Camille Pissarro

Camille Pissarro Slutningen af 1800-tallet
Camille Pissarro. Selvportræt, 1873.
Personlig information
Født	Jacob Abraham Camille Pissarro 10. juli 1830 Charlotte Amalie, Amerikanske Jomfruøer
Død	13. november 1903 (73 år) Paris, Frankrig
Dødsårsag	Sepsis
Gravsted	Camille Pissarros gravsted, Cimetière du Père-Lachaise
Bopæl	Frankrig Charlotte Amalie Venezuela
Far	Frédéric-Abraham-Gabriel Pissarro
Mor	Rachel Pissarro
Søskende	Alfred Pissarro
Ægtefælle	Julie Vellay (fra 1871)
Børn	Jeanne Bonin-Pissarro, Georges Manzana-Pissarro, Paul-Émile Pissarro, Felix Pissarro, Ludovico Rodolphe Pissarro, Jeanne Rachel Pissarro, Lucien Pissarro
Familie	Claude Bonin-Pissarro (barnesøn)
Uddannelse og virke
Felt	maleri
Uddannelses­sted	Académie Suisse (fra 1859)
Elev af	Henri Lehmann, Isidore Dagnan, Fritz Melbye, François-Édouard Picot
Beskæftigelse	Kunstmaler, gravør, bygningstegner, litograf, grafiker, pastelist
Periode	Impressionisme, Postimpressionisme
Arbejdssted	Caracas, Montmorency, Charlotte Amalie, Holland (1894-1898), Amsterdam (1898), La Roche-Guyon, London, Paris
Elever	Rudolf Quittner, Paul Gauguin
Kendte værker	Boulevard Montmartre i Paris, Rimfrost ved Ennery, Udsigt over landsbyen Éragny, To kvinder taler sammen ved havet, St. Thomas, Jalais Hill, Pontoise med flere
Genre	Portræt, stilleben, landskabsmaleri, figurmaleri
Bevægelse	Neoimpressionisme, Impressionisme
Påvirket af	Fritz Melbye
Signatur
Andet
48°51′33″N 2°23′29″Ø / 48.859107°N 2.39149°Ø / 48.859107; 2.39149
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Camille Pissarro (født 10. juli 1830, død 13. november 1903) var en dansk-fransk impressionistisk maler. Han blev født i Dansk Vestindien og blev sendt til Paris af sin velhavende jødiske familie for at afslutte sin uddannelse. Han udviste oplagte kunstneriske evner, og i 1855 blev han optaget på Académie Suisse, hvor han mødte Claude Monet, og blev stamgæst på Café Guerbois, hvor Édouard Manet, Edgar Degas, Pierre-Auguste Renoir og Paul Cézanne holdt til. Han forblev socialist hele sit liv og brugte megen energi på at arrangere impressionistudstillingerne, han deltog som den eneste maler i alle otte udstillinger.^[2] Han var også en entusiastisk støtte for unge nye talenter, som Paul Signac, Georges-Pierre Seurat, Vincent van Gogh og Maximilien Luce. Hans affære med moderens tjenestepige, Julie Véllay, blev taget ilde op, men parret giftede sig i 1870 og fik seks børn, der alle viste sig at have kunstneriske evner. Pissarro forblev dansk statsborger hele sit liv.^[3][4]

På Sankt Thomas mødte Pissarro den danske landskabs- og marinemaler Fritz Melbye, med hvem han i årene 1852-54 rejste til Caracas i Venezuela. De tilbragte næsten to år i Venezuela med atelier i Caracas og fandt her deres motiver i gaderne, på markederne og under ture i bjergene omkring byen. i 1855 vendte han tilbage til sin fødeø, han tog samme år til Paris for at uddanne sig til kunstner. Hans første læremester var Fritz Melbyes ældre bror Anton, der var bosat i Paris.^[5]

Pissarro studerede hos Corot ved Académie Suisse i Paris, hvor han lærte Manet, Monet og formodentlig også Courbet og Cézanne at kende. Corot rådede ham til at male små skitser direkte efter naturen og at frem for alt studere lyset og farvetonernes valører. Tidlige landskabsmalerier som Mergelgraven i Chennevières (1864-1865) blev meget værdsatte af Zola, Castagnary og andre kritikere men nonchaleredes af publikum. Pissarro tjente på denne tid til livets opretholdelse ved at dekorere rullegardiner og vifter.

Fra slutningen af 1860-erne hørte Pissarro til de ledende impressionister; kun han udstillede på alle otte udstillinger (1874-1886), som han for en stor dels vedkommende tillige organiserede. Som lærer for blandt andre Cézanne og Gauguin udøvede han en stor indflydelse men var samtidigt selv åben for forandringer i sin egen malergerning. I 1880-erne, da han ikke længere var tilfreds med sin egen måde at måle på, optog han Seurats divisionistiske teknik, og suiten malerier med enkelte motiver set under varierende lysforhold var direkte inspireret af Monet.

Mellem 1870 og 1872 boede Pissarro i London, hvor han beundrede Constable, Turner og det nederlandske maleri, men hans egentlige hjem var Pontoise frem til 1874, da han flyttede til Eragny. Pissarros malerier adskiller sig på to vigtige punkter fra de andre impressionisters: for det første er de mere omhyggeligt komponerede, især dem fra Pontoise som Côte du Jallais (1867), med en høj horisontlinje. Det var sådanne malerier, som påvirkede Cézanne, som i intervaller arbejdede sammen med Pissarro i Pontoise (1872-1877). For det andet var hans landskaber, samtidig med at de udgjorde direkte observationer af visse lysforhold, altid befolkede.

I 1880-erne viste han værdsættelse af Georges Seurat og neoimpressionisterne. Efter tidligere fortrinsvist at have malet landskaber gik han i 1890-erne hovedsagelig over til bybilleder med motiver blandt andet fra Paris og Rouen, hvilke skaffede ham stor berømmelse.

I 1897 lejede Pissarro sig ind på Hôtel de Russie, Paris, hvor ham boede indtil 25. april. I januar boede han på Hôtel-Restaurant de Rome, Paris, hvor han malede seks malerier, tre af rue Saint-Lazare, to af rue d'Amsterdam og et af place du Havre, disse malerier var kunsthandler Paul Durand-Ruel meget begejstret for og købte dem alle. Durand-Ruel begejstring gjorde at Pissarro indlogerede sig på Hôtel de Russie i et værelse med oversigt over boulevard Montmartre og boulevard des Italien. Her på Hôtel de Russie malede Pissarro 16 malerier, 14 af boulevard Montmartre og 2 boulevard des Italien. Durand-Ruel købte 12 af disse malerier fra Hôtel de Russie den 11. maj.^[6]

• Portræt af en dreng

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Camille Pissarro
• Camille Pissarro på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon
• Camille Pissarro på gravsted.dk
• Kathleen Adler: "Camille Pissarro" (Encyclopædia Britannica) (engelsk)
• Værkoversigt
• Camille Pissarro Biography, Art, and Analysis of Works hos 'The Art Story', Theartstory.org
• Russell T. Clement, Annick Houzé: Neo-impressionist Painters: A Sourcebook on Georges Seurat, Camille Pissarro, Paul Signac, Theo van Rysselberghe, Henri Edmond Cross, Charles Angrand, Maximilien Luce, and Albert Dubois-Pillet; Greenwood Press 1999; ISBN 0-313-30382-7 (s. 137-228) (engelsk)