2. sudanske borgerkrig
2. sudanske borgerkrig | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|||||||
Parter | |||||||
Sudans regering (Nordsudan) | Sudan People's Liberation Army | ||||||
Ledere | |||||||
Gaafar Nimeiry Sadiq al-Mahdi Omar al-Bashir | SLA: John Garang | ||||||
Styrke | |||||||
Ukendt | Ukendt | ||||||
Tab | |||||||
Ukendt | 1,9 million (mest civile, pga. sult og tørke) |
Den 2. sudanske borgerkrig (arabisk: الحرب الأهلية السودانية الثانية; al-Ḥarb al-ʾAhliyyah as-Sūdāniyyah aṯ-Ṯāniyyah), blev udkæmpet fra 1983 til 2005 mellem den sudanesiske regering, baseret i den nordlige, islamske og arabisktalende del af landet, og Sudan People's Liberation Army/Movement (SPLA/M), som kæmpede for selvstyre i den sydlige, flersprogede, kristne og animistiske del af Sudan, kendt som Sydsudan. Krigen var i store træk en fortsættelse af den 1. sudanske borgerkrig fra 1955 til 1972. Konflikten var primært lokaliseret i Sydsudan og var en af de længstvarende og blodigste i slutningen af 20. århundrede. Omkring 1,9 million civile mistede livet og mere end 4 millioner blev i løbet af krigen tvunget på flugt. Dette gør krigen til en af de krige der siden Anden Verdenskrig har haft flest civile ofre. [1] Krigen sluttede med underskrivelsen af en fredstraktat i januar 2005.
Baggrunde og årsager
[redigér | rediger kildetekst]Denne krig er normalt blevet karakteriseret som en konflikt mellem den ikke-arabiske befolkning i syd og den arabisk-dominerede centralregering. Det centrale Sudan har været genstand for konflikt længe, og senest siden 17. århundrede har kongeriger og stormagter forsøgt at kontrollere og regere kvæghyrderne i det sydlige Sudan, uden at på noget tidspunkt at vinde den fulde kontrol.[2] Under det britisk-egyptiske kolonistyre blev Nord- og Sydsudan administreret separat. Efter Sudans selvstændighed i 1955 blev landet kontrolleret af nordsudanesere, hvilket medførte utilfredshed i befolkningen mod syd og en række væbnede konflikter.
Forløb
[redigér | rediger kildetekst]- 1972 de ikke-muslimske befolkningsgrupper i Sydsudan opnår en autonom status efter afslutningen på 1. sudanske borgerkrig.
- 1983 startes en opstand i Sydsudan pga. overtrædelse af aftalen om autonomi da centralregeringen i Khartoum vil indføre sharialovgivning i hele landet. En anden grund er uenigheder om fordelingen af indtægterne fra olieudvindingen.
- 1989: Efter et statskup overtager organisationen Det muslimske broderskab magten i Khartoum. Den nye regering erklærer jihad mod oprøret i Sydsudan.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Sudan: Nearly 2 million dead as a result of the world's longest running civil war, U.S. Committee for Refugees, 2001. Archived 10 December 2004 on the Internet Archive. Accessed 10 April 2007.
- ^ Lee J.M. Seymour, Review of Douglas Johnson, The Root Causes of Sudan’s Civil Wars Arkiveret 30. august 2006 hos Wayback Machine. African Studies Quarterly, African Studies Quarterly, Volume 7, Issue 1, Spring 2003 (TOC Arkiveret 30. august 2006 hos Wayback Machine). Accessed 10 April 2007.