Kurfyrstendømmet Trier

Kurfyrstendømmet Trier (ty.: Erzstift und Kurfürstentum Triereller Kurtrier ) var et kirkeligt fyrstedømme i det tysk-romerske rige fra slutningen af 800-tallet og til begyndelsen af 1800-tallet.

Fyrstedømmet styredes af ærkebiskoppen, men sekulariseredes ved mediatisering 1803 med Slutrapport fra den ekstraordinære rigsdag.

Landets officielle hovedstad var Trier, der er Tysklands ældste by, og som ligger ved floden Mosel.

I 1600-tallet flyttede kurfyrsten sin residens til Koblenz ved Mosels udmunding i Rhinen. Derefter blev kurfyrstendømmet administreret fra denne by.

Trier anses for at være Tysklands ældste bispesæde. Byens tre første bisper hører til i perioden 250-300.

Ganske vist fik Mainz i følge traditionen en biskop allerede i år 80, men der er først fra år 343, vi med sikkerhed ved, at der har boet en biskop i Mainz.

Den første ærkebiskop i Trier blev udnævnt i år 762. Efter 1803 udnævnes der ikke flere ærkebiskopper, og bispeembedet i Trier varetages af en almindelig biskop.

I år 898 bliver ærkebispen også fyrstbiskop og dermed også verdslig rigsfyrste.

Som regel er han også den af rigets ærkekanslere, der har ansvaret for Burgund (Archicancellarius per Galliam). I denne stilling er han leder af den kejserlige administration i grænseområderne mellem Tyskland og Frankrig. I Middelalderen omfattede dette et bælte af landområder mellem Middelhavet og Nordsøen. I 1790 var der kun Belgien og Luxembourg tilbage.

Fra år 1190 er ærkebispen af Trier også kurfyrste.

I 1795 trængte der franske tropper ind i kurfyrstendømmet. I 1801 blev områderne vest for Rhinen afstået til Frankrig. I 1803 blev området øst for Rhinen en del af Nassau-Weilburg. 49°46′N 6°39′Ø / 49.77°N 6.65°Ø / 49.77; 6.65