Havekunst

Havekunst er for så vidt nært beslægtet med landskabsmaleriet og arkitekturen, som der af dens udøvere, landskabsgartnerne, fordres, at de må være i besiddelse af kunstnerisk sans, således at de er i stand til på den ene side at benytte landskabets naturlige skønhed eller ved de midler, de har til deres rådighed, at bibringe landskabet den skønhed, det mangler, samt på den anden side at bringe harmoni til veje mellem bygningens arkitektur og haveanlægget.

I ældre tid forstod man ved havekunst tillige selve dyrkningen af haveplanter; men at kalde det at kunne dyrke denne eller hin plante en kunst, er kun lidet foreneligt med, hvad nutiden forstår ved begrebet kunst, og ordet havekunst bruges derfor sjældent på den måde.

Allerede hos oldtidens folk træffer man en stræben efter at udsmykke boligernes nærmeste omgivelser med haveanlæg. I gravene ved Beni Hassan i Ægypten findes der flere havetegninger, som stammer fra ca. 2300 f.Kr. Som man kan se på billedet, er den retvinklet og anlagt i symmetrisk stil. Den grænser på den ene side op til vand, og træerne, der er plantede i lige linjer, er palmer, akacier med flere. Ægypterne forstod at anlægge regelrette havebede og veje, som de ofte indfattede med kunstig klippede hække.

I de babyloniske eller assyriske haver, ca. 2000 år f.Kr., var formen ligesom i de ægyptiske haver firkantet; hver side var 130 m lang, og haven var anlagt i terrasser med blomsterparterrer, grotter, springvand og siddepladser; fra den øverste platform havde man en smuk udsigt over haven og omegnen. I de jødiske haver genfinder vi atter den firkantede form.

Salomon, der levede omkring 1000 f.Kr., var en stor haveven; hans have var omgivet af en høj mur og indeholdt en mængde forskellige prydplanter og frugttræer. Kyros den ældre (559-529 f.Kr.), grundlæggeren af det store persiske rige, fremmede frugttræsdyrkningen og lod anlægge skolehaver ved de anstalter, hvor sønnerne af rigets stormænd blev opdraget.

Dareios (521-485 f.Kr.) anlagde skyggefulde parkanlæg med dyrehaver ved karavanevejene for at den rejsende dér kunne finde skygge og forsyne sig med vand. Kyros den yngre (401 f. Kr.) skal også have anlagt lignende parkanlæg med skyggefulde alléer eller lunde af plataner, cypresser og palmer, i hvilke der var anbragt springvand og udsigtstårne.

Grækenland

I Grækenland synes der ikke oprindeligt at have været nogen sans for havedyrkning, og først ved indvandring fra Ægypten og Lilleasien begyndte sansen herfor at vågne. Det er derfor ret naturligt, at den stil, hvori de græske haver blev anlagt, er den samme, som ovenfor er omtalt. Firkanten spillede hovedrollen; dog benyttede man ved udsmykning af mindre partier også ottekanten og undertiden cirklen.

Så vidt man kan se, har haverne i Asien og Ægypten altid været privat ejendom, men i Grækenland optræder for første gang offentlige haveanlæg. Foruden de hellige lunde havde man også andre offentlige haver, blandt hvilke Platons akademi, der blev anlagt 460?^[1] f.Kr., er den mest bekendte. Foruden de brede veje, hvor Platon og Epikur samlede deres tilhørere om sig, fandtes smalle veje med tæt beplantning, de såkaldte filosofgange. I Italien skilte de gamle romere på et tidligt tidspunkt frugt- og køkkenhaven fra lysthaven.

Romerriget

Den regelmæssige havestil med lige gange og cirkler var fremdeles enerådende; verandaer, der dækkedes af talrige slyngplanter, pragtfulde blomsterparterrer og træer, tilskårne i alle hånde figurer, gav lysthaven dens karakter. Parkanlæggene var ofte af betydelig udstrækning; parken ved kejser Hadrians villa var således 12 romerske mil i omkreds. Sådanne parker indeholdt som oftest fiskedamme, vandfald, arkitektonisk smukke bassiner, hippodrom, teater og andre mindre havebygninger samt dyrehaver, der var omgivet af mure. Plinius den yngre, død 110 e.Kr., har givet en så udførlig beskrivelse af sine villaer, Tuscum og Laurentium (billede), at man har kunnet tegne grundplanen af disse. Med det romerske riges forfald gik også sansen for smukke haveanlæg til grunde, og i 8.-12. århundrede var det så godt som udelukkende munkene ved de talrige klostre, der beskæftigede sig med havedyrkning.

I det 16. århundrede ved renæssancetiden opstod i Italien den såkaldte italienske havestil. Oldtidens symmetriske og regelmæssige linjer bibeholdtes; men da haverne i reglen blev anlagt på bjergskråninger, var der rig anvendelse for terrasser med prægtige balustrader og søjlehaller eller lave hække, som ikke hindrede udsigten. De fleste steder fandtes der rigeligt med vand, som benyttedes til kaskader, fontæner og springvand. Udgravningen af de talrige statuer fra Roms glansperiode gav let adgang til at smykke haverne med disse kunstskatte, som – i forbindelse med de i marmor udhuggede balustrader og søjlehaller – bevirkede at de italienske haver ofte mere lignede en kunstsamling end en have. I begyndelsen af denne periode synes man at have fortsat med at klippe træerne i forskellige former, men man fraveg senere denne regel.

Piro Ligerio, død 1583, en fremragende italienske kunstner på haveanlægsområdet, skal være den første, som i et af ham udført anlæg ved Villa d'Este, i nærheden af Rom, lod træerne vokse frit.

Den arkitektoniske og plastiske udsmykning i forbindelse med naturligt voksende træer var altså det, der i hovedtrækkene karakteriserede den italienske havestil i henseende til selve anlægget, men en særlig tiltrækning fik disse haver ved deres overordentlig naturskønne omgivelser. Udsigterne over det mørkeblå hav eller over dalene og bjergskråningerne i forbindelse med de skønne marmorarbejder og stilfulde anlæg udgjorde en så tiltalende forening af natur og kunst, at den uundgåelig måtte aftvinge enhver udelt beundring.

Havekunst ville længe ikke slå rod nord for Alperne, og da den endelig begyndte at vinde fodfæste der, var den oprindeligt rene og smukke italienske havestil blevet belemret med så mange udskejelser og latterlige snurrepiberier, at der i høj grad tiltrængtes en reform.

Det var franskmanden André le Notre (1613-1700) forbeholdt at indføre denne, idet han nemlig grundlagde den såkaldte franske havestil. Denne var beslægtet med den italienske og udmærkede sig ved en ofte endog i enkeltheder gennemført symmetri, men adskilte sig fra den italienske derved, at man til disse haveanlæg udsøgte et nogenlunde fladt terræn.

De naturskønne omgivelser, som gjorde de italienske haver så smukke, manglede her, og den virkning, der tilsigtedes, søgte man at nå gennem storslået enkelthed i selve anlægget og ved udsmykning af haven med fontæner, vandspring, skulpturarbejder og mindre havebygninger efter datidens smag. Karakteristisk for den franske havestil, i modsætning til alle tidligere stilarter, er de storslåede perspektiver, som udmærker denne, og som det flade terræn særlig indbød til.

Man kan således ikke godt tænke sig noget mere imponerende end hovedperspektivet i slotshaven ved Versailles (billede); ved begge sider begrænses det af store træer, man overskuer det pragtfulde parterre med de kæmpemæssige fontæner og mange skulpturer samt i baggrunden den store kanal, omgivet af alléer.

I det franske anlæg anlagdes nærmest slottet terrasser med blomsterparterrer, indfattede af buksbom og med fritstående mindre træer eller buske, som blev klippet i regelmæssige former. Parterrets form rettede sig efter bygningens hovedfacade og var som oftest to til tre gange længere end denne, men kunne også, når forholdene krævede det, være af samme længde (billede). Ved siderne af parterret anlagdes gange, ofte indfattede af høje hække og med vinduelignende åbninger i den indvendige hæk, således at man fra gangen kunne se ind over parterret. Ofte var hækkene klippede, som næste billede viser. De lige, af høje hække indesluttede gange samt alléerne ved havens ydersider udstrålede ofte regelmæssigt fra en større rundkreds, i hvis midte der anbragtes en pavillon, en statue, et springvand eller lignende. Havens grænse dannedes af en mur, hæk eller anden tæt plantning for derved at skjule de omgivende landskaber; alt inden for havens område var påtrykt et kunstlet arkitektonisk stempel, og naturskønheden måtte skjules for ikke at fremkalde disharmoni.

Udsigt til det omgivende terræn var derfor kun tilladt for enden af en allé, hvor der i så fald skulle være udsigt til en kirke, et slot eller en anden monumental bygning. Foruden hækkene klippedes også allétræerne og de fritstående træer og buske i kunstige former, navnlig var pyramideformen hyppig. I den franske havestil var slottet hovedsagen, og haven var kun til for at give dette så harmoniske og flatterende omgivelser som muligt; den menneskelige kunst var sat i højsædet med ringeagt for alt, hvad der kun var naturskønhed.

Den franske havestil vandt hurtig stor udbredelse over hele den civiliserede verden, såvel i større som i mindre haver, men det skulle ikke vare længe, før omslaget kom. Til trods for den uhyre pragt, der udfoldedes, og til trods for den glimrende totalvirkning, som måtte gøre indtryk på enhver besøgende, der første gang så et sådant anlæg, kunne det ikke undgås, at haver i fransk stil i længden virkede trættende og monoton. Når ikke de brede, snorlige veje blev oplivet af en broget skare besøgende, gjorde anlægget et øde og trist indtryk. Hertil kom, at de franske haver var uhyre kostbare at anlægge, ligesom det varede flere år, før hækkene og de øvrige plantninger voksede til, således at haven kunne få den tilsigtede karakter, og når plantningerne endelig var blevet store, varede det ikke længe, før de kunstig formede træer og buske snart her, snart der begyndte at gå ud og måtte erstattes af ny.

Det vil ikke være undgået opmærksomheden, at det er de babyloniske og ægyptiske havers retlinede og symmetriske stil, der indtil dette tidspunkt har været enerådende i Europa, og skulle man kunne komme bort fra denne stil, kunne det kun ske ved fuldstændig at bryde med alt det overleverede. Det er derfor let at forstå, at der skulle tid til, inden vejen blev banet for den landskabelige eller såkaldte engelske havestil.

Allerede i slutningen af det 17. århundrede fremkom der i England flere skrifter, som skarpt kritiserede de retlinede haveanlæg og anbefalede en mere naturlig havestil, men det var dog først omtrent 100 år senere, at den engelske havestil begyndte at vinde mere almindelig indpas, hvortil særlig landskabsmaleren William Kent i begyndelsen og Humphry Repton i slutningen af det 18. århundrede bidrog væsentlig ved deres opsigtsvækkende skrifter. I Kina havde den naturlige havestil fra den fjerneste oldtid været enerådende, og utvivlsomt har forbillederne fra de kinesiske haveanlæg haft en ikke ringe indflydelse på den engelske havestils fremkomst.

I modsætning til den franske havestil karakteriseres den engelske ved krumme linjer og naturlige træformer med udeladelse af alt, hvad der kommer ind under begrebet: regelbunden, stiv symmetri. Anlæg af en park i den engelske stil forudsætter et indgående studium af naturen, idet opgaven er at udnytte og ved plantning og omformning berige det foreliggende terræns naturlige skønhed, at efterligne og samle inden for dettes område sådanne i landskabelig henseende smukke partier, som de ses i naturen, for så vidt forholdene tillader, at det kan udføres uden at gøre indtryk på beskueren af noget søgt eller lavet, samt ved udsigter ud over havens grænser at indlemme de omgivende landskabers naturskønhed i haven. Hertil kan føjes, at mens der i det franske anlæg kun var brug for nogle ganske få træarter, er en rig afveksling af træer med forskellige vækst, bladform og bladfarve på sin plads i det engelske anlæg, endvidere, at mens vandpartierne i det franske anlæg bestod af kunstige fontæner og snorlige kanaler, bliver de i det engelske anlæg naturlig udseende damme og søer eller åer og bække, der slynger sig uregelmæssig gennem terrænet.

I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede omdannedes så godt som alle datidens franske anlæg til parker i engelske stil, og der findes nu til dags kun ganske få haver, hvor den franske stil er bevaret.^[4] Det var et brud med årtusinders begreber om haveanlæg, og det er derfor ikke til at undres over, at man i sin iver for at komme bort fra den symmetriske havestils stive former gik for vidt og overså, at der kunne være forhold, hvor denne kunne have sin berettigelse.

Ifølge nutidens^[5] opfattelse er den franske eller symmetriske stil på sin plads i de partier af haven, der ligger nærmest omkring hovedbygningen. Kun det franske anlægs lige linjer harmonerer med de arkitektoniske former, og derfor bør den lille del af haven, hvor hovedbygningen indtager den dominerende plads, være holdt i den franske stil; det bliver da landskabsgartneren opgave på simpel måde og uden bratte overgange at lade den franske stils regelmæssige linjer flyde over i det øvrige anlægs naturlige stil med dets krumme linjer. Foruden i det nævnte tilfælde, hvor altså det franske anlæg bliver en lille del af den hele park, kan der imidlertid også være andre forhold, hvor det franske anlæg har sin berettigelse. Det ville således være absolut forkasteligt at anvende den landskabelige stil på steder, hvor bygningen er hovedsagen og anlægget det underordnede, eller hvor anlægget kun er til for at give bygningen så flatterende omgivelser som muligt og yderligere at fremhæve bygningens arkitektoniske skønhed, hvilket navnlig hyppigt er tilfældet med små anlæg foran byernes pragtbygninger.

Steen Eiler Rasmussen har en hård bedømmelse af udbredelsen af den engelske havestil til "fastlandet":

„	"... Men efter at den Kentske Havestil var slaaet igennem, forstod man i England, at Bølgelinien ikke var Hovedsagen. Vi har set, hvorledes allerede Chambers polemiserede imod den. Men for mange på Fastlandet blev Slangelinierne stadig Symbolet paa den landskabelige Havestil. Når man vilde prøve det urimelige: at give Skabeloner for den fritvoksende og ukunstlede Have, saa maatte Resultatet blive en Samling mere eller mindre elegante Kurver. Medens man i England arbejdede mere og mere bevidst med Havens plastiske Form og med Plantematerialet, udviklede Problemet sig på Fastlandet nærmest til et Spørgsmål om Linieføring (Alphand i Paris under Napoleon III). I denne Karikatur sejrede den engelske Have fuldstændig. I Danmark findes der vel næppe en Provinsby med Agtelse for sig selv, der ikke har et Anlæg i hvad vi kalder den engelske Stil, d.v.s. en Have gennemtrukket af altfor brede, slyngede Veje omkring pæreformede Græsplæner, hist og her beplantet med karakterløse Busketter og Træer og maaske endda med nogle Klatter af Blomsterbede. ..."	“
	— Steen Eiler Ramussen: London, 1973, side 142f

• Have
• Havekunstens historie
• Danmarks havebrug
• Køkkenhave

Litteratur angivet af Leopold Helweg i Salmonsen

• John Claudius Loudon: Encyclopædia of Gardening, 1834.
• C.C.L. Hirschfeld: Theorie der Gartenkunst, 1777. (Online. Hirschfeld var leder af den kgl. danske frugttræsskole ved Kiel.)
• Karl Theodor Rümpler: Gartenbau-Lexikon, 1890.
• Johann Heinrich Gustav Meyer: Lehrbuch der schönen Gartenkunst, 1873.
• V.A. Poulsen: Havekunstens Historie, særtryk af Opfindelsernes Bog

Anden litteratur

• C.Th. Sørensen: Europas havekunst, 1959, 1979
• Annemarie Lund: Guide til dansk havekunst. År 1000-2000, 1997
• Steen Eiler Rasmussen: London, 1934 og senere udgaver. Afsnittet "Den engelske landskabelige have".

• Havebrugsteoretiker Leopold Helweg: "Havekunst" i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1921)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Havekunst

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.