uskyld
Dansk
Substantiv
uskyld fælleskøn
- Tilstanden af at være uden skyld.
- En person uden onde tanke.
- Med sine dådyrsøjne var hun uskylden selv.
- En person uden tidligere samleje.
Bøjning
- bruges normal kun i singular
Bøjning af „uskyld“
| fælleskøn | Ental | Flertal | ||
|---|---|---|---|---|
| ubestemt | bestemt | ubestemt | bestemt | |
| nominativ, dativ og akkusativ | uskyld | uskylden | - | - |
| genitiv | uskylds | uskyldens | - | - |
Synonymer
Antonymer
Beslægtede ord og fraser
Oversættelser
|
|
|