Albrekt Bjørnen

Albrekt Bjørnen
Albrekt Bjørnen fremstillet af Walter Schott i en statue oprindelig tænkt for Siegesalle i Berlin, befinder sig nu i Spandau citadellet
Personlig information
Født	1100 Ballenstedt, Sachsen-Anhalt, Tyskland
Død	18. november 1170 Stendal, Sachsen-Anhalt, Tyskland
Gravsted	Ballenstedt
Far	Otto af Ballenstedt
Mor	Eilika af Saksen
Ægtefælle	Sophie af Winzenburg
Børn	Gertrude af Brandenburg, Hedwig af Brandenburg, Siegfried I. af Anhalt, Adalbert III af Balenschet, Diderik af Bradenburg, Bernhard 3. af Sachsen, Otto 1. af Brandenburg, Henrik af Brandenburg, Adelheid af Brandenburg, Herman 1. af Orlamünde
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Politiker
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Albrekt Bjørnen eller Albrecht I af Brandenburg (tysk: Albrecht der Bär eller Albrecht von Ballenstedt) (født ca. 1100, død 18. november 1170 i Stendal (stedet er usikkert)), tilhørte askanierdynastiet.

Albrekt, egentlig Adalbert, blev også kaldt Albrekt den smukke. En sikker tolkning af tilnavnet Bjørnen (tysk: der Bär) er ikke mulig at fastslå, men det var i brug i 1100-tallet.

Under Albrekts ledelse vandt det tysk-romerske rige området Nordmark tilbage. Dette område var oprindelig tabt under den store slaveopstand i 983. Han førte krig mod de slaviske vendere, som var blevet kristnet og indlemmet i den tyske kultur.^[1] Af stor betydning var venderkorstoget i 1147. Dette var del af den tyske udvandring østover kaldet Ostsiedlung. I 1157 grundlagde han Markgrevskabet Brandenburg (Mark Brandenburg) og var dettes første markgreve.

Albrekt var den eneste søn af den askanske greve Otto den rige (1075–1123) og Elikia Billung af Sachsen (1081–1142). Hans fødested er ikke kendt.

Som tro tilhænger af Lothar af Supplinburg blev Albrekt forlenet med forskellige dele af Sachsen; 1134 udnævntes han til markgreve i "Nordmark". Efter Lothar’s død stillede han sig på Staufernes side imod Welferne, og da Henrik den Stolte mistede sine to hertugdømmer, forlenede Konrad III Albrekt med Sachsen (1138); 4 år senere måtte han dog atter give dette tilbage til Henriks søn, Henrik Løve.

Albrekt udfoldede som markgreve den største virksomhed. Han udvidede sin magt ved at underkaste sig vendiske lande, og 1150 erhvervede han Brandenburg, hvor efter han siden kaldte sig. Venderne blev kristnede; deres land blev fortysket ved en storartet kolonisation af nederlandske bønder, købstæder blomstrede frem rundt om. Således lagde han grunden til Brandenburgs senere storhed, mens han tillige fandt tid til ivrig at deltage i det tyske riges politik.

Albrekt blev 70 år og opnåede dermed en anselig alder for sin tid. Dødsstedet Stendal er usikkert. Hans grav findes med en vis sandsynlighed i det daværende huskloster for Huset Askanien i Ballenstedt i Harz, nu Ballenstedt slot.

Gennem sit liv bar han følgende titler:

• Greve af Ballenstedt (1123–1170)
• Fyrste og markgreve af Lausitz (1123–1131)
• Hertug af Sachsen (1138–1142)
• Greve af Weimar-Orlamünde (ca. 1134–1170)
• Markgreve af Nordmark (1134–1157)
• Markgreve af Brandenburg (1157–1170)

Albrekt var gift med Sophie von Winzenburg fra 1125/1126. Sophie døde ti år før Albrekt.

Parret fik 3 døtre og 7 sønner. Blandt de ti (måske 13) børn var følgende:

• Otto I af Brandenburg (1128–1184), Albrekts efterfølger som markgreve af Brandenburg.
• Hermann I af Weimar-Orlamünde
• Ærkebiskop Siegfried I af Anhalt
• Hedwig von Ballenstedt (død 1203), gift 1147 med Otto dem Reichen, markgreve af Meissen
• Adalbert af Ballenstedt (død 1173)
• Dietrich af Werben (død 1183)
• Bernhard III af Sachsen (1140–1212), arvede Anhalt og senere Hertugdømmet Sachsen.
• Gertrud i 1153 gift med Děpold, bømisk fyrste af premyslideslægten.

• 237: 1 i Allgemeine Deutsche Biographie (ADB) (ses på tysk Wikisource)
• Erich Freiherr von Guttenberg: Albrecht. I: Neue Deutsche Biographie (NDB). Bind 1, Duncker & Humblot, Berlin 1953, ISBN 3-428-00182-6, Side 160 f. (Digitalisering).
• Helmut Assing: Albrecht der Bär. Markgraf von Brandenburg (1150/57–1170). Eberhard Holtz og Wolfgang Huschner (Udg.): Deutsche Fürsten des Mittelalters. Fünfundzwanzig Lebensbilder. Edition Leipzig, Leipzig 1995, s. 221–233, ISBN 3361004373.
• Eberhard Bohm: Heveller. Lexikon des Mittelalters. Bind 4, s. 2198. DTV, München 2002. ISBN 3-423-59057-2 (Med yderligere sider om temaet, for eksempel Jaxa von Köpenick)
• Hans-Dietrich Kahl: Das Ende des Triglaw von Brandenburg. Ein Beitrag zur Religionspolitik Albrechts des Bären. Zeitschrift für Ostmitteleuropa-Forschung. Bind 3, Marburg, 1954, S. 68–76. ISSN 0044-3239
• Hans-Dietrich Kahl: Slawen und Deutsche in der brandenburgischen Geschichte des zwölften Jahrhunderts. Die letzten Jahrzehnte des Landes Stodor. 2 Bände, Mitteldeutsche Forschungen. Bd 30/I+II. Böhlau, Köln/Graz 1964.
• Herbert Ludat: Legenden um Jaxa von Köpenick, Deutsche und slawische Fürsten im Kampf um Brandenburg in der Mitte des 12. Jahrhunderts. Deutschland und der Osten. Bind 2. Berlin 1936. (også i Herbert Ludat: Slaven und Deutsche im Mittelalter. Mitteldeutsche Forschungen. Bind 86. Böhlau, Köln/Wien 1982, s. 27–84.).
• Uwe Michas: Slawen und Germanen im Berliner Raum. Berlinische Monatsschrift. Edition Luisenstadt. Berlin 1999, H. 1, S. 4–10. ISSN 0944-5560
• Lutz Partenheimer: Albrecht der Bär. 2. opplag , Böhlau Verlag, Köln 2003. ISBN 3-412-16302-3
• Lutz Partenheimer: Die Kriege Albrechts des Bären. Die frühen Askanier. Beiträge zur Regional- und Landeskultur Sachsen-Anhalts. Bind 28. Halle 2003, S. 35-71. ISBN 3-928466-58-5 (online)
• Lutz Partenheimer: Die Entstehung der Mark Brandenburg. 1. og 2. opplag, Köln/Weimar/Wien 2007.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

• Kristian Erslev: Albrekt Bjørnen i Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind I (1915), s. 425

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Albrekt Bjørnen
• Litteratur af og om Albrecht I. i det tyske nationalbiblioteks katalog