Spring til indhold

søn

Fra Wiktionary

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk sonr, fra urgermansk sunuz, fra urindoeuropæisk suHnús.

Udtale

IPA: (hjælp) /sœn/, [sœn]

Substantiv

søn fælleskøn

En person af hankøn i forhold til sine forældre.

Bøjning

Bøjning af „søn“

fælleskøn	Ental		Flertal
fælleskøn	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	søn	sønnen	sønner	sønnerne
genitiv	søns	sønnens	sønners	sønnernes

Antonymer

datter

Oversættelser

Engelsk: son ^(en)
Esperanto: filo ^(eo)
Finsk: poika ^(fi)
Fransk: fils ^(fr) hankøn
Færøsk: sonur ^(fo) hankøn
Græsk: γιος ^(el) hankøn
Islandsk: sonur ^(is) hankøn
Italiensk: figlio ^(it) hankøn
Japansk: 息子 ^(ja) (musuko)
Kinesisk: 儿子 ^(zh) (érzi)
Latin: filius ^(la) hankøn

Luxembourgsk: Fils ^(lb) hankøn
Nederlandsk: zoon ^(nl) hankøn
Polsk: syn ^(pl) hankøn
Portugisisk: filho ^(pt) hankøn
Slovakisk: syn ^(sk) hankøn
Spansk: hijo ^(es) hankøn
Rumænsk: fiu ^(ro) hankøn
Svensk: son ^(sv) fælleskøn
Tjekkisk: syn ^(cs) hankøn
Tysk: Sohn ^(de) hankøn
Vestfrisisk: soan ^(fy) fælleskøn

Kilder

"søn" i Den Danske Ordbog

Hentet fra "https://da.wiktionary.org/w/index.php?title=søn&oldid=279885"