Æneiden: Forskelle mellem versioner

Æneiden (Latin: Aeneis) er et episk latinsk nationalepos forfattet af Vergil i det første århundrede før Kristi fødsel (mellem 29 f.Kr. og 19 f.Kr.). Det er en fortælling om den trojanske helt Æneas som efter Trojas fald rejste til Italien hvor han blev forfader til de latinske stammer og grundlægger af det romerske rige. Æneiden er som Homers Iliaden og Odysseen skrevet i heksameter, og opstod netop som hovedsagligt kejser Augustus' ønske om at få et romersk ditto til dem såvel som at skabe en romersk forhistorie der kunne måle sig med den glorværdig græske.

På sit dødsleje bad Vergil om at få Æneiden destrueret da han mente det var ufærdigt, men kejser Augustus nægtede og lod det publicere efter hans død.

Æneidens første seks sange er en nostos, dvs. en fortælling om en hjemrejse, der er inspireret kraftigt af Odysseen. De sidste seks sange omhandler kampene ved Rom og er i høj grad inspireret af Iliaden.

Æneas er på flugt fra Troja, da Juno med Aeolus' hjælp laver stormvejr for at forhindre ham i at komme til Italien. Neptunus bliver rasende over denne indblanden, da han er gud for havet, og redder derfor trojanerne. De kommer i land i Karthago, hvor Æneas møder dronning Dido. Venus får af Jupiter lovning på at hendes søn Æneas skal komme til at grundlægge et verdensrige. Hun sender derfor Cupido til Karthago for at gøre Dido forelsket i Æneas.

Æneas fortæller om Trojas fald. Han begynder med den trojanske hest og gudernes angreb på Laokoon. Hektors spøgelse viser sig for Æneas og opfordrer ham til flugt. Imens kommer grækerne ud af hesten og det står klart, at Troja vil falde. Priamos myrdes af Achilleus' søn Pyrrhus, og Venus viser sig for Æneas og opfordrer ham til flugt. Han flygter med sin kone Creusa, sin søn Jullus og sin far Anchises. Creusa forsvinder dog fra de andre, og da Æneas vender tilbage for at lede efter hende, møder han hendes spøgelse. Æneas rejser fra Troja og besøger en masse øer. Han kommer til Sicilien og sejler forbi Etna. Anchises dør i Italien, men da Æneas forsøger at sejle videre nordpå, kommer Junos storm.

Dido bekender sin forelskelse for Anna. Juno forsøger at overtale Venus til at lade Æneas blive i Karthago, og sammen arrangerer de, at Dido og Æneas under et uvejr mødes i samme hule. Det ender i samleje, og Juno sørger for vha. Fama at sprede rygtet. Didos tidligere bejler, Jarbas, bliver vred over denne nyhed og beder til Jupiter om hævn. Jupiter ønsker, at Æneas skal grundlægge Rom og sender derfor Mercurius til Æneas med besked om at forlade Karthago. Pga. sin lydighed over for guderne (pietas) adlyder han. Dido afslører hans planer om at rejse, og han vedkender sig dem. Han forlader Karthago og Dido forbander ham. I sin afmagt begår Dido selvmord, da hun ikke vil ende som dronning for Jarbas.

Æneas kommer igen til Italien og han afholder gravlege ved Anchises' grav. Nantes råder Æneas til at efterlade de svageste og fortsætte nordpå med de stærke. Anchises' spøgelse viser sig for Æneas og råder ham til det samme. Han kommer således til Cumae, hvor han besøger Apollons tempel. Sibyllen giver ham orakelsvar og giver ham adgang til Underverdenen. Her møder han flere afdøde, bl.a. Dido, der dog stadig ikke vil godtage hans undskyldninger om gudernes ordre. Efter flere møder med døde, møder han Anchises, der viser ham fremtidens store romere Romulus, Brutus, Camillus, Cæsar og Pompejus, Cato, Graccherne, Scipio’erne, Marcellus (general under den puniske krig og forfader til Marcellus), Marcellus (Augustus' nevø) og til sidst Augustus.

Æneas ankommer efter et kort besøg hos Circe til Latium, hvor han møder kong Latinus. Han modtager dem med åbne arme og giver dem lov til at slå sig ned i hans rige. Tilmed tilbydes Æneas hans datter Lavinia som kone. Juno ophidser dog latinerne mod Æneas, og anført af Turnus bliver det til en krig, som Latinus står uden for. Æneas søger hjælp fra den nærboende Euander, der sender sin søn Pallas af sted med en hær. Venus giver Æneas nye våben, der er smedet af Vulcanus.

I Æneas' fravær angriber Turnus med stor succes. En fejlmanøvre fanger ham dog i trojanernes lejr, men han undslipper. Jupiter bliver vred, fordi Venus og Juno har startet krigen mod hans vilje. De skyder skylden på hinanden, og Jupiter vælger at lade skæben afgøre krigen. Æneas vender hjem med Euanders hær, og et nyt slag byder ud, hvorunder Pallas dræbes. Han begraves, og der bliver indgået en våbenhvile. Latinus forsøger at mægle fred, og der opstår splid blandt latinerne, da Draces ønsker fred, mens Turnus vil kæmpe til den bitre ende. Det ender i en ny kamp, der afbrydes af natten.

Æneas og Turnus enes om at krigen skal afgøres af en tvekamp mellem dem. Juno kender Æneas' skæbne og sætter derfor en stopper for tvekampen ved at ophidse latinerne gennem Juturna. Et nyt slag begynder, hvor Æneas såres, men han helbredes af sin mor, Venus, og kan kæmpe videre. Kampen bliver meget blodig, og latinerne fanges i byen Laurentum. Turnus træder ud foran byen for at møde Æneas, men i det øjeblik opgiver Juno at hjælpe ham og forlader ham. Jupiter pålægger Juturna at afstå fra at hjælpe Turnus, der dræbes af Æneas.

Skæbne-temaet gennemsyrer hele Æneiden. Det er skæbnebestemt, at Æneas skal grundlægge Rom - og ikke nok med det, den efterfølgende storhed er også forudbestemt, da Anchises viser Æneas hans efterkommere. I denne sammenhæng kommer de ofre, Æneas er nødt til at gøre, ind i billedet. Det er nødvendigt for ham at miste først Creusa og siden Dido, selvom han mister dem på to forskellige måder.

Det romerske begreb pietas er også vigtigt for historien. Den bedste oversættelse er nok pligttro (ikke from). Æneas bliver hele tiden styret af sin pietas, hvor imod andre af historiens personer styres af andre ting. Dido styres tactus og Turnus af furor. Ingen af disse ting er gavnlige.

Familien er også et centralt omdrejningspunkt. Æneas husker at tage Anchises med, da han forlader Troja, og hans hovedargumnet over for sig selv for, hvorfor han skal forlade Dido er (udover at det er hans pligt (her kommer pietas igen)), at han ikke vil frarøve Jullus den efterslægt, der er blevet ham lovet.

Æneiden har masser af parallel-scener til Odysseen og Iliaden. Bl.a. Æneas fortæller sin historie til punerne (Odysseus hos faiarkerne), Dido (Calypso), turen til Underverdenen (Odysseus' tilsvarende), Anchises (Teiresias), Pallas (Patroklos), belejringen af Laurentum (belejringen af Troja) og Juturna giver Turnus et nyt sværd (Athene giver Achilleus et spyd). Og det vrimler med den slags i hele Æneiden, men derfor kan man ikke sige, at Vergil plagierer Homer, det er bedre at sige, at han tager et kendt stof, og omformer det til noget nyt.

Ludvig Holbergs stykke Peder Paars er en tydelig parodi på Æneiden.

I mange år var Vergils Æneide ugleset i Danmark, da den blev anset for at væe en dårlig kopi af Homers epos'er. Men siden slutningen af 1930'erne er den begyndt at få en renæssance, og i dag anses den som et væsentligt værk. I forbindelse med gymnasiereformen af 2003 blev den latinske del af oldtidskundskab obligatorisk, hvilket sandsynligvis vil styrke Æneidens position som klassiker endnu mere.

Æneiden's seks første "bøger" (kapitler) oversattes til dansk 1811 af E. Munthe, hele værket (12 bøger) derefter af Joh. Heinr. Schønheyder i 1812, af Simon Meisling 1824-26, af L.(udolph) Ove Kjær [Kiær] i 1896, og endelig af Johannes Loft i 1941. Nyoversat af professor Otto Steen Due i 1996 (forlaget Centrum) og af samme oversætter genudsendt i revideret udgave med udførligt kommentarbind i november 2007.

En fuldstændig afskrift af Munthes, Schønheyders og Meislings oversættelser findes på www.dantealighieri.dk Skabelon:Link GA