Hertugdømmet Estland

Hertugdømmet Estland var fra 1220 til 1346 den danske krones ejendom i det nordlige Estland.

Skabelon:Uddybende

Danmark rejste sig som en stormagt, både militært og handelsmæssigt, i 1100-tallet. For at eliminere de estiske og livlandske pirater, der plyndrede den danske Østersøhandel, iværksatte henholdsvis kongerne Valdemar den Store og Knud VI angreb i 1170, 1194 og i 1197. I 1206 iværksatte kong Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen et plyndringstogt mod øen Øsel (estisk: Saaremaa). Øboerne blev tvunget til overgivelse, og der blev bygget en borg; dog kunne man ikke finde nogen frivillige til at bebo borgen. Borgen blev brændt ned, og danskerne forlod øen, dog med et krav på Estland, som paven anerkendte.

I 1208 deltog danske korsfarere angiveligt i et togt mod borgen Fellin på grænsen mellem de livlandske og estiske områder. Det var angiveligt ved denne lejlighed, at Dannebrog faldt ned fra himlen.^[1] Den danske deltagelse må ses i lyset af, at den danske ærkebisp Anders Sunesen efter togtet til Øsel i stedet for at vende tilbage til Danmark, med sit følge rejste til Riga, hvor han opildnede de forsamlede kannikker ved domkirken til at fuldende kristningen af de omkringboende livere.

I de følgende år foregik utallige hærtog dels fra korsfarernes side mod esterne, dels fra esternes side mod Livland. I 1218 allierede esterne sig med russerne i Novgorod og angreb atter Livland. På samme tid var biskop Albert af Riga gerådet i uenighed med Sværdbroderordenen og hans stilling trængt. I sin nød rettede han sommeren 1218 på et rigsmøde i Slesvig bøn til Valdemar Sejr om at komme ham til hjælp. Valdemar sejr var lydhør over for et angreb på Estland allerede den følgende sommer.

I 1219 samlede kong Valdemar en flåde på flere hundrede skibe imod esterne med ærkebiskoppen, biskopper og en hær under ledelse af fyrst Wizlav fra den erobrede ø Rügen. Hæren blev landsat ved Tallinn, og efter svære trængsler vandt korsfarerne her en afgørende sejr over esterne. For at befæste sin stilling blev fæstningen i Reval bygget færdig, og kirken gik i gang med sit missionsarbejde blandt esterne.^[2]

Skabelon:Uddybende

Sværdbroderordenen og Valdemar Sejr havde aftalt at dele Estland, men havde uoverensstemmelser om den egentlige grænse. I 1220 blev indgået en aftale, hvorved den danske konge overlod de sydlige estiske provinser Sakala og Ugandi til ordenen, da provinserne allerede var besatte af denne. Biskop Albert af Riga godkendte til gengæld den danske konges overherredømme over provinserne Harria, Virland og Jerwia i det nordlige Estland. Trods aftalen besatte livlandske riddere i 1227 hele det danske Estland, men ifølge Stensby-aftalen tilbageleverede de Harria og Virland i 1238, hvorimod Jerwia forblev under Den Liviske Ordens styre (i 1237 var sværdbroderordenen blevet forenet med Den Tyske Orden).

Hertugdømmet Estland var en del af Terra Mariae (latin, også Terra Mariana, estisk: Maarjamaa, oversat: Jomfru Marias land) sammen med Livland og Kurland. Navnet blev fastsat 1216 af pave Innocens III, samtidig med at han erklærede krige mod områdets hedninge, hellige korstog. Pavens legat Wilhelm af Modena lod 1228 som led i et forlig mellem kirken og Sværdbroderordenen "Terra Mariae" opdele i 6 delområder:

1. Riga ærkebispedømme,
2. Kurland bispedømme,
3. Øsel-Wiek bispedømme,
4. Tartu bispedømme,
5. Hertugdømmet Estland, og
6. Områder under Sværdbroderordenen (senere Den Liviske Orden).

Disse overordnede områder var atter inddelt i ordensområder eller komturater (estisk: komtuurkond, pl. komtuurkonnad) og fogderier (estisk: foogtkond, pl. foogtkonnad). Oprindelig var der forskel på disse administrative underenheder, men med tiden forsvandt denne forskel i praksis.

Den danske konge var hertug over sine nordestiske besiddelser. Valdemar Sejrs søn Knud omtales allerede 1223 i Ribe bispekrønike som dux Estonie, hertug over Estland, og også 1229 omtales han med denne titel. Senest i foråret 1266 fik Margrete Sambiria (der var datter af fyrst Sambor af Pommern), da enkedronning efter Christoffer 1. på livstid Estland og Virland som forvaltningsområde og tog titel af domina Estonie. Samtidig anvendte kongen titlen dominus Estonie, herre over Estland, men i skrivelse af 12. april 1269 til paven ved Ribes biskop Esger og senere igen 1273 og 1276 derimod dux Estonie.^[3]

Kongen lod sit estiske hertugdømme styre dels ved bispen i Reval, dels ved en kongelig statholder.

Til at styre Hertugdømmet Estland udnævnte kongen som overordnet leder en statholder, capitaneus Revalie. Statholderen var både militær- og civilguvernør i lighed med de samtidige danske slotshøvedsmænd, idet han dog ofte samvirkede med de edsvorne rådsherrer i Reval.^[4]

Danske Statholdere i Estland:

• Anders Sunesen, ærkebiskop af Lund , 1206, 1219 – 1221
• Saxo Aginsun 1248 – 1249
• Stigot Agison 1249
• Saxo 1254 – 1257
• Jakob Ramessun 1259
• Woghen Palissun 1266
• Siverith 1270
• Eilard von Oberch 1275 – 1279
• Odewart Lode 1279 – 1281
• Letgast 1285
• Friedrich Moltike 1287
• Johann Sialanzfar 1288
• Nils Axelsson 1296
• Nikolaus Ubbison 1298
• Johann Saxesson 1304
• Johannes Canne 1310
• Ago Saxisson 1312 – 1313
• Heinrich Bernauer 1313 – 1314
• Johannes Kanna 1323
• Heinrich Spliit 1329
• Marquard Breide 1332 – 1335
• Konrad Preen Jul 1340 – May 1343
• Bertram von Parembeke 1343
• Stigot Andersson 1344 -1346

1240 oprettedes Reval bispedømme. Bispedømmet var en dansk kirkeprovins, og biskoppen skulle derfor udnævnes af ærkebispen i Lund. I begyndelsen blev bisperne i praksis udnævnt af den danske konge. 1277 afstod Margrete Sambiria, da enkedronning efter Christoffer 1. og hertuginde af Estland, dog fra bispevalget til fordel for det nystiftede domkapitel, der dog først blev stadfæstet i 1283 (efter en ny kongelig udnævnelse af bispen). Ej heller siden lykkedes det domkapitlet at få udnævnt sin kandidat, den kongelige kandidat blev hver gang foretrukket.^[5]

Afgørende var det, at hele Hertugdømmet Estland var kronens ejendom. Ingen anden kunne eje jord, men var vasaller, det vil sige kongens stedlige forvaltere. De estiske fogderier var i praksis givet i forvaltning på forleningsvilkår, og vasallerne måtte derfor ved kongeskifte aflægge ed til den nye konge inden for en nærmere fastlagt frist, lige som en ny vasal skulle forny sin forgængers ed. Vasallerne var forpligtede til krigs- og hoftjeneste men oppebar til gengæld tiende og forestod den retslige forvaltning – både den civile og den strafferetslige – som første domsinstans.^[6] Allerede i 1252 gjorde Christoffer I lenene arvelige for sine vasaller i Reval og Wesenberg i overensstemmelse med tysk lensret. 1284 overtog Estland lybsk kirkeret. Senere, i 1315 under Erik Menved, blev der udarbejdet og ikraftsat en selvstændig estisk lensret. Kendetegnende var, at feudalsager kunne forelægges direkte til den danske konge.^[7]

De fleste vasaller var af tysk oprindelse (fra Westfalen-området), men ifølge Kong Valdemars Jordebog var i 1241 mindst en tiendedel af vasallerne af estisk herkomst i Harrien og Virland. Der er her tale om "storbønder", der ejede flere "plove" (se nedenfor).^[8] Krønikeskriveren Ditlev Alneke klagede over, at den danske konge accepterede estere som sine vasaller.

Andre retssager, der ikke skulle føres for stadsretten, hørte under statholderens ret (siden tillige under medvirken af rådsherrerne) og med kongen som mulig øverste stadfæster af en dom.^[7]

Størrelsen af den daværende befolkning lader sig kun fastslå omtrentligt. Liber Census Daniæ (Kong Valdemars Jordebog) fra omkring 1241 angiver antallet af "plove" i 10 områder, der hørte under Hertugdømmet Estland:

• Virumaa 3.000,
• Järva 2.000,
• Revala 1.600,
• Harju 1.200,
• Läänemaa 1.900,
• Saaremaa 3.000,
• Vaiamaa 1.000,
• Mõhu 400,
• Nurmekund 600, og
• Alempois 400,

eller i alt 15.100 "plove". Derimod vides intet om "plove"-antallet i de store områder Sakala og Ugandi; de er skønnet til 3.600 og 3.000, hvorved det samlede antal bliver omkring 21.700 "plove". Spørgsmålet om befolkningens størrelse er omstridt, men er sat til mellem 5 og 9 pr. "plov". Derved kan skønnes en befolkning i 13. århundrede i størrelsesordenen 100-200.000 indbyggere for det samlede estiske område, formentlig i den lavere ende af dette interval.^[9]

Bebyggelsesmæssigt kan skelnes mellem Hansestæder, klostre og landsbyer.

Skabelon:Uddybende

Ved erobringen af det baltiske område havde der nok været handelspladser men igen egentlige købstæder; handelspladser med en egen særlig stadsret var en fornyelse i 1200-tallet. I Hertugdømmet Estland blev der oprettet tre hansestæder: Reval (Tallinn), Wesenberg (Rakvere) og Narva.

Det er sandsynligt, at Reval fik lybsk stadsret allerede under Valdemar Sejr, det vil sige mellem 1219 og 1227. Under sværdbroderordenens herredømme 1227-1238 havde Reval fået samme rettigheder som Riga, det vil sige Hamborgs stadsret. Denne blev afskaffet efter genindførelse af dansk overherredømme i Hertugdømmet Estland, og i stedet gav Erik Plovpenning i 1248 Reval lybsk ret. Retsforleningen blev senere stadfæstet, og under Erik Menved fik også Wesenberg og Narva lybsk ret,^[7] henholdsvis i 1302 og 1345^[10]. For de estiske stæders vedkommende indebar indførelsen af lybsk ret i alle tre, at Revals råd blev appelinstans for Narva og Wesenberg, mens Lübecks råd blev overret for Reval. Baggrunden herfor må søges i to forhold: dels at Lübeck fra 1201 til 1225 hørte under den danske krone, dels for at forhindre at eventuelle stridigheder i Estland skulle kunne appelleres til Riga – Traveby (Lübeck), hvor den danske konge ville være repræsenteret, måtte være at foretrække. Dertil kommer, at der skete en stor tilgang af tyskere til stæderne, og valget af en "tysk" stadsret kunne formodes at medvirke til at gøre tilflytning tillokkende.^[7]

Hovedsædet for styrelsen af Dansk Estland var Tallinn fra invasionen i 1219. Byen hed oprindelig Koluvan (på et ved den arabiske al-Idrisi i 1154 fremstillet kort, det russiske navn var Kolõvan, tysk Reval eller Rewel, skandinavisk Lyndanise). Ordensfæstningen blev opført af Sværdbroderordenen i 1227-29, ved Stensby-aftalen i 1238 overgik denne til den danske konge, Valdemar Sejr og forblev herefter i dennes varetægt så længe, det danske overherredømme varede.^[11] Navnet Lindanyse (sammensat af "Taani" (danise = danskernes) og "linn" eller "linnus" (lin = by eller borg)) og "revalensernes borg" forekommer i Henrik af Livlands krønike.^[12], mens navnet "Tallinn" første gang er godtgjort i 1536 i formen "Talyna"^[13]

I 1248 havde lensmændene og borgerne i Tallinn allerede en lokal lovgivende forsamling.

Under det danske overherredømme byggedes klostre dels i Padise, dels i Tallinn.

I 1249 opførte cistercienserordenen ved Tallinn Sankt Mikkels kloster (estisk: Mihkli klooster), der dog i 1310 blev inddraget under byens befæstning.^[14]

I 1305 gav Erik Menved cistercienserordenen tilladelse til at opføre et befæstet klosterkompleks i Padise i den vestlige del af provinsen Harria. Byggeriet påbegyndtes i 1317 i nærheden af de estisk folkeborg (estisk: Padise linnamägi eller Padise muinaslinnus). I 1343 havde man færdiggjort kælderetagen og murene i stueetagen, da klosteret ved folkeopstanden 1343 (se nedenfor) blev brændt og klosterets 28 munke og tyske vasaller blev dræbt. En genoptagelse af klosterbyggeriet skete først 1370, længe efter at Harrien var afhændet til Den Liviske Orden.^[15]

I "Estlandslisten" i Kong Valdemars Jordebog 1241 omtales ikke mindre end 476 bebyggelser af uens størrelse (angivet som "plove", hvorved vel nok skal forstås en gård, der til driftens opretholdelse krævede en plov med plovspand og modsvarende arbejdskraft).^[16] Heraf var 7 bebyggelser var på 1 "plov", 21 bebyggelser var på 2 "plove", 23 bebyggelser var på 3 "plove", mens hovedparten var på 5-10 "plove" men enkelte endda på mere end 30 "plove".^[17] Mens de mindste bebyggelser må anses for enestegårde, må de større bebyggelser have været landsbyer.

Landbrug var hovednæringen. Hovedvægten lå på agerbrug, mens husdyrhold tilpassedes dette. Hovedvægten i husdyrholdet synes at have ligget på kvægavl, først og fremmest okser. Blandt andet nævner den arabiske geograf al-Idrisi i bemærkningerne til sit kort over området fra 1154 (hvor Tallinn optræder under navnet Kolyvan), at befolkningen i omegnen af byen holdt meget kvæg, og Henrik af Livland nævner i sin krønike, at tyske erobrere i 1210 tog store kvæghjorde på indtil 4000 okser med sig som krigsbytte. Kvæget blev udnyttet som trækkraft og som leverandør af gødning, omend samtidige kilder angiver mangel på gødning som årsag til manglende udvidelse af det dyrkede areal.^[18] Husdyrholdet var bredt: foruden kalve holdt man får, geder, svin, heste og høns samt fra gammel tid hund (og kat).^[19]

Sandsynligvis har rugen bredt sig kraftigt allerede i vikingetiden, idet rug udgør 95% af fund fra kulturlag i Soontaga i det sydvestlige Estland fra 11. århundrede. Vinterrug har sammen med havre, hvede, byg, ærter samt bønner været dyrket, desuden hamp. Det er muligt, at trevangsbruget (vårafgrøde, vinterafgrøde, brak) er indført ved siden af det "traditionelle" tovangsbrug (vårafgrøde, brak), men hvornår og i hvilken udstrækning, det slog igennem, er uafklaret.^[20] Kornet blev male på en hånddrevet drejekværn.^[21]

Fiskeri og jagt synes at have spillet en underordnet rolle, men var ikke uden betydning. Knoglefund viser, at man især har jaget køddyr som elg, rådyr og vildsvin.^[18] Derimod drev man på egnede steder fiskeri efter blandt andet gedde.^[19]

Håndværk spillede en vis rolle, først og fremmest smedehåndværk. Smedene fremstillede såvel landbrugsredskaber (le- og seglblade med mere) som våben (øksehoveder, lanse- og spydspidser, knive)^[22] foruden smykker af ædle metaller og ædelsten, spænder, dragtnåle, armbånd^[23] og synes at have brugt stedlig myremalm som råstofkilde.^[24] En sådan jernudvinding har blandt andet fundet sted i Võhma-Paatsa-Tuiu-Kiruma-området på det nordlige Saaremaa, hvor slaggebjerge af indtil 1 meters højde og 8-15 meter i tværmål forekommer. Det er sandsynligt, at smeden var den ældste specialiserede håndværker i det estiske samfund, idet ordet "sepp" (estisk for "smed") indgår som efterled i andre håndværk: puusepp (tømrer), pottsepp (pottemager), ratassepp (hjulmager) m.fl.^[25]

Allerede i 11. århundrede udvikledes i det sydøstlige Estland en mangesidig, kunstdekoreret pottemagerkunst. Det kan være, at metoden at lave drejekeramik er indført fra russisk område, idet udformninger og besmykning har ligheder med forholdene her. Keramikken bredte sig vest- og nordover i Estland i det 12. århundrede En del krukker var helt uden besmykning, andre med bånd og zigzag-mønstre rundt langs krukkekroppen.^[26]

Handel var en næringsvej i hansestæderne. I sommeren 1230 indkaldte Sværdbroderordenen henved 200 købmænd fra Gotland til Reval til fremme af handelen. Købmændene blev i stæderne organiseret i gilder, håndværkerne i lav. Med tiden blev såvel håndværk som handel forbeholdt folk af tysk herkomst.^[17]

Den danske overhøjhed var aldrig stærk i Estland, og kun ved enkelte lejligheder blev hæren sendt til området. I 1240 til 1242 var Danmark i krig mod Novgorod og prøvede på at udbrede sit herredømme til Ingermanland. Kong Valdemar sendte sine sønner Abel og Knud for at støtte sine vasallers kampagne, dog uden at vinde nogen territorier. Den danske kong Erik IV Plovpenning besøgte Estland i 1249. Den danske flåde sejlede til Reval i 1268 og 1270 imod den russiske og lituaiske trussel.

Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat (Skabelon:Lang-et) var et folkeoprør under dansk konge, som begyndte Sankt Jørgens nat, den 23. april 1343 i Harrien (Harjumaa) og herfra hurtigt spredtes til Wiek (Läänemaa) og Øsel (Saaremaa) – alle provinser i Estland. Folkeopstanden blev nedkæmpet af Den Liviske Orden (Skabelon:Lang-et), der på samme tid lå i krig med Republikken Pskov (Skabelon:Lang-et). Hærenheder fra Den Liviske Orden blev hurtigt bragt fra det østlige til det centrale Estland.

Folkeopstanden og dennes nedkæmpelse ved Den Liviske Orden var medvirkende til, at Valdemar Atterdag valgte at sælge den danske krones besiddelser til ordenen frem for at overdrage dem til markgreven af Brandenburg (som det ellers oprindelig havde været planlagt). Den sum, som han modtog herfor, var stærkt medvirkende til, at Valdemar Atterdag genvandt magten over det under tidligere konger pantsatte danske rige.

Hovedkilderne til begivenheden og dens forløb er:

• Bartholomäus Hoeneke kroonika (Bartholomäus Hoenekes krønike),^[27]
• Hermann Wartberge kroonika (Hermann Wartberges krønike),^[28]
• Marburgi Wigandi kroonika (Marburgi Wigands krønike),^[29]
• Johannes Renner: "Livimaa ajalugu 1556-1561" (Johannes Renner: Livlands historie 1556-1561).

De tre førstnævnte er samtidige med begivenheden.^[30] Sidstnævnte er skrevet langt senere og utvivlsomt skrevet med større eller mindre indsigt i de ældre kilder – og som sådan snarest det første forsøg på at tolke begivenheden og sætte den ind i en større sammenhæng i lyset af de følgende århundreders udvikling.

En hovedkilde til begivenhederne er Bartolomäus Hoeneke, daværende (og samtidig) ordenspræst i Järva og vidne til en del af begivenhederne, der i "Livlands yngre rimkrønike" (Skabelon:Lang-et) skildrer begivenhederne således:

"År 1343 Sankt Jørgens Nat skete et omfattende mord i Harju, thi esterne i Harju ville have deres egne konger og begyndte deres virksomhed således: på et højdedrag lå et hus, som de Sankt Jørgens Nat ville afbrænde, derefter ville de på en gang angribe alle tyskere og dræbe dem, deres kvinder og børn. Da dette var sket, begyndte de at slå ungmøer, kvinder, drenge, småpiger, adelige og ikkeadelige, unge og gamle ihjel. I Padise kloster slog de 28 munke ihjel og afbrændte klosteret. De nedbrændte alle adelige herregårde, drog hærgende frem og tilbage og dræbte alle tyskere, som de fik fat på. Derefter ophøjede de 4 estiske bønder til konger, lavede forgyldte sporer og farvestrålende kapper til dem, gav dem kranse på hovedet, hvilket da var på mode, og af bandt gyldne bælter om deres liv, det var deres kongelige skrud. De, som slab væk fra mændene, kvinder og børn, dem dræbte ikketyske kvinder, brændte tillige kirker og kapeller. Da det var sket, drog esterne til Tallinn og omringede den med ti tusinde mand; der gjorde de dem til riddere".^[31]

En senere kilde til de datidige begivenheder er tillige Johann Renner, der levede i det 16. århundrede, og som fortrinsvis beskrev sin samtids begivenheder men tillige omtaler tidligere begivenheder af betydning, herunder opstanden Sankt Jørgens Nat. I indledningen til "Livimaa ajalugu 1556-1561" (Livlands historie 1556-1561) beskriver han begivenhederne som følger:

"På den 26. ordensmester Borchart van Dreinloves tid var en stor elendighed og nød i Livland, idet bønderne gjorde oprør, dræbte alle tyskere, de kunne få fat på, afbrændte tillige slotte og herregårde i Harju, Lääne- og Saaremaa. I denne elendighed flygtede enhver, som kunne løbe sin vej. Bønderne valgte fire konger blandt sine egne, hvis ord de fulgte, omringede Tallinn med 10.000 mand, fik hjælp fra svenskerne, tillige fra russerne. De samme hærgede Tartu bispedømme, røvede, myrdede og afbrændte. Ordensmesteren samlede sin hær, så godt som han kunne, fik hjælp fra Preussen, opførte sig mandligt og myrdede 39.000 bønder, unge og gamle, nær og fjernt. Mens han udførte dette, trængte litauerne med deres hær ind i Livland, røvede og afbrændte, myrdede og bortførte over 6.000 personer samt 30 ordensbrødre."^[32]

Estland var blevet overfaldet og besat af korstogsfarere fra Danmark og Tyskland i det 13. århundrede. De nye herrer indførte skatter og afgifter og gjorde med tiden den hjemmehørende estiske befolkning til fæstere. Undertrykkelsen blev værre i takt med opførelsen af borge og godser rundt om i landet. Politisk var situationen usikker: De nordlige provinser Harrien og Virland hørte siden Stensby-aftalen af 7. juni 1238 under den danske konge, men det danske overherredømme var svagt. I praksis lå magtudøvelsen i hænderne på stedlige vasaller, og de fleste danske vasaller var af tysk oprindelse.

I begyndelsen af 1300-tallet forværredes undertrykkelsen af den estiske bondebefolkning, ikke mindst i landskaberne Harrien og Virland. I 1320-erne rejstes første gang spørgsmålet om salg af de estiske besiddelser.^[33] Den danske kongemagt havde stadigt sværere ved at styre vasallernes magtudøvelse, og et salg forekom under hensyn til de samtidige hjemlige (danske) vanskelige forhold at være at foretrække. Den mest sandsynlige køber var Den Tyske Orden, der havde store besiddelser syd for i det baltiske område og som holdt Sverige væk fra dette. I 1341 lavedes et første udkast til en salgsaftale, men den blev ikke udført. Medvirkende var måske den estiske befolknings virke. I henhold til Marburgi Wigands krønike prøvede esterne at sende udsendinge til den danske konge for at forhindre, at han beskyttede vasallernes voldelige og selvrådige optræden. Tiderne var forvirrede: I 1340-erne var udbrudt krig mellem feudalherrerne i Livland og Republikken Pskov samtidig med, at der var krig mellem Danmark og Sverige.

Det var under disse svære forhold, at opstanden brød ud.^[34]

Folkeopstanden kan tidsmæssigt og geografisk opdeles i tre:

• først brød folkeopstanden ud i omegnen af Reval (Tallinn),
• dernæst bredte den sig til fastlandsområderne under Øsel-Wiek bispedømme (Skabelon:Lang-et),
• endelig skete en folkeopstand på øen Øsel (hvoraf en del hørte under bispedømmet Øsel-Wiek).

Så vidt vides begyndte folkeopstanden i områder, som hørte under den danske konge i Hertugdømmet Estland (Skabelon:Lang-et) i den nordlige del men omfattede tillige andre områder, fortrinsvis provinserne Wiek (Skabelon:Lang-et, oversat: "vestland") og Øsel (estisk: Saaremaa, oversat: "øland").

Folkeopstanden omfattede hele det daværende Revala og Harrien. Esterne frasagde sig kristendommen og gav sig til at henrette alle med tyske rødder (krønikerne angiver så mange som 1.800 ofre). Der var i princippet tale om en bonderejsning omend vasaller af estisk herkomst formodes at have deltaget. Under folkeopstanden angreb esterne Padise kloster (Skabelon:Lang-et) og dræbte 28 munke, samt talrige tyske vasaller. Livlands yngre rimkrønike oplyser, at samtlige herregårde, kirker og enlige munkeboliger blev brændt. Ødelæggelsen af herregårde bekræftes af kilderne. Godser lå tæt i Jõelähtme, Kuusalu, Jüri, Harju-Jaani, Keila og Kose sogne, og det er næppe tilfældigt, at dette område blev særligt udsat.

Esterne valgte sig fire ledere, som de kaldte "konger" (Skabelon:Lang-et). Derefter belejrede de Reval (Tallinn) med angiveligt 10.000 mand.^[35] De lykkedes dem imidlertid ikke at erobre staden, hvorfor de rettede en henvendelse til svenske hærførere på den anden side af den Finske Bugt (Skabelon:Lang-et) samt fogderne i Turku og Viborg om at komme dem til hjælp og opnåede løfte om at få tilsendt hjælp. Men hjælpetropperne blev forsinkede og de estiske hærenheder, der havde omringet Tallinn, blev slået i Slaget ved Sõjamägi (Skabelon:Lang-et) den 14. maj 1343 af hærenheder fra den Liviske Orden.

Den 18. maj ankom til Tallinn den svensk-finske hjælpehær under ledelse af Dan Nilsson fra Åbo, men ved meddelelsen om esternes nederlag vendte de tilbage til Finland.

Oprøret i Läänemaa begyndte angiveligt den 25. april. Bondehære omringede biskoppens residens i Haapsalu. Hæren under biskoppen havde ikke nogen styrke, der for alvor kunne bruges til at gå imod bondehæren med. Man var derfor henvist til at tilkalde hjælp udefra, fra ordenen, der var den eneste magtfaktor af betydning. Henvendelsen blev rettet til ordensmesteren Burchard von Dreileben i Weissenstein (Paide) i provinsen Jerwia (Järvamaa), der straks tog skridt til at blande sig, idet han med god ret så de muligheder, der derved ville byde sig. Han sendte derfor en udsending, der talte estisk, til oprørerne og indbød dem til forhandlinger i Paide.

"De fire konger" ankom den 4. maj til Paide for at forhandle med ordensmesteren Burchard von Dreileben, og lovede at være ham lydig. Det formodes, at de ønskede hans medhjælp ved belejringen af Tallinn, i det mindste til ankomst af den ventede hjælp fra Sveriges finske besiddelser.^[36]

Forløbet af forhandlingerne vurderes forskelligt. Hvad der står fast er, at "kongerne" blev henrettede af ordensmesteren.^[36]

Ifølge én opfattelse var det esterne selv, der havde skylden herfor. Da ordensmesteren spurgte dem hvorfor, de havde dræbt så mange mennesker – herunder de 28 munke – svarede de, at alle tyskere fortjente at blive dræbt. Dette svar brød ordensmesteren sig ikke om, og de blev hugget i stykker af ordensriddere.

En anden udlægning er, at ordensmesteren skarpt kritiserede "kongerne" for mordene på tyskere, der var uden lige siden verdens begyndelse. Esterne forsvarede sig med, at de så længe var blevet pint og undertrykt, at de ikke længere kunne tåle det. Især havde ordensmesteren bebrejdet dem mordet på de stakkels munke, hvortil en af "kongerne" havde svaret, at de var rigeligt medskyldige i undertrykkelsen. Under de efterfølgende stridigheder, der opstod, da ordensmesteren forsøgte at tage dem som fanger, blev de alle dræbt. Ordenen havde ikke skyet noget middel for at opnå sit mål!^[36]

Derefter trængte hærenheder fra ordenen ind i Harrien, hvor der skete to sammenstød med folkehæren: Den 11. maj foregik Slaget ved Kimmole^[37] (Skabelon:Lang-et) og den 14. maj Slaget ved Kanavere, hvor esterne uden ledere kæmpede mod ordensenheder. Forud for ordenshærens ankomst til Tallinn havde man på skrømt givet tilbud om fredsforhandlinger for derved at få tid til at afskære esterne mulige veje for tilbagetog. Især slaget ved Kanavere var blodigt, og efter esternes nederlag var folkeopstanden i Harrien i virkeligheden nedkæmpet. Det var først på dette tidspunkt at hjælpen fra Finland dukkede op – blot for at erkende, at der intet var at stille op.^[38]

Henimod slutningen af maj havde esterne angiveligt også bedt om hjælp fra Republikken Pskov. Store russiske hærenheder fra Pskov trængte ind i Tartu bispedømme (Skabelon:Lang-et) og foranledigede, at ordenen måtte sende enheder af egne hære imod dem. Det kom til et stort slag ved Vastseliina, hvorefter hæren fra Pskov vendte hjem. Det midlertidige fravær af ordenshæren fra det nordlige Estland muliggjorde her en fortsættelse af folkeopstanden.^[39]

Den 24. juli 1343 begyndte folkeopstanden på Saaremaa, hvor folkehæren omringede og undertvang Pöide ordensfæstning (Skabelon:Lang-et) efter en belejring, der varede 8 dage. Det er uklart i hvilket omfang, tidligere oprørere fra fastlandet deltog. Under opstanden blev tyskerne angiveligt nærmest udryddet og klerikale druknet. Oprørerne havde lovet fæstningsindbyggerne frit lejde, men da de forlod fæstningen, blev de stenet ihjel.

Ordensmesteren bad om hjælp fra Preussen, og denne ankom til Riga i efteråret 1343. Her opdeltes hæren i flere dele, hvoraf hoveddelen blev sendt til Harrien. Indbyggerne havde søgt ly i to folkeborge, men det lykkedes tyskerne at erobre dem efter svære kampe, hvorefter hele egnen blev udplyndret.

I februar 1344 trængte hærenheder fra Den Tyske Orden over på Saaremaa, hvor de først gennemførte omfattende plyndringer og derefter angreb øboernes fæstning. Det lykkedes at erobre fæstningen og dræbe Saaremaa-"kongen" Vesse. Men folkeopstanden var endnu ikke ovre. Opstanden blev først endegyldigt nedkæmpet vinteren 1345, da tyskerne på ny gennemførte et omfattende togt mod Saaremaa og tvang øboerne til at underskrive en overgivelsesaftale.^[39]

Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat med de efterfølgende nedkæmpninger forværrede brat esternes levevilkår og fjernede dem i flere århundrede fra enhver politisk ledelse.Skabelon:Kilde mangler Efter folkeopstanden overtog Den Tyske Orden alle vigtigere danske slotte og fæstninger i Hertugdømmet Estland — Reval (Tallinn) og Rakvere 1343, Narva i 1345.

I 1346 solgte den danske konge Valdemar Atterdag Hertugdømmet Estland til den tyske orden. Baggrunden for dette salg skal søges i to forhold. For det første havde Christoffer 2. fået sin datter Margrethe gift med markgreve Ludvig af Brandenburg (hvis fader var den tyske kejser). Medgiften var 12.000 mark sølv, men Christoffer var indtil sin død i 1332 ikke i stand til at betale beløbet på grund af armod. To af Christoffers sønner (Otto og Valdemar) ønskede at efterfølge deres fader på tronen og begge lovede at indfrie gælden i form af en afståelse af hertugdømmet Estland "som medgift eller i stedet for medgift". Den uafklarede situation holdt sig en årrække, idet Otto efter at have forsøgt en opstand mod de holstenske grever var endt i fangenskab. 1340 blev grev Gerhard dræbt af Niels Ebbesen, og det gav Valdemar mulighed for at bestige den danske trone. For det andet medførte begivenhederne med oprøret og dets bekæmpelse i Estland, at den mest hensigtsmæssige måde at løse de datidige problemer på var at sælge Hertugdømmet Estland til Den tyske orden og af de derfor modtagne penge udrede søsterens medgift. Otto var efter afslutningen af sit fangenskab indtrådt i ordenen. Salget skete i 1346, idet Mariaordenen betalte 19.000 mark sølv, hvoraf 6000 tilfaldt markgreven og resten Valdemar. Da paven på daværende tidspunkt var på fjendefod med den tyske kejser, lod Valdemar i et brev til pave Clemens dateret juni 1347 alene oplyse om salget og det samlede beløbs størrelse, men ikke at en del blev betalt til markgreven. Det beløb, markgreven fik udbetalt, modsvarede kun halvdelen af medgiften, men da betalingen skete, havde Margrethe allerede været død i 6 år. For det beløb, Valdemar beholdt selv, rejste han en hær, og derefter kastede han sig ud i at dels indfrie det pantsatte rige, dels genvinde dette.^[40]

• Friedrich Benninghoven: "Zur Technik spätmittelalterlicher Feldzüge im Ostbaltikum" Zeitschrift für Ostforschung nr. 19 (1970), s. 631-651.
• Friedrich Benninghoven: "Die Burgen als Grundpfeiler des spätmittelalterliches Wehrwesens im preussisch-livländischen Deutschordensstaat" (i: Die Burgen im Deutschen Sprachraum. Ihre rechts- und verfassungsgeschichtliche Bedeutung I. Herausgegeben von Hans Platze (Sigmaringen 1976), s. lk 565-601.
• Eesti Rahva Ajalugu, 2: Taani- ja orduaeg. Mõisad ja Teoorjus; Tartu 1932, genoptryk Tallinn 1996; ISBN 9985-9098-0-1 (Det estiske folks historie, bind 2: Danske- og ordenstiden. Godser og fæstere).
• Eesti Teaduste Akadeemia Ajaloo Instituut: Eesti Talurahva Ajalugu; I köide; Tallinn 1992 (De estiske landbrugeres historie).
• Johann Renner: Livimaa ajalugu 1556-1561; Tallinn 1995; ISBN 5-460-00216-8. (kildeoptryk)
• Hermanni de Wartberge Chronicon Livoniae. Herausgegeben von Ernst Strehlke. (Leipzig 1863)
• Liivimaa vanem riimkroonika. Tõlkinud ja kommenteerinud Urmas Eelmäe, teaduslik toimetaja Enn Tarvel (Tallinn 2003)
• Bartholomäus Hoeneke Liivimaa noorem riimkroonika (1315-1348). Tõlkinud ja kommenteerinud Sulev Vahtre (Tallinn 1960).
• Sulev Vahtre. Jüriöö [1343. aasta ülestõus]. Tallinn: Eesti Raamat; 1980.
• Troels Balslev Wingender: "Rige til salg" (Skalk 1992 nr. 5, s. 28-30).

• Urmas Kiil: "Saarlaste vastuhakust Jüriöö sündmuste ajal", Meie Maa, 26. juuli 2008
• J. Luiga: "Läti Hendriku kroonika kriitika" (XI osa Eesti Kirjandusest nr. 10; 19 (Kritik af Henrik af Letlands krønike)
• Mikk Sarv: "Jüriöö ülestõusu tõlgendusi" (Fortolkninger af Folkeopstanden Sankt Jørgens Nat)
• O. Sild: "Eestlaste vabaduse järkjärguline kokkuvarisemine keskajal" (III osa Eesti Kirjandusest nr. 3; 1926) (Estlands friheds skridtvise fortabelse i middelalderen)
• Rahvaluuleteaduse eelne periood. Juhuslikud kirjapanekud (estisk oversigt over kilder til Estlands middelalderlige historie)

• Nils G. Bartholdy, Toomas Tamla, Kai Hørby, Thomas Riis: 1219 – Dannebrog og Estland; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-18-9.
• Eesti NSV Teaduste Akadeemia Ajaloo Instituut: Eesti esiajalugu; Tallinn 1982.
• Eesti NSV Teaduste Akadeemia Ajaloo Instituut: Eesti talurahvaajalugu, I köide; Tallinn 1992.
• "Eesti Nõukogude Entsüklopeedia" (forkortet ENE); Tallinn 1975.
• Henriku Liivimaa Kroonika (oversat til estisk ved Richard Kleis); Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1.
• Carsten Selch Jensen: "Nordens Korstog"; kronik i Skalk 2002 nr. 4, s. 20-28.
• Marje Jõeste, Ülo Kaevats, Harry Õiglane: Eesti A&O; Eesti Entsüklopeediakirjastus; Tallinn 1993; ISBN 5-89900-013-9
• Aivar Kriiska, Andres Tvauri: Eesti Muinasaeg; AS BIT 2002; ISBN 9985-2-0694-0.
• John Lind: "Den faldt fra himlen ned"; kronik i Skalk 2001 nr. 6, s. 20-27.
• Eesti Teaduste Akadeemia Ajaloo Instituut:Eesti Talurahva Ajalugu; I Köide; Tallinn 1992.

• Svend Aakjær (anmeldelse af): "Paul Johansen: Die Estlandliste des Liber Census Daniae. København og Reval 1933" (Historisk Tidsskrift, 10. række, Bind 2; 1932)
• C. A. Christensen: "Stig Andersens benyttelse af Valdemar Atterdags segl og forudsætningerne for salget af Estland i 1346" (Historisk Tidsskrift, 11. række, Bind 5; 1956)
• John Lind: "Den dansk-russiske traktat 1302. Erik Menveds østpolitik og omvæltningen i de nordiske alliancer" (Historisk Tidsskrift, Bd. 16, rk. 5; 1996)
• Hans Olrik: "Bidrag til belysning af Valdemarssönnernes tidsalder" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 6; 1895)
• C. E. F. Reinhardt: "Til Belysning af nogle Punkter i Valdemar Atterdags Historie" (Historisk Tidsskrift, 4. række, Bind 3; 1872)
• Juhan Luiga, Lembitu välispoliitika, Eesti Kirjandus nr. 8-11/1921 (estisk)
• Juhan Luiga, Läti Hendriku kroonika kriitika, Eesti Kirjandus 1922-1926 (estisk)
• Harri Moora, Eestlaste vabadusvõitlusest 700-ja aasta eest., Ajalooline Ajakiri nr. 1/1922 (estisk)
• Olaf Sild, Eestlaste vabaduse järkjärguline kokkuvarisemine keskajal, Eesti Kirjandus, 1926 nr. 3/1926 (estisk)