(PDF) Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi

A Sensory and Eco-feminist perspective on Nature Therapy Through ecofeminism this thesis seeks to evoke both the body, and nature, in new relationships with both - through shift in perceptions and thinking. The material world, and the body, is often overlooked and marginalised as insignificant in the theories of western psychology and sociology. The body/nature and the dichotomy of the mind/human intervenes with the ecological problems of the world. In search for knowledge and creation of sustainable relationships with nature, the thesis looks to the therapeutic practice and research field of nature therapy and garden therapy. These practices I understand to carry the winds burden of different modes of perceptions and interaction with nature. While I attempt to extract knowledge towards a sustainable relationship in the human/non-human interaction, I also seek to contribute to the field of research in nature therapy whit a psychological phenomenological approach. The research field is primarily from clinical epidemiology and landscape architecture. The contribution I create through the thesis, is a multisensory phenomenological view and description of the practice that re-thinks embodiment and emplacement. This is rooted in Maurice Merleau-Ponty´s philosophy, where the body is the center for perception while in constant intentional interaction with the world. Both his phenomenology of the body, and the ecofeminism, has a gap in between their theoretical philosophies to the methodological research practice. They lack embodiment and operationalization, which I attempt to solve by ambiguities contribution of theory and methodological development that focuses on the bodily knowledge, the sensory interaction, and research methods that interweave the body, environment and the scientist. The subject of the scientist and the object of the research, as well as the nature/culture and theory/practise are considered to be entangled to the purpose of dissolving the dichotomised thinking. The subject of the researcher is situated and visible through the method autoethnography, that clarify pre-understanding and also allows the micro-phenomenology of the sensed relationship to nature. The text simultaneously experiments with poetic language to open the readers sensuousness. The analysis of the thesis clarifies nature therapy as bodily interaction, that consists of ways to inhabit and elect the “room” that regulates rhythms. This happens mainly through mirroring and analogies in language that builds bond between the outside environment, and the inside. These interactions create new concept of language from the bodily language and point towards moments of fusion in the relation and experience of nature, when in multisensory and mindful exploration.

Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi Af Sidse Jønsson Kandidatafhandling i Psykologi, Roskilde Universitet, IMT Vejleder: Charlotte Grum Antal tegn:179.901 Juni 2019 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson A Sensory and Eco-feminist perspective on Nature Therapy Through ecofeminism this thesis seeks to evoke both the body, and nature, in new relationships with both - through shift in perceptions and thinking. The material world, and the body, is often overlooked and marginalised as insignificant in the theories of western psychology and sociology. The body/nature and the dichotomy of the mind/human intervenes with the ecological problems of the world. In search for knowledge and creation of sustainable relationships with nature, the thesis looks to the therapeutic practice and research field of nature therapy and garden therapy. These practices I understand to carry the winds burden of different modes of perceptions and interaction with nature. While I attempt to extract knowledge towards a sustainable relationship in the human/non-human interaction, I also seek to contribute to the field of research in nature therapy whit a psychological phenomenological approach. The research field is primarily from clinical epidemiology and landscape architecture. The contribution I create through the thesis, is a multisensory phenomenological view and description of the practice that re-thinks embodiment and emplacement. This is rooted in Maurice Merleau-Ponty´s philosophy, where the body is the center for perception while in constant intentional interaction with the world. Both his phenomenology of the body, and the ecofeminism, has a gap in between their theoretical philosophies to the methodological research practice. They lack embodiment and operationalization, which I attempt to solve by ambiguities contribution of theory and methodological development that focuses on the bodily knowledge, the sensory interaction, and research methods that interweave the body, environment and the scientist. The subject of the scientist and the object of the research, as well as the nature/culture and theory/practise are considered to be entangled to the purpose of dissolving the dichotomised thinking. The subject of the researcher is situated and visible through the method autoethnography, that clarify pre-understanding and also allows the micro-phenomenology of the sensed relationship to nature. The text simultaneously experiments with poetic language to open the readers sensuousness. The analysis of the thesis clarifies nature therapy as bodily interaction, that consists of ways to inhabit and elect the “room” that regulates rhythms. This happens mainly through mirroring and analogies in language that builds bond between the outside environment, and the inside. These interactions create new concept of language from the bodily language and point towards moments of fusion in the relation and experience of nature, when in multisensory and mindful exploration. 2 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse ............................................................................................................................. 3 1.0 Introduktion ................................................................................................................................... 5 1.1 Indledning .................................................................................................................................. 6 1.2 Vejen ind i undersøgelsen - problemfelt.................................................................................... 8 1.3 Problemformulering................................................................................................................. 12 1.4 Indkredsning af erkendelsesinteresse og specialets metode .................................................... 12 1.5 Læsevejledning - specialets opbygning ................................................................................... 16 1.6 Introduktion til empiri ............................................................................................................. 18 1.7 Om mine forforståelser ............................................................................................................ 19 1.8 Etik........................................................................................................................................... 21 2.0 Økofeminismen og Nymaterialismen .......................................................................................... 22 2.1 Paradigmeskift af materielle bevægelser & specialets materialitetsforståelse ........................ 22 2.2 Donna Haraway & situeret viden ............................................................................................ 25 2.3 Økofeministiske eksperimenter: ontoSympati......................................................................... 28 2.4 Økofeministiske eksperimenter: Hydrofeminisme og økotoner .............................................. 30 2.5 Metodisk bidrag til at arbejde med økotomer - Eugene Gendlin............................................. 31 3.0 Fænomenologien ......................................................................................................................... 35 3.1 Fænomenologiens grundlag ..................................................................................................... 35 3.2 Maurice Merleau-Ponty & Kropsfænomenologien ................................................................. 36 3.3 Om epoché - den fænomenologiske reduktion ........................................................................ 38 3.4 Kropsfænomenologisk erkendelsesmetode: dobbeltheder og hyperrefleksion ....................... 39 3.5 Metodestrategi for den situerede forskerposition: Autoetnografi ............................................ 40 4.0 Multisensorisk etnografi .............................................................................................................. 42 4.1 Fænomenologiske multisensorisk metodestrategi for empiriindsamlingen ............................ 44 4.2 En multisensorisk fænomenologisk analysemetode ................................................................ 46 3 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 4.3 En fænomenologisk og multisensorisk analysestrategi ........................................................... 48 5.0 Analyse ........................................................................................................................................ 50 5.1 Rum ......................................................................................................................................... 50 5.1.1 Naturen som struktureret rum ........................................................................................... 50 5.1.2 At finde sit sted ................................................................................................................. 53 5.1.3 At blive holdt af naturens rum .......................................................................................... 55 5.1.4 Sammenhængen og sammensmeltningen mellem det indre og det ydre rum .................. 56 5.2 Stier og vandringer .................................................................................................................. 59 5.2.1 At gå sig til indsigter ........................................................................................................ 60 5.2.2 At gå ’off-road’ ................................................................................................................. 61 5.2.3 At skabe sit rum i vandring............................................................................................... 62 5.3 Rytmer ..................................................................................................................................... 62 5.3.1 Ophav, tid og slægtskab – rytmer i tid.............................................................................. 63 5.3.2 Rytmer i bevægelserne i naturen ...................................................................................... 64 5.3.3 Om arytmi og uorden ........................................................................................................ 65 5.3.4 Sammentrækninger og udvidelser .................................................................................... 66 5.4 Naturrelationer ......................................................................................................................... 67 5.4.1 Mikrofænomenologi ......................................................................................................... 69 5.4.2 Bevægelsesøjeblikke – nye broer mellem natur og menneske ......................................... 71 5.4.3 Naturfortryllelse................................................................................................................ 72 6.0 Hyperrefleksiv diskussion ........................................................................................................... 75 6.1 Hyperrefleksion over forskerens egen erkendelsesvandring og indlejring i feltet .................. 75 6.2 Hyperrefleksion over den historiske indlejring af feltet .......................................................... 77 6.3 Hyperrefleksion over specialets metodologier ........................................................................ 79 7.0 Konklusion................................................................................................................................... 82 8.0 Litteratur ...................................................................................................................................... 86 4 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 1.0 Introduktion I dette speciale søger jeg at levendegøre forskningen af naturterapi - inspireret af dens egen fænomenologi - ved ikke blot at tale til tanken og logikken, men ved også at åbne sproget billedligt, sanseligt og kropsligt. Jeg lader den skrevne form afspejle det organisk levede liv i naturterapien og på erkendelsesvejen. Derfor er teksten tilføjet poetiske repræsentationer af naturrelationer1 og fotografisk dokumentation på basis af et ontologisk perspektiv, der anskuer mennesket som sammenvævet med dets omgivelser, samt kroppen som central i erkendelsen. Eksperimentet ér, fra et kritisk standpunkt, at give dét stemme og ret, som normalt overses og mangler sprog i et mere eller mindre klinisk og teknologisk behandlingsparadigme der præger psykologiens genstandsfelt (Prætorius 2016, 31f). Igennem et økofeministisk2 afsæt søger jeg at bidrage med et psykologisk fænomenologisk og nyt perspektiv til naturterapiens forskningsfelt. Herigennem ønsker jeg at skabe forståelse og begrebsdannelser om menneskets naturinteraktioner- og relationer, med sigte på at nedbryde magt i tænkningen, og med henblik på at skabe grundlag for udvikling mod bæredygtige naturrelationer. Specialet, er i sit næsten fulde omfang, kommet til live i naturen - både i indsamling af empiri og i skriveprocessen. I mit ambitiøse forsøg på at udvikle en mangefacetteret forståelse af naturterapi og terapihaver3, blev jeg paradoksalt nok, selv ramt af stresssymptomer. Stress behandles i de naturterapeutiske tilbud og derfor drog jeg den etiske slutning, at jeg løbende i skriveprocessen ville spise ”medicinen” selv, ved at eksperimentere med forskellige rum og naturrums påvirkning af egen stress og fokuseringsevne. Dette dokumenterede jeg løbende via autoetnografiske noter, og det udviklede sig til en slags mikrofænomenologi, der gav adgang til værdifulde detaljer på erkendelsesvejen. Læseren kan derfor forstå specialets som en forsøgsmæssig form, der leger med 1 Naturrelationer i specialet rummer en forståelse af mennesket som i sammenvævet udveksling med sine omgivelser – altså indlejret i, og i relation med natur/miljø. 2 Økofeminismen anvendes i specialet via kritiske teoretiske refleksioner om menneskets dualistiske og patriarkalske forhold til naturen - oprindeligt fra det udgangspunkt, at der findes vigtige forbindelsesled imellem kvindeundertrykkelse og naturudnyttelse (Kronlid 2003, 29), men her posthumanistisk med fokus på miljømæssig retfærdighed, tværartslig retfærdighed og med sigte på bæredygtig udvikling af naturrelationer (Gaard 2017, xvi) 3 ”Terapihaver er et paraplybegreb for haver, hvori mennesker opnår en lindring eller helbredelse af deres sygdom i kraft af ophold i haven i samspil med terapi” (Stigsdotter m.fl. 2014, 7). 5 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson at ophæve dikotomien mellem den levede livsverden og academia.4 Eksperimentet bevæger sig omkring forskerpositions egen interdependens med naturen, feltet og praktikkerne i en stadig bevægelse, og leger og forhandler fra et situeret forskersubjekt, med grænserne for det personlige rums forhold til det videnskabelige. At konstituere forskningsprocessen som, dels en begivenhed i sig selv, dels som et objekt for hyperrefleksion, er en del af den fænomenologiske dedikation, jeg skriver dette speciale under. Specialets forskningsfokus er således dobbeltrettet, idet jeg både forsøger at skabe nye forståelseshorisonter via fænomenologiens møde med praksissen ’naturterapi’, og sideløbende udvikler og eksperimenterer med at skabe metodologier5 og sprog, der kan rumme og beskrive oplevelsen af kontakten med naturen, samt forskerens egen indlejring i feltet. Studiet vender derfor på én gang indad og udad. 1.1 Indledning De klimamæssige forandringer og deres store implikationer for menneskelivet og naturen betyder, at vi lige nu står med nogle relevante og vigtige spørgsmål at undersøge i forhold til menneskets selvforståelse og dets relation til verden, naturen og materialiteten inden for psykologiens fagområde. Den danske psykolog Nadja Prætorius plæderer for, at vi må forstå hvordan vi er endt i denne antropocæne6 virkelighed, og hvordan vi bevæger os videre (Prætorius 2016, 25ff). Og den norske klimapsykolog, Per Espen Stoknes pointerer, at sprogliggørelsen af klimadebatten er udtømt og har brug for nye måder at tale om klimaet i et forandringsperspektiv, der motiverer til handling (Stoknes 2015, 132ff). Specialet bygger på en præmis om, at den filosofiske tænkning ér en faktor, der både afspejler problemet, udgør en del af problemet, og derfor via udvikling af tænkning om menneskets naturrelationer, kan pege mod løsninger af problemet, med potentiale til at påvirke vores kropslige og hverdagslige agens i miljøet. Donna Haraway hævder: ”We must find another relationship to nature besides reification, possession, appropriation and nostalgia” (Haraway 2008, 158). Denne anderledes relation kunne være at se og udforske naturen som en værdig samtalepartner: “a partner 4 Støtte til læsningen kan findes i 1.5: Læsevejledning - specialets opbygning. Jeg anvender både begreberne metoder og metodologier. Metoder forstår jeg som konkrete metoder af fremgangsmåder, hvor jeg anvender og ’metodologier’ om metoder der er under studiemæssig undersøgelse vedrørende f.eks. filosofiske forudsætninger eller anvendelighed. 6 Begrebet antropocæn beskriver, at menneskehedens påvirkning af planeten nu er så massiv, at det er blevet nødvendigt at opkalde en ny geologisk tidsalder efter den. 5 6 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson in the potent conversation”, skriver hun (Ibid.). Dette økofeministiske blik, har den klare holdning at også materialiteten er nødt til at spille en afgørende rolle i akademiske studier (Gregersen & Skiversen 2016, 31). Derfor beskæftiger jeg mig med praksisfeltet af naturterapi, der studeres som vidnesbyrd med hypotese om, at disse indeholder andre karakterer og variationer af naturrelation. Jeg inspireres i specialet af bogen ‘Naturens sprog - historier fra virkeligheden om fortryllelse’, hvor der stilles spørgsmålet: “Hvad vil der ske, hvis vi begynder med at lægge mærke til de øjeblikke af naturfortryllelse som alle kender til, men som vi ofte ikke har ord til at beskrive?” (Gjerris & Rubow 2018, 8). Bogen er skrevet af teolog og ph.d. i bioetik Mickey Gjerris og lektor i antropologi Cecilie Rubow. Citatet afspejler en bevægelse, der også beskrives som den materielle drejning, hvor både kunst og academia, begynder at arbejder med menneskets sammenvævning med dets omgivelser (Gregersen & Skiversen 2016, Pink 2011). Løgstrup skriver om denne indlejring: ”Som vort legeme lever af dagligt brød, sådan lever vores sind i dets oplagthed og energi af vor omverden i dens natur … Sindet er ikke til uden at være stemt, uden at være en klangbund for alt, hvad der er til og går for sig i den verden og den natur, som mennesket med sine sanser, med sine øjne og øren, er indfældet i” (Løgstrup, citeret i Gjerris & Rubow 2018, 8). En fremmedgørelse fra det vi er indlejret i, ville Løgstrup kalde det moderne menneskes naturrelation, eller en løsrivelse fra vores element; for hvor fiskens element er vandet, er menneskets element naturen, skriver Gjerris og Rubow (Ibid.129). Inspireret af Maurice Merleau-Ponty, Donna Haraway, Astrida Neimanis, Jane Bennet, Sarah Pink og Eugene Gendlin, undersøger jeg kropsliggørelse7 som bindeleddet i sammenviklingen af krop og materialitet. Dette gøres med en accept af, at det er umuligt at udfiltre sammenfiltringerne af socialitet, krop og natur. Psykologiens felt anser jeg ligeså, som sammenfiltret med andre humanistiske traditioner, og søger at lade filosofien, etnografien og økofeminismen berige og forstørre det psykologiske felt. 7 Jeg anvender i specialet ordet kropsliggørelse i samme forståelse som det engelske ’embodiment’: “Den dialektiske spænding mellem kropsligt subjekt og samfund er indfanget i begrebet ‘embodiment’, som betegner en bevægelse, der går både indefra og ud og udefra og ind: Mennesket med sin krop tilegner sig sin omverden, og omverdenen indskriver sig i det enkelte menneskes krop” (Rostgaard 2009, 84-85) 7 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Med henblik på at tage ved lære af en praksis, der direkte arbejder med naturrelationer, vælger jeg at undersøge det emergente naturterapeutiske felt i Danmark og Sverige. Det er, jf. min forforståelse et felt, der arbejder med metoder, der forholder sig sanseligt åbent, aktivt involverende og fænomenologisk udforskende til menneskets indlejring i naturen. 1.2 Vejen ind i undersøgelsen - problemfelt Nærværende afsnit tegner vejen ind i feltet af naturterapi. Menneskets forandrede naturrelationer og naturterapiens udvikling optegnes kort historisk. Det eksisterende forskningsområde af naturterapi beskrives og med baggrund heri, problematiseres og indkredses specialets erkendelsesinteresse. Menneskets forhold til naturen er ændret markant gennem tiden. I naturreligionerne blev naturen tilskrevet helbredende og magiske kræfter (Mellemgaard 2001,12- 17), og i middelalderen anlagdes der omkring datidens klostre, hvor sygeplejen blev varetaget, haver med medicinske urter. I det 19. århundrede skete der et skift, hvor naturen, især af det gode borgerskab, igen blev set som kilde til skønhed og helbredelse. Der blev bygget sanatorier i bjergene, og romantikkens kunstnere hyldede den vilde natur i deres værker. I det 20. århundrede blev forbindelsen mellem natur og sundhed overtaget af de teknologiske fremskridt. Haver og naturmedicin var ikke længere en del af et hospitalsophold, og den daglige kontakt med naturen mindskes i takt med urbaniseringen (Health Council of the Netherlands 2004, 21, Mellemgaard 2001,12- 17). De første internationale programmer med haveterapi var rettet mod behandlingen af psykiatriske patienter og startede i 1817 i Philadelphia, og i 1919 i Kansas, USA (Abrahamsson 2003, 18f). Efter 1. Verdenskrig blev haveterapien udviklet og anvendt til behandlingen af soldater, der led af det man dengang kaldte ’granatchok’, og som i dag kaldes posttraumatisk stress. Mod begyndelsen af 1960’erne opstod miljøpsykologien som forskningsområde, hvilket på den tid afspejlede et opgør med behaviorismen og tænkning om mennesket som maskine. I 1970’erne dannedes sammenslutningen Horticultural Therapy i England, og i USA stiftedes i 1973 American Horticultural Therapy Association, som til stadighed er internationalt anerkendte organisationer for haveterapi (Ibid.). Det naturterapeutiske felt i Danmark er inspireret af, og bygger på principper fra Alnarps Rehabiliteringsträdgärd, som åbnede i 2002, og er en forskningsafdeling under Sveriges 8 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Lantbruksuniversitet8. I Alnarps terapihave forskes i en form for haveterapi, hvor der både er fokuseret på aktivitetsdelen dvs. selve havedyrkningen, i samspil med det ’kravløse’ ophold i haven (Stigsdottor & Grahn 2002, 60-68, Jønsson 2018, 15). I Hørsholm ligger Københavns Universitets terapihave Nacadia, stiftet i 2007, hvor der forskes i effekten af mindfulness-baseret haveterapi på forskellige patientgrupper (Corazon m.fl. 2010)9. I Haverefugiet i Sorø tilbydes privat haveterapi, herunder samtaler og gruppeterapi ledet af Ella Hilker10. Disse tre steder indgår som en del af min empiriske undersøgelse. Ud over disse, findes en række mindre initiativer; b.la. den privatfinansierede Odsherred Terapihave11, hvor der tilbydes ni dages døgnophold, samt Veteranhaven12 i Slagelse, der behandler veteraner med posttraumatisk stress (Jønsson 2018, 4f). Ulrikka Stigsdottor, forsker i landskabsarkitektur v. Nacadia, mener at et af nutidens paradokser er, at mennesket har svært ved at finde steder eller rum, der imødekommer det stigende restorative og kurative behov (Stigsdottor 2012, 93). Forklaringen på dette skisma kan tilskrives urbaniseringen, altså det at byerne er blevet menneskets foretrukne habitat (Ibid. 94). Haveterapi og naturterapi udgør en emergent bølge, som kan beskrives som en genintroduktion af naturrelationer (Holm 2012, 150-163) Denne afspejler sig i byhavebevægelsen, økologiens udbredelse, nationalparkers opkomst, samt befolkningens øgede anvendelse af naturmedicin og alternativ behandling (Ibid.). Stigsdottor hævder, at der forskningsmæssigt allerede findes tilstrækkelig evidens, der underbygger at naturen hjælper med at holde os raske, og at naturen effektivt kan assistere terapi, når mennesker er blevet syge (Stigsdottor 2012, 93). Forskningsfeltet af naturterapi beskæftiger sig dog primært epidemiologisk med forekomsten af sygdomme i forhold til afstand til grønne områder, med fokus på de positive effekter på BMI, diabetes og stress, samt studerer hvordan naturrummet bedst designes til forbedring af effekterne (Stigsdottor 2002; 2011; 2014, Grahn 2005; 2006; 2010, Welén-Andersson & Bengtsson 2010; Ulrich 2002, Randrup m.fl. 2008; Petersen & Nielsen 2011; Poulsen 2016, 2008; Corazon m.fl. 2010; Abrahamsson 2003; Health Council of the Netherlands 2004; Bratman m.fl. 2015). Professor i miljø og sundhedsfremme, Howard Frumkin, opsummerer det epidemiologiske forskningsfeltet, hvor effekterne tilskrives at opstå ved, at naturen indirekte 8 https://www.slu.se/institutioner/arbetsvetenskap-ekonomi-miljopsykologi/alnarps-rehabiliteringstradgard1/ https://ign.ku.dk/terapihaven-nacadia/ 10 https://haverefugiet.dk 11 https://www.odsherredterapihave.dk 12 https://www.veteranhaven.dk 9 9 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson inviterer til fysisk aktivitet og social kontakt - og direkte ved, at der skabes fysisk og psykisk restoration (Frumkin 2012, 141f). I de pågældende undersøgelser er tre teorier gennemgående: ’Attention Restoration Theory’, ‘Aesthetic Affective Theory’ og ’Teorien om de 8 Oplevelseskarakterer’. • Attention Restoration Theory tilskriver de psykiske og fysiske effekter til vegetative stimuli af hjernens kognitive funktioner – omtalt som den bløde og den fokuserede opmærksomhed (Kaplan & Kaplan 1989; Bratman m.fl. 2015) (Bilag 9.29). • Aesthetic Affective Theory er en evolutionær og biologisk teori, der arbejder med den tese, at mennesket i naturen kan reagere tro mod sine instinkter, reflekser og affekter, og herved styrke hjernen - i modsætning til hvad der er muligt i et bymiljø (Ulrich, 1983) (Bilag 9.30). • På baggrund af de to teorier, er udlagt en designteori der kaldes Teorien om de 8 Oplevelseskarakterer. Dette er et indretningsprincip, der beror på en inddeling af naturen i 8 forskellige oplevelsesmæssige værdier, henholdsvist artsrigt, åbent, kulturhistorisk, rumligt, fredfyldt, folkeligt, trygt og vildt. Hertil er der forsket i brugerens foretrukne naturværdier afhængigt af sygdomsbillede (Corazon m.fl. 2018) (Bilag 9.31). Jeg finder her (Jønsson 2018, 31-34) en ensretning af forskningsfeltet, der muligvis kan tilskrives at forskningen og den nordiske variant af haveterapien, har sit primære udspring i landskabsarkitekturen fra Sveriges Landbrugsuniversitet. De største forskningsprojekter om naturens effekter på sundheden, er i Danmark udført under Danmarks Miljøundersøgelser (Petersen & Nielsen 2011), Skov & Landskab under det biovidenskabelige fakultet (Randrup m.fl. 2008) og i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed (Stigsdottor m.fl. 2011). Der ses altså ikke et forskningsmæssigt udspring fra felterne af psykologi, sociologi eller filosofi, hvilket uvægerligt vil påvirke det ontologisk afsæt. På den baggrund finder jeg forskningsfeltet mangelfuldt på perspektiver og sprog, der beskæftiger sig med, hvad der sker i interaktionen og mødet mellem menneske og natur, hvordan naturen opleves og erkendes indefra, hvilke eksistentielle lag der berøres herigennem, samt hvilke indre psykiske erkendelser og udviklende bevægelser der igangsættes (Kahn m.fl. 2012, 71ff). I ’A Nature Language’ problematiserer Peter Kahn m.fl.:“In our emerging account of a nature language, we seek to increase the degrees of freedom of the language by giving separate voices to 10 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson interaction patterns, psychological experiences, the feeling they engender, and the psychological states of mind that result from these interactions and experiences. And therein lies the dialectic of a nature language” (Kahn m.fl. 2012, 74). Jeg forestiller mig, at måden vi interagerer med og relaterer til naturen, har betydning for rummets påvirkning på vores psyke, og på de kurative og restorative kvaliteter, der opstår af daglige, såvel som terapeutiske, ophold i naturen. Netop disse perspektiver kan siges at arbejde med selve naturrelationen, altså forholdet mellem krop og materialet. Derfor ønsker jeg at bidrage med et uudforsket helhedsorienteret perspektiv, der ikke måler på blodprøver, kognitive evner, stress eller BMI (Petersen & Nielsen 2011; Randrup m.fl. 2008), men give et økofeministisk og kropsfænomenologisk bidrag, hvorigennem psykologien kunne træde ind i feltet af naturterapi og udvikling af bæredygtige naturrelationer. Den danske psykolog Nadja Prætorius, forfatter til bøgerne ’Stress det moderne traume’ og ’ En verden til forskel - Omstillingens nødvendige frisættelse af det markedsgjorte menneske’, mener at der i forrige århundrede blev brudt med tidligere tiders opfattelse af verden, som blev mere multidimensionel (Prætorius 2016, 24). Hun stiller sig dog kritisk over for, at paradigmeskiftet via relativitetsteorien og kvantefysikken, ikke har ført til mere forskning om menneskets bevidsthed, vores natur og evne til at være reflekterende, kreative og intuitive (Ibid. 25). Prætorius mener, at forskningen tilsyneladende ikke er optaget af, at vi har en bevidsthed og et sind, som er selve forudsætningen for perceptionen af verden – og for forskningen i sig selv. Forskningen om bevidstheden forsøger at forstå selv samme, via viden om den menneskelige hjerne og vores gener (Ibid. 30). Her forsøges altså at begrebssætte noget komplekst og ikke umiddelbart målbart via endimensionelle forskningsmetoder (Ibid. 31). Jeg anser den foregående gennemgang af gældende teoretiseringer inden for naturterapi som indeholdende den samme paradoksalitet af manglende kritisk syn om udspringet for forskningen, og deraf uden tilstrækkeligt syn for kompleksiteter og helhedselementer. Det fremstår som et skisma, at forskere forsøger at forske i, hvad der kan afhjælpe det moderne menneskes stresstraume, der primært er forårsaget, som Prætorius beskriver, af det markedsgjorte præstationssamfund (Prætorius 2016, 31) og at dette gøres via en forskningsmetodologi, der søger efter ufravigelige facts, men ikke er åben for gentilegnelsen af livskontrol og kropsføling, eller de eksistentialistiske dimensioner menneskelivet også kan indeholde (Jønsson, 2018, 21). 11 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I min seneste projektrapport ’Nuancer af grønt’ på Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier (Jønsson 2018, 29-35), fandt jeg en værdisættelse og instrumentalisering af naturen via Teorien om de 8 Oplevelseskarakterer. Mekanisering af naturens rum, har den fordel at den kan anknytte teori i en form, der kan videregives til en praksis af byplanlægning og landskabsarkitektur, men teorien sætter også naturrelationen og natur ind i en forbrugsramme (Ibid.). I det perspektiv er mennesket i naturrelationen placeret som den omnipotente designer af verden, som frit kan forme naturen efter eget behov. Man kan sige, at naturen her skal ”præstere” som rum for helbredelse. På den måde er teoretiseringen og mekaniseringen af naturen et billede på, hvordan det vestlige menneske objektgør naturen som ressource i en produktion af sundhed (Ibid.). Det videnskabelige skisma jeg inspireres af, er altså forholdet mellem det synlige og målbare i forskningen, og det taktile og følelige ved menneskets sanselige oplevelse. Merleau-Ponty har om forholdet mellem det synlige og det taktile hævdet ” (…) at alt det synlige er skåret ind i det følelige, at al taktil væren på en vis måde allerede foregriber synligheden (…). Fordi det er den samme krop, der ser og føler, tilhører det synlige og det følelige den samme verden” (MerleauPonty, 1999, s. 224). Det synlige og det følelige forenes herigennem og med denne forståelse kan jeg arbejde med kroppen som middel til at nedbryde dualistiske forestillinger i naturrelationen. På denne baggrund arbejder jeg i specialet efter følgende problemformulering: 1.3 Problemformulering Hvordan kan naturrum, naturterapi og naturrelationer underøges og beskrives sensorisk, fænomenologisk og igennem økofeminismen? Og hvordan kan disse teoretiske perspektiver operationaliseres som et bidrag til udviklingen af en metodologi for undersøgelse af området? 1.4 Indkredsning af erkendelsesinteresse og specialets metode I dette afsnit beskrives i grove træk specialets erkendelsesinteresse – både af ontologisk, epistemologisk og metodologisk karakter. Der introduceres til teori og metodevalg og til forskersubjekt positionen. Specialets intentioner, bidrag og generaliserbarhed fremlægges. Det er en del af min erkendelsesinteresse, hvorvidt ændring af vores naturrelation, vil kunne forme tanke- og adfærdsmåder i forbruget af natur, og der inviteres til en økofeministisk etik og ansvarlighed på basis af en undren om, hvorvidt vi gør naturen ret via de gældende teorier på forskningsfeltet? Hvad vil det betyde for vores gang i og interaktion med naturen, hvis vi objektgør 12 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson eller dekonstruerer den? Lytter vi til den som en potent samtalepartner, som Haraway foreslår? Og hvordan påvirker det vores sansemæssige perception af den? Jeg ønsker på basis af foregående kritik, præsenteret i problemfeltet, at tegne en forskningsmæssig vej, der ikke dekonstruerer og mekaniserer – hverken naturrummet eller menneskets kompleksitet. For at komme ’fænomenet’ naturterapi nærmere, opbygger jeg studiet fænomenologisk og sensorisk. Grundlæggende er specialet fænomenologisk og hviler på Merleau-Ponty’s kropsfænomenologi. Det giver mig mulighed for at gå både oplevelsesnært til feltet, og samtidig at gå reflekterende og analytisk til de fænomenologiske beskrivelser i empirien. Da jeg har oplevet egen naturrelation blive genforhandlet i tidligere projektarbejde om naturen, samt observeret mig selv som medskaber af spor af mening i mødet med praktikerne, udforsker jeg en situeret feministisk forskerposition, der kan klargøre egen påvirkning og dependens med forskningsfeltet. Det skaber en dobbelt position, idet jeg situerer min krop i det naturterapeutiske felt via deltagelse og interviews med naturterapeuter og forskere – og samtidig arbejder med Haraway’s situeret viden og diffraktive blik (Haraway 2018, 44ff; Højgaard 2007, 269) via den fænomenologiske hyperrefleksion, der bearbejder teoretiske perspektiver samt egen indvævning i feltet. Det diffraktive og situerede indeholder en åbenhed overfor flere videnspositioner og “sandheden” er derfor kontekstafhængig og partiel. Derigennem forsøger jeg i analysen at holde de mulige, sammenvævende og mange perspektiver åbne, for at lade dem danne mønstre og temaer fra et kropsligt og uudforsket sted. Da min erkendelses interesse både bevæger sig ud i feltet af naturterapi og udforsker egen kropslighed i forskningen, må jeg løbende udvikle og reflektere over metodologier, der tillader mig at arbejde i skel mellem forskerobjekt/forskersubjekt, mellem menneske/natur og mellem refleksion/kropslig viden. Mine filosofisk-teoretiske ærinder bliver derved at indfange etiske ansvarligheder og sammenvæve teorier, der arbejder mod at opløse dualistiske skel. For at ansvarliggøre specialets etik, ønsker jeg ikke at bidrage til flere opsplittende positioneringer, derfor placerer jeg mig ikke i opposition til den positivistiske videnskabsforståelse. Selvom jeg forholder mig kritisk til den eksisterende forskning om naturrum og naturterapi, anerkender jeg dens gyldighed, og ser mit eget bidrag som en komplementær forskning fra psykologiens fagområde, der via kropsfænomenologien kan åbne verden på nye måder. Prætorius udtrykker: “Hvor den 13 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson kvantitative forskning kan påvise årsagssammenhænge på såvel mikro- som på makroniveau, kan den kvalitative metode fordybe sig i substansen og søge at udrede og forstå det udforskedes natur og måder at være til og fungere på “ (Prætorius 2016, 71). Gennemgående er specialet dog økofeministisk, og forholder sig derfor kritisk til ensretningen af forskningen i feltet, samt overfor de vidensperspektiver der ikke får gyldighed i den kvantitative forskning. Derfor stiller jeg mig, desuden ligeledes som fænomenologien og den kritiske teori, i opposition til naturvidenskabelig metode i erkendelsesteorien (Schiermer 2013, 248). Specialet er funderet i en praktisk livsverden. Som fænomenologisk inspireret forsker, må jeg ikke fortabe mig i verdensfjerne teoretiske spekulationer, men skal altid kunne vende tilbage til den førvidenskabelige livsverden og første persons-perspektivet (Juul 2012, 73). Jeg må således heller ikke lade min udforskning lede af teori, forforståelser eller fastlåste hypoteser, som jeg vil efterprøve i det praksis jeg møder. “Vi bliver nødt til at spørge og lytte omhyggeligt, hvilket indebærer, at vi for en tid ser bort fra de antagelser, teorier og refleksioner, vi almindeligvis har om emnet” (Jacobsen m.fl. 2010, 186). Da jeg som beskrevet har tidligere gang i feltet, har jeg håndteret denne udfordring, ved at forsøge at gå til verden med ny nysgerrighed på krop, sansninger og bevægelser vævet ind i meninger i undersøgelsesfeltet. Samtidig har jeg måttet fange mig selv i erkendelsen, når jeg har ønsket at få tidligere teori eller egne hypoteser til at ”passe” med praksisfeltet. Da jeg arbejder med den forudsætning at undersøge mennesket som sammenvævet, ikke blot i sit indre mellem krop og tanke, men imellem krop og naturmiljø, anvender jeg filosofiske teorier, der kan udforske dette perspektiv. Filosof og økofeminist Donna Haraway’s forståelse af krop, er uden skelnen og klar grænse mellem hvad der er kultur og natur, og mellem hvad det er konstrueret og oprindeligt. Naturen (dvs. også vores kroppes natur) ses som aktivt bidragende agenter til den kultur/natur vi møder (Højgaard i Haraway 2018, 10). Derved lægger hun sig i tråd med MerleauPonty, og hendes feministiske position lader jeg mig derfor informere af. For at lade de teoretisk-filosofiske perspektiver fra økofeminismen og kropsfænomenologien møde den praktisk livsverden har jeg udvalgt Sarah Pink’s sensoriske etnografi (Pink 2015), samt Eugene 14 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Gendlin’s teori om det implicitte (Gendlin 1991)13. Derved krydses filosofiske teorier med teorier og metoder, der opererer med henholdsvis kroppens stedslige og sensoriske agens (via Pink), og kropslige niveauer af viden og erkendelse (via Gendlin). Gendlin beskriver den implicitte videns potentiale for at samle forståelse af krydsende teorier i helheder: “When many theories cross, they need not constitute one consistent logical system. Crossing makes the other theory implicit in the felt sense under our logically connected terms. Through that felt sense we can reach the other theory and then employ its connected terms” (Gendlin 2004, 5). Feministisk teoretiker Karen Barad skriver, at ideen om at de grammatiske og sproglige kategorier afspejler de underliggende strukturer af verden, er en forførende vane, der er værd at stille kritisk spørgsmålstegn ved (Barad 2003, 802). Frem for at forstå sproget som en refleksion af en underliggende sandhed hvor: “the epistemological gets bounced back and forth, but nothing more is seen” (Ibid.), anvender Barad diffraktions-begrebet. Dette beskrives således: “Diffractively reading the insights of feminist and queer theory and science studies approaches through one another entails thinking the “social” and the “scientific” together in an illuminating way” (Ibid. 803). En diffraktiv læsning består dermed i at læse “igennem” og lader nye vidensdannelser opstå i mødet “imellem”. Der læses ”igennem” forskerens altid tilstedeværende forkundskab, i en intra-aktivitet, der er onto-epistemologisk14 og uden opdeling mellem væren/viden og fakta/tolkning. Via specialets onto-epistemologi kan det siges, at praksissen af naturterapi ikke kan simplificeres til en human praksis - ikke fordi der anvendes non-humane elementer, men fordi viden gøres tilgængelig igennem det non-humane. Praksis af viden og væren er gensidigt involveret og skabes igennem hinanden i mødet. Et mønster af diffraktioner vil således ikke vise hvor forskelle opstår, men vise effekterne af forskellene og hvor de viser sig (Ibid.). Jeg søger, med inspiration herfra, ikke at lade teorierne strides i deres konfliktpunkter, men at lade dem krydse i en diffraktiv læsning for at skabe ny viden til de forståelsesmæssige horisonter af et landskab af naturterapi. 13 Gendlin´s arbejde stødte jeg på via en afdeling under det Islandske i filosofi, Critical Embodied Thinking: http://ect.hi.is 14 ”Onto-epistem-ology the study of practices of knowing in being, is probably a better way to think about the kind of understandings that are needed to come to terms with how specific intra-actions matter” (Barad 2013, 829) 15 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Da min empiri består af en længere deltagelse og undersøgelse i praksisfeltet er jeg i specialet udfordret af roderi, knopskydninger der trækker i forskellige retninger, og en ikke lineær forskningsproces. Dette må jeg navigere i. John Law siger i sin artikel ’Making a Mess with Method’: “In practice research needs to be messy and heterogeneous (...) because that is the way the largest part of the world is” (Law 2003, 3). Specialets undersøgelsesdesign, kan derfor også ses som et metodisk, analytisk og empirisk bidrag til håndtering af ‘roderiet’, og forskerens egne forforståelser er en del af rodet, som må håndteres. Min videnskabsteoretiske og metodiske position i specialet er informeret af denne sammensathed, og de stadige bevægelser der skabes - og er af eksplorativ og eksperimenterende karakter. Det betyder, at min erkendelsesinteresse ikke drejer sig om, hvordan jeg kan skabe generaliserbare eller reproducerbare resultater. Min erkendelsesinteresse består i at gå på fænomenologisk udforskning i naturterapiens felt, og derigennem bidrage til et mangefacetteret blik af fænomenet, som det viser sig. Min forventning er derfor ikke, at specialet kommer til at generere ufravigelige svar på hvad der foregår i rummet mellem natur og menneske, men mit håb er, at specialet kan tegne spor og mønstre af mødet, og bidrage til at udvikle metodologier og begrebssætninger, der kan give sprog til den tavse viden, og nye perspektiver på kropssubjektets agens i naturrummet. Opgavens psykologifaglige bidrag udgøres ydermere af udvikling af en forskningsmæssig metodologi, der kan gøre det muligt at tilgå bevægelserne i naturterapien og naturrelations-dannelsens subtile kvaliteter. På basis af dette indkredsende bidrag oplægges specialet herefter i en læsevejledning. 1.5 Læsevejledning - specialets opbygning I kapitel 1 ’Introduktion’ redegøres for specialets problemfelt og eksisterende forskning på området af naturterapi. Der problematiseres fra et kritisk økofeministisk standpunkt over objektgørelsen af naturen i den eksisterende forskning, samt peges på manglen af forskning der giver rum til de psykologisk-subjektive oplevelser af naturen. Specialets intention indkredses, empirien bestående af deltagende interviews med forskere og naturterapeuter samt autoetnografisk dokumentation præsenteres, og der redegøres for egen indlejring i feltet samt forforståelser. I kapitel 2 ’Økofeminismen og nymaterialismen’ sættes den økofeministiske teori og tænkning i relation til nymaterialismens posthumanistiske videnskabsforståelse. Kroppen og materialiteten som vital og med selvstændig agens, præsenteres herigennem. Der introduceres derefter til Donna 16 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Haraway og hendes objektivitets begreb, situeret og partiel viden, samt det diffraktive blik. Derved skabes på den baggrund klarhed om min forskersubjekt-position og etik knyttet herved. Det økofeministiske blik på slægtskaber imellem arter, beskrives igennem Jane Bennet’s begreb ontoSympati og derefter via Astrida Neimanis nytænkning om kroppens udveksling med omgivelserne. På disse teoretiske grundlag introduceres Eugene Genlin’s metoder, der arbejder i snitflader af erkendelser, der dermed kan skabe konkret anvendelse af de økofeministiske teorier. I kapitel 3 ’Fænomenologien’ introduceres først til fænomenologien og dennes placering i filosofien. Derefter uddybes Merleau-Pontys kropsfænomenologiske bidrag, ud fra et ønske om metodologisk at fordybe specialet i det situerede og kropsliggjorte, for at håndtere dobbeltheden i både at være kropsligt situeret i en livsverden, og samtidig skulle mestre refleksionen. Den fænomenologiske erkendelsesmetode samt autoetnografisk metode, beskrives som greb til at løse dobbeltheden i specialets situerede forskerposition. I kapitel 4 ’Multisensorisk etnografi’ redegøres for Sarah Pink’s sensoriske etnografi med henblik på kropsliggørelse og operationalisering af kropsfænomenologien. Det situerede perspektiv bringes mod hverdagslivet og mod de sansemæssige dimensioner af vores naturrelation. Den sensoriske entografi knyttes til Christopher Tilleys forskning, og der sammenvæves en metode til empiriindsamling. Denne kalder jeg den multisensoriske fænomenologiske metode, der indeholder et fænomenologisk fokus på krop, sanser, og sprog og gør brug af både deltagende observationer og interviews, samt autoetnografiske noter. Afslutningsvis beskrives og tilknyttes analysemetoden og specialets analysestrategi. I kapitel 5 ’Analyse’ anvendes analysemetoden til at fremkalde en sensorisk fænomenologisk viden om naturterapien og naturrelationen. Analysen ser både på naturrummets konstituering, og på hvordan naturterapiens bevægelser og reguleringer fremstår. De fremkomne bidrag til psykologien, afspejles i kapitlets overskrifter, der danner mønstre samlet under tematikkerne: rum, stier og vandringer, rytmer og naturrelationer. I kapitel 6 ’Hyperrefleksiv diskussion’ redegøres diskuterende for specialets sidste analysedel ’Hyperrefleksion’, i tre afsnit, over specialets anvendelse af den multisensoriske og fænomenologiske tilgang til både specialeproces, empirisk metode, autoetnografi og poetiske 17 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson repræsentationer. Dette sættes i sammenhæng til specialets bidrag til eksisterende viden i feltet af naturterapi og situeres i den tid og historik, det indgår i. I kapitel 7 ’Konklusion’ svares på specialets problemformulering ved at de teoretiske og metodiske bidrag sammenfattes. Derefter konkluderes på de fremkomne mønstre i den empiriske undersøgelse og analyse, og slutteligt på specialets metodiske bidrag til udvikling af metodologier. 1.6 Introduktion til empiri Her introduceres til specialets empiri. Empirien fokuserer på fire forskellige praksisser inden for naturterapi, samt dokumentation via autoetnografiske noter, hvilket er valgt med henblik på at opnå en bred nuancering af feltet. Alle undersøgelser, studiebesøg, interviews er udført med en kropslig situeret og deltagende agens i naturen - vandrende, siddende, stående, og dokumenteret fotografisk via den multisensoriske og fænomenologiske tilgang. Observationer og interviews er dokumenteret i den kronologi, de er oplevet i, og der er derfor observationer, interviews og refleksioner i et skift i bilag. Da empirien er dokumenteret kronologisk som i erfaret rækkefølge, kan der skues tilbage på den erkendelsesmæssige sti jeg har trådt op, hvilket giver gode muligheder for hyperrefleksionen. Delelementer af empirien har været anvendt og analyseret med et andet sigte i ’Nuancer af grønt’ (9.1, 9.2, 9.3, 9.4, 9.11, 9.14; Jønsson 2018). Disse delelementer er ligeledes indsamlet efter den multisensoriske og fænomenologiske metode. Empirien er genanvendt, inspireret af Haraway, der udfordrer til at dreje den linse vi ser igennem, eller at skifte linse (Højgaard 2007, 271), med henblik på at udforske den partielle viden, som hun mener giver den største grad af objektivitet (Haraway 2018, 36). Dette giver min empiri en større kompleksitet, men også et større grundlag for at vise mange facetter af den naturterapeutiske praksis. Empiriindsamlingen er foretaget over en længere periode fra august 2016 til maj 2019, og består af følgende: Empiriens første del er indsamlet på en studietur til Alnarp Rehabiliteringsträdgärd (16. august 2016), hvor landskabsarkitekt og forsker Patrik Grahn, introducerede til indretningen af naturrummet, de terapeutiske metoder og teorierne bag. Empirien består her af sensoriske 18 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson observationer og beskrivelser, samt spørgsmål om samspillet med kommunen og forskningsinstitutioner. Refleksionerne afspejler mit første møde med en terapihave (9.1). Sidenhen indgik jeg i et praktikantforløb hos naturterapeut Ella Hilker i Haverefugiet15 i Sorø med henblik på at kropsliggøre egen erfaring i feltet, lave deltagende observationer og interviews. Her var jeg deltagende i den naturterapeutiske gruppe ’onsdagsgruppen’. Empirien indeholder ydermere introduktion til skovbadning ved indehaver af Mindfulness Haven, Doreen Møller Holmqvist, og besøg i naturterapeut Tonie Bjørneskov’s terapihave Feary Meadows. Disse udflugter var en del af onsdagsgruppens aktiviteter (9.2, 9.4, 9.11, 9.14). For at komme nærmere det metodisk terapeutiske udgangspunkt i naturterapien, samt få indblik i bynær naturterapi, udførte jeg et vandrende interview med Eva Christiansen, der som selvstændig laver naturterapi på Amager Fælled i København. Eva har en række uddannelser inden for naturterapi og stresscoaching, og derfor et andet udgangspunkt end Ella Hilker, der har udgangspunkt i sygeplejen (9.3). Ydermere indgår et studiebesøg til Københavns Universitets terapihave Nacadia (2. november 2018), hvor jeg sammen med en gruppe studerende blev vist rundt, og fik indblik i havens indretning af landskabsarkitekt Marie Christoffersen Gramkow. Beskrivelsen indeholder sensoriske observationer af naturrummet og pointer fra rundvisningen, samt refleksioner i gruppen (9.19). Den sidste del af empirien udgøres af de autoetnografiske noter, der afspejler erfaringsprocessen, inspiration og erkendelser, samt egen sanselig forhandling af naturrelation (16). 1.7 Om mine forforståelser Udforskning af specialets problemformulering afspejler en række intentioner, som jeg har klargjort i afsnittet ’Indkredsning af erkendelsesinteresse og specialets metode’. Her bliver mine forforståelser beskrevet, da specialet uundgåeligt kommer til at afspejle egen værdisætning af naturen, egen naturrelation, etiske og værdimæssige holdninger. 15 Haverefugiet er startet og drevet af Ella Hilker, der er tidligere sygeplejeske. Haven har tidligere haft en samarbejdsaftale med Danmarks Lærerforening, hvorfra haven modtog stresssygemeldte der kom i forløb. På nuværende tidspunkt drives haven frivilligt af Ella, som laver haver for børn hver mandag, og har et gruppetilbud hver onsdag, hvor gæster der tidligere har været i forløb, fortsætter deres tilknytning. 16 (9.5, 9.6, 9.7, 9.8, 9.10, 9.12, 9.13, 9.15, 9.16, 9.17, 9.18, 9.20, 9.21, 9.22, 9.23, 9.24, 9.25, 9.26) 19 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Min erkendelsesmæssige og faglige udvikling på min kandidatuddannelse på Roskilde Universitet i Psykologi og Sundhedsfremme & Sundhedsstrategier, har dannet flere spor af bevægelse omkring ’kropstanken17’, som jeg finder relevant at nævne her. Først tog den sit udgangspunkt i Foucault og governmentality-begrebet, hvor kroppen igennem det diskursive blev modelleret som social konstruktion. Blikket kom udefra og ind. Derefter rettede mit arbejde sig mod aktionsforskningen og deltagende observationer, der mere eller mindre ser bort fra kroppen, men ser på det relationelle samspil vævet ind i et socioøkonomisk empowerment perspektiv. I dette speciale rettes blikket nu imod et kropsfænomenologisk perspektiv, med henblik på at se på perspektivet indefra og ud, og at rumme subtile erfaringer samt helheder af fænomener. Her er subjektet og kroppen i centrum af undersøgelsen, og forskerpositionen tages et skridt videre fra den deltagende observation, til nu at medtage ikke kun egne refleksioner, men egen kropslige og bevidstgjorte registreringer. Derved indeholder mit ståsted en epistemologisk værdsættelse af viden, der er funderet og erfaret med kroppen, og som kan lede til nye handlemuligheder. Dette arbejder med min grundlæggende hypotese om, at stressproblematikker bl.a. kan tilskrives spaltningen af hoved og krop. Min hensigt er her, at begribe det ’nu’, hvor forskeren ikke blot forsøger at forstå en kontekst eller et felt med tanken, men hvor viden og sansning bliver til kropsliggjort erfaring. Derved kan det siges, at jeg også arbejder på at overskride skel mellem forsker/praktiker og praktiker/forsker, og har et emancipatorisk ærinde for kroppen og naturens iboende intelligens. Dette illustreres med den følgende autoetnografiske note, der også viser karakteren af min egen naturrelation. Jeg reflekterer over hvad min personlige oplevelse af natur er. Er det natur når der er plantet styrede rækker af afgrøder med menneskelig intention, sprøjtet for uønskede gevækster? Jeg tænker på barberede ben – og ubarberede ben. Begrebet ’intention’ indfanger noget af det jeg bevæger mig imod. Minder fra min barndom om dyb fascination af regndråber på blade, genspejl af flakkende lys i vandpytter, og rislen ned ad ryggen ved lyden af raslende blade. Ideen om at jeg skulle danse i regnen som teenager, hvor nærværet af sanseligheden ved regnen på huden og græsset under de bare tæer, udeblev – måske netop fordi jeg havde en idé, en intention om at dét ville være godt at gøre. Senere en sansning af et nedbrændt træhus som, jeg oplevede med et barns åbenhed selvom jeg var midt i 20erne. Det føltes som at være midt i et landskab af umådelige formationer i mikroformat - sort, forkullet og levende. Det var natur for mig - selvom det var 17 Med kropstanken mener, inspireret af Merleau-Ponty, kroppen som undersøgelsesgenstand for filosofi og videnskabsteori via tanken, som reaktion på opsplitningen efter Descartes. 20 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson brændt kultur fra logikkens perspektiv. Og de mange gange jeg har været fascineret af menneskelig bebyggelse der indtages af naturen: Min farfars efeu, der med ufravigelig insisteren snoede sig udefra og ind ad stuevinduerne og hagede sig fast indenfor i hans stueloft. Den havde retning og udviste vilje. Har naturen en intention? (Autoetnografisk note 9.17). 1.8 Etik At gå til et felt som fænomenolog indebærer en etisk dimension af ansvarlighed. Ansvarligheden skyldes, at forskeren anskues som aktivt medskabende og meningsskabende i verden. Det forpligter til, at forskeren ikke blot skal reflektere over fænomenet, men skal reflektere over egen selvrefleksion, samt medtænke at forskningen i sig selv udgør en historisk begivenhed, der er indlejret i verden. Der tales her om forskerens evne til at hyperreflektere (Thøgersen 2004, 128). Det vil sige, at jeg også må forholde mig til min relation og involvering i den verden jeg undersøger, samt hvordan jeg kontinuerligt er med til at aktualisere og udfolde den. Jeg søger altså at udfolde det skrevne, med den fordring, at den verden der studeres, samtidig bliver skabt i nuet. Det betyder at fænomenologen både danner relation mellem krop, tanke og verden - men også holder en relationel forbindelse mellem etik og ansvarlighed for det skabende øjeblik. Sarah Pink understreger at en etisk sondring af vigtighed i den sensoriske etnografi, er at engagere undersøgelsesdeltagerne som subjekter frem for observerbare objekter via en samarbejdende og refleksiv indstilling (Pink 2015, 68). I specialet træder jeg grundet objekt-ontologien, et skridt videre, og vælger at gå til også naturen, som ligeværdigt subjekt i undersøgelsen. Under empiriindsamlingen har jeg lavet en række etiske sondringer. Jeg valgte, for at kunne være så kropsligt nærværende og deltagende som muligt, ikke at optage eller notere på computer under interviews eller observationer. Jeg noterede derfor løbende i en notesbog, og når jeg ønskede at citere praktikerne ordret, skrev jeg deres udsagn ned i fuld længde. Umiddelbart efter hver undersøgelse nedskrev jeg observationsnoterne, som efterfølgende blev sendt til interviewpersonerne til gennemlæsning og eventuelle rettelser. Navnene er brugt med tilladelse, og de navne, hvor det ikke har været muligt at spørge om tilladelse, er ændret. 21 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 2.0 Økofeminismen og Nymaterialismen Herved startes første teoretiske kapitel, hvori der til slut arbejdes med tilkoblende metodologier. Økofeminismen anvendt i specialet peger på magtubalancer i naturrelationer og anvendelser. Utopisk søger specialet og økofeministemen imod en verden uden krænkelse og undertrykkelse af naturen og kropssubjektet ved at nedbryde hierarkier af magt i tænkningen. Donna Haraway beskriver afstanden til naturen, og dennes sammenhæng med undertrykkelsens historie: “Selvom vi er pinagtigt bevidste om, hvordan naturen diskursivt konstitueres som ‘andethed’ gennem kolonialismens, racismens, sexismens og klasseundertrykkelsens historie, finder vi ikke desto mindre i dette problematiske, etnocentriske, sejlivede og mobile koncept noget, vi ikke kan undvære, men aldrig kan ‘eje’“ (Haraway 2007, 306). Donna Haraway knytter sig til en større filosofiskteoretisk drejning i materialitetsforståelsen, hvilket er emnet for næste afsnit. 2.1 Paradigmeskift af materielle bevægelser & specialets materialitetsforståelse Omkring årtusindskiftet skete der ifølge Gregersen og Skiversen, forfattere til bogen ’Den materielle drejning’, et begyndende skred i vestlige tænkning anført som det poststrukturalistiskkonstruktivistiske paradigme, der i mange år havde domineret filosofiens og humanioras studier (Gregersen & Skiversen 2016, 13). Dette blev nu udfordret af en række spirende (og stadig igangværende bevægelser) under forskellige etiketter som ’nymaterialisme’, ’objekt-orienteret ontologi’ og ’neovitalisme’, og som kan sammenfattes under paraplybetegnelsen ’den materielle drejning’ (Gregersen & Skiversen 2016, 13; Tilley 2006, 161; Pink 2012, 14). I den poststrukturalistiske eller konstruktivistiske tænkning, opfattes alt det materielle, firkantet sagt, som et passivt manipulerbart og betydningsneutralt lærred, som mennesket kan spille dets sociale og sproglige film på. Den materielle drejning, derimod, lægger fornyet fokus på materialitetens egne betingelser og selvstændige agens. Med denne tænkning er det med andre ord ikke kun sproget, men også materialiteten, der er betydningsbærende og -skabende (Gregersen & Skiversen 2016, 13). Ontologisk kan dette ståsted i videnskabsteorierne siges at være et ståsted med en flad ontologi. Sprog, diskurser og kulturer ses altså lige virkeligt og bidragende som materialiteten, i en ’drejning’ der kan beskrives som økokritisk, og som forsøger at udligne dikotomierne mellem det handlende menneske og den passive materialitet (Ibid. 26). Drejningen er en tendens inden for både det akademiske og kunsten, som af forfatterne tilskrives en mulig træthed ved at opholde sig ved det diskursive, og et muligt spørgsmål omkring, om det virkelig er sandt at menneskets diskurser, sprog 22 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson og kultur, er så privilegerede og betydningsfulde størrelser, at selve materialiteten er betydningsløs og perifer (Ibid. 15). Denne træthed udtrykkes tilbage i 2003 med Karen Barad’s ord: ”Language matters. Discourse matters. Culture matters. (…) the only thing that does not seem to matter anymore is matter” (Barad 2003, 801). Når mennesket afmonterer sine antropocentriske briller, kan det få øje på at udfordringen ikke udgøres af forholdet mellem mennesket selv og verden, men af forholdet mellem relationer og objekter (Ibid.). I Merleau-Ponty’s tænkning, som jeg uddyber i næste kapitel, trædes et skidt videre, hvor der åbnes mulighed for at tingene og materialiteten kan været rettet mod os og mod hinanden, via begrebet ’intentionalitet’. Dikotomierne natur/kultur og menneskeskabt/ikkemenneskelig, udfordres når materialiteten forstås som intentionel. Højgaard beskriver, hvordan Haraway bruger begrebet ‘semiotisk-materiel teknologi’ hvormed hun understreger at den situerethed mennesket taler fra, ikke er styret af køn, race eller klasse, men ses som en sammenvævning af materialitet (krop) og betydninger, som både indeholder humane og nonhumane aktører i socio-kulturelle relationer også kaldet ’natureculture’ (Højgaard 2007, 269). Fra dette standpunkt, tillige med det fænomenologiske, finder jeg det ikke relevant at søge en fast definerbar forståelse af det næsten klassiske spørgsmål ”Hvad er natur?”. Hvis materialiteten, i dette speciale naturen, skal afsøges som intentionel, rejser det spørgsmål om, og behov for, at bliver klogere på naturen som levende, som kommunikerende – altså må jeg inkludere et vitalitetsbegreb. Den feministiske tænker og sociolog Jane Bennet, opererer med et livsprincip som leverer liv, saft og kraft til alle levende organismer og til al materialitet (Bennet 2018; Gregersen & Skiversen 2016). Den vitalistiske tænkning er som en animerende livskraft, der ikke er reducerbar til det materielle (Gregersen & Skiversen 2016, 21). Bennett bevæger sig i sin filosofi mod en materialitetsforståelse, som belivet med en vitalitetskraft, og forstår derved materialiteten som vibrerende og vital. Tingen har altså en kraft og en mulig agens. Gregersen & Skiversen beskriver et lignende livsprincip, der er under udvikling i den materielle drejning således: ”Selvfølgelig hverken kan eller skal vi partout opnå total lighed mellem alle aktører, men første skridt på vejen til en mere miljøorienteret etik må være at udvide vores kommunikationskanaler og forståelse for, at også den ikke-menneskelige materialitet er aktiv og betydningsskabende” (Gregersen & Skiversen 2016, 23). Jeg udfolder Bennet’s tanker yderligere i afsnit 2.3. 23 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Med Bennet’s begreb argumenterer jeg for vigtigheden af at åbne psykologiens fagfelt for det sensoriske lag af menneskets eksistens, samt mod den non-humane materialitet som natur og krop. Den øgede sensitivitet og forståelse af perceptionen af vores omgivelser, anser jeg som vigtig at kultivere og åbne, da den udgør et udviklingspotentiale for økologiske og etiske forhold. Men hvad skal der til for at kultivere denne indstilling? Miljøpsykologerne Kaplan og Kaplan (1989) anvender begrebet den ’bløde opmærksomhed’, der med sit åbnende, nysgerrige og fascinerede afsæt for kognitionen stimuleres i naturen. Denne kan tænkes at indeholde potentiale mod at åbne til materialitetens særegne vibration; her eksemplificeret via denne poetiske repræsentation: Det er næppe til ære for mig, at elve himmelblå engelskgræs hver dag stiller sig op i den stride blæst og uafbrudt nikker velkommen, velkommen til strandstien. Men jeg nikker alligevel høfligt igen, og begynder min vandring langs havet.18 En næsten høflig naturrelation vises her, med økopolitiske konsekvenser. Digteren Eske K. Mathiesen viser os, hvordan undseelige, næsten betydningsløse handlinger i form af nik, bærer kimen til en naturrelation, der kan flytte på det naturforhold Skiversen og Gregersen beskriver som instrumentaliserende og underkastende: “Bare fordi naturen fremstår som noget principielt Andet, der ikke sådan lige er til at forstå og kommunikere med, så behøver man ikke af den grund at være arrogant og besidderisk” (Gregersen & Skiversen 2016, 7). Men hvad lægger nymaterialismen og økofeminismen sig opad videnskabsteoretisk? Gregersen & Skiversen optegner tre spor af de nye materialitetsforståelser, henholdsvist økokritikken, krops- og kønsmaterialiteten og posthumanismen, der bidrager til den materielle drejning i objektontologien. (Ibid.37). Nymaterialismen, rettet mod krop og natur i specialet, kan derfor sættes i sammenhæng med posthumanismen. Jeg definerer posthumanismen via Marie Öhmans artikel ”Från humanism till posthumanism” (2009, 80f), ved en videnskabsteoretisk forandring af synet på det menneskeliges relationer til sine omgivelser og til dets grænser. Dette forstår Öhman, som en 18 Eske K. Mathiesen (2013) fra samlingen Edderkoppen 24 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson reaktion på at anskue menneskets sind som med særstatus, og der søges derigennem et opgør med menneskets selvfølgelige dominans via sit sprog og sin bevidsthed. I posthumanismen, i modsætning til humanismen, skabes der et opgør med arternes subjektivitet, og adskillelsen mellem krop og sind. Det kropslige ses som en del af det materielle med værdi og agens, og vender sig derfor i sin forståelse væk fra det antropocentriske verdensbillede og går ud over humanismen. Det udfordrer og nedbryder skel mellem arter som menneske/dyr og menneske/maskine og kategoriseringernes selvfølgeligheder udfordres. Specialets materialitetsforståelse, der både placerer naturen og kroppen som vital og med selvstændig agens, kan derfor forstås som en del af det posthumanistiske, i sit forsøg på at bryde gamle, og bygge nye naturrelationer. 2.2 Donna Haraway & situeret viden Ovenstående afsnit om materialitetsforståelser i samtiden og i specialet, kan siges at tale ind i, og for, at skabe samtaler på tværs af skel af videnskaber, discipliner og imellem arter. Donna Haraway anvender begrebet ’at blive i besværet’ (Haraway 2017), hvilket forekommer som et nyttigt begreb i at holde tråd i perspektivernes krydsfelt. På den baggrund vil specialet herfra bevæge sig videre via dele af Donna Haraway’s forfatterskab. Donna Haraway er uddannet i udviklings- og molekylær biologi, filosofi og engelsk litteratur, men bruger termen videnskabshistoriker om sig selv (Forord af Højgaard i Haraway 2018, 8). Hun opererer, fra sin naturvidenskabelige og filosofiske baggrund i dobbelte forståelser af biologien, som både den funktionelle måde verden fungerer på, men ser samtidig metaforisk på den som diskurs. Verden knyttes derfor an i en natur-kultur-verden relation, med interessen rettet mod forholdet mellem det figurative og det faktuelle (Ibid.). Det indebærer at verden altid har en faktuel materiel komponent, og en diskursiv konstruktion med historisk afsæt - det materielle og det semiotiske (Ibid. 9). Det er grænsedragningen imellem disse flader, der forhandles med, og hvori dikotomier opløses i brydningen. Hun tillægger objekter og maskiner agens (Ibid.10) og lægger sig således op ad nymaterialismen og posthumanismen. Objektiviteten er under diskussion i feminismen, der med baggrund i kritik af socialkonstruktionisme og laboratoriepraksis inden for naturvidenskaben, søger at skabe en bedre objektivitetsforståelse (Forord af Højgaard i Haraway 2018, 12). Heri ligger dét at tage afstand fra objektivitet som værende “neutral”, subjektløs og distanceret, og i stedet forstås som umuligt at 25 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson tilstræbe eller opnå, fordi vi altid allerede er indlejret i den verden, vi forsøger at undersøge. Vi bærer altid forforståelse med os, værdier, antagelser og hypoteser, som farver det, vi undersøger. En forbedret objektivitet, er derfor at inddrage disse perspektiver i forskningen, fremfor at undgå dem, samt at kunne positionere sig selv. For at forbedre objektiviteten og udvikle en mere fyldestgørende beskrivelse af virkeligheden, søger feminismen derfor at inddrage forskerens egen opkomsthistorie og køns-, klasse-, og racemæssige ståsted (Ibid.12). Med samme intention inddrages det materielle, de meningsdannende dimensioner i natur-kultur relationerne, samt de etiske og politiske dimensioner (Ibid. 13). Haraway kalder objektiviteten for ‘situeret viden’ og kritiserer viden med særstandpunkt status, hvilket løses via det partielle perspektiv (Haraway 2018 44ff). ”Kun det partielle perspektiv kan forbinde sig med andre partielle perspektiver og kan dermed besinde sig på komplekse forbindelser, kontingens, splittelser og modsætninger uden at forfalde til illusionen om alvidenhed” (Højgaard i Haraway 2018, 16). Og for at mestre dette er samtalen og historiefortællingen vejen til viden19 (Ibid. 17). Haraway kritiserer relativismen for sin måde at placere sig ingensteds, med fuldt syn allesteds, uden ansvar og hvor det kropsliggjorte og partielle ikke er lokaliseret/situeret. Hun kalder det et “gudetrick” (Haraway 2018, 40): “Al viden er et fortættet knudepunkt i et agonistisk (stridsfyldt) kraftfelt” (Ibid.), skriver Haraway, der omtaler den videnskabelige objektivitet i naturvidenskabelig henseende, som en doktrin med et dogme om en ikke-kropsliggjort forsker, der holder positionen i hævd gennem ‘blærelitteratur’ (Ibid. 24f). Det vidende selv for Haraway, er derfor omvendt aldrig helt færdiggjort, eller helt til stede - altid partielt, og kan slutte sig til andre: “En videnskabeligt vidende søger ikke identitetens subjektposition, men objektivitetens, det vil sige partiel forbindelse” (Ibid. 44). Derved tilstræbes en synsændring, hvorom Haraway anvender begrebet ‘diffraktion’. Hun beskriver diffraktion som mønstre som registrerer interaktioner, forskelle, og intervenerende bevægelser. Som analogi bruger hun et billede af en prisme, der beskriver bevægelsens passerende lys, der forstyrres og forskydes og dermed opstår en forandring der giver blik for nye forståelser (Højgaard 2007, 271). Øjnene som har været brugt i et perverst “(...)mandligt overherredømme(...)” (Haraway 2018, 33) til at distancere det vidende subjekt, kaldes her tilbage til sin situerethed ved at insistere på ethvert syns særegenhed og ret (Ibid. 36). Til det stiller Haraway en række spørgsmål for at 19 Dokumentarfilm om Donna Haraway’s historiefortælling: ‘Storytelling for Earthly Survival’ 26 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson klarlægge blikket: “Hvordan ser man? Hvor ser man fra? Hvad begrænser synet? Hvem ser man sammen med? Hvem får lov at have mere end et synspunkt? Hvem bliver blindet? Hvem bærer skyklapper? Hvem fortolker synsfeltet?” (Ibid. 46). Haraway anvender begrebet ‘Monstrene’ om de upassende andre (inappropriate/d others ) (Haraway 2007, 305), der repræsenterer brydninger af holdninger, der kan skabe nye uventede fortællinger og bringe os ‘andetsteds’ hen20. Dette gør hun på baggrund af en kritik af det paradoks, at forskere bilder sig ind, at de kan nå ind til en sandhed under konstruktionerne ved at anvende egne konstruktioner (Haraway 2018, 29) jf. Prætorius. Dette skal forstås som er en positiv egenskab ved situeret viden, og bevægelsen ‘andetsteds’ er et forsøg på at frigøre via et kulturkritisk blik.21 Specialet kan måske ses som ’en upassende anden’ der bryder med den gældende forskning i naturterapi og anvender metodologier der normalt anses som ”for” introspektive. ’Monstrene’ i det upassende, vil med Haraway’s forståelse kunne anskues som nødvendige greb for at komme andetsteds hen via nye diffraktioner af blikket. Læsning af Haraway opsætter således en kritisk positionering af forskersubjektet og den genererede viden. Blikket vender således også selvkritisk, ved at rette synet på egne identiteter og selvforståelser, og jeg forstår heri en invitation til at forskersubjektet forholder sig fra en ydmyg position, der aldrig må blive alvidende. Herigennem finder jeg anvisninger til det ontologiske og epistemologiske udgangspunkt for min økofeministiske forskersubjekt-position, og argumenterer for, hvordan det at kropsliggøre forskersubjektet, er feminismens måde at søge objektivitet på. Jeg anvender ydermere hele sansesystemet (Se kapitel 4.0) altså ikke blot synet, i empiriindsamlingen 20 I Haraway’s greb anvender hun narrative og metaforiske figurer, som hun allierer sig med som hjælpere. Figurerne kan typisk flytte vores blik og forskyde vores begreber og forståelse af fænomener ved at indtage nye perspektiver. De virker som eksperimenterende positioneringer for et syn, der skal kunne se spændinger og modstande, og skal kunne gå bagom de fikserede tilsynekomster (Ibid. 48). F.eks. bruger hun cyborg-figuren, som er en hybrid-organisme mellem dyr, menneske og maskine, der udfordrer dualismen mellem menneske/maskine, kultur/natur, selv/andre og krop/sjæl. Det ideologiske projekt er at udvikle nye slægtskaber i en verden uden sociale kategorier. Ofte står dualiteterne hen som uforenlige størrelser, hvilket skaber brydninger og spændinger, der kan vise os variationen af hvordan både det imaginære og det reelle, er en del af forestillinger der reflekterer det materielt-semiotiske. “Formålet med denne ekskursion er at producere teori, det vil sige at skabe en vision, der kan tjene som mønster for, hvordan man skal bevæge sig, og hvad man skal frygte i nutidens umulige, men alt for virkelige topologi, med henblik på at finde en fraværende, men måske mulig, anden nutid” (Haraway 2007, 305). 21 Haraway’s kulturkritik er dekonstruerende, og hun søger at komme bag om de rationelle diskurser og dikotomier, som den vestlige kultur og videnskab resonerer omkring, og igennem hvilke de globale virksomheder brander og sælger sig (Højgaard 2007, 270). 27 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson og skrivningen. Haraway’s bidrag præsenteres samtidig med henblik på at skabe forståelse for baggrunden for en diffraktiv læsning, og den måde teori og metodebidrag opslår snorrefigurer. Haraway anvender begrebet ’snorrefigurer’ om de jordiske subjekt- og objektformede artslige indfiltreringer. Historiefortællingen i essayet ’At lege snorefigurer med ledsagende arter - at blive i besværet’ kredser om duer, og illustrerer en leg med tænkningen, sansningen og skrivningen, hvori jeg finder inspiration. Haraway beskriver i essayet forsøg med duer og menneskers tværartslige samarbejde og forhold, som kontrastfyldt stilles op mod bybørns syn på duer som ’rotter med vinger’ (Haraway 2017, 16-43). Det er et interessant forsøg, der i sin præstation viser, hvordan viden om duers evner til relation og problemløsning efterlader en fascination, der bryder det distancerede blik på duer som ’rotter med vinger’. Der opbygges for læseren en ny (natur)relation via historiefortællingen i skellet mellem arterne. Om den information der formidles, siger Haraway: “Detaljerne forbinder faktiske væsener til faktiske an-svar-ligheder” (Ibid. 53). De ledsagende arter, sætter sprog på sammenknytninger, intim omsorg og besmittelse mellem kroppe, og jeg tager eksperimentet videre ved at holde øje med besmittelse mellem natur og menneske. For at eksperimentere med mulige diffraktive syn- og sanseændringer, som er specialets bidrag til eksisterende naturrelationer og forestillinger i feltet, vil jeg fordybe den feministiske teori i yderligere Jane Bennet’s og Astrida Neimanis’ bidrag. Disse bringer jeg ind, da de arbejder med tværartslig besmittelse mellem natur og menneske, og har det feministiske anliggende at tænke kropslighed så det udfordrer dikotomien af mennesket som adskilt fra naturen. 2.3 Økofeministiske eksperimenter: ontoSympati At se menneskelig handlekraft som sammenviklet med botanisk liv, er Jane Bennet’s eksperiment, via det førnævnte vitalitetsbegreb. Hun stiller grundlæggende dette spørgsmål: Hvorfor skulle vi ikke selv føre en samtale med jorden - for består vi ikke selv delvist af samme materialitet som jorden? En solidaritet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige afsøges og udforskes via “sympati som en slags resonans, der ikke folder sig sammen i en simpel lighed” (Bennet 2018, 6). Bennet’s søgen handler, som Haraway’s, om at fange udveksling og engagement af beslægtede og tværartslige forhold. Forsøget undersøger ’sympati’ som meddelelser mellem mennesker og dyr, som et nærmest upersonligt netværk mellem kroppe - en ontoSympati. Indeholdt i begrebet er tiltrækning, samarbejde og bebudelse - tiltrækningen ved planternes form, farve og duft, samt 28 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson erindringer, der får os til at tiltrækkes mod at spise planterne. Når vi gør det, dannes et samarbejde hvor igennem planter og kød gensidigt omdannes. På samme måde, kan vi samarbejde med naturen via lyd og via dufte, hvor der ligeledes sker en udveksling og samarbejde mellem kroppen og materialiteten. Bebudelse forstås som “tilstedeværelsen af en strøm af mulig kontakt” (Ibid.13), som muligvis fungerer under den menneskelige bevidsthed. Når den opfanges af bevidstheden, kan den registreres som en følelse af slægtskab. Dette ville f.eks. kunne læses i måden vitalitet udtrykkes på, f.eks. i en oplevet lighed mellem menneske og blad (Ibid.). “Ideen om ontoSympati påkalder tilstedeværelsen af en tilbøjelighed, der strømmer i/gennem alle mulige slags kroppe; det har den fordel, at det tillader os at dvæle lidt længere ved tanken om ikke-menneskelig handlekraft(...)hinsides den temmelig passive rolle som et faktum for perceptionen af råmateriale for en sammenligning” (Ibid. 15). Bennet beskriver altså de tværartslige forbindelser via begrebet ontoSympati, som forstået som materielle elementer, der i en koordineret rytme af ikke samme arter, udveksler med en delvis fælleshed, og forsøger herved at opløse individuationen og dualismen. Samtidig peger hun på en forskubbelse af handlekraften væk fra mennesket, og over på materialiteten, hvilket kunne være en kur mod menneskets særstatus i det antropocæne. Opfordringen er da at tænke subjektivitet i forbindelse med vegetabilitet: “Det er en opgave for hverdagslivet, fordi eksempler på beslægtethed mellem menneske og plante findes i overflod, så snart man bliver opmærksom på dem, og derefter opstår der en let, men reel kalejdoskopisk ændring i alt, hvad man ser, hører, lugter, rører ved, smager og tænker” (Ibid. 29). Bennet peger, med en diffraktiv ændring af synet jf. Haraway, på mennesket i en bæredygtig interaktion - i kropslig sammenfiltrering med naturen knyttet an via sympati. Hun kalder det selv bevingede tanker, der ligesom en fugl ikke “kan tolerere for meget håndtering” (Ibid. 30). Derved efterlader hun naturrelationen som noget der må omgås med nænsomhed i sin sproglige håndtering. 29 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 2.4 Økofeministiske eksperimenter: Hydrofeminisme og økotoner Den feministiske filosof, Astrida Neimanis, eksperimenterer med begrebet ’hydrofeminisme’ (Neimanis 2018, 4), hvor vandet som naturelement kan udvikle vores forståelse af sammenvævning af fælleshed og bebudelse mellem kroppen og miljøet. “At tænke kropsliggørelse som vandig modsiger den forståelse af kroppe, vi har arvet fra den dominerende vestlige metafysiske tradition. Som vandig oplever vi os selv mindre som isolerede enheder og mere som oceaniske hvirvler: Jeg er en singulær, dynamisk hvirvel, der opløses i en kompleks, flydende cirkulation. Rummet mellem os selv og vores andre er på samme tid så fjernt som urhavet og tættere på end vores egen hud - sporene af disse samme oceaniske begyndelser cirkulerer igennem os, holder pause som denne kropslige ting vi kalder “min”. Vand er mellem kroppe, men af kroppe, før og udover os, men er også meget nærværende denne krop” (Ibid. 4). Kan forbindelsen mellem natur og menneske forstås og forhandles gennem vand spørger Neimanis? 60 til 90 procent af kroppens materie består af vand, som er stabiliseret i det, vi kalder en krop. Men vandet er ledende og forbindende, der ligesom havets strømme fordeler varme, fisk, medicinrester og plastik (Ibid. 16). Hvis vi ser på alt livet på jorden, som sprunget ud af livet af havet, der bevægede sig på land, er vi alle allerede ledsagende arter, med Haraway’s udtryk (Ibid.). Vandets kropsliggørelse afslører, at vandet må rejse gennem delvist gennemtrængelige membraner. Kroppen har brug for membraner for at undgå at blive skyllet helt til havs (Ibid.16). Når vi anerkender vores forbindelse via den vandige fælleshed, begynder skellet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige at blive sløret. “Vi lever i vandede fælleshed, hvor det menneskelige spædbarn drikker moderen, moderne indtager reservoiret, reservoiret fyldes af stormen, stormen absorberer havet, havet opretholder fiskene, fiskene spises af havet” (Ibid. 17). Neimanis anvender begrebet ’økoton’ om denne grænsedragning, hvor to komplekse systemer mødes. Økoton er en membran, en pause, hvor noget støder sammen, omformes og udveksler (Neimanis 2018, 21). Økotonet forstår jeg som den snitfalde information og kommunikation foregår igennem i relationen mellem natur og menneske, og jeg vil udforske snitfladen/økotonet yderligere fra et metodisk ståsted, med henblik på at udvikle metodologier, der kan gribe om udvekslingen. 30 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Dette gør jeg med henblik på at udvikle måder at tale om og undersøge det sprogløse i naturrelationen - som i ovenstående økofeministiske eksperimenter, blev berørt som ontoSympati, slægtskaber og bebudelse. Til det har jeg i nedenstående udvalgt Eugene Gendlin’s teori og metoder. 2.5 Metodisk bidrag til at arbejde med økotomer - Eugene Gendlin Psykolog og filosof Eugene Gendlin var studerende ved den humanistiske psykolog Carl Rogers, og byggede sit arbejde på Heidegger og Merleau-Ponty’s fænomenologier (Freisen m.fl. 2012, 115). Gendlin’s ærinde er at bringe tanken hjem til kroppen, hvor han hævder, at sproget allerede er indlagt i erfaringen (Gendlin 2004, 3). Haraway og Prætorius peger på det skisma at videnskaberne søger at nå frem til sandheden under konstruktionerne, ved selv at anvende endimensionelle konstruktioner (Haraway 2018, 29). Gendlin’s arbejder på at løse det paradoks. Gendlin beskriver: “My project is to think - about, and with - that which exceeds patterns (form, concepts, definitions, categories, distinctions, rules…)” (Gendlin 1991, 1). Der ses et opgør med diskursteorierne, da individet anses for at kunne tænke egne selvstændige og frie tanker. Han mener, at mennesket kan tænke igennem sin krop, og at denne vej i tænkningen kan transcendere trættende diskursive stereotyper (Sharma 2011, 180). Dermed lægger hans tanker sig op ad det feministisk frigørende ærinde - af både kroppen og tanken, og med potentiale for at give Haraway’s upassende andre. ’monstrene’22 stemmeret igennem denne metodologiske kobling. Gendlin udviklede filosofien ‘The Philosophy of the Implicit’. Det ’implicitte’ skal forstås som information, tanker og følelser fra den levende krop, der kan åbne for viden og ny erkendelse af verden forud for de normaler tankeformer og konstruktioner (Freisen m.fl. 2012, 115).23 Kropslig erfaring kommer før begreber: “Experience cannot be copied, captured, or represented. Concepts can only point towards experience” (Gendlin 2003, 101). Ud af The Philosophy of the Implicit voksede to metoder til erkendelsesprocessen, kaldet henholdsvis ‘Fokusering’ (1982, på dansk 1994) og ‘Thinking At The Edge’24 (2004). De to 22 Men det mener jeg de følelsesmæssige og kropslige processer der ligger til grund for nye erkendelser i forskningen, men som sjældent medtages med gyldighed. 23 Dette modsvarer Merleau-Ponty’s niveau af kropslig prærefleksiv erfaringsverden, og kan derfor anskues som en metode til at fremkalde dette niveau af viden. 24 Thinking at the Edge er ikke oversat til dansk, men kunne oversættes til ”at tænke på kanten af…” 31 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson metoder skaber en kropsliggjort vej for bevidstgørelsen af den implicitte viden gennem ’den følte fornemmelse’. Hvor Fokusering arbejder psykoterapeutisk, giver Thinking at the Edge værktøjer til udvikling af nye måder at skabe viden i forskning og teoridannelsen (Gendlin 2004; Krycka 2006, 1-2). Gendlin kombinerer således filosofi og psykoterapi. Han mener, at psykoterapiens subtile arbejde kan udvikles via filosofi, og psykoterapiens metoder, kan udvikle teoretiske koncepter direkte igennem oplevelsen og erfaringen. Psykoterapiens proces kan derfor hjælpe filosofien med at flytte de konstruerede former for begreber og tanker, og derigennem danne nye teorier (Gendlin 2003, 100). Professor i psykologi Kevin Krycka beskriver: “What we lack is a language of the process and progress of ideas, as well as a method to apply to our emerging knowledge” (Krycka 2006, 3). En klassisk diskussion om objektivitet kan eksempelvis siges at være låst i et problem om neutralitet, og dermed et koncept i forståelsen, der er låst i sprogets funktion. Ved at sætte fænomenologisk fokus på erfaring, mener han, at debatten kan frigøres (Ibid. 3). Dette sætter Gendlin i relation til Husserl, der som modsvar til at anskue mennesket som konstrueret af logiske videnskaber, peger på at videnskabernes tilblivelser, kun er mulige på en basis af fænomenologiens lovmæssigheder (Gendlin 1991, 7). Den fænomenologiske vidensdannelse kommer derved altid før teorier. Men Gendlin hævder, at problemet for fænomenologien kan opstå, når filosofien ikke ledsages af metoder, hvilket vil kunne føre til rene spekulationer om et fænomen (Ibid. 7). Gendlin ønsker således at frigøre mennesker til at tale og erkende fra den implicitte viden. Denne sprogform mener han ikke har opnået tilstrækkelig accept (Gendlin 2003, 109): “What we call "thinking" seems to require already-cut units which must be either cleanly identical or cleanly separate, which can be next to each other but cannot interpenetrate, let alone have some more complex pattern. If, for example, two things seem to be both two and one in some intricate way, rather than try to lay out such a pattern, thinking tends to stop right there” (Ibid.). Her beskriver Gendlin samme tendens af forsimpling, som John Law retter sin kritik imod. Law diskuterer kritisk, hvordan forskningen sondrer i sit fokus og styres af det synlige, dét der ikke er godkendt til dokumentation i academia, og dét der tages for givet, og dét der undertrykkes. Logikken er, som hos Haraway, at når noget er synligt, er andet usynligt (Law 2003, 8). Law mener at første skridt, er at anerkende at der eksisterer inkonsistente elementer, som vi udelader eller 32 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson undertrykker i forskningen og holde øje med de logikker der reproduceres. “As is obvious, the academic conventions of writing push us into reproducing versions of common-sence realism” (Ibid.). Og Law spørger: (…) “So where else to look? Straws in the wind. Poetry doesn’t depend or produce a definiteness” (Ibid. 9). Ud over poesien, taler Law også for at anvende allegorier, der rummer mere end ren realisme: “Allegory is the art of meaning something other than, or in addition to, what is being said. It is the art of decoding meaning, reading between the lines, to understand something else or more. It is the craft of making several not necessarily very consistent things at once”. Nænsomheden i sproglig håndteringen af naturkontakten, kan via Law og Gendlin håndteres ved udvikling af specialets skrivemetode, poetiske repræsentationer, fotografier og lytten til den kropslige viden. Gendlin’s forståelse af kroppen samler de mange perspektiver på krop i specialet, og hans metoder (med fokus på den følte sans), giver mulighed for at udforske det, Haraway beskriver, som grænser af synet. Det vil sige, alt dét der ligger implicit, det vage, og det der er på vej fra kroppen mod tankens erkendelse. For at opnå adgang hertil anvendes den nævnte ’Fokusering’ (9.27), som er en psykoterapeutisk teknik, der anvender det greb at lytte til kroppens implicitte viden, som udgangspunkt for at overskride dualismen mellem kroppen og tanken. Gendlin spørger: “Can we think with this more intricate order? Can we let it function in our thinking?” (Gendlin 1991, 1). Metodens anvisninger går uden om analyser og forklaringer, og skaber bevægelse og forandring ved at lade ny viden forme sig igennem kroppen, sådan at nye metaforer og begreber kan skabes. ’Den følte fornemmelse’, der er udgangspunktet for at få adgang til den implicitte viden, er ikke blot en følelse, men en kropslig fornemmelse af uerkendt stof (Gendlin 1994, 76-92). Den virker direkte i, og med sproget, når: “we employ the capacity of language for new sentences. This capacity of language is rooted in the human body as reflexively sensed from the inside” (Gendlin 2004, 128). Thinking at the Edge, retter Fokusering ind til anvendelse for den akademiske verden. Trin for trin, sætter den rammen for at lytte ud over vores normale sproglige begreber og forståelser af dem, og tager til lære af implicit viden, som oftest afvises, fordi det ikke umiddelbart er meningsgivende, eller som aldrig når frem til erkendelsen. For at forstå Fokusering og Thinking at the Edge, må kroppen accepteres som ‘proces’, hvilket også omfatter sprogets kropslige anknytning (Ibid. 5). Fokusering er anvendt i empirien til at eksperimenter med økotonerne i naturrelationen (Bilag 9.27), og Thinking at the Edge er anvendt som erkendelsesmæssigt værktøj til nye begrebsdannelser i analysen (Bilag 9.28). 33 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I dette kapitel har jeg på forskellige leder og kanter, arbejdet med teoretiske perspektiver, som diskuterede og klargjorde min økofeministiske position i specialet, og knyttede dertil metodologierne Fokusering og Thinking at the Edge, samt de poetiske repræsentationer. Herigennem blev et emancipatorisk formål for kroppen skrevet frem. Gendlin redegjorde for, at Merleau-Ponty reddede kroppen fra objektgørelsen, hen imod at blive en (filosofisk) perciperet krop. Han sammenlignede selv sin filosofi og metode, med en udvikling af det filosofiske begreb ‘væren i verden’ beskrevet af Heidegger og Merleau-Ponty (Gendlin 2003, 102) Herved vil jeg bevæge specialet videre til yderligere udforskning af fænomenologien. 34 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 3.0 Fænomenologien I nærværende kapitel indledes med en kort introduktion til fænomenologien. Fænomenologien er som filosofi relevant at vælge, da jeg som forsker ønsker at åbne mine forskningsspørgsmål i fordringsfrit, forstået som med ny diffraktiv linse, der nu udforsker naturterapien sansemæssigt og kropsligt, og samtidig personligt situeret i feltet. Som fænomenolog er det afgørende for mit teoriafsæt ikke at formalisere og standardisere forskningen på forhånd, men bevæge mig ind i den med en fænomenologisk åbenhed (Schiermer 2013, 248). Med ønsket om at fordybe specialet i de sensoriske lag af naturterapien, anvender jeg Merleau-Ponty’s kropsfænomenologi25. På den baggrund udlægges efterfølgende metodologier, der kan skabe konkret anvendelse for filosofien i specialet. 3.1 Fænomenologiens grundlag Fænomenologi kommer af det græske ord phainomenon, hvilket betyder ’det som viser sig’ og logos, som betyder ’lære’ – altså læren om det, der kommer til syne for bevidstheden (Jacobsen m.fl. 2010, 185). Gallagher & Zahavi definerer her fænomenologien: “Fænomenologien studerer perception, ikke som et rent subjektivt fænomen, men som den gennemleves af et subjekt som er i verden, og som også er en kropslig agent med motivation og formål” (Gallagher & Zahavi 2010, 19). ’Intentionaliteten’ var central for fænomenologiens grundlægger Edmund Husserl. Hans ståsted i filosofien var en optagethed af, hvordan fænomener præsenterer sig for vores bevidsthed. Hos Husserl er den menneskelige bevidsthed altid rettet mod et formål, en genstand, mod en anden, eller mod en idé: “Intentionaliteten ophæver på den måde opdelingen mellem menneske og verden, idet mennesket på den ene side altid er rettet mod verden, og verden på den anden side er rettet mod mennesket” (Jacobsen m.fl. 2010, 187). Intentionaliteten knytter altså mennesket sammen med verden. Gallagher & Zahavi (2010, 19) beskriver, at perceptionen via intentionaliteten derfor ikke blot er informationer der modtages, men indebærer en fortolkning, som forandrer sig efter kontekst og tidligere oplevelser. Perceptionen af vores omgivelser, f.eks. naturen, vil skulle forstås som ufuldstændige perspektiver, der sammensættes i synteser baseret på erfaringer. Dette omtales som ’gestalter’, hvor dét der danner ’figur’, er genstanden som er i centrum for blikket - og dét der 25 Merleau-Ponty læses delvist igennem filosof Ulla Thøgersen, forfatter til bogen ’Krop og fænomenologi - en introduktion til Maurice Merleau-Ponty’s filosofi’. 35 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson danner ’grund’, ligger som baggrund, horisont eller periferi. Samme epistemologiske præmis, sås også hos Haraway og Law. Fænomenologiens erkendelsesinteresse er altså rettet mod fænomenet eller oplevelsen i sig selv - og ikke hvorvidt erfaringen stammer fra hjernen eller ej. Det bliver eksempelvis ikke benægtet eller diskuteret af en fænomenolog, om hjerneprocesser bidrager til perceptionen, men forskeren vil formodentlig kunne konstatere at hjerneprocesserne ikke er en del af det sansede og oplevede liv i en subjektiv undersøgelse (Ibid. 17). Fænomenerne er knyttet til ’livsverden’ som ligeledes er et centralt begreb i fænomenologien, og skal forstås som den virkelighed vi tager for givet, men hvorfra vi kommunikerer, erfarer og handler. Det er en prærefleksiv erfaringsverden, som er erfaret indefra og ud af subjektet (Jacobsen m.fl. 2010, 187). Fra disse begrebsafklaringer i fænomenologien, vil jeg nu fortsætte med Merleau-Ponty’s bidrag. 3.2 Maurice Merleau-Ponty & Kropsfænomenologien Maurice Merleau-Ponty blev født i 1908 og dedikerede sit liv til filosofien. Undervejs i sit arbejde mødte han Jean-Paul Satré og sammen studerede de Husserls forfatterskab. Merleau-Ponty’s filosofi vendte sig allerede i 1930’erne væk fra Husserls udforskning af bevidstheden, og henimod hvordan vi kan forstå bevidstheden som indlejret i kroppen. Han tager i sit forfatterskab afstand fra den behavioristiske tænkning, hvor menneskets adfærd er betinget af, at én bestemt stimulus medfører én bestemt respons, og at menneskets handling derfor er forudsigelig og struktureret. Ifølge Ulla Thøgersen, er han derimod optaget af gestaltpsykologien, hvor perceptionen udgør en sammenhængende kraft imellem dele som træder frem i helheder, og konstituerer en kropslig handling (Thøgersen 2004, 14). Hos Merleau-Ponty kan den kropslige og bevidsthedsmæssige intentionalitet ikke adskilles, men skaber sammen erfaringen i, og med verden (Ibid. 29)“(…) fænomenologien kan praktiseres og erkendes som tænkemåde eller som stil, den eksisterer som bevægelse, før den har opnået en fuldstændig filosofisk bevidsthed” (Merleau-Ponty 2009, VII). Han satte kroppen som centrum for det erkendende subjekt. Den refleksive tænkning er derfor sekundær, hvor den kropslige agens er primær. Merleau-Ponty trækker i en hermeneutiske retning, ved også at interessere sig for kroppen og for baggrundsbetingelser for fortolkning. Derfor kan man placere ham i rækken af filosoffer som ’kroppens filosof’. Han var ikke interesseret i kroppen som isoleret fænomen, men var optaget af den kropslige tilstedeværelse i verden via ’væren-i-verden’. Intentionaliteten er derfor hos MerleauPonty ‘jeg kan’ og ikke ‘jeg tænker’, hvilket beskriver bevidstheden som inkarneret i kroppens mulige handlinger (Thøgersen 2004, 11). 36 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Merleau-Ponty’s begreb om kroppen tager udgangspunkt i, at den menneskelige eksistens udgøres af en enhed af krop og bevidsthed – dette via begrebet ’egenkroppen’. Den er ’min’ egen erfarede krop, og er derfor utilgængelig for videnskabens objektive studier. Merleau-Ponty ønskede at overvinde dualismen i filosofien, og mener at den indeholdt en fejlagtig dialektik og forsøgte derfor at opløse båndet mellem krop og bevidsthed. Han mente, at psykologien har bibragt med et syn på kroppen, der taler om forestillingen ”om” kroppen, frem for kropsoplevelsen – altså et syn der objektgør kroppen som en tom mekanik (Merleau-Ponty 2009, 39). Hans ærinde var derfor at give kroppen en retmæssig plads i studiet af perception og genfinde kropslighed som en naturlig livssammenhæng (Thøgersen 2004, 17). Mennesket adfærd ses altså som med en meningsfuld kropslig intentionel rettethed mod verden, og overskrider kausale forbindelser mellem krop og verden. Jeg forestiller mig, at han muligvis hermed har været med til at inspirere den materielle drejning. I en dualistisk tænkning ville man betragte kroppen som et objektivt fænomen, og bevidstheden som et indre subjektivt fænomen, og adskille de to. Merleau-Ponty overskrider denne tænkning, så verden ikke længere ses som en objektiv foreliggende verden, men som en oplevet, sanset og erfaret verden, hvor kroppen samtidig eksisterer i sig. (Ibid. 14). På samme tid eksisterer verden og kroppen forud for perceptionen og Merleau-Ponty’s filosofi er derfor omtalt med ’tvetydighedens filosofi’ (Rasmussen 1996 11ff). Merleau-Ponty’s, såvel som specialets, fænomenforståelse beskriver han således: “Det er et forsøg på en umiddelbar beskrivelse af vor oplevelse, som den er, og uden hensyn til dens psykologiske tilblivelse og de kausale forklaringer, som forskeren, historikeren eller sociologen kan tilbyde (...)” (Merleau-Ponty 2009, VII). Hos Merleau-Ponty har kroppen erfaret før tanken har erkendt. Vi kender nemlig ikke vores krop som en samling af organer, men vi kender vores lemmers placering i forhold til hinanden og i forhold til verden, via det Merleau-Ponty kalder ’kropsskemaet’. Kropsskemaet er et udtryk for kroppens væren i verden (Ibid. 46). Via kropskemaet hævder Merleau-Ponty, at kroppens sameksistens med stedet kan aflæses, og at kroppen opretholder den ydre verdens permanens via sin perception af figur-grund (Merleau-Ponty Ibid. 34). Det vil derved ikke være af vigtighed for Merleau-Ponty at søge svar på årsagssammenhænge i forståelsen af naturterapien, og han anvendes her til at åbne nysgerrigt for, hvordan kroppens intentionelle agens fremtræder i et naturrum og hvordan dette potentielt vil kunne ændre figur/grund perceptionen og forme kropsskemaet. 37 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 3.3 Om epoché - den fænomenologiske reduktion Thøgersen beskriver kropsfænomenologien som en dobbelt metode, idet den både medtager den kropslige erfaring af verden, samt refleksionen. Den føromtalte væren-i-verden, hvor subjekt og objekt så at sige er indlejret i hinanden, via en reduktion til ét hele, udfordres dog her. For hvordan kan jeg “se” på den verden jeg søger information om, hvis jeg er fuldt indlejret i den? Hvordan kan jeg være partiel og situeret på samme tid? Det at kunne ’se’ må derfor kræve et (midlertidigt) ståsted, (jf. Haraway’s situeret og partiel viden). Det blik må i sig selv indeholde en adskillelse, eller en diffraktion, der gør det muligt at skifte perspektiv og linse. Dette paradoks håndterer de tidlige fænomenologer med begrebet ’den fænomenologiske reduktion’ eller ’epoché’, hvilket defineres som at opdage den forunderlige verden på ny, igen og igen. For at formå at gå til ’sagen selv’ må forskeren ifølge Husserl, herigennem sætte egne fordomme i parentes. Via dette greb, stiller fænomenologien sig kritisk over for forestillinger om én absolut og positivistisk sandhed (Juul 2012, 71). Merleau-Ponty kritiserede ifølge Thøgersen, den fænomenologiske reduktion for at stræbe efter transcendental bevidsthed. Samme kritik af blikket der er ’ingensteds’ kritiseres af Haraway. I søgen efter et transparent forskersubjekt, ser jeg en fare for at opløse subjektets situering, prærefleksiv viden, samt etiske ansvarlighed. Her anskuer jeg Haraway’s begreb ’situeret viden’, kombineret med diffraktionsbegrebet, som et muligt balancepunkt for at bevæge sig begge steder. Epoché-begrebet medtager jeg som en etisk rettesnor, der ikke får sin anvendelse i en søgen efter et transparent forskersubjekt, men med henblik på at holde sanseoplevelsen åben og de gamle sproglige begrebssætninger på pause, for at genopdage naturterapien: “At vende tilbage til tingene selv vil sige at vende tilbage til den verden før erkendelsen, som erkendelsen altid taler om, og i forhold til hvilken enhver videnskabelig bestemmelse er abstrakt, signitiv, og afhængig, ligesom geografien er det i forhold til det landskab, hvor vi først har lært, hvad en skov, en eng eller en flod er for noget” (Merleau-Ponty 2009, X). Jeg søger altså at bevæge mig bagom de gældende kategoriseringer og konstruktioner, informeret også af Gendlin, via både de filosofiske teoretiseringer samt kropsliggørende metodologier, der sanser bagom de normale logikker - og frem for at opleve verden på ny, leder jeg efter nye ’tilblivelser’ i det eksisterende. 38 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 3.4 Kropsfænomenologisk erkendelsesmetode: dobbeltheder og hyperrefleksion Genstandsfeltet for fænomenologien, er i sin klassiske form, den umiddelbare oplevelse og erfaring af verden, men samtidig med syn for dét, der skaber historier igennem refleksionen og formidlingen af det oplevede (Thøgersen 2004, 28ff). Grundpræmissen er, som tidligere problematiseret, at refleksionen må vende hjem til den kropslige erfaring i verden, for at blive til en del af denne. Det er naturligvis et paradoks, der kan skabe uklarhed og forføre fænomenologen (Ibid. 33). Håndteringen kræver selvrefleksion via grebet som Merleau-Ponty kalder ’hyperrefleksion’. Thøgersen beskriver, at forskeren, via hyperrefleksion, skal se denne, og sig selv, som historisk indlejret, og hverken godtage egne eller videnskabernes sandheder, men i en stadig bevægelse udfolde og aktualisere fænomenerne i livsverdenen (Thøgersen 2013, 142). Selvrefleksion skal således ses i relation til den verden den er en del af (Ibid. 128). Merleau-Ponty beskriver: ” (…) we are catching sight of the necessity of another operation besides the conversation to reflection, more fundamental than it, of a sort of hyper-reflection (surréflexion) that would also take itself and the changes it introduces into the spectacle into account. (…) it (the hyper-reflection) must seek in the world itself the secret of our perceptual bond with it. It must use words not according to their pre-established signification, but in order to state this prelogical bond. It must plunge into the world instead of surveying it, it must descend toward it such as it is instead of working its way up back up toward a prior possibility of thinking it (…)” (Merleau-Ponty 1968, 38-39). Ud over hyperrefleksionens håndtering fra subjektpositionen, kan det, med henblik på at operationalisere emnet til empirisk anvendelse, være værd at se på hermeneutikken. Her behandles emnet ved at opfatte vores fordomme som grundvilkår, der ligefrem kan være produktive for erkendelsen (Juul 2012, 73). I hermeneutikken går beskrivelse og fortolkning ofte hånd i hånd, hvor Gadamer mener at forskerens fordomme heller ikke lader sig eliminere i en ren beskrivelsesfase (Ibid. 71). Og Merleau-Ponty skriver: “Det er i os selv, vi finder fænomenologiens enhed og dens sande mening” (Merleau-Ponty 2009, VII). Erkendelsesmetoden vil, for at håndtere dobbeltheden, bestå i en hermeneutisk cirkelbevægelse, hvor jeg vil kunne bevæge mig fra den mening, der er 39 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson knyttet til den aktuelle persons oplevelse og beskrivelse, til den bevægelse og mening der er knyttet til erkendelsesprocessen via kroppen, og tilbage igen. Dette perspektiv anerkender at forståelse beror på forforståelse: “Fænomenologer insisterer på, at det mest videnskabelige udgangspunkt er at medtænke subjekternes medkonstituerende rolle i den videnskabelige proces frem for at negligere den i objektivitetens navn” (Jacobsen m.fl. 2010, 190). Forskerne skal derfor forstås som påvirkende mellemkomster (Ibid.), og håndteres her metodisk via autoetnografiske noter. 3.5 Metodestrategi for den situerede forskerposition: Autoetnografi For at håndtere den fænomenlogiske og situerede forskerposition har jeg udvalgt autoetnografisk metode. Dette har både sin relevans for min feministisk informerede subjektposition, egen indvævning i feltet, samt ønsket om at arbejde med kroppens indlejring i naturen. Det illustreres med følgende note, hvordan de nævnte processer præsenteres via fænomenologiske beskrivelser af sammensatheder i oplevelser, erkendelser og stedslighed: Den (kroppen) vil sidde i en lysning mellem birketræer og bare være. Imens bemærker jeg en indre diskussion i mig. Skal jeg gå tilbage til onsdagsgruppen og lave nogle interviews? Måske kan jeg få lidt mere information om den individuelle oplevede effekt af at bruge haven? Jeg tager mig selv i det, og lover mig selv at blive siddende til min krop har impuls til bevægelse. Imens jeg sidder dér, kommer en ultra elegant blå sølvsmed flyvende. Den kredser om mit sted længe, og når jeg vover at bevæge mig, reagerer den på selv de mindste bevægelser (Autoetnografisk note 9.4). Sociologen Charlotte Baarts, anskueliggør i ’Autoetnografi’, at forskeren der har forkundskab eller medlemskab i et felt, igennem autoetnografi, kan arbejde på at lade sin forskningsposition træde tydeligt frem (Baarts 2010:157f). Via sociologen Bjørn Schiermer, kan jeg argumentere for at anvende autoetnografi i et fænomenologisk studie (Schiermer 2013:29). Han mener at fænomenologien skal søge at finde det almene i kraft af det subjektive. Det subjektive skal således ikke bortskaffes som fejlkilder, men anvendes som perspektiver og ressourcer (Ibid.). Baarts anskueliggør at autoetnografiske tekster skal bevæge læseren intellektuelt og emotionelt, og igangsætte bevægelser der kan føre mod social, kulturel og politisk handling (Baarts 2010:162f). Autoetnografi skal derved ikke blot være bevægende, men skal skabe bevægelse (Ibid.163). Metoden skal i specialet, skabe bevægelse i undersøgelsen, lade forskeren træde frem i teksten, og 40 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson arbejde med de subjektive detaljer og nuancer, der ikke lader sig indfange via deltagende interviews og observationer. Autoetnografi kan ifølge Sarah Pink (Kapitel 4.0), med fordel vælges, når forskeren gerne vil undersøge og forstå hvordan det føles at være kropsliggjort og tilstede (emplaced) på en særlig måde. “Thus the sensory etnographer would not only observe and document other people’s sensory categories and behaviors but seek routes through which to develop experience-based empathetic understanding of what others might be experiencing and knowing” (Pink 2015, 98). Den sensoriske forsker kan via selvdokumentation og selvrefleksion opnå førstehåndserfaringer, hvilket kan være gavnligt når forskeren også ønsker at skabe viden om, hvordan der læres i feltet. Merleau-Ponty påpegende at: “Fænomenologien er kun tilgængelig via en fænomenologisk metode” (Merleau-Ponty 2009, VII). Men her specificerer han ikke hvad denne metode består i, dog at beskrivelsen står i forrang, frem for analysen og forklaringen (Ibid.). Den grundlæggende præmis for dette kapitels metodologier var den fænomenologiske erkendelsesmetode og autoetnografi. Jeg vil nu bevæge specialets næste bidrag videre med henblik på at kropsliggøre Merleau-Ponty’s filosofi til et sensorisk niveau, der kan knytte metode til kropsfænomenologien. 41 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 4.0 Multisensorisk etnografi I kropsfænomenologien, samt via Astrida Neimanis’ og Jane Bennet’s tankeeksperimenter, ses kroppen som organisme, der er i konstant udveksling med naturen, og hvor kroppen såvel som naturen bærer en vitalitetskraft. På baggrund heraf udfoldes Sarah Pink’s sensoriske etnografi, med bidrag fra Christopher Tilley, der rummer samme forståelse af sammenvævningen af natur og krop: ”Thus, we might start thinking of the body as part of a total environment, and recognise that the body provides us not simply with embodied knowing and skills that we use to act on or in that environment, but that the body itself is simultaneously physically transformed as part of this process” (Pink 2011, 347). Med Pink inkluderes altså et perspektiv, der vil kunne bringe forståelse om naturterapi, som en proces hvor klientens krop bliver formet af bevægelserne i miljøet (jf. kropsskema). Efter gennemgang af den sensoriske etnografi, sammensættes specialets metode for empiriindsamling og analysemetode. Sarah Pink anskuer hverdagslivets kontekst som med mulig aktivisme, og mener at forskningen i menneskets sensoriske hverdagslige handlinger, kan bidrage til et ændret forhold til menneskets sensoriske miljø og materialitet, og udvikle agens mod mere en bæredygtig forholden sig til omgivelserne (Pink 2012, 11). Sarah Pink’s bidrag til specialet er i tråd med det økopsykologiske og utopiske perspektiv. Hun søger med sin sensoriske etnografi at forstå miljømæssig adfærd ved at udforske dagligdags forbrug, analysere den menneskelige handling i miljøet, samt hvordan vores praksisser er indlejret og situeret (Ibid.). “Both everyday life and activism are located in, and indeed part of, dynamic and changing material, sensory and social environments, and shifting ways of perceiving, knowing and being. Furthermore, from the outset, we should recognize that everyday life is also what we are currently engaged in, as researchers, writers and readers” (Ibid. 14). Her anerkendes at de sansemæssige dimensioner af menneskets læring, og forskningen i sig, er hverdagslige sensoriske bevægelser. Hendes akademiske bidrag adskiller sig fra de klassiske observationer, og Pink beskriver den sensoriske etnografi, som en kritisk metodologi, der insisterer på det reflekterende og eksperimenterende som udgangspunkt for hvordan den akademiske viden og erfaring er produceret (Pink 2015, 5). 42 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I Sarah Pink’s sensoriske etnografi forholder hun sig ud over sanserne til geografien af rum og landskaber. Og med Merleau-Ponty’s begreb om den intentionelle rettethed i verden, kan jeg indkredse en forståelse af sanserne, som rettet intentionelt mod naturen i naturterapien. Det intentionelle forstår jeg ved, at sanserne knytter an strukturerende mellem det indre landskab og det ydre, og derfor også kan være dét sted undersøgelsen, via en kombination af det fænomenologiske og sensoriske, kan lade sproget nå bindeleddet mellem mennesket og naturen – altså også et greb om økotonet. Pink arbejder med forståelsen af rum, som konstitueret via de praksisser der foregår i det (Pink 2012, 15 & 33). Forskeren er således også selv, placeret i et landskab eller et miljø, en materialitet, som jeg tager højde for. For at klargøre bevægelsen i forståelsen, kan begrebsudviklingen gå fra at tale om kropsliggørelse, til også ’stedsliggørelse’ af kroppen (jf. kropsskemaet). Pink’s bidrag til specialet retter blikket mod hvordan rummet konstitueres via kroppes intentionelle agens, en kortlægning af stedsliggørelsen, via den praksis der foregår i naturen, og hvordan fænomenet af naturterapi fremtræder som helhed derfra. Hende metode rammer ikke den fænomenologiske oplevelse af det subtile, helt sansenære og den kropslig viden, hvilket jeg har tilgået via Gendlin. I Pink’s perspektiv, vil dét at vende sig mod egen baghave i hverdagslivet, være vævet ind kropsliggørelsen inden for de humanistiske videnskaber i en flad ontologi. Pink hævder at hendes metode opløser adskillelsen mellem den sanselige oplevelse og den rationelle tanke – der kan siges 43 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson at udgøre en hierarkisk opdeling af hverdagslivets kropslighed modsat den højere tanke (Pink 2011, 346). Udviklingen inden for socialforskningen er en bevægelse væk fra sproget som eneste middel, og mod den kropsliggjorte sensoriske erfaringsdannelse og viden, samt forskerens egen situerede kropsliggørelse af denne (Ibid. 12). I de videnskabelige diskussioner omhandlende materialitet og artefakter, er kvaliteten af tingenes følelse, vægt, lyd og smag, samt værdien af mulige handlinger, blevet så betydningsfuld, at det ifølge Christopher Tilley kaldes for en ‘sensorisk revolution’ (Tilley 2006, 161). Diskussionen drejer sig om måden forskere oversætter til tekst i socialvidenskaben, og hvordan den sensoriske oplevelse kan “skrives”, så den multidimensionale oplevelse af artefakten eller landskabet inkluderes (Ibid. 312). Tilley formulerer: “Taking on board the differing sensory dimensions of things allow us to appreciate more fully the thickly constituted and multidimensional phenomenological experience of artefacts, with which we always engage with the full range of our human senses, and the manner in which the things themselves become such significance to our lives that they actively mediate how we think and how we act” (Ibid.). På baggrund af det multidimensionale udvikles greb der taler til flere niveauer af erkendelse – fra diffraktionen, til det situerede, til erkendelse i økotomer, og til de sansemæssige og stedslige bevægelser i naturmiljøet. Haver er i følge Tilley, særligt interessante for det etnografiske sensoriske studie, da vi her finder en syntese af alle sanser der stimuleres, både i de fysiske handlinger via arbejde med værktøj, jord og planter, men også ved at inkludere fuglesang og regndråber, duften af blomster og nyslået græs og visuel stimulation i mange lag og dimensioner (Ibid.). Jeg vil dermed via Tilley, arbejde videre med den sensoriske etnografi som en multisensorisk etnografi. 4.1 Fænomenologiske multisensorisk metodestrategi for empiriindsamlingen Pink arbejder med den tese at viden bliver produceret via vores deltagelse i verden. Forskeren er indlejret i et ’nu’, i et materielt møde i et rum, og med en krop i rummet, der afspejler og udtrykker narrativer og diskurser informeret af sensoriske minder og forestillinger (Ibid. 47). Dette kan anskues som en sensorisk operationalisering af den indvævede forskerposition, og på baggrund heraf, uddybes i dette afsnit den fænomenologisk og multisensoriske metode, først med fokus på interview og dernæst med fokus på observationer. 44 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Pink mener at den sensoriske etnograf er udfordret i at opnå viden om ‘den andens’ relation til og situerethed i miljøet. Derfor må forskeren engagere sig deltagende i praksis. Viden er i Pink’s perspektiv kropsliggjort og multisensorisk, og er uundgåeligt sammenvævet i et sensoriske engageret møde med det materielle miljø. Viden er derved altid emergent og i forandring (Pink 2015, 40). Ved at udføre fænomenologiske og multisensoriske interviews, udvikler jeg det kvalitative interview, hvormed der skal etableres nok tryghed og tillid, til at der skabes grobund for, at der kan ske en respektfuld udveksling af meninger, synspunkter og oplevelser. Det anerkendes at meninger, narrativer og oplevelser er kontekstafhængige, dvs. både af omgivelser, relationen og forskningens formål, og intervieweren skal derfor være fleksibel i sine metoder (Pink 2015, 75). Jeg ser derfor min rolle som (…) en, der åbner forskningslandskabet ved at lære af den interviewede” (Järvinen & Mik-Meyer 2005, 55), og går til den virkelighed, jeg møder, uden en fastlagt række spørgsmål. Man kan derfor sige, at metoden sympatiserer med den feministiske forsknings tilgang, og placerer sig tæt op ad metoden deltagende observation, hvortil der tillægges en dimension af multisensorisk miljømæssig, social kropsliggørelse og stedsliggørelse af interviewet. I Tilleys undersøgelse af svenske og engelske gartnere, beder han gartnerne vægte vigtigheden af de sensoriske indtryk i haven. Det viser sig, at deltagerne ønsker yderligere forklaring på hvad Tilley mener med at røre, lytte og smage, og at disse elementer af den sensoriske oplevelse, ikke var bevidstgjort og verbaliseret eksplicit (Tilley 2006, 314). Der opstår i undersøgelsen et hierarki af sanserne, som afspejler graden af intimitet og distance med haven og den menneskelige krop situeret i den. De sanser, der ikke kræver fysisk kontakt med haven vægtes højest (syn, duft og lyd), hvorimod berøring og smag vægtes lavt af deltagerne (Ibid.). Tilleys fund af, at den taktile sans, hørelsen og smagen især ikke er sanser, der er verbaliseret som betydningsfulde i gartnerens arbejde, mener jeg indikerer et prærefleksivt område af perceptionen af naturen. Viden som denne, er svær at opnå via interviewmetode, netop fordi betydningen af de sanser, der overses, ikke er verbaliseret, men ligger prærefleksivt. Tilley mener dog, at de kan indfanges ved også at observere den kropslige og intime kontakt gartneren har med naturen via sine sanser - hvor observationen kan give adgang til ubevidste dimensioner af det sansemæssige, kan interviewet give adgang til at verbalisere og bevidstgøre sansernes betydning (Ibid.). Når der involveres multisensoriske bevægelser i interviewet samt observationen, understøttes det feministiske partielle perspektiv 45 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson ligeledes, idet andre typer af viden, der typisk er underkendt og overset, gives en stemme, ret og betydning. Pink foreslår her, at interviewet anskues som en fænomenologisk begivenhed, der inkluderer både samtale, rum og den bevægelse samtalen foregår i. Hvis interviewet eksempelvis foregår hjemme hos interviewpersonen, skænkes der måske the eller kaffe, der drikkes sammen, og på en måde begynder forskeren her at bebo rummet, på samme måde som den interviewede (Pink 2015, 80). Kunsten der skal balanceres i denne metode, er at fastholde forskningsspørgsmålet samtidig med, at jeg sensitivt og bevægeligt følger med de spor der opstår i interviewet, samt forholder mig hyperrefleksivt til egne sanseindtryk og hvornår jeg forføres af egen forforståelse eller af feltet: One of the tasks of the reflexive sensory etnographer is to develop an awarenes of how she or he becomes involved not only in participating in ‘the other’s’ practices. Rather she or he needs to go further than this to anticipate her or his co-intervention in the constitution of places, and to as such identify the points of intervention of her or his own intentionality and subjectivity and how this might chance over time” (Pink 2015, 50). Den fænomenologisk multisensoriske metode kan opsummeret siges, at være en induktiv tilgang, der trækker på en række discipliner, der involverer kontakt med agenter i deres gøren og laden i naturrummet, observerer på kropslig agens, lytter til det sagte, stiller spørgsmål, anerkender den menneskelige erfaring, samt producerer viden og anerkender forskerens egen rolle og indflydelse. Den indeholder derved både interviews og deltagende observationer, men tages et skridt videre og inkluderer forskerens egne multisensoriske oplevelser og stedbundethed, der sideløbende dokumenteres via autoetnografien. 4.2 En multisensorisk fænomenologisk analysemetode Jeg vil herunder beskrive hvordan specialets teoretikere hver især bidrager til specialets analysestrategi og metode, med klarlægning af det mangefacetterede blik: “Etnographic research thus brings into question the emphasis on practice as an analytical unit, and invite us to ask further questions, such as how does the individual performance of practice intersect with, for instance, biography, memory, discourse, sensory experience, materiality, sociality or the weather?” (Pink 2012, 21). 46 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Den multisensoriske metode indeholder ikke direkte anvisninger til analysemetode, men Sarah Pink uddyber: “What is analysis? Here I treat analysis as a process of abstraction, which serve to connect the phenomenology of experienced reality into academic debate or policy recommendations” (Pink 2015, 142). Analysen er hos den sensoriske etnograf situeret i feltarbejdet, da forskeren er situeret med sine refleksive, teoretiske og kritiske tanker, der er i stadig bevægelse med dén virkelighed der studeres. Pink mener, at forskeren skal bestræbe sig på at foretage analysen i de omgivelser forskningen omhandler, og ikke blot bearbejder empirien som tekst der skal undergå en struktureret analyse (Ibid.). Denne etik har jeg påtaget mig ved at foretage skrivningen i naturen. Pink’s pointe er, at det skaber den største sansemæssige tilknytning til emnet, når empirien kan bruges til at vække sanserne og tankeprocesserne på ny i en efterbearbejdning (Ibid. 143). I den fænomenologiske analyse er målet at nå frem til fænomenerne som de fremstår. En klassisk måde at tilgå analysen, er at undersøge fremkomne begreber og begrebssammensætninger. “En af metoderne til at undersøge fænomenets væsen kaldte Husserl for “fri variation i fantasien”, hvilket vil sige, at man varierer et givet fænomen frit i dets mulige former, og det, der er konstant under de forskellige variationer af fænomenet, er fænomenets væsen” (Jacobsen m.fl. 2010, 189). Målet er at få øje på, og at overskride normale beskrivelser og selvfølgeligheder, og konstruere en forståelse der er empirisk forankret (Ibid. 102ff). Et opmærksomhedspunkt for at finde det meningsdannende i feltet, kan f.eks. være at have narrativer for øje (Ibid.), og derfor har mit analytiske fokus også været rettet mod praktikernes naturterapeutiske metoder og deres gengivelse heraf. 47 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Fra Donna Haraway inspireres jeg af begrebet ’snorrefigurer’, som både lader mig håndtere de sammenviklede forhold mellem forskersubjektet, feltet og naturen: “Snorefigurer er som historier; de foreslår og opfører mønstre, som legens deltager kan bebo - på en eller anden måde - på en skrøbelig og såret jord” (Haraway 2017, 4) “At lege med snorefigurer handler om at give og modtage mønstre, tabe tråde og fejle, men så også nogle gange at finde noget der virker, noget betydningsfuld og måske endda noget smukt, der ikke fandtes før, at videresende forbindelser der betyder noget, at fortælle historier med hænder ovenpå hænder, fingre ovenpå fingre, tilknytningssteder oven på tilknytningssteder, at udstikke betingelser for midlertidig opblomstring på terra, på jorden” (Ibid. 5) Deltagelse i legen kræver blot at blive i rytmen af at modtage og give, at sidde stille nok for at modtage (Ibid.). Opsamlende har jeg med den feministiske videnskabsteori som inspiration, og via Pink’s anvisninger, udført analysen situeret i naturen, forsøgt at blive i legen og lade mønstre fremtræde legende midt i rodet. Hensigten med den fænomenologiske forskers analyse, er ikke blot at gengive den observerede livsverden, men også at konstruere nye begreber, der overskrider de normale logikker og fælles sandheder (Juul 2012, 101). For at løse den opgave har jeg struktureret analysen via fænomenologen Giorgis metoderegler - med fokus på beskrivelse frem for dekonstruktion (Jacobsen m.fl. 2010, 196). Processen bestod af gentagne gennemlæsninger af mit materiale, hvorigennem der opstod mønstre af gentagende temaer, der optegnede nye spor af bevægelser. Til hjælp for tilblivelser af nye begrebssætninger, og for ikke at falde tilbage på de gamle fra tidligere gang i feltet, anvendes Fokusering og Thinking at the Edge. 4.3 En fænomenologisk og multisensorisk analysestrategi Som opgavens metodeafsnit og teoriafsnit, fremstår også analysen som en mangefacetteret og eksperimenterende organisk konstruktion. Vandet er en god analogi for dette: “Vandets begær efter at forvandle sig, skifte form og facilitetere det nye, flyder stædigt over ethvert forsøg på fastholdelse” (Neimanis 2018, 11). Analysemetoden blev en sammenvævning af de fremførte 48 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson filosofiske tanker og diffraktive blikforskydninger samt håndtering heraf klarlagt, og jeg vil her beskrive analysens strategi. Analysen er informeret af Sarah Pink og Merleau-Ponty. Pink beskriver opgaven som: “A sensory ethnography attends to the multisensoriality of the ways in which ethnographers and research participants experience their lives and worlds, and to the tacit and unspoken as well as verbal actions and categories they use to classify and represent these to others. It is as such concerned with how we come to know in practice, in movement and in ways that are non-verbal” (Pink 2012, 34). Analysen må ikke, informeret af den fænomenologiske dedikation, fortabe sig i verdensfjerne teoretiske spekulationer, men altid skal kunne vende tilbage til den førvidenskabelige livsverden og førstepersons-perspektivet (Juul 2012, 73). Den kan derfor ses som en viderefortælling af de interviewedes, praktikernes og klientenes fortællinger og bevægelser i naturrummet, og der foregår således en stadig udvikling i empirien. Analysen er funderet omkring kroppens agens i naturrummet, de naturterapeutiske metoder praktikerne beskriver, samt egen proces i forhandlingen af naturrelation. Analysens opbygning er i sin bevægelse forsøgt opbygget på samme måde som Grahn (9.1) beskriver naturterapiens progression, og indeholder diskuterende bidrag og løbende henvisninger til specialets teoretikere. 49 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 5.0 Analyse Analysens overskrifter udgør og danner et overblik over landskabet af de fremkomne begreber og mønstre. Teksten indeholder forskellige teksttyper. Kursiv angiver, at teksten er taget direkte fra bilag. Når informanternes ord beskrives, som de er sagt, står de med anførselstegn og kursiv. De autoetnografiske noter er markeret med kursiv, og med lys grå farve, så læseren bedre kan skelne. 5.1 Rum Sarah Pink skriver om haver, at de kan ses som lukkede afgrænsede rum, men rummets grænser er samtidig bevægelige. Frø flyver ind over hegnet og spirer vildt dér. Haven giver måske inspiration, følelser og en ændret relation til naturen, som tages med igennem hegnet og ud i den videre færd i livet i form af nye holdninger og indstillinger (Pink 2012, 97). Jeg vil i dette afsnit undersøge hvad der kendetegner terapihaven som sensorisk spatialt fænomen. Jeg vil i dette kapitel se efter indhold af mennesker, dyr, insekter, jord, planter, hegn og skel, design, kropslig agens, bevægelser og terapeutiske praksisser. 5.1.1 Naturen som struktureret rum Den stedslige beskrivelse begyndes her via det umiddelbart visuelle indtryk af naturrummenes beskaffenhed i henholdsvis Alnarp, Haverefugiet, Nacadia og på Amager Fælled. I Alnarp består terapihaven af grusstier, en buet hæk der markerer indgang, prydbede og urtehave, ordnet natur og mere artsrige og vilde kroge. Steder til at sætte sig og hvile er markeret med bænke, stole og hængekøjer tilbagetrukket fra stierne i naturrum med variationer af vild og struktureret natur. Skellet mellem hvor der hviles i stilhed og hvor er arbejdes er tydeligt opdelt i sektioner af haven – klienterne skal let kunne aflæse rummet og den interaktion der inviteres til (9.1). Naturrummenes inddelinger genkendes tydeligt som de 8 oplevelseskarakterer, og præsenteres i deres inddelinger således af Patrik Grahn (9.1). 50 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Lignende opdeling af haven ses i Haverefugiet (9.2). Her er bede, hvor der arbejdes, bænke og hængekøjer til hvile, en karport med udsyn, og et mindre skovområde bag huset, som en del af et historisk landskab omkring haven. Terapihaven i Alnarp fremstår til sammenligning hyperstrukturet og tydeligt opdelt, da selv oplevelseskaraktererne det ‘vilde’ og det ‘artsrige’ er en del af denne strukturering. 51 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I Nacadia foregår indvandringen til terapihaven gennem Hørsholm Arboret, og her bærer haven præg af, at naturen har slået rødder forud for etableringen af terapihaven da træerne er store og gamle kombineret med anlagte elementer som en tørlagt å, der ikke har ladet sig tilpasse planen for designet. “Sådan går det når man designer natur kunstigt” siger Marie Gramkow og beskriver hvordan vandstanden i søen har været lavere end beregnet (9.19). Haven er skærmet udadtil med hegn og stabler af træstammer, og der er drivhuse og kontorbygninger på området. Køkkenhaven er bevidst mindre struktureret end i Alnarp, da erfaringerne viste, at det at dyrke i lige rækker, kunne opleves som aldrig at blive færdig under havearbejdet. Der er tillige en del områder hvor græsset står vildt (9.19). Imellem de tre terapihaver, ses altså variationer af det historiske naturlandskab, det strukturerede og det vilde – og det er fælles for dem alle, at de indeholder forskellige typer natur som inviterer til forskellige kropsligheder og socialiteter. Forskellene mellem det strukturerede naturrum kontra den fri, tilgængelige og offentlige natur, fik mig via specialets materialitetsforståelse, til at spørge efter om rummenes strukturering vil påvirke selvfortællinger som klient i naturterapi. Dette får jeg ikke svar på, men overvejelserne var beslutningsbærende for at undersøge naturterapi i et offentligt rum. Derved opsøgte jeg Eva Christiansen, og undersøgelsen rettedes mod Amager Fælled og Evas praksis af naturterapi dér. Amager Fælled er i modsætning til terapihaverne, et rum der indeholder en højere grad af social uforudsigelighed, idet mennesker kommer og går i en konstant bevægelse. Rummets grænser består af overgange mellem by og natur, imellem låger og indhegninger og imellem naturtyperne som findes i mange variationer. Overgangene bliver anvendt i terapien som en terapeutisk bevægelse: 52 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Sessionerne hos Eva er bygget op som en cirkel. De starter typisk i en overgang mellem by og natur - zonen hvor resten af verden også er med. Vi går ind på Amager fælled langs en menneskeskabt kanal. - og cirkelbevægelsen består også i at komme stille tilbage til verden (9.3). De strukturerede naturområder, arbejder i sammenligning med grænser, der skabes som en beskyttelse mellem haven og resten af verden. Grahn (9.1) taler om naturens rum som en kuvøse, og som et kravløst rum, der derved stiller sig i kontrast til krav, præstation og kaos i strukturerne i det moderne liv. 5.1.2 At finde sit sted Fra dette ydre blik på havernes strukturering, vil sanserne nu vendes mod den indre bevægelse af at ankomme og senere finde sit sted. I Alnarp beskrives det, hvordan klienterne afhængig af symptomer, foretrækker bestemte steder i haven, og at et forløb for nogen, blot består i at sidder dér eller registrere hvor de helst vil sidde. Der er intet krav om at skulle noget andet (9.1). Mit første møde med Ella Hilker i Haverefugiet foregik med samme invitation: Ella byder velkommen på en bænk, hvor vi får besøg af havens kat. Hun inviterer til, at jeg går rundt og oplever haven, og finder ’mit sted’, imens hun laver the (9.2). Invitationen fik mig til straks at gå sanseligt rundt i haven, og jeg fandt allerede mit særlige sted dén dag, som jeg genbesøgte ved hvert besøg. Det lille greb, kan ligeledes forstås som en cirkelbevægelse, hvor vi først sad sammen, jeg senere alene gik i haven, og vi sluttede sammen igen, var Ellas metode til at stedsliggøre min krop, som klienternes, i naturrummet. I Nacadia beskrev Marie en klients reaktion på forandring af hendes sted: (…) en kvinde, der ofte lå i en lysning med højt græs omkring sig, havde en dag rejst sig og havde fundet et andet sted. Noget havde føltes forkert, og det viste sig at være fordi græsset var slået. Det var nok til, at noget i hende ikke følte sig ligeså meget i ro og hjemme på sit sted (9.19). Også Eva arbejder med terapeutiske opgaver, der inviterer klienterne til at finde deres eget sted i naturrummet, og hun fortæller: Det kan også være opgaver som at finde et sted, hvor du har lyst til at stå, ligge eller sidde. At bruge tid på at finde dit sted. Eva anvender også metoder, der retter sig mod synet: Eva hiver to søgerammer op af tasken. ”Så find det sted, det motiv, der taler mest til dig” (9.3). 53 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Miljøpsykologen Patricha Hashbach (2012, 132f) vender denne øvelse om, sådan at naturen skal vælge klienten. Dette afprøvede jeg i mit eksperiment med at finde og afprøve lokationer for skrivningen (9.9) og erfarede, hvordan jeg måtte lade mig invitere af naturen ved at slippe egne ideer og forudantagelser om de bedste steder. Dette kan sige at være metoder, der jf. Haraway, lytter til naturen som potent samtalepartner. Denne samtale kunne både bestå af alvorsord om klimaforandringer, men er her i en form, der kan udføres i hverdagslig kontekst og som forhandler med naturrelationen. Der foregår således en bevægelse i naturterapien, der via en sansemæssig lytten, lader klienten finde sit særlige og personlige rum, og derved stedsliggør kroppen i naturrummet. Via stedsliggørelsen af kroppen, skabes der punkter af noget stille og passivt, midt i det bevægelige liv, der kan skabe tryghed (9.1). Min egen udforskning ledte også til en erkendelse af, at dét at blive på ét sted i længere tid, var medårsag til, at min naturrelation begyndte at udvikles - som et gammelt kendskab der ville kendes på ny: Jeg har lyst til at “genkende” planterne omkring mig ved navn. Hvad hedder de små stedmoder-agtige blomster i græsset ved siden af mig? Og hvorfor føles det som en slags forsoning at kende dem ved deres navn? (Autoetnografisk note 9.10). 54 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 5.1.3 At blive holdt af naturens rum Prætorius beskriver, at inden for traumebehandling og krisepsykologi, består behandlingen bl.a. i at hjælpe klienten til at skabe kontakt til dele af sig selv, eller til ressourcer, der er helt uberørte af traumet. Herved kan man skabe et fundament, som klienten kan læne sig ind i, i kontakt med traumet (Prætorius 2016, 54). I den naturterapeutiske praksis anvendes naturen som terapeut (9.3) og som kuvøse (9.1). Med Prætorius’ forståelse kan naturen således forstås som en ressource at kontakte, læne sig ind i og tage næring fra. Terapihavens kuvøselignende kvaliteter understeges både i de terapeutiske invitationer og i naturtypernes kvaliteter: Vi kommer til en kreds af fyrretræer hvor underlaget bliver blødt, temperaturen falder mærkbart og lydene lukkes dulmt ude. Der er vand i en lille dam, som også virker beroligende. Marie fortæller, at det har været et problem at skærme rummet fra omgivelserne og fra gæsterne, der kunne kigge ind udefra det offentlige arboret. Det blev løst ved at lægge brændestabler rundt om området. En bænk står i rummet som er kortere end normalt. Den har den størrelse, med det formål at når patienten sætter sig i midten, signalerer det at han/hun gerne vil være alene. Der er ikke plads til en sidemand. Omvendt kan patienten signalere at han/hun ønsker selskab, ved at placere sig i den ene side af bænken (9.19). Her kan det siges, både via det skærmede rum, via ændring af lydene og beskyttelses via brændestabler, samt bænkenes design, at der skabes en særlig ramme om aleneheden og stilheden i naturterapien, og denne ramme kan invitere klienten til blot at være og lade sig hvile ind i rummet. 55 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson At arbejde med at give mennesket denne tilstand af kuvøselignende ro, findes også i Ellas praksis: Så spørger Ella, om der er nogen der vil se hvordan man bliver puttet i en hængekøje. Bettina skal svøbes i tæpper. Der er vigtigt at ekstremiteterne ikke bliver kolde. Så hun får lammeskind med sig og bliver svøbt fra hals til fødder i et blåt bomuldstæppe. Ella gynger hende i gang (9.4). Senere spøger jeg til Bettinas velbefindende, da hun har ligget i hængkøjen nogle timer, og hun siger i den forbindelse: Og dét der er alfa omega i det Ella gør, er ”at lade én være lige dér, hvor man er” (9.4). Her sætter Bettina ord på et emne om en tidslig faktor, der indvirker i samspil med at blive puttet og vugget. Denne værens-kvaltiet, der kan opstå i naturterapien, minder om barnets uskyldige og kravfrie væren, der leves og sanses indefra, og som samtidig er holdt og beskyttet.26 I Alnarp ses også denne beskyttelse af klienten i havens terapirum: Vi går videre og kommer til et drivhus formet som en dome, som bruges som terapirum hele året, og som er lavet således, at man kan kigge ud, men ikke ind. Der er altså noget med de rum, der beskytter, men giver udsyn. På samme måde er det observeret med PTSD-ramte, at det er vigtigt for denne gruppe, at de har huleagtige kroge væk fra stierne de kan opholde sig i, og at de har udsyn (9.1). 5.1.4 Sammenhængen og sammensmeltningen mellem det indre og det ydre rum Den ressource praktikerne åbner til i naturterapien, kan yderligere fra qua specialets økofeministiske ståsted, undersøges som vidende og som kommunikerende, via en indre og ydre kommunikation igennem analogier og spejling. I det følgende er der udsagn, som vidner om 26 Merleau-Ponty vendte gang på gang tilbage til barnets eksistens i sine tekster, fordi barnet lever i en sensorisk verden af forundring ”hvor det kendte hele tiden forvandler sig til det ukendte” (Rasmussen 1996, 10). 56 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson materialitetsforståelse af vitalitet og ontoSympati, der i en koordineret rytme, af ikke samme arter, udveksler med en delvis fælleshed. I naturterapien bruger Eva naturens elementer som symboler for noget indre; F.eks. at et knækket træ, der er spiret på ny, men ser skrøbeligt ud, kunne symbolisere dét at rejse sig efter krise. Eva siger at: ”Dét du lægger mærke til i naturen, kommer an på hvor du er i dit liv og hvilken tilstand du er i” (9.3). Herved skabes der en sammenligning og en sammenknytning mellem det indre og det ydre på et symbolsk plan. Når mennesket bliver optaget af et stykke natur, anskues det altså som en spejling af noget indre. Wélen-Anderson forklarer at: “De symbolske øvelser skaber kontakt mellem den ydre og den indre virkelighed” (Wélen-Anderson 2010: 17). Og Eva siger endvidere at ”Underbevidstheden vil altid spille ind i de valg man tager af symboler” (Citat Eva, 9.3). Derved kan det formodes at den information, der kommer frem i spejlingen via naturen, udgør et prærefleksivt niveau af viden, der via spejlingen, kan få sensorisk og symbolsk udtryk og blive tilgængeligt for klientens bevidsthed. Stigsdottor pointerer, at det er afgørende at have for øje, at et menneske der er sygt, stresset eller mentalt udfordret, vil forstå og tolke omgivelserne anderledes, end et menneske der ikke er (Stigsdottor 2012, 104). Dette afspejles ligeledes via Eva: Troldeskoven som vi nu vandrer ind i, kan af nogle opleves klaustrofobisk og skræmmende, og af andre opleves eventyrlig og tryg (9.3). Den subjektive oplevelse af naturrummets kvaliteter, viser at menneskets oplevelse ikke blot er disponeret forudsigeligt af naturens karakteristika, som i Teorien om De 8 Oplevelseskarakterer, men at oplevelsen afgøres af andre følelsesmæssige forhold, der ikke lader sig reducere. Graden af den krise klienten er i, spiller i sig selv ind: ”Det der kræver mest af dig, er andre mennesker, så kommer dyr, så planter, så sten, vand og ild” (Bilag 9.3). Således henvises til Howard Searls’s teori (1960) 27, der angiver at den hårdt kriseramte klient, må starte sit naturmøde med de mest simple naturelementer som vand, sten og ild, og med sensorisk empati for at et sart system, skal beskyttes mod for store mængder stimuli, som senere hen, i takt med klientens bedring, kan øges. 27 I et studie hvor de stressramte mennesker skal vælge imellem aktiviteter i naturen, foretrak de først i forløbet ‘hvile-aktiviteter’ derefter ‘dyre-aktiviteter’ og til slut ‘gå-aktiviteter’ (Stigsdottor 2012, 102). Johan Ottosson har endvidere lavet et fænomenologisk selvstudie af egen restitution efter alvorlig sygdom jf. Searles (Ottosson 2001). 57 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Men hvad kan naturen som symbolsk landskab vække af mulige indre bevægelser? Jeg oplever selv hvordan naturens elementer inspirerer mine tanker og erkendelser løbende: Min hud begynder at blive sej af udelivet. Jeg tænker over, om vi mennesker mon laver aflejringer af vores udeliv, som træerne, der i deres årer afspejler års nedbør, lys og skygge? Har vi mon et sted hvor vi gemmer den information i os, som træet gemmer sin? (Autoetnografisk note 9.25). Naturen har igennem arbejdet med specialet åbnet til spørgsmål om, hvad det vil betyde for et menneske at tillade sig selv at holde efterår og vinter? At hvile, samle kræfter, være i ro, for at kunne rejse sig med nye energi om foråret? Eller hvad kan det betyde for menneskets forståelse af egen sygdom og helbredelse, at forholde sig til at noget skal formulde, for at der kan spire nyt? Man kan sige at dette analyseafsnit, fortæller noget om, at mennesket kan tænke gennem natur altså et forhold mellem materialitet, diskurser og kognition. Diskurserne i analogierne former naturen, men skaber dem ikke i onto-epistemologien. ”Theories that focus exclusively on the materialization of “human” bodies miss the crucial point that the very practices by which the differential boundaries of the “human” and the “nonhuman” are drawn are always already implicated in particular ma- terializations” (Barad 2013, 824). Begreberne om det humane og nonhumane kan altid anfægtes. Med andre ord, materialiteten er også diskursiv, materialiteten er uadskillelig fra fænomenet der gribes af sproget og den sproglige praksis er altid allerede materiel og er i en konstant re-konfiguration af verden. De materielle fænomener er uadskillelige fra dét, der skabes via den kropslige agens – eksempelvis er sproget altid allerede indlejret i kroppen hos Gendlin. Hverken sproget eller det materielle kommer ontologisk eller epistemologisk før hinanden. De bliver til via hinanden i mødet i nuet, og mødet vil qua, de altid eksisterende forforståelser, blive påvirket af den der ser. Naturens symboler anvendes via analogier i naturterapien via et sprog, der igennem kroppens genkendelse, kan åbne til nye forståelser af menneskets sammenvævning med det cykliske, men også blot til anvendelse for egen selverkendelse. Empirien peger på, at naturen kan få anvendelse og betydning som en medierende kognitiv og kropslig teknologi til at begribe nogle indre aspekter og sprogliggøre emner, der før var uden adgang. Dette fund af anvendelsen af naturen, peger på at naturen i naturterapien tages i anvendelse for psyken - på samme måde som jeg i problemfeltet 58 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson pegede på de etiske dilemmaer i en mekanisering og anvendelse af naturen i en produktion af sundhed for menneskets forgodtbefindende. Når naturen gøres til spejl, vil jeg derfor forholde mig kritisk til, om den derved bliver til et objekt. Det objektgørende natursyn (som det synes af være svært at vriste sig ud af) vil jeg igennem det følgende citat og i den fortsatte analyse lede efter spor mod den ligeværdige naturrelation. “Naturen er altså ikke et fysisk sted, man kan opsøge, det er ikke en skat, man kan opbevare, ej heller en essens, der kan reddes eller krænkes. Naturen er ikke skjult og behøver derfor heller ikke at blive afdækket. Naturen er ikke en tekst, der skal læses som matematiske og biomedicinske koder. Den er ikke dette ‘andet’, der tilbyder oprindelighed og komplettering, og som står til vores rådighed. Naturen er hverken moder, nurse eller slave og således heller ikke en kilde, en ressource eller et redskab til for den menneskelige reproduktion“ (Haraway 2007, 307). 5.2 Stier og vandringer Stier, veje og vandringer fremkommer som begrebslige fænomener i mange variationer i empirien. Eva Christiansen beskriver vandringen i naturterapien som det at ’gå en sti, der fører os nærmere os selv’:”(… ) jo længere man går ind i naturen, jo længere går man ind i sig selv” (Citat Eva 9.3). Stierne fremtræder også som sensorisk simulerende elementer blot ved underlagets beskaffenhed: Grahn fortæller, hvordan klienter med PTSD, oplever tryghed ved at det fine perlegrus under fødderne giver lyd fra sig, så de kan høre når nogen nærmer sig (9.1). Herved vækkes klientens sanser hvis nogen nærmer sig, hvilket er med til at øge den kuvøseagtige tryghed, der søges skabt i terapihaverne (9.1). Den bevægelse af vandring der foregår indadtil, beskriver Eva således: Klientens krop er hovedfokus. Det gælder om at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Nogen har brug for at bevæge sig for at komme ned. Andre behøver stilhed og nogle skal guides i en kropsscanning28. Stilhed er nemmere for nogle imens de bevæger sig. F.eks. siger jeg: “Nu bevæger vi os i stilhed” eller mere guidende: “indstil dit blik på alt det perifere, på alt det der er tæt på, på alt det grønne, eller på lydende” (9.3). 28 Kropsscanning er en øvelse fra Mindfulness, hvor bevidstheden langsomt guides igennem kroppens dele. 59 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Der tegnes altså et mønster af, at vandringen i det ydre landskab, bringer klienten ind i sig selv ved at de ydre stier, der betrædes, skaber indre stier mod større kropskontakt og naturkontakt. Disse går hånd i hånd. Det at gå ud i naturen bliver til en bevægelse, der vender klienten ind mod sig selv. Metoden hertil er stilhed, bevidste bevægelser, forandring af synets nærhed og afstand, sensorisk fokus på farver og lyde. Arbejdet med kroppens sansninger i naturterapien centrerer, som hos Merleau-Ponty, kroppen som intentionelt perciperende og knyttet til verden herigennem. 5.2.1 At gå sig til indsigter At betræde stier i vandringen, er en del af det, at udvikle bevidste erkendelser i naturterapien: ”Som flere filosoffer beskriver - man går sig til de bedste indsigter”, siger Eva (9.3) og Jeg tænker at der er noget meget ikke dømmende, ikke guidende mod en bestemt sandhed, og med en tillid til at klienten nok skal nå til sine temaer og erkendelser i den vandring der foregår (Autoetnografisk note i 9.3). Den kropslige og intentionelle handling, som en vandring kan beskrives som, indeholder mulighed for at gå sig til indsigter og selverkendelser - til rette tid. Det at bevæge sig fra et punkt til et andet anvendes også som rituelle og symbolske handlinger. Eva beskriver, da jeg spørger til hendes metoder i naturterapien: ”Det kunne være vendepunktsøvelser. Nu går vi ud til den her høj, på vejen snakker vi om alt du er træt af. Vil du have solen i øjnene på vejen? Eller skal du gå igennem en skov? På vejen tilbage snakker vi om ressourcer og fremtiden. Måske hopper vi over en pind, som symboliserer 10 år frem, og vender os, og ser tilbage. Hvad ser vi da?” (9.3) Her anvendes valg af landskabets karaktertræk af naturtype og sol/skygge til at understøtte den rituelle handling med sigte på selvindsigt og forandring. Og det at vandre igennem ”noget” knyttes symbolsk til klientens livvandring placeret i en bevægelse i tid. Ritualerne fortages i bevægelser i vandringen, der består af: hen imod, væk fra, give slip på, hoppe over en grænse, og se tilbage på. Naturens landskab, og den kropslige agens i landskabet bruges altså for at frembringe nye perspektiver - som Haraway’s diffraktions-begreb, omformet til en terapeutisk praksis. Karakteren af socialiteten vandringen foregår i, er også betydningsfuld for perspektiverne. Eva går ved siden af klienten, og dét skaber mulighed for, at hun sammen med klienten kan ”se med”, som en rejsefælle i terapien. I de etablerede terapihaver handlede denne vandring tilsyneladende mere om at finde sit sted til hvile, end at udføre terapi vandrende eller siddende i naturrummet. 60 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I Haverefugiet deltog jeg i naturterapi, der foregik i onsdagsgruppen, dvs. med flere deltagere. Derfor var socialiteten i vandringen af en anden karakter her: Vi går mod skoven. Ella spøger om jeg har ordentligt fodtøj på. Det har jeg nok ikke. Ella beder Doreen gå forrest, og så går hun selv bagerst. Vi går i gåsegang, og jeg kommenterer at det føles som at være tilbage i børnehaven igen. Zille siger: “Det er bare så dejligt trygt at Ella passer på os” (9.11). Her foregår vandringen på linje i en gruppe, der vækker mindelser om at blive passet på som gæslinger af beskyttede forældre i fortrop og bagtrop. Det forekommer som afgørende for både naturterapien hos Eva og Ella, at man skal føle sig beskyttet og tryg på sin sti og i sin vandring. 5.2.2 At gå ’off-road’ Karakteren af vandringen er afgørende for dens guidninger i dette afsnits eksempler: Eva beskriver at hun holder sig væk fra anlagte stier (9.3). Og: Ella fortæller at de, i mindfullness vandringer, arbejder med at gå off-road, at bevæge sig væk fra skovens store stier. Hun taler om, hvordan den evne, kan tages med ud i livet for stresssyge, der ofte er meget hensynsfulde over for andre og tilpassede i systemet (9.11). Begge omtaler det at søge væk fra anlagte stier og gå ’off-road’, som bevidste handlinger i vandringen, formodentlig både for at indtage landskabet på ny og overraske sanserne, og formodentlig også for at skærme klienterne fra uventet selskab. Det at gå off-road udviklede sig dog uintenderet, da jeg fór vild under empiriindsamlingen: Stien er bombet, kørt op af traktorspor, og jo længere jeg kommer ud jo mere alene føler jeg mig. Jeg husker fra sidste besøg på Feddet de smukke strande, fyrretræer og birketræer, men dét område jeg nu cykler i, ligner mest en plantage, som er forladt af alt andet end grove maskiner. Jeg mærker en panik snige sig ind på mig. En sårbarhed og forsvarsløshed over at være kvinde alene i et område der er helt mennesketomt. Og det går op for mig, at jeg er faret vild. Jeg registrerer at naturen opleves mere og mere som en kulisse i denne tilstand (Autoetnografisk note 9.21). Kvaliteten af at føle sig beskyttet på sin sti, er her forsvundet. Noten giver indblik i hvordan det ubeskyttede ændrer den subjektive oplevelse af naturen. Det retningsløse sætter desuden gang i mere målrettede og hurtige bevægelser (9.21). Der sker altså et skift i mine sansers perception af naturen som vital, idet panikken og stressen overtager i oplevelsen. At gå off-road, kan derfor både forstås som analogi i bevægelserne i livet, og kan samtidig indeholde potentiale for både at opnå fred på sin vandring, som muligt ubehag, og øget stress. Det at blive stress-syg kunne måske 61 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson igennem denne analogi, forstås som en vandring i livet, der tvinger mennesket fra de sædvanelige stier, og på sigt hen imod en mere bevidst vandring i livet. 5.2.3 At skabe sit rum i vandring Der tegner sig løbende et mønster af, at der konstitueres og optegnes et rum under vandringen i naturen ved at gå sammen, gå i tid, gå i en bestemt retning, vælge sit landskab, som helhed altså både en socialitet og en multisensorisk handling, som afspejler en konstant udveksling mellem krop og natur i en væren-i-verden. Naturrummet er foranderligt og skifter med årstider og vejrforhold, og på samme tid betrædes rummet i og af kroppen i vandringen. Men hvordan ser den mere sansenære vandring ud skidt for skridt? Er der en invitation til at vandre på en særlig måde på sin sti? Her beskriver Eva at: Guidningen kan bestå i at forestille sig at slå rødder for hvert skridt. Jeg mærker at jeg automatik læner mig tilbage i mig selv når jeg prøver det (9.3). Her inviteres indirekte til at se på de sten, vi betræder på vores vej, og skabe bevidsthed om, hvordan de skridt der tages, påvirker kroppens tilstand i relation til perceptionens intentionalitet. Guidningen skaber rum til at være i det ’nu’ bevægelsen foregå i - forbinde sig med rødder nedad, sætte tempoet ned, og der skues hverken frem eller tilbage, men slås rødder i hvert skridt. At vandre optræder gennemgående som en kropslig bevægelse, der forbinder kroppen med jorden og inkluderer forskellige positurer, rytmer, hastigheder, og som former den taktile interaktion imellem krop og jord. Interaktionen har karakter af at arbejde i økotonet mellem menneske og natur via bevægelserne, og analogierne har reference til veje i det indre og i livets fortid, fremtid og nutid. Vandringer kan ligeledes ses som den spatiale måde, rummet tegnes på, via den kropslige og sociale deltagelse i det. Forskeren og terapeuten kan i vandringen sammen gå med og resonere empatisk ind i den andens fortælling og rum, og betræde nye veje under terapien. 5.3 Rytmer Rytmer fremkommer i empirien i mange variationer. Det kravløse rum og ophold i terapihaverne, viser sig fra et sensorisk perspektiv, som måder at balancere aktivitet og hvile, og deraf regulering af rytmer. Ella mener behandlingen af stresssyge er underlagt for stramme tidskrav (9.2), og Eva forholder sig eksempelvis til egentlig terapeutisk behandling af klienterne, som noget den stresssyge klient ikke umiddelbart er klar til: ”Terapien er noget der først foregår langt henne. De skal ud og 62 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson sidde, ligge, stikke fødderne i vand, og det skal de gøre længe. De skal bare sanse, være, eller lave et bål. Det skal være den eneste opgave - at være ” (9.3). Stress kan i dette perspektiv måske opleves som at være kommet ud af takt, have fået for hurtig rytme - og måske i en tilstand af udbrændthed, helt at have mistet sin rytme. 5.3.1 Ophav, tid og slægtskab – rytmer i tid Naturens beskrives af praktikerne, som af Prætorius, som et ophav af ressource, som mennesket kan falde tilbage på. Her fortæller Eva: ”Naturen er ikke en kulisse. Den ér vores ophav. Vi er natur. Vi er skabt til det her. Men dét er glemt” (9.3), og via Ella møder jeg natur- og stressvejleder Doreen Møller Holmqvist, som guider en session for gruppen med skovbadning, og beskriver: Metoden er inspireret af den dybere kontakt til naturen, som mange børn har og som minder om spirituelle oplevelser at falde tilbage på. “Jeg tror at mange får stress, fordi vi er blevet frarøvet vores kontakt til naturen. Vi er natur og vi stammer fra naturen” Her bliver naturen igen noget, man kan vende tilbage til i sin proces. Med hvad med de nyere generationer, der ikke har sammen grad af kontakt til naturen? Hvad lander de tilbage i inde i dem selv når de er faret vild? (9.11). Når det pointeres, at naturen ikke er en kulisse, er den ikke blot et lærred for menneskets diskurser eller forestillinger, og det ligger i sproget, at naturen ikke er en død materialitet - at den er indlejret i mennesket og mennesket i den. Naturforståelsen her, ligner vitalitetsbegrebets kvaliteter af bebudelse via en strøm af mulig kontakt - her med udsagn om et tilhørsforhold der rækker tilbage i tid. Naturforståelsen knytter begrebet ophav, til vores indlejring og vores oprindelse, hvilket taler ind i Jane Bennet’s beskrivelse af ontoSympatiens slægtskab. Dette får mig til at reflektere over følgende: Hvilke landskaber bevæger mennesker sig i? Er vi indlejret i vores landskaber – i et nu, og i tid? Ella siger “Haver kan noget, for de udvikler sig gennem mange år, ligesom mennesker” (Ella 9.2). Haverefugiets rum, indrammet af hegn, hæk og birkelund, vidner om en historie der rækker længere end den enkeltes livshistorie, og der er i naturen tegnet spor af denne historie: Jeg finder Et lille spor dannet af rådyr, og nu trådt op af havens mennesker. Der er mat, næsten dugget græs og små bevægelige birk og fyr. ”Jeg er nordbo”, tænker jeg ... (Autoetnografisk note i 9.2). Her skaber det historiske islæt - en indlejring og et tværartsligt bånd knyttet igennem landskabets stier. 63 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I Nacadia havde havens forskere observeret, at klienterne ikke anvendte naturens rum som intenderet i designet via Teorien om de 8 Oplevelseskarakterer: Jeg tænker over hvad mon der ville ske, hvis man lod patienterne selv optrampe deres stier og finde deres eget rum i et naturområde? Der er som om teoretiseringerne over naturens rum ikke ”når” de bevægelser der gøres i et terapeutisk forløb i området (9.19). At skabe et tværartsligt naturrum kunne være et spændende eksperiment, der kunne rumme potentiale for at mennesket ville ’finde sit sted´ i naturen uden at dette ville være på bekostning af artsrigdom. 5.3.2 Rytmer i bevægelserne i naturen I de naturterapeutiske praksisser anvendes bevidsthed om tempo og rytme sensorisk. Hos Eva beskrives det som at: Når klienterne bevæger sig frem, skal tempo være langsomt (9.3). Sammen med gruppen i Haverefugiet eksperimenterede vi under skovbadning med, hvordan forskellige tempi sanses. Her blev det f.eks. erfaret at den hurtige gang fik blikket centreret foran sig, og den langsomme rytme i gangen rettede sansernes felt ud, til også skoven langs siderne af stien (9.11). I 64 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson begge eksempler tilvælges et skift i rytme bevidst for at danne en sansemæssig erkendelse af rytmens påvirkning på gang, følelse og kontakt til kroppen via sansernes fokus. Vejret er råt, blæsende og med de først spor af regn i sig. Det er sjovt at bemærke hvordan mine sanser skifter når jeg traver hurtigt. Mit syn er indstillet på det lange blik, og jeg kigger kun ned for at orientere mig, så jeg ikke vrikker om. Der er ikke noget i dette ’nu’, der inviterer til at stoppe op og lade mig forundre over planterne. Til gengæld føler jeg mig determineret og maskulin når jeg går. Den hurtige rytme, det lange blik, varmen jeg skal vinde ved at holde rytmen. Der er noget der samstemmes når kroppens rytmer tilpasses naturens. Der er mere end blot den hvilende kravløse rytme, som beskrevet i terapihaverne. Metoderne til at regulere rytmer, er måske så simple greb som at lytte til naturens invitation? (Autoetnografisk note 9.26). I denne note udforskes rytmen, som noget der følger med naturen og vejret, og som samstemmer og holder takt i en spontan naturoplevelse. Samtidig indfanges en skiftende oplevelse af at bevægelsernes rytme forhandler og interagerer med vejret og landskabet, og påvirker sansernes fokus for perception. 5.3.3 Om arytmi og uorden Jeg har tidligere berørt det at gå off-road og at fare vild, og dette afsnit arbejder videre med hvad jeg vil beskrive som det ’at fare vild’ i sit indre i et rytmisk perspektiv. Via det autoetnografiske, bliver det tydeligt at min evne til at holde orden på sanseindtryk påvirkes i forhold til, om mødet 65 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson med naturen afstemmer og balancerer rytmerne, eller om sansestimuli fra naturrummet skaber arytmi eller uorden. Da jeg afprøver naturlokationer til specialeskrivningen, erfarer jeg: Min koncentration er udfordret her. Der er togbanen, byggeri på Carlsberg, maskiner fra havens gartnere. Der kommer lyde fra civilisationen fra mange retninger, og forstyrrelserne er rundt mig. Jeg lægger mærke til at lydene tager mine tanker på vandring. Måske er det summen af lyde, der tilsammen i disse bynatur-rum gør om jeg kan blive i den bløde opmærksomhed, eller ej? (Autoetnografisk note 9.10). Og da jeg skriver ved søen ved RUC i et højlydt frøkor, skriver jeg: Hvor er det interessant med alt dét der larmer i naturen, som ikke stresser, men lige frem inviterer til at møde sig, hengive sig til lydene. Ville det stresse, hvis jeg havde frøkor i mine høretelefoner og cyklende igennem Københavns gader? (Autoetnografisk note 9.10). Lydene i naturen kan måske i deres essens forstås som uforudsigelige og uordnede, og vil både kunne frembringe ro og indre arytmi, eller resonans/dis-resonans. I havens strukturering vil samme paradoks vise sig fra det subjektive fænomenologiske udgangspunkt – f.eks. at nogle vil opleve vild og uforudsigelig natur som stressreducerende, og andre som overstimulerende (jf. Searles). Det strukturerede i Nacadia vises tillige her som stress-forøgende: Køkkenhaven og frugttræerne er uordnede. Erfaringer fra Alnarp viste nemlig, at de lange lige rækker af salater mm, forekommer uoverskuelige, og gav en følelse af aldrig at blive færdig (9.19.) Det subjektive lader sig ikke afsløre eller reducere forudsigeligt via det multisensoriske og fænomenologiske udgangspunkt. 5.3.4 Sammentrækninger og udvidelser Via de terapeutiske og spatiale greb i haveterapien, hvor klienterne får ro og kontinuitet i forløbet, underlægges selve stressbehandlingen en særlig rytme. Det kravløse rum, der som beskrevet skabes i terapihaverne, har til formål at give den overanstrengte hjerne ro, så den kan restituere (WelénAndersson og Bengtsson 2010:17). Balancen mellem aktivitet og hvile søges etableret via haveterapiens forløb, der er underlagt en strukturering med en blid opstart, og til slut også en blid afslutning. Det ligger her implicit i praksisserne, at terapien arbejder med at genoprette forstyrrede rytmer (9.1; 9.19). 66 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Ella siger, at det er et samfundsmæssigt problem at “folk lever i konstant sympaticus”29 og ”at vi må finde svar på hvordan vi får mennesker til at slappe af” (9.2). Tonie taler om egne erkendelser i sit stressforløb ”Vi kan ikke blive ved at høste og høste og høste”, ”Det kan ikke nytte noget at være i den fokuserede opmærksomhed hele tiden – hjernen har brug for at slappe af” Hun har haft en kunstner ude, der har lavet små sten med malede billeder af snegle på, for at minde om at holde pause. De ligger nu rundt omkring i haven som små påmindelser - også om hvor lang tid det tager at restituere helt. Hendes egen restituering sammenligner hun med erkendelser hun fik, da hun gik og plantede små-træer. De vokser nemlig langsomt, og nogle gange bliver rødderne ædt nedefra af mosegrise og mus (9.14). I eksemplerne tales via begrebet sympaticus, og via det at mennesket ikke kan blive ved med at ”høste og høste og høste”, om hvad jeg vil beskrive som en tendens, hvor mennesket hele tiden skal bevæge sig ud over egne grænser. Tonie bruger symbolske markører til regulering. Små snegle med påmindelser, og spæde træer, hvis tempo ikke kan forceres. Eva bruger naturens vinterhi og sammentrækning og udvidelse af energi, som symbol på regulering via naturens sprog: “prøv at se hvad naturen gør, når der ikke er særligt meget energi” (9.3). 5.4 Naturrelationer Analysen bevæges nu ind i hvad der knytter og bryder relationen til naturen – hvad der skaber nærhed med den, og hvad der skaber afstand. Med Bennet’s ord, hvad der skaber resonans og slægtskab i den vitale strøm af mulig kontakt i ontoSympatien. Under studiebesøget i Nacadia blev naturrummene introduceret og derefter oplevet via en teoretisk ramme, der påvirkede naturrelationen så vi ledte efter at genkende de forskellige oplevelseskarakterer i naturen. Herefter skriver jeg: Jeg erkender hvordan afstanden til tingen/materialiteten øges, at denne måde at opleve natur på, medfører en øget dualisme i naturrelationen. Her oplever og sanser jeg ikke naturen indefra, men 29 Det sympatiske nervesystem aktiveres ved stress, og øger således hjertets sammentrækningsevne og hastighed, samt blodgennemstrømningen til muskulatur, hjerte og lunger, og nedreguleres via det parasympatiske nervesystem der aktiveres ved hvile (https://netdoktor.dk/epilepsi/nervesystemet/opbygning/funktion.htm). 67 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson pålægger den en skematisk mening fra et sted, hvor jeg lægger afstand til den som objekt, for at kunne vurdere værdi. Hvordan skaber dette natursyn, kontra den kropsligt sansende perception af naturen, afstand vs nærhed til naturen/materialitet? (Autoetnografisk note i 9.19). ”The belief that nature is mute and immutable and that all prospects for significance and change reside in culture is a reinscription of the nature/ culture dualism that feminists have actively contested” (Barad 2013, 827). Iscenesættelsen af naturen, som knyttet til en bestemt oplevelse og værdisættelse indfanget via synet, understreger behovet for at relatere til naturen, som økofeministerne eksperimenterer med - i nye naturrelationer og mødepunkter. Det forekommer centralt, via dette eksempel, at lære at kunne slippe vurderingerne og kategoriseringerne af naturen, da de synes at skærme for sansernes umiddelbare møde med den. Et posthumanistisk syn på agens medtager betydningen af handlingen via de humane og nonhumane former for agens. Agens muliggør handlen gennem ikke blot kroppens interaktion og intentionelle deltagelse i verden, men også det non-humanes agens, i specialet eksemplificeret via vitalitet-begrebet. Derved lægges op til en naturrelation der beror på agens, fra både det humane og non-humane, og derfor vil kunne forstås som en gensidig relation imellem ligeværdige aktører. Når jeg drager naturterapien ind i denne forståelse, sætter det lys på det paradoksale i at naturen italesættes som ”ikke at være en kulisse” og alligevel i terapien blive anvendt som et ydre spejl der skaber mening til menneskets indre. Det giver anledning til at spørge, hvordan naturterapien ville formes hvis selvomsorgen var gensidigt knyttet til omsorg for andre arter og planeten – hvis terapien var en heling sammen med jorden. Kunne man arbejde mod en mere gensidig naturrelation i en tid hvor jorden har brug for heling? Kunne naturrum konstitueres i møder på basis af en balance mellem menneskets og naturens præmisser? Herved ville både heling og lidelse ses som fælles anliggende for jorden som for mennesket. I et sådant perspektiv, vil det lille menneskes krop på den store ’terra’ (jf. Haraway), indeholde potentiale for en aktivisme, der ikke nødvendigvis er synlig i det offentlige rum, men som alligevel vil knytte sig planetarisk. Og hvem ved om denne anknytning af heling ville kunne måles i (endnu) lavere blotryk, BMI eller kortisol-niveauer? Chris Tilley finder i sin undersøgelse af mødet mellem natur og gartner, at dette består i et intimt multisensorisk møde, der i sin forståelse nedbryder afstanden imellem natur og menneske: “Our primordial relationship with the garden is through our sensing and sensed cardinal bodies, a world of embodied perception in which we are not separate from the garden around us” (Tilley 2006, 68 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 329). Dette møde vil, mener Tilley, når vi ser tilbage på vores ophav, indeholde gammel kropsliggjort viden vi kan tilgå om plantekendskab, tilberedning af planter mm. Måske er disse sensoriske praksisser i samarbejde med planterne, en vej til at genetablere den omsorgsfuldhed, som Tilley sammenligner med en kærlighedsrelation (Ibid.), og som Jane Bennet anvender ontoSympatibegrebet om. I dette sammenvævede perspektiv, hvor det indre vender ud, og det ydre vender ind, forestiller jeg mig at omsorgsfuldhed og sympati i artsfælleskaber, kan have afgørende betydning ikke blot for hverdagsaktivistiske handlinger i form af at kære sig for naturen, men også for det at kære sig for os selv. 5.4.1 Mikrofænomenologi Det synes at være det nære møde, der involverer mere end synet, som skaber nærhed tiltrækning, resonans af ontoSympati i naturrelationen. Dette vil jeg udforske via begrebet mikrofænomenologi, som opstod i min løbende sanseændring i naturmødet. Den træg langsomhed fortætter og dagen er kold. Jeg går rundt om mig selv, går i kirke, går i gårdbutik, og går på opdagelse i mikrofænomenologiske sansninger. Ikke fordi jeg søger det, men fordi det sker. Efeu har virkelig bidt sig fast. Jeg fik det råd at jeg skulle bide mig fast i specialet og ikke give slip. Bare jeg kunne gøre det smukt som denne plante. Skabe fine synlige forgreninger der holder fast på stammen (Autoetnografisk note 9.23). 69 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson I dette møde med et mindre stykke natur, inspireres, perspektiveres og udvikles tæthed til materialiteten. Også hos praktikerne findes der sanseinvitationer til det nære møde: Grahn viser os planten ’æseløre’, som har en meget fin og blød behåring og fortæller hvordan klienterne plukker sådan et blad og nusser det i timevis. Han fortæller om de blålige og lilla farvenuancer og deres beroligende effekt på nervesystemet… (9.1). I skovbadningen sammen med Haverefugiet arbejdes også med åbning af sanserne: Vi går ind i skovbunden i et område med bøgeskov. Doreen guider en meditation, hvor vi skal indstille blikket på noget langt væk, derefter på noget tættere på os, til sidst lige foran os, og til sidst på et punkt på os. Derefter bliver vi bedt om at lukke øjnene og Doreen taler om den måde vi, som træerne, ånder. At de har brug for dét vi ånder ud, og at vi har brug for dét de ånder ud. Jeg mærker det som, at alle skovens dufte bliver cirkuleret i ind- og udånding, og kunne sidde der i en evighed. Men tiden er knap, så øvelsen fortsætter (9.11). En sans beskrives hos Merleau-Ponty ved dens epistemologiske struktur – altså sin måde at åbne sin genstand. F.eks. lyden, der fører os hen imod dens betydning og mening for os. Altså kvaliteten af den konkrete virkeliggørelse af en oplevelse af verden (Merleau-Ponty 2009, 62). Her finder jeg at den genstand, der åbnes til igennem f.eks. æseløres blødt behårede blade, særlige 70 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson farvekombinationer, hvilen i synet i afstand og nærhed, og det at dele luft med træerne, forbinder det indre med naturen, og lader kroppen formes, bevæges og berøres af naturen. 5.4.2 Bevægelsesøjeblikke – nye broer mellem natur og menneske Der findes i ovenstående en åbning, hvor naturen erkendes og opleves indefra kroppen. For at erkende de subjektive sensoriske lag af naturmødet har jeg anvendt fokusering til egen kropslig erkendelse og sprog. Det slår mig hvordan jeg kan mærke havet i mig. Jeg leger med at se på forskellige rytmer og bevægelser i havet. Det er en dag med høj sol, og glimtene der reflekteres, danser for mine øjne når jeg kun ser på dem. Det er næsten ekstatisk og piblende når mit fokus er dér. I andre dele af havet er der mere bløde bølger, der har glidende og lidt mere langsomme bevægelser. Det kan jeg mærke i min hjerne og min mave, som en fyldende ro. Bevægelsesøjeblikke – det må være hvad dette er. Når jeg via mine sanser knytter en bro mellem ydre elementer, der berør mit indre. Bevægelsesøjeblikke synes som afgørende for oplevelser af helhed med naturen. Men de er som ildfluer, der ikke let lader sig indfange (Autoetnografisk note 9.20). 71 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Igennem at forblive i det mikrofænomenologiske møde, åbnes til et nyt begreb der sætter ord på en bro over skellet mellem menneske og natur. Haraway anvender begrebet ’besmittelse mellem kroppe’30, som jeg erfarer bliver skabt når perceptionen af naturen åbnes fra kroppen. De øjeblikke af noget der bliver berørt og bevæget, synes også at få lov via en fokuseret tilstand og en legende indstilling. Det slår mig hvor beroliget jeg bliver af at bevæge mine fingre over mos. Alle de fine forgreninger og måder at dække jorden på, som fanger solens utallige farver. Et bevægelsesøjeblik midt i det ubevægelige speciale. Hvor er den menneskelige hånd og tanke dog klodset og stiv i forhold til denne lille formation af mos (Autoetnografisk note 9.23). 5.4.3 Naturfortryllelse Disse øjeblikke at mikrofænomenologiske udforskninger, der leder til fascination i bevægelsesøjeblikke, kan næsten opleves som magiske. Gerris spurgte hvad der vil ske hvis vi begyndte at opleve naturen som fortryllet. 30 ’Kroppe’ forstår jeg her i en ligestillet materialitetsforståelse, og derfor også som den vitale natur. 72 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson En tåge der indhyller trækronerne i lag af skygger. Det er fortryllende, og når jeg virkelig rammes af den, siger jeg til min datter ”Se skat - se hvor smukt det er”. Men det er som om, det aldrig rigtig ’når’ hende. At fortryllelsen kun er min, og at hun kun kan få en invitation til sin egne fortryllelse via min invitation af hendes blik ud. Jeg undres om vi nogen sinde kan træde ind i hinandens fortryllelse? Og om den kan ”gøres”, eller om den blot opstår spontant? (Autoetnografisk note 9.18). Der er noget flygtigt i disse øjeblikke, som ikke nødvendigvis lader sig fremtvinge. Det undersøger jeg via Fokusering, og jeg får den erkendelse at perceptionen skal være rettet udad og indad samtidig, i et roligt ’nu’. Hvis evnen til dette gør sig gældende for evnen til tilknytning til naturen, er det med vemod, at konstatere at et stresset system optaget af tankemylder eller kropsligt ubehag, formodentlig ikke umiddelbart, vil være i en tilstand der muliggør disse bevægelsesøjeblikke. I den henseende synes de langsomme landinger ind i terapihaverne og naturen, som afgørende praksisser for at få den stressede krop til at lande ind i naturen, og måske på sigt oplevelsen af bevægelsesøjeblikke og naturfortryllelse. Der findes mange typer af terapi i naturen, og jeg forestiller mig, at f.eks. vildmarksterapi med unge utilpassede der praktiseres i USA, ikke vil have dette fokus for at kontakte naturen som et ressourcefuldt hvilested, men måske nærmere vil bruge naturens barskhed til at rejse vilje og styrke, øge samarbejdsevne og respekt for dét der er større end sig selv. Med det vil jeg frem til, at lige netop det nære møde med naturen, fremstår i empirien som med en særlig relevans for det overpræsterende stresssyge menneske. En diskussion af barrieren af hvad der trækker væk fra at føle og opleve denne tilknytning med naturen, og hvad der giver lov til at bruge tid på den, synes betydningsfuld. Den socialitet vi har omkring vores naturmøde i vores kultur, synes også som en barriere for det mere fri, legende og udforskende møde mellem menneske og materialitet: Fingrene er kolde, og jeg er stadig faret vild, så jeg må nok hellere bevæge mig lidt videre. Jeg møder venlig birk, der lyser så fint i underskoven, og jeg er nødt til at blive lidt i deres selskab. Hvor grines der dog ofte af træ-krammer tendensen. Hvad mon det ville betyde for vores naturrelation hvis vi blot kunne lege med den som børn, og ikke holde os tilbage pga. kulturelle og 73 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson sociale normer. Jeg tager mig selv i at spejde efter, om der mon er nogen der kigger på at jeg mærker på birketræet… (Autoetnografisk note 9.21). Sarah Pink’s multisensoriske fokus i de hverdagslige handlinger, peger sammen med disse oplevelser og erkendelser på, at en social og kulturel forhandling af vores sensoriske møde med materialiteten og naturen omkring os, kunne være et svar på, hvordan naturrelationen kan forandres mod en bæredygtigt form. I empirien finder jeg at relationen åbnes via guidninger fra naturterapeuten - man kan sige at der inviteres og ”gives lov” udefra. Guidningernes fokus bryder med vores kulturs stærke visuelle fokus, og åbner for at bruge flere sansekanaler. Synet, som kanal kan indeholde det paradoks, at naturen bliver set på og vurderet udefra som æstetisk element, og empirien peger på, at vurderingen af oplevelsen af naturen har afstandstagende effekt på naturrelationen. Nærheden og sympatien kan formodentlig etableres via den multisensoriske fænomenologisk oplevelse via følesans, lugtesans og smagssans også, og forstærkes når bevidstheden lægges på de sensoriske lag i oplevelsen. Alle oplevelser vil i deres essens indeholde alle sanser, bevidstgjorte eller ej, og være intentionelle, men graden af fordybelsen af sanserne i det ’nu’ oplevelsen er indlejret i, kan udvikles. 74 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 6.0 Hyperrefleksiv diskussion Jeg har i den multisensoriske fænomenologiske analyse operationaliseret specialets teoretiske perspektiver i dialog med empirien, og skabt et grundlag for at afdække undersøgelsesfeltets mangetydighed via de anknyttede metodologier. Nu vendes blikket væk fra de sansebaserede spor af rytmer, stier og optrådte rum. Nærværende kapitels bidrag udgør en hyperrefleksiv diskussion (jf. afsnit 3.4), hvorigennem det relationelles forbindelse mellem etik, ontologi og epistemologi anerkendes. Denne forbindelse opnås ved, at jeg både aktualiserer informanternes udsagn og egne oplevelser, samt påtager mig ansvaret for de videnskabelige bidrag i den historiske kontekst, som specialet er en del af. Haraway underbygger her hyperrefleksionens etik via en næsten stoflig forståelse af tænkningen i dette citat: “Det betyder noget, hvilket stof vi bruger til at tænke andet stof med; det betyder noget, hvilke historier vi fortæller for at kunne fortælle andre historier; det betyder noget hvilke knuder, der knudrer knuder, hvilke tanker, der tænker tanker, hvilke beskrivelser, der beskriver beskrivelser, hvilke bånd, der binder bånd” (Haraway 2017, 10) 6.1 Hyperrefleksion over forskerens egen erkendelsesvandring og indlejring i feltet I dette afsnit vil jeg, i tråd med hyperrefleksionens etik vedrørende forskerens egen selvrefleksion, beskrive den forskningsmæssige vandring og erkendelsesproces. Forskningens dedikation til kropsliggørelsen, samt håndtering af indlejring i feltet, medførte en personlig involvering i feltet der løbende udviklede sig. Jeg sidder i toget hjem, det er meget forsinket, som toget ud, og reflekterer over paradokset i egen stress under skriveprocessen. At jeg i dag i Haverefugiet lagde mærke til, hvordan jeg selv søgte ud alene for at falde ned. Jeg kender den stress der opstår i skriveprocesser. At jeg bliver mental, glemmer at lytte til behov for pauser, at jeg gør alle mulige krumspring for at undgå at sidde ret op og ned på en stol med min computer foran mig, og får svært ved at slippe ord og bolde der stadig flyver i luften når jeg skal sove. Så hvorfor ikke udbygge eksperimentet? Hvorfor ikke indtage naturen som mit kontor og observere om det gør noget ved det indre pres? Og jeg beslutter at købe et lammeskind jeg kan bruge som 75 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson underlag. Noget der markerer at her sidder jeg på min plads og arbejder, og noget der taler beroligende til mine sanser (Autoetnografisk note 9.5). Denne illustrerede beskrivelse viser hvordan feltet former forskerkroppen - hvor det ydre landskab informerer det indre – og peger på hvordan kropslig erkendelse kan tilgå prærefleksive niveauer og forandre kroppens intentionelle agens. En lignede erkendelse gør jeg ligeledes om grader af multisensorisk involvering i skriveprocessen, og hvordan erkendelsen påvirkes heraf: I dag samler mine tanker sig om, hvordan viden lander i kroppen som egentlig kundskab. Jeg har bemærket at mange erkendelser, efter mine møder med praktikerne, lander i og med, at jeg skriver mine papirskrevne noter ind på computeren og samler dem med fotografierne, imens jeg er i en fokuseret tilstand. Det er som om processen ’genbearbejder’ det jeg allerede har erfaret kropsligt ude i verden, og bliver mere og mere til en indre del. Jo mere jeg anvender det skrevne, genlæser det, danner det nye spor (Autoetnografisk note 9.12). Erkendelsesrejsen er, illustreret herved, foregået både i feltet og i skriveprocessen, samt i en konstant udveksling mellem filosofiske teorier, møder med praktikerne og egne opdagelser, der er sprunget deraf. Udvekslingen med feltet har inspireret en søgen efter nye teorier, nye informanter og eksperimenter i udforskning af egen naturrelation - dette i en cirkelbevægelse. Og jeg har på samme vis påvirket feltet ved at engagere mig og stille spørgsmål der er sprunget fra egne løbende erkendelser. Ved at synliggøre dette, vedkendes det ’rod’ (jf. Law), en forskningsproces også ér, når denne holdes bevægelig i et bevægeligt felt. Haraway skriver, at det betyder noget hvilket stof, vi bruger til at tænke med, og ovenstående anviser at jeg ’tænker’ igennem naturen, kroppen og praktikerne, frem for igennem teori som primære kilde. Der pågår derved en fænomenologisk ansvarlighed af det ’stof’, jeg selv udgør, anvendelse af egen sanselighed som erkendelsesværktøj, dét jeg skaber på skrift, samt dét jeg er medskaber af i feltet. Specialets metode kan siges at tegne en vej for hvordan økofeminismen og kropsfænomenologien kan operationaliseres via et situeret forskersubjekt. Metodens svaghed består i, at den ikke er direkte reproducerbar og at udfaldet af de svar der findes på forskningsspørgsmålet, vil være afhængig af forskerens egen kropslighed og evne til at sætte ord på sansninger. Her mener jeg, at det vil være en fordel med systematisk selvobservation for at styrke graden af objektivitet, og 76 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson at autoentografien kan være et metodisk værktøj der indeholder en stor ansvarlighed for påvirkningerne af spor og mening i feltet. Når der eksperimenteres i skellet mellem forskersubjekt – og objekt, må forskeren ikke, som Haraway pointerer (2018), påkalde sig retten til den objektive og ensidige objektivitet. I processen er der således udvisket grænser mellem det personlige og akademiske, med et emancipatorisk ærinde for gyldigheden af subjektive oplevelser. Når disse grænser er udvisket, får jeg mulighed for at eksemplificere hvor kropsligt indvævet den deltagende forsker egentlig ér i forskningen, og jeg peger på, at den eneste vej, dette kan gøres ansvarligt, er ved at holde tråd i denne indvævning og tydeliggøre den for læseren, samt i hyperrefleksionen. Indvævningen og den stadige udveksling igennem forskerkroppen, teori, natur og informanter forestiller jeg mig, har skabt en kropslig indlejret viden, som afspejles i analysens begreber, spor og mønstre, uden dog at kunne blotlægges tydeligt da denne viden må forstås som prærefleksiv (jf. Merlaeu-Ponty). Jeg mener hermed min implicitte/prærefleksive viden også er blevet omformet af feltet under specialeprocessen, og at dette viser sig i analysens tematikker. Invitationen har fra de valgte teoretikere været, at være tilstede situeret, fokuseret, ansvarligt og sensorisk i den fænomenologiske opdagelse i feltet. Fra det opdagede jeg spor af rum, stier, vandringer, socialiteter, mikrofænomenologi der første til bevægelsesøjeblikke og oplevelser af naturfortryllelse i empirien, som et landkort over naturterapiens sensoriske praksis. Begreberne af bevægelsesøjeblikke og naturfortryllelsens betydning for naturrelationen, ville ikke have opnået sprogliggørelse uden specialets forskningsmæssige ramme. De spor og mønstre, der tegnes i den sensoriske analyse, kan siges at danne ’figur’ via analysens greb. Dét der danner ’grund’ og lader disse mønstre træde frem, er egen kropslighed i feltet, som har fået bevidsthed via Fokusering og Thinking at the Edge på baggrund af en objektontologi af materialiteten som vital. 6.2 Hyperrefleksion over den historiske indlejring af feltet I dette afsnit beskrives den tidsmæssige placering af forskningen som begivenhed, og hvilken strømning denne tager del i, som en delkomponent i håndteringen af hyperrefleksionen. Sarah Pink mener at forståelsen af haver, ikke blot skal analyseres som lokal socialitet, eller som relationer mellem mennesker og natur, men skal defineres i en mere kompleks forståelse, som også inkluderer indskrivningen i en global bevægelse, et udtryk for lokalpolitik, eller som en del af et situeret hverdagsligt perspektiv. Det tilskynder til at forstå hvordan den mikrofænomenologiske 77 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson perception, den kropsliggjorte situerede handling i naturrelationen, og de globale og lokale tendenser, er samskabende og sammenvævende i naturterapiens fænomenologi (Pink 2012, 91). Det hverdagslige aspekt kan siges at være en del af en spirende interesse for hverdagslivets aktiviteter, der involverer også det spatiale (jf. Pink, Tilley og Skiversen & Gregersen). Disse handlinger afspejler en art operationalisering af ontoSympati, og rejser spørgsmål om, hvordan vi forstår den kropsliggjorte praksis, i relation til det større miljø, den er en del af f.eks. hvordan terapihaven og de intentionelle bevægelser i den, er en del af noget større, som influeres og informerer hinanden.31 Fra denne praksis, der betræder stier bevidst, inviterer til at finde sit sted i en langsom rytme, kan der spores større samfundsmæssige økokritiske tendenser, politik og udvikling af nye forskningsområder. Specialets teoretiske bidrag vidner om en mangfoldig og tværfaglig videnskabelighed, der arbejder med emnet af krop-natur-materialitets relationer, ind i samme historiske sammenhæng. På et mikro-politisk plan fremtræder en samfundsmæssig tendens af privatstartede terapihaver som en modbevægelse til præstationssamfundet. Der forekommer i empirien et samstemmende mønster af, at de private praksisser af naturterapi og terapihaver, er blomstret op på baggrund af praktikernes egen stress, og med en kritik af den eksisterende stressbehandling. Det beskrives af Ella Hilker, Eva Christiansen, Doreen Møller Holmqvist og Tonie Bjørneskov. Det ideologiske ståsted, de handler på baggrund af, kan forstås ikke blot som praktikernes individuelle vilje til forandring, men som historiske begivenheder, der udgør vidnesbyrd om en kollektiv aktivisme. Det opgør der ligger heri, kan måske med rette sammenlignes med tidligere samfundsmæssige reaktioner på social undertrykkelse rase- køns- og klassemæssigt. Måske indeholder dette historiske bidrag et emancipatorisk sigte for den stresssyge krop, og for at skabe nye vilkår for naturrelationer. De anvendte tænkere og teoretikere Pink, Haraway, Neimanis, Bennet, Gendlin og Skiversen & Gregersen, kan forstås som med et lignende opgør hvor både materialiteten og kroppen genopdages som ligeberettigede med tanken. Specialet kan derfor ses som historisk indlejret i denne strømning. 31 Eksempelvis undersøger Parkins & Craig rums kvaliteter, der kan invitere særligt til “slow living”. Her skal kvalitet af oplevelser i hverdagslivet, ses i relation til rummets kvaliteter, der giver groundende og balancerende effekt, samt som er medskabende til en følelse af samhørighed. Den langsomme bevidste opmærksomhed anskues som central for slow living. Denne langsomhed kan skabe en materiel relation til landskabet, til rummet og til dem/det der sameksistere i det og giver det værdi og identitet (Parkins & Craig 2006, 89; Jønsson 2018, 30f). 78 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 6.3 Hyperrefleksion over specialets metodologier Jeg redegør, hyperreflekterende og diskuterende i det følgende over specialets anvendte metodologier, etiske sondringer og kvalerne derved – i et tilbageblik. Naturterapien som felt blev i specialet åbnet via brydninger imellem min forskningsmæssige viden og mine forforståelser. Den kropslige sanselighed fik ansporet til at lære nyt om feltet, og udviklede sig til et forskningsmæssigt værktøj af metodologier. Sådan fik feltet nuancer i beskrivelserne, og min egen prærefleksive og fænomenologiske anknytning til feltet blev indskrevet og udviklet. Anvendelsen og skildringen af egen kropslighed, har ikke arbejdet uproblematisk i skellet mellem forskersubjekt og -objekt. Netop dette ’besvær’, har været kilde til en forståelse af hvordan det filosofiske problem af både at være situeret og hyperrefleksiv, har manglet metodologisk håndtering. Samtidig har jeg forsøgt at løse den kløft der eksisterer mellem økofeminismen og kropsfænomenologien og til den sensoriske virkelighed – dette via en eksperimenterende indstilling og dedikation til ’at blive i besværet’. Balancen i den dobbelte position, er søgt opnået via skift i skrivestile, diskussion af etik, gennemskueliggørelse af forforståelser og egen situering, samt ved at synliggøre egen sensoriske forhandling af forsker-naturrelationen. Grundforståelsen er, jf. Pink, at enhver forsker altid vil være multisensorisk deltagende med sin krop i sit undersøgelsesfelt, og frem for at underkende dettes betydning, har jeg aktivt involveret mig i håndteringen af skismaet. Svagheden ved specialets sammenvævninger af filosofisk-teori og metodologier, kan siges at være, at disse formodentlig primært vil have sin anvendelse i et bevægeligt forskningsfelt med fokus på kropslighed eller kropsmaterialitet. Den kropslige sanselighed anvendes som et værktøj, der kan belyse sprogløs eller tavs viden, og kan derfor som værktøj bibringe sproglighed til underkendt viden i vestlig tænkning (jf. Gendlin). Specialets tekst og de poetiske repræsentationer og metaforiske begrebssætninger peger kritisk på grænsedragninger for akademisk tekst, og skaber bevidste brydninger hermed. Disse sammen med de autoetnografiske noter, er anvendt for at give en nuancerigdom af naturrelationerne. Den autoetnografiske metode var dog først valgt for at klarlægge min forkundskab i feltet og håndtere den situerede og partielle viden (jf. Haraway). Noterne herfra skaber deslige fænomenologisk åbenhed og værdi for nærværende hyperrefleksion. Svagheden kan siges at bestå i, at de kan give fornemmelse af en personlig idealisering og manifest af naturterapi, som dog kan fanges via de selvrefleksive beskrivelser de også indeholder. 79 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Flertydigheden og sammenvævningerne i specialet, fordrer, at jeg som forsker har forholdt mig uden en dialektisk indstilling, og i stedet hyperdialektik ved at åbne kreativt for flere siden af viden, uden at hæmme dette af fastlåste idealer (Merleau-Ponty 1968, 64): “the good dialectic is that which is conscious of the fact that every thesis is an idealization, that being is not made up of idealizations or things said, as the old logic believed, but of bound wholes where signification never is except in tendency, where the inertia of the content never permits the defining of one term as positive, another term as negative and still less a third term as absolute suppression of the negative itself” (Merleau-Ponty 1968, 64). At arbejde I feltet af de opløste dikotomier, kan således uforvarende skabe dikotomi mellem de teorier der adskiller subjekt/objekt, og de som arbejder med subjekt/subjekt. Selvom jeg klargjorde specialets bidrag som komplementær forskning, har jeg forholdt mig kritisk til de dualistiske teorier, og samtidig erkendt mulighederne ved at arbejde bevidst i både skel og positioner af dikotomier: Er det et nødvendigt onde, at man for at genfinde sin sti, også må fare vild? Jeg tænker på alle de positive udviklende og ekspanderende bevægelser der indtil nu har tegnet sig i min analyse, og at jeg ikke har set på deres modsætninger. Hvad vil det f.eks. sige at være uden rytme? Mister man da retning og farer vild? Hvis jeg kan indfange bevægelsesøjeblikke, hvad er da det modsatte af bevægelsesøjeblikke? Ligegyldighed, sovende sanser, følelsesløshed? Måske er der erkendelsesmæssige gaver i at fremkalde dikotomierne (Autoetnografisk note 9.21). Den situerede og partielle viden specialet arbejder med, stiller sig i forhold til ’det andet’, og jeg har erfaret det ér en svær balancekunst at stille sig ved siden af det andet. Her er det tydelige forskersubjekt afgørende for etikken, hvorigennem der netop ikke søges transparens af det personlige afsæt, men hvor afsættet tydeliggøres. I analysen optegnes karakteristiske mønstre af interaktion med naturen i naturrelationen. Validiteten opstår i kraft af empiriens brede praksisfelt, der viser gentagne mønstre, og ved at den kropsliggjorte interaktion får et sprog, der gør det muligt at tale om, arbejde med og bearbejde naturrelationen. I bogen ‘Ecopsychology – science, totems and the technological species’ skriver Kahn m.fl.:”It is possible to employ this type of validation of interaction patterns, where the text is the human-nature interaction being interpreted and where the interaction pattern then becomes in 80 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson effect the conclusion of an argument” (Kahn m.fl. 2012, 71). De mønstre, der er fremkommet kan anskues som ét niveau af viden om naturrelationen, og kunne fortsættes ned i detaljegrader af f.eks. rytmernes musiske kvaliteter eller sansningerne subjektive betydningsskabelser. “The wild patterns have claim because by enacting them for a very long period of time, as a percentage of our evolutionary heritage, they are encoded still in our minds and bodies and need to find expression for us to thrive” (Ibid.72). De viser både tilbage i tid af vores kropslige indlejring, og frem imod (gen)tilegnelsen af sprog for naturrelationen. I skellet ”imellem”, i økotonet i naturrelationen, opstår muligheden for vitalistiske erkendelser, nye former for anknytninger via ontoSympati og tværartslige fællesskaber - og fra kroppens rene erkendelse og sansning af disse møder, skabes det nye. Dette har vist sig som måder kroppe tegner rum, hvordan mennesket finder sit sted i naturen, hvordan der igennem vandringer kan skabes nye perceptioner og bevægelser, og hvordan det indre landskab spejler det ydre, hvordan det arytmiske reguleres igennem langsomhed, alenehed og væren uden krav. At udvikling af naturrelationen, ved at lade sig bevæge og berøre, kan skabe bro over skel mellem det indre og det ydre - både i spejlinger og i evnen til at perciperer sig selv, og naturen, på én og sammen tid. Det langsomme, det mikrofænomenologiske og bevægelsesøjeblikke kan skabe oplevelser af naturfortryllelse og forbundethed - disse små og sarte stier, der ikke tåler for meget håndtering, tegner et landkort over veje til udvikling af bæredygtige naturrelationer. Jeg er bevidst om, at specialets form kan forekomme udfordrende for en vestlig forskningspraksis, og selvom arbejdet med dikotomierne ikke har været uden faldgrupper og kritisk placering på landkortet, vil jeg pointere at dette speciale kan læses som en udvidelse af det eksisterende, frem for i dualistisk opposition. Og med disse ord, med mindelse om naturens dynamiske livgivende samspil, bevægelsesøjeblikke og sammenvævninger i et ’nu’, nærmer jeg mig en afslutning på en kompleks vandring ind i et felt jeg med sikkerhed kommer til at vandre længe i. 81 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 7.0 Konklusion I nærværende kapitel konkluderes først på specialets teoretiske og metodiske vandring, derefter på de fremkomne mønstre i den empiriske undersøgelse, og slutteligt på specialets metodiske bidrag. Specialet anviser, hvordan naturterapiens fænomenologi kan indfanges igennem et etno-ontologisk projekt, der sanser og erkender gennem kroppen, og analyserer de multisensoriske intentionelle bevægelser og konstitueringer af kroppen i naturens rum. Mikrofænomenologiske detaljer indfanges via autoetnografiske noter og poetiske repræsentationer på bagrund af et økofeministisk afsæt. Specialet arbejder i dobbelt bevægelse, hvor jeg som forsker har kigget ud i landskabet af naturterapi-praksisser, og har kigget ’ind’ efter de finere detaljer i naturrelationen. Igennem specialets oplæg af filosofiske teorier og metodologier dannedes et landskab af sammenvævninger jeg her vil optegne opsummerende. Specialets feministiske tankeeksperimenter, arbejder med at nedbryde skel mellem menneske og natur i tværartslige fællesskaber. Igennem gestaltninger af passerende vand, duer der omformes fra skadedyr til intelligente skabninger i en diffraktionsændring, samt via ontoSympati, åbnedes for lytten mod naturen, som favnes via den materielle drejning og en materialitetsforståelse som vital. Et kritisk syn på magt i videnskaberne blev også lagt frem i relation til undertrykkelsen og forbruget af naturen. Merleau-Ponty indsnævrede i kropsfænomenologen forståelsen af kroppen som det situerede perciperende og intentionelle kropssubjekt, kroppen i sin væren-i-verden. Via Merleau-Ponty blev begrebet ’kropsliggørelse’ anknyttende mellem specialets teoretiske perspektiver, men teorierne manglede dog paradoksalt nok ‘krop’ og metode for at kunne tages i empirisk anvendelse. Sarah Pink’s sensoriske etnografi lagde grundlaget for at bringe kroppen ud af filosofien og ind i hverdagslivet og flyttede blikket til kroppen som med iboende aktivisme og potentiale for forandring af menneskets naturrelation, via både analyse af og forandring af hverdagslige kropslige og spatiale handlinger. Der introduceredes til Eugene Gendlin’s filosofi og metode med henblik på at få adgang til tavs viden om økotonet mellem menneske og natur, i den helt nære sensoriske udveksling. Igennem Thinking At The Edge kunne jeg befri min tanke, refleksion og analytiske begreber fra de styrende 82 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson teoretiseringer i forskningsfeltet af naturterapi, hvilket fik anvendelse for analysens udformning, og skabte viden om hvordan bevægelser i og med et naturrum former kroppen og erkendelsen. Specialets empiriske bidrag bestod af multisensoriske interviews og observationer, der optegnede fortællinger fra to typer af praktikere i feltet af naturterapi - både naturterapeuter, der arbejder i privat regi, og forskere fra haveterapeutiske forskningshaver. Analysen påviste, hvordan undersøgelsens naturrum blev konstitueret i et samspil af stier fra mennesker og dyr, skel mellem naturtyper, overgange mellem land og by, vejrforhold, årstidsforandringer og det historiske landskab. Analysen viste, at naturterapien foregår i en udveksling med naturens elementer, som via spejlinger åbner selverkendelser og oplevelser med kontakt til noget oprindeligt og til indre tilstande. Metoderne i naturterapien regulerer det stresssyge menneske, ved at påvirke rytmer i langsomme bevægelser i et kuvøseagtigt rum, der bebos uden krav. Vandringer foretages i kropslig bevidsthed og skaber tidsmæssige og eksistentielle perspektiver - og naturfortryllelse og bevægelsesøjeblikke udgør analysens bidrag til at give sprog til de momenter, hvor der skabes bro i oplevelsen af tilknytningen til naturen. De fremkomne begreber er alle synlige i naturens elementer og funktioner, og på samme tid analogier for indre bevægelser og tilstande i mennesket. Analogierne fremkommer derfor som sproglige nedbrydninger af dikotomierne af krop/materialitet Således spejler specialets objekt-ontologi af sammenvævninger, sig i den fænomenologiske karakter af oplevelsen i naturterapien, hvor det indre landskab er knyttet med det ydre. Specialets relationelle og dynamiske metode for interviews og observationer, der adskiller sig fra mere traditionelle forskningsmetoder med idealer om objektivitet, har givet mig mulighed for både at træde fuldt ind i feltet og få dokumenteret samtaler om naturterapi og naturrum. Min forskerposition var kropsligt situeret (i naturen) og hyperrefleksiv over egen erfaringsdannelse og naturmøde på samme tid. Jeg har tilstræbt at gribe om forskningen sensorisk, da forskersubjekt og forskerobjekt, samt ontologi og epistemologi, ikke er tydeligt adskilte enheder i specialet. Denne dobbelte bevægelse i genstandsfeltet lagde op til at anvende flere metodiske strategier og teoretiske ståsteder. Tilgangen kan beskrives som en pendulering mellem på den ene side viden, refleksion og observation skabt udefra via feltets praktikere, og på den anden side et indefra oplevet subjektivt perspektiv. Det har givet adgang til, ikke blot at lytte til interviewpersonernes ord, logikker og narrativer, men også til den tavse viden via forskerkroppen, som videnskaben ofte har svært ved at gribe om. Metodologierne der undervejs er udviklet, har været anvendelige og givet et indgående 83 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson indblik i en variation af praksisser og har muliggjort at arbejde i et felt, hvori jeg havde forkundskab, om end det har gjort specialets konstruktion noget kompleks. Den autoetnografiske metode har øget forståelsen for gensandsfeltet og skabt veje til at etablere broer mellem læser og undersøgelsesfeltet. Metoden har muliggjort nye tilblivelser af viden om de sensoriske dimensioner og de kropslige bevægelser i naturrummet. Sammen med de poetiske repræsentationer, har dette været et brugbart værktøjet til at nedbryde dikotomierne og har håndteret de diffraktive forskydninger af blikket og sansningen. Min egen krops sensoriske sensitivitet er derved anvendt som proces. Dens agens har både ledt mig til at stille spørgsmål til informanterne, og har bygget bro mellem bl.a. teori og empiri, og være medkonstituerende for de begreber der tegner nye mønstre af naturterapiens sensoriske fænomenologi. Den kropslige sensitivitet betragter jeg i tilbageblik som et anvendeligt forskningsværktøj, især når den anvendes i den ramme der sættes via Gendlin. Her sorteres nemlig et vurderede og logisk lag ud af erkendelsen, så der skabes plads for de nye diffraktioner og erkendelser. ’Kropsliggørelse’ påvises derved i specialet, som dét at give noget abstrakt og implicit en fysisk form. Udvalget af specialets sammensætning af metoder, har igennem disse været at skabe anvendelse for teorierne af kropsfænomenologien og økofeminismen. Denne anvendelse skete dels i analysen som nye begrebsdannelser, men var ligeledes medkonstituerende for at skabe metodologier der kan ledsage teorierne i skellene mellem disse og den praktiske livverden. Fænomenologien imødegår, og har mulighed for at generere viden, der opløser de dualistiske opdelinger mellem f.eks. sjæl og legeme, forskerobjekt og -subjekt, det personlige og det kulturelle, og der skabes plads til en beskrivelse af det multisensoriske sanselige i naturrelationen. På den måde opløses dikotomierne via den materielle krop og immateriel tænkning, og der peges på måder et teori- og metodesæt kan bidrage hertil. Jeg konkluderer derfor, at det metodologiske arbejde i specialet har skabt et bredt og nuanceret landkort over feltet, hvor der selvsagt som grundpræmis i forskerens begrænsede syn, altid vil ligge emner der endnu ikke er blotlagt. Teori og metodeudviklingen har krydset mange spor, og der er optegnet bevægelser der afspejler naturterapiens kropslige og fænomenologiske mønstre og spor, rum der bebos og betrædes, rytmer, øjeblikke og relationer. Kroppens agens med naturen, kan via specialet siges at udgøre en bevægelig indlejret enhed af krop og materialitet i stadig udveksling. Således bidrager specialet 84 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson med at løse kløften mellem ontologi og metodologi. Via analysen og metodologierne belyses, at der ikke behøver at være en dikotomi mellem krop og natur, og at der findes veje til at bygge bro i det perciperede skel, som modsvar til en vestlig psykologis tænknings, ofte mangelfuldhed på flertydige perspektiver og sammenvævninger. Specialets bidrag til det psykologifaglige felt består derfor også af de i specialets udviklede metodologier. En undersøgelse af naturterapiens fænomenologi ville ikke kunne have eksisteret via en distanceret forskningsmetodologi. Det er således mit håb, at specialet kan virke frigørende for tanken gennem den sansende krop, og invitere til nye former for ansvarstagen og relation til vores natur. Måske er netop de mønstre tegn på, hvordan en kropslig agens i et naturrum kan udvikle naturrelationen og pege på et genstandsfelt for psykologien i fremtiden, Og måske skal vi vende blikket mod egen planetariske baghave i flere henseender: The wind, one brilliant day, called to my soul with an odor of jasmine. "In return for the odor of my jasmine, I'd like all the odor of your roses." "I have no roses; all the flowers in my garden are dead." "Well then, I'll take the withered petals and the yellow leaves and the waters of the fountain." the wind left. And I wept. And I said to myself: "What have you done with the garden that was entrusted to you?"32 32 “The Wind, One Brilliant Day” af Antonio Machado 85 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson 8.0 Litteratur Abrahamsson, Karin (2003): Grön Rehabilitering” Behov, förutsättningar och möjligheter för en grön rehabiliteringsmodell, Institutionen för landskapsplanering Alnarp. Baarts, Charlotte (2010): ”Autoetnografi”. I Brinkman, Svend & Lene Tanggaard (red.): Kvalitative metoder – En grundbog. København. Hans Reitzels Forlag: 153-164. Barad, Karen (2003) Posthumanist Performativity: Toward an Understanding of How Matter Comes to Matter, Journal of Women in Culture and Society 28, no. 3 Bennet, Jane (2018): Vegetabilt liv og ontoSympati, Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Bratman N. Gregory m.fl. (2015): The benefits of nature experience: Improved affect and cognition, Landscape and Urban Planning, Elsesvir. Corazon, Sus Sola; Poulsen, Dorthe Varning; Sidenius, Ulrik; Gramkow, Marie Christoffersen; Djernis, Dorthe; Stigsdotter, Ulrika K. (2018): Konceptmanual for Nacadias naturbaserede terapi, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Corazon, Sus Sola; Stigsdotter, Ulrika K; Møller MS; Rasmussen SM (2010): Development og the nature-based therapy concept for patients with stress-related illness at the Danish Healing Forest Garden Nacadia, Journal of Therapeutic Horticulture, s.35-50. Friesen, Henrikson & Saevi (2012): Hermeneutic Phenomenology in Education: Method and Practice (Practice of Research Method), Sense Publishers Frumkin, Howard (2012): Building the Science Base: Ecopsychology meets Clinical Epidemiology, i; Kahn, Peter H & Hasbach, Patricia, Red: Ecopsychology: Science, Totems and the technological species. The MIT Press, Cambridge, Massachusetts / London. Gaard, Greta (2017): Critical Ecofeminism, Lexington Books, London Gallagher, Shaun & Zahavi (2010): Bevidsthedens fænomenologi, Gyldendal. 86 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Gendlin, Eugene T. (1991): Thinking Beyond Patterns: Body, Language, and Situations, University of Chicago. Gendlin, Eugene T. (1994): Fokusering: en selvhjælpsteknik, 2. oplag, Apostrof. Gendlin, Eugene (2003): Beyond Postmodernism, From concepts through experiencing i: Roger A. Fire (red.): Understanding Experience: Psychotherapy and Postmodernism. Gendlin, Eugene T. (2004): Introduction to Thinking at the Edge, The Folio, Vol. 19 No. 1, 2004. University of Chicago. Gjerris, Mickey & Rubow Cecilie (Red.) (2018): Naturens sprog - historier fra virkeligheden om fortryllelse, Eksistensen. Grahn, Patrik et al. (2006): Treatment of depression and burnout syndrome using nature, per and horticulture therapy: An evaluation of three and a half years work, Cost E39 Research Conference Proceedings, Urban Forestry for Health and Well-Being, Danish Center for Forest, Landscape and Planning, Copenhagen. Grahn, Patrik (2005): At bota människor i en trädgård. i; Patrik Grahn, Mats Lieberg og Pia Schmitbauer (Red.): Tänkvärda Trädgårdar. När utemiljön blir en del av vården, Stockholm, Formas. Grahn, Patrik & Ottossen, Åsa (Red.) (2010): Alnarpsmetoden: Trädgårdsterapi - Att ta hjälp av naturen vid stress och utmattning, Stockholm, Bokförlaget Bonnier Existens. Gregersen, Martin & Skiveren, Tobias (2016): Den materielle drejning – Natur, Teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur, Syddansk Universitetsforlag, Odense. Haraway, Donna (2007): Monstrøse løfter: En regenerativ politisk vision for de upassende andre, i: Søndergaard, Dorthe Marie: Feministiske tænkere. En tekstsamling. 1.udgave 1.oplag. Hans Reitzels Forlag. 87 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Haraway, Donna (2008): Otherwordly Conversations, Terran Topics, Local terms, in Alamo, S. and Hekman, S. ed., Material Feminisms, Bloomington: Indiana University Press. Haraway, Donna (2017): At lege snorefigurer med ledsagende arter. At blive i Besværet, Laboratory for Aesthetics and Ecology. Haraway, Donna (2018): Situeret viden: videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang, 1. udgave, 1.oplag. Forlaget Mindspace. Hasbach, Patricia H (2012): Ecotherapy i; Kahn, Peter H & Hasbach, Patricia, Red. Ecopsychologi: Science, Totems and the technological species, The MIT Press, Cambridge, Massachusetts / London. Health Council of the Netherlands and Dutch Advisory Council for Research on Spatial Planning (2004): Nature and the Environment. Nature and Health. The influence of nature on social, psychological and physical well-being, The Hague: Health Council of the Netherlands and RMNO Holm, Jesper (2012): Naturen og Sundheden, i; Keld Buciek (Red.): Kritiske perspektiver på national- og naturparker. Frydenlund, Frederiksberg. Højgaard, Lis (2007): Feministisk videnskabsfilosofi, i: Søndergaard, Dorthe Marie: Feministiske tænkere. En tekstsamling. 1.udgave 1.oplag. Hans Reitzels Forlag. Jacobsen, B., Tanggaard, L. & Brinkmann S. (2010): Fænomenologi, i; Tanggaard & Brinkmann (Red.) Kvalitative Metoder - en grundbog. 1. Udgave, 3. Oplag, Hans Reitzels forlag, København K Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna Red. (2005): Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv - Interview, observationer og dokumenter, 1.udgave 3.oplag. Hans Reitzels Forlag, København K. 88 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Juul, Søren & Bransholm, Kirsten Pedersen (Red.) (2012): Fænomenologi i Samfundsvidenskabernes Videnskabsteori - En indføring, Hans Reitzels Forlag, København K. Jønsson, Sidse (2018): Nuancer af grønt - et eksplorativt studie af naturen som sundhedsskabende rum, Projektrapport på Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier, K2, Roskilde Universitet. Kahn, Peter H., Jr., Jolina H. Ruckert & Patricia H. Hasbach (2012): A Nature Language i; Kahn, Peter H & Hasbach, Patricia, Red. Ecopsychologi: Science, Totems and the technological species, The MIT Press, Cambridge, Massachusetts / London. Kaplan, Rachel & Kaplan, Stephen (1989): The Experience of Nature - A Psychological Perspective, Cambridge University Press. Kronlid, David (2003): Ecofeminism and environmental ethics – an analysis of ecofeminist ethical theory, Acta Universitatis Upsaliensis, Uppsala. Krycka, Kevin C. (2006): Thinking at the Edge: Where Theory and Practice Meet to Create Fresh Understandings, Indo-Pacific Journal of Phenomenology, 6. Law, John (2003): Making a Mess with Method, Centre for Science Studies Lancaster University. Mellemgaard, Signe (2001): Kroppens natur - sundhedsoplysning og naturidealer i 250 år, Museum Tusculanums forlag. Merleau-Ponty, Maurice 1968: The Visible and the Invisible. Evanston. Northwestern University Press. Merleau-Ponty, Maurice (1999): Om sprogets fænomenologi. Udvalgte tekster, København: Samlerens Bogklub. 89 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Merleau-Ponty, Maurice (2009): Kroppens fænomenologi (1. del af ’Perceptionens fænomenologi’), 2.udgave, Det lille forlag. Neimanis, Astrida (2018): Hydrofeminisme: Eller, om at blive en krop af vand Laboratoriet for æstetik og økologi. Ottosson, Johan (2001): The Importance of Nature in Coping with a Crisis: A photographic essay, Landscape Research 26:2, 165-172. Parkins, Wendy & Craig, Geoffrey (2006): Slow Living, Berg. Petersen, Lars Kjerulf og Signe Svalgaard Nielsen (2011): Bynaturen i hverdagslivet, DMU-rapport nr. 814. Pink, Sarah (2011): From embodiment to emplacement: re-thinking competing bodies, senses and spatialities, Sport, Education and Society. Pink, Sarah (2012): Situated everyday life - practices and places, SAGE Publications Ltd, London. Pink, Sarah (2015): Doing sensory ethnography, 2nd edition. SAGE Publications Ltd, London. Poulsen, Dorthe Varning; Stigsdotter, Ulrika K.; Djernis, Dorthe; Sidenius, Ulrik (2016): "Everything just seems much more right in nature". Health Psychology Open. Prætorius, Najda U. (2007): Stress – det moderne traume, Dansk Psykologisk forlag, København. Prætorius, Najda U. (2016): En verden til forskel - Omstillingens nødvendige frisættelse af det markedsgjorte menneske, Klim, Århus. Randrup, Thomas B Jasper Schipperijn, Berit Ipsen Hansen, Frank Søndergaard Jensen, Ulrika Karlsson Stigsdotter (2008): Natur og Sundhed – Sammenhæng mellem grønne områders udtryk og brug set i forhold til befolkningens sundhed, Skov & Landskab, Københavns Universitet. 90 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Rostgaard, Lisbeth (2009): Krop og Sundhed i kvinders hverdag - epistemologiske og metodologiske overvejelser i forbindelse med et etnografisk feltstudie, i; Tidsskrift for sygdom og samfund. Nr. 10: Metodologi. Sharma, Ruby (2011): Carrying Forward: Explicating Gendlin’s Experiential Phenomenological Philosophy and Its Influence on Humanistic Psychotherapy. Journal of Humanistic Psychology 51. Schiermer, Bjørn (2013): Fænomenologi - Teorier og Metoder. Hans Reitzels Forlag, København. Searles, Howard F. (1960): The nonhuman environment in normal development in schizophrenia, New York, International University Press. Stigsdotter, Ulrika A. & Grahn, Patrik (2002): What Makes a Garden a Healing Garden?, Journal of Therapeutic Horticulture vol. 13, 60-69, American Horticultural Therapy Association. Stigsdotter Ulrika K., Ola Ekholm, Jasper Schipperijn, Mette Toftager, Thomas B. Randrup, Peter Bentsen, Morten Grønbæk og Finn Kamper-Jørgensen (2011): SUSY Grøn: Brug af grønne områder og folkesundhed i Danmark – Opsummering af et tværvidenskabeligt forskningsprojekt mellem Skov & Landskab og Statens Institut for Folkesundhed, Arbejdsrapport nr. 134, Skov & Landskab, Københavns Universitet, Frederiksberg, 9 s. Stigsdottor, Ulrika K. (2012): Urban green spaces and health related quality of life, Københavns Universitet, p.99-108: web: http://static-curis.ku.dk/portal/files/45861594/Stigsdotter_2012.pdf (Set 24.5.2018). Stigsdotter, Ulrika K.; Refshauge, Anne Dahl; Sidenius, Ulrik; Grahn, Patrik (2014): Konceptmodel Helseskoven Octavia - En model for design af grønne områder med oplevelseskarakterer, der fremmer et godt mentalt helbred, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. Stoknes, Per Espen (2015): What we think about when we try not to think about global warming, Chelsea Green Publisher. 91 Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi af Sidse Jønsson Sundhedsstyrelsen (2007): Stress i Danmark – hvad ved vi?, Udarbejdet af Naja Rod Nielsen, Statens Institut for Folkesundhed. Tage Søndergård Kristensen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. https://www.sst.dk/da/udgivelser/2007/~/media/4D04513E8FAF4B938D5808A68E685AC8.ashx (set 25.8.2018). Svabo, Connie & Ekelund, Kathrine (2015): Environmental Aesthetics: Notes for design ecology, i; E. Christensen (Ed.), Nordes 2015: Design ecologies Stockholm: Nordic Design Research. Thøgersen, Ulla (2004): Krop og fænomenologi - En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi, 1.udgave 1.oplag, Systime Academic, Århus C. Thøgersen, Ulla (2013): Om at indstille sig fænomenologisk ;i Schiermer, Bjørn (red.): Fænomenologi - teorier og metoder. København. Hans Reitzels Forlag. Tilley, Christopher (2006): The Sensory Dimensions of Gardening, The Senses and Society, 1:3, 311-330. Ulrich, Roger S. (1983): Aesthetic and Affective Response to Natural Environment, Department of Geography, University of Delaware, Newark. Ulrich, Roger S. (2002): Health Benefits of Gardens in Hospitals, Paper for conference, Plants for People International Exhibition Floriade. Welén-Andersson, Lena og Inga-Lena Bengtsson (2010): Vägen videre gär genom trädgården, i; Patrik Grahn & Åsa Ottossen (Red.): Alnarpsmetoden: Trädgårdsterapi - Att ta hjälp av naturen vid stress och utmattning. Stockholm, Bokförlaget Bonnier Existens. Öhman, Marie (2009): Från humanism till posthumanism. Litteratur och Språk (5), 74-92. 92

RELATED PAPERS

RELATED TOPICS

Log In

Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi

Sensorisk og økofeministisk bidrag til feltet og forskningen af naturterapi

Related Papers

RELATED PAPERS

RELATED TOPICS