor der i længere Tid har været en større Arbeidstyrke samlet i Anledning af det nye Veianlæg. Denne Del af Dalen, hvorom her er Tale, henregnes ofte, skjønt urigtigt, til Sundalen, hvilken før begynder en Fjerdingsvei længere nede. Efter hvad man kunde dømme, da Meddeleren iforgaaraftes var der i Nærheden, vare omtrent 30 Mennesker dræbte og 26 mere eller mindre komne til Skade, dels af Stød og dels af Kulde. Af de tre ovennævnte Punkter ligge formentlig de to yderste i en Afstand af omtrent mindst tusinde Alen fra hinanden paa den temmelig bratte Fjeldside, der kun med faa og smale Afsatser styrter sig ned i Drivelven. Skredet synes at have gaaet fra Toppen af Fjeldet og i nævnte Bredde lige til Elven.

Det lader sig endnu ikke gjøre at samle den hele Begivenhed til et eneste Billede; vi maa indskrænke os til at gjengive enkelte Træk, hvis Paalidelighed vor Meddeler vel i det hele taget tror at kunne stole paa, imedens han dog tilføier, at han har faaet dem meddelt mitt i al den Forvirring, som man vel kan vide maatte herske paa Stedet, hvor man endnu ikte havde kunnet faa nogen fuldstændig og klar Oversigt over, hvad der har forefaldet.

Begge Gaardene saavelsom Pladsen er saa aldeles bortryddede, at der end ikke er Spor at se af, hvor Bygningerne have staaet. Paa Gaarden Klethammer ere Manden, Sønen og et Barn omkomne; derimod ere tre Børn reddede. Disse laa i samme Seng som Faderen; om Skredet har skilt dem ad, vides ikke. Ogsaa paa den anden Gaard saavelsom paa Pladsen ere Mand og Kone døde. Ligesaa ere vel omtrent tyve Veiarbeidere, der vare fordelte paa disse tre Punkter, omkomne tilligemed en Opsynsmand ved Veiarbeidet; denne blev snart opgravet, men begge Ben vare afflaaede, og han døde kort efter.

Da Skredet kom, omtrent ved Midnat, sad en af Veiingeniørerne og en Landhandler fra Naboskabet endnu oppe i et Værelse i anden Etage. Lufttrykket, der gik foran Sneskredet, strøg væk med Taget af Bygningen, og kort efter befandt de sig begge i Behold ovenpaa Sneen, uden at de havde Begreb om, hvorledes det er gaaet til.

Flere ere ligeledes kastede op paa Snefonden, hvor de have gaaet om i det bare Linned, søgende snart til den ene, snart til den anden af de bortrevne Gaarde, og af disse ere flere komne slemt tit Skade af Kulden.

Den nittenaarige Søn paa en af Gaardene, formentlig paa Enang, fik, medens han vankede om, høre en klagende Lyd, og da han søgte hen til Stedet, hvorfra den kom, fandt han der sin tyve Aar gamle Søster halvt begraven i Sneen og ude af Stand til at hjælpe sig selv. Med den Beslutsomhed, som Faren fremkalder, tog han hende paa Ryggen og bar hende op ad Fjeldet, mindst otte hundrede Alen, i den dybe Sne, op til Enangsmarken, hvor, som man ved, han fandt alt bortrevet, saa han maatte videre, omtrent ligesaa langt, til en Nabogaard, hvor han endelig bragte baade hende og sig selv i Behold.

Paa Enangsmarken var der fjorten Mennesker, hvoraf kun en er gjenfunden nede ved Elven og død. Ialt vare ti til tolv Lig udgravede, alle nøgne og halvt knuste; ingen Mennesker vare endnu gjenfundne ilive. Ogsaa næsten alle Kreaturer ere omkomne; en Hest, en Ko og et Svin ere uskadte udgravede. Svinet laa formelig indeklemt i en af den stærke Sammenpresning næsten til Is forvandlet Snemasse. Det løb nogle Skridt og tumlede over ende, men reiste sig atter og gav sig til at spise Sne; det var selvfølgelig hungrigt efter et Par døgns Faste; Hesten opdagedes ved, at man saa en busk bevæge sig, og da man grov, stødte man strax paa dens Hoved; den havde bitt i Busken, sandsynligvis for at spise, og syntes ved sin Vrinsken at lægge sin Glæde for Dagen over sin Frelse.

For femti Aar siden gik Stigern ud —, nu gik Nabogaardene; for hundrede Aar siden gik Enang og formodentlig ogsaa Klethammer ud. Forhaabentlig vil Udgravningen gaa for sig med al mulig Raskhed. Foruden et stort Antal Veiarbeidere, der befinde sig rundt omkring paa Gaardene, er hele Opdals unge Mandskab ilet ned paa sine Ski og med Spaden paa Natten. Lensmanden var tilstede og vil selvfølgelig finde kyndig og villig Understøttelse hos de ved Veiarbeidet ansatte Ingeniører.

Foruden dette store Skred har der endnu gaaet flere mindre i Nærheden, dog uden at gjøre nogen synderlig Skade ; men paa Veien mellem Klethammer og Aalbu hænger der tre truende Fonder – Detlifonden, Holsfonden og Boaletfonden -, der skyde langt udover Bjerghammeren og synes at svæve som Skyer i Luften ; man er ikke uden Frygt for, at der ogsaa fra disse Punkter kan komme Skred. Efter hvad man fortalte vor Meddeler, er det Grund til at frygte, at der ogsaa nede i Sundalen er skeet Ulykke; det hed, at Gaardene Rumfog og Otten skulde være bortrevre; noget sikkert vidste man ikke; men man sluttede sig til af noget galt maatte være paafærde dernede, siden der ingen Hjælp var kommen op, og Fodposten havde forgjæves været ventet i fire Dage.

Ogsaa i Støren, nærmest ved Singsaas, har, efter hvad der fortælles, et Skred bortrevet en Plads, hvor hvorved fire Mennesker skulle være omkomne. Det heder, at Manden og Konen gjenfandtes med Fælden ovenpaa sig, medens Sengen var borte. Konen var død, men Manden vaagnede efter tre Timers Forløb uden nogensomhelst Bevisthed om, hvad der vare foregaaet. Børnene skulde ikke være gjenfundne; derimod er Liget af en Tjenestepige udgravet; hun havde ligget i Fjøset og fandtes ovenpaa et Brædt, hvorunder der laa et levende Lam; sandsynligvis har brættet hørt til Omhegningen om Saubingen. Alt Veiarbeide er paa Grund af de uhyre Snemasser midlertidigen indstillet baade i Lønset og i Soknedalen og formentlig også i Indset.

Den snørike vinteren 1868 ble norgeshistoriens verste skredår med flere enn 150 omkomne.^[9] I Sogn og Fjordane omkom 59 mennesker, derav 39 mennesker i tre forskjellige snøras i Stryn samme dag, 6. februar.^[10] I alt ble åtte fylker ramma av snøskred i februar. Også fisket og avlingene ble uvanlig dårlige dette året, som derfor fikk betegnelsen «redselsåret 1868».^[11]

Ifølge lista over ras i Norge tok snøras menneskeliv disse stedene vinteren 1868:

• Otthjellen i Sunndal, 7 døde
• Hallanger i Ulvik, 1 døde
• Sunndal i Stryn, 12 døde
• Lervollen i Sunndal, 2 døde
• Grøvdalsbakken i Rauma, 8 døde
• Marså i Stryn, 1 døde
• Kletthammerskredet i Oppdal, 32 døde
• Gjørva i Stryn, 11 eller 14 døde
• Tenden i Stryn, 11 døde
• Kvitholmen ved Hanøy i Hadsel, 4 døde
• Austnesfjorden i Vågan, 8 døde

Siden midt på 1800-tallet har i alt omkring 1550 mennesker dødd i snøskred i Norge.^[12]

• Bøgda vår. Oppdal: Historielaget. 1991. s. 5-9.