Supinum versus perfektum participium i dansk: Indholdsdifferentiering, mulige bøjningsvalg og andenordensnul

Ny Forskning i Grammatik Titel: Supinum versus perfektum participium i dansk Indholdsdifferentiering, mulige bøjningsvalg og andenordensnul Forfatter: Peter Juul Nielsen Kilde: Ny Forskning i Grammatik 21, 2014, s. 177-192 URL: http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/nfg/issue/archive © Forfatterne og Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet, 2014 Betingelser for brug af denne artikel Denne artikel er omfattet af ophavsretsloven, og der må citeres fra den. Følgende betingelser skal dog være opfyldt: • • • Citatet skal være i overensstemmelse med „god skik“ Der må kun citeres „i det omfang, som betinges af formålet“ Ophavsmanden til teksten skal krediteres, og kilden skal angives, jf. ovenstående bibliografiske oplysninger. Søgbarhed Artiklerne i de ældre numre af Ny Forskning i Grammatik (1993-2012) er skannet og OCR-behandlet. OCR står for ’optical character recognition’ og kan ved tegngenkendelse konvertere et billede til tekst. Dermed kan man søge i teksten. Imidlertid kan der opstå fejl i tegngenkendelsen, og når man søger på fx navne, skal man være forberedt på at søgningen ikke er 100 % pålidelig. 177 Supinum versus perfektum participium i dansk Indholdsdifferentiering, mulige bøjningsvalg og andenordensnul Peter Juul Nielsen 1. Indledning1 I det danske verbalsystem må man skelne mellem to nært beslægtede ininitte former dannet ud fra det morfologiske element -(e)t, supinum og perfektum participium. Supinum bruges i forskellige verbale funktioner, fx i retrospektive tempora: han har stegt en pølse, mens perfektum participium har adjektivisk funktion, fx som attribut i et nominalled: en stegt pølse. Som de to eksempler viser, er der ikke altid nogen forskel i den udtryksmæssige realisering af de to former, men det er en pointe i denne artikel at man både kan og bør skelne mellem supinum og participium.2 Der er systematisk forskel mellem formerne på basis af indhold såvel som udtryk. Beskrivelsen af den udtryksmæssige forskel og udviklingen af begrebsapparatet hertil er centrale punkter i artiklen. Mere overordnet og principielt er det formålet med artiklen at fremlægge en analyse af en tegnopposition ud fra det hjelmslevske princip at sprogtegn etableres i kraft af relationen mellem to korrelationer (emiske oppositioner): den systematiske sammenhæng mellem en forskelsrelation på udtryksplanet og en forskelsrelation på indholdsplanet (Hjelmslev 1993: 59). Supinum og participium adskiller sig fra hinanden med hensyn til de videre 1 2 Denne artikel er en forkortet og let omskrevet dansk udgave af behandlingen af supinum og perfektum participium samt andenordensnuller i Nielsen (2013). For den fulde analyse og yderligere teoretisk diskussion henvises der hertil. Ikke alle grammatikker og grammatikere skelner mellem supinum og perfektum participium (jf. BeckerChristensen 2001; Christensen & Christensen 2005: 109-111), men jeg tilslutter mig sondringen hos Diderichsen (1976: 67-69) og Hansen & Heltoft (2011: 205, 668-670) som efter svensk forbillede (jf. Telemann et al. 1999, II: 543, 551) skelner på basis af forskel i funktion og bøjningsforhold på en måde der er forenelig med analysen i denne artikel. 178 bøjningsmuligheder, og dette udgør en udtryksforskel der modsvares af en indholdsforskel hvorved supinum og participium kan betegnes som to forskellige morfologiske tegn. Denne beskrivelse kræver at man inddrager såvel fravær som tilstedeværelse af et bøjningsvalg, her kaldet henholdsvis andenordensnul og andenordensmorfem, som mulige tegnudtryk. I afsnit 2 og 3 præsenteres de to ininitters form og funktion, og i afsnit 4 beskrives deres semantiske bidrag til de konstruktioner de optræder i. I afsnit 5 behandles +/- paradigmevalg som udtryksopposition, og den teoretiske distinktion mellem nuller af forskellig orden og begreberne andenordensnul og andenordensmorfem præsenteres. Herefter kan så oppositionen i indhold og udtryk mellem supinum og participium beskrives i afsnit 6, og artiklen slutter af med en kort kommentar angående elementet -t i afsnit 7. 2. Supinums form og funktion 2.1. Supinums form Supinum dannes ved tilføjelse af -et eller -t til verbalstammen (1).3 Endelsen benævnes i det følgende blot -t. (1) mal-et, bund-et, råb-t, skud-t Supinum har ingen yderligere bøjning, i modsætning til perfektum participium (se afsnit 3.1). Det bemærkes at supinum ikke har diatesebøjning som man inder det i den svenske supinum (ät-it-Ø ‘spis’-suP‑akt vs. ät-it-s ‘spis’-suP‑Pass, jf. Telemann et al. 1999, II: 552). Fraværet af diatesebøjning for supinum (og for perfektum participium) tages op igen i afsnit 7. 2.2. Supinums funktion Supinum har forskellige verbale funktioner. Den optræder i perfektumkonstruktioner (retrospektive tempora) hvor den kombineres med et af hjælpeverberne have og være ((2) og (3)), og i perifrastisk passivkonstruktion hvor den kombineres med et af hjælpeverberne blive og være ((4) og (5)). 3 En del stærke verber danner supinum med -en (fx bleven) i jyskpræget talesprog (jf. Jensen & Maegaard 2012). 179 (2) (3) (4) (5) Lis har stegt pølserne John er faldet pølserne blev stegt (af slagteren) huset er ejet af kommunen Supinum indgår også i tre konstruktioner med semihjælpeverbet få. Den første af de tre er telisk få-konstruktion (Hansen & Heltoft 2011: 718-721) hvor et agentivt subjekts handlen fører til en ny tilstand (6). Den anden er interessentkonstruktionen (Hansen & Heltoft 2011: 1344-1347) hvor en agent, der ikke er subjektsreferenten (fakultativt udtrykt med af + NP), udfører en aktivitet eller handling som subjektsreferenten står i et interessentforhold til (typisk som den i hvis favør agenten handler) (7). Den tredje konstruktion er få-passiv (Hansen & Heltoft 2011: 1289, 1326-1329) hvor et indirekte objekt til et trivalent verbum opskrives til subjekt (8). (6) (7) (8) Lis ik tænkt sig om Bo får slået græsset af naboens datter De ik fortalt en historie af den gamle søulk Da få stiller krav til sit subjekt (i telisk konstruktion kræves fx et agentivt, normalt humant, subjekt) kan det ikke betragtes som et ægte hjælpeverbum (jf. Hansen & Heltoft 2011: 236), og de tre konstruktioner med få har dermed en leksikalsk komponent (fås styring af subjektet) som ikke ses ved kombination af supinum med de ægte hjælpeverber have og få, jf. afsnit 4.2.1. Endelig benyttes supinum i to konstruktioner uden hjælpeverbum som del af et komplekst prædikat, såkaldt objekt med supinum (9) og subjekt med supinum (10) (Hansen & Heltoft 2011: 925-930). (9) (10) ministeren krævede dem fyret kongen formodes dræbt 3. Perfektum participiums form og funktion 3.1. Perfektum participiums form Perfektum participium – herefter blot participium – dannes lige som supinum ved tilføjelse af -t-elementet til verbalstammen, men derudover udgøres den 180 morfologiske struktur for participiet af valg i paradigmerne numerus og bestemthed således at fx stegte kan tolkes som verbalstamme + -t-elementet + pluralis (-e) + ubestemt form (Ø) som i (11).4 (11) nogle stegte pølser Udtrykssiden for begge disse paradigmer er oppositionen Ø vs. -e som udtrykker hhv. vs. pluralis og ubestemt bestemt Det giver Udtrykssiden for singularis begge disse paradigmer er oppositionen Ø vs. -evs. som udtrykker form. hhv. singularis vs. 5 5 strukturelt set kombinatorikken vist strukturelt i igur 1.set kombinatorikken vist i figur 1. pluralis og ubestemt vs. bestemt form. Det giver Bestemthed Numerus Ubestemt Bestemt Singularis t+Ø+Ø t+Ø+e Pluralis t+e+Ø t+e+e Figur1:1:Dannelse Dannelse perfektum participium valg af og numerus og bestemthed Figur af af perfektum participium med -t- med + valg-t-af+ numerus bestemthed En vigtig og og grafotaktisk regel spiller på den participiumsform. En vigtigfonotaktisk fonotaktisk grafotaktisk regel ind spiller ind realiserede på den realiserede partiBøjningen i numerus og bestemthed er underlagt den generelle reduktionsregel + -egenerelle > -e (jf. cipiumsform. Bøjningen i numerus og bestemthed er underlagt-eden Hansen & Heltoft 2011: bestemt form pluralis steg-t-e-e realiseres som stegte. Da reduktionsregel -e +627), -e >hvorved -e (jf. Hansen & Heltoft 2011: 627), hvorved bestemt man ikke kan skelne mellem rækkefølgen et -e og et Ø,Da er der kun toikke realiserede former: en form form pluralis steg-t-e-e realiseresafsom stegte. man kan skelne mellem rækkefølgen af -et) et -esomogudtrykker et Ø, ubestemt er der kun to realiserede former: enpåform der der ender på -t (eller singularis: stegt, og en form der ender -te (eller ender -t (eller -et) som udtrykker singularis: stegt, og enerform -ede) sompå udtrykker ubestemt pluralis eller en af ubestemt de to bestemte former: stegte. Strukturelt der der ender på former -te (eller udtrykker ubestemt pluralis eller en af de dog tale om fire idet-ede) beggesom modsætninger (numerusog bestemthedsmodsætningen) kanto bestemte Strukturelt er der dog ertale om ire idet begge bemærkesstegte. at participiet i ubestemt singularis identisk med former supinumformen i det påvises.6 Detformer: 6 modsætninger realiserede udtryk, se(numerusvidere i afsnitog 6.3. bestemthedsmodsætningen) kan påvises. Det bemærkes at participiet i ubestemt singularis er identisk med supinumformen i3.2. detPerfektum realiserede udtryk, se videre i afsnit 6.3. participiums funktion Participiet har overalt adjektivisk funktion og optræder som adjektivisk attribut i nominalled ((12) og (13)) og som adjektivisk prædikativ ((14) og (15)).7 4(12) En stærke verber har en særlig participialform med genusforskel i ubestemt singularis: en enrække stegt pølse ankommen bus vs. et ankommet tog (jf. Hansen & Heltoft 2011: 670-672). Det særlige system for stærkt (13) det malede værelse dannet participium påvirker ikke det almene produktive system og analysen heraf, og det vil grundet pladshensyn ikke blive behandlet her. 5 Varianten -et ændres til -ed- før -e, hvorved mal-et-e-Ø bliver til malede. 56 Varianten -et ændres til -ed- før -e, hvorved mal-et-e-Ø bliver til malede. Numerusmodsætningen kan påvises i parret en stegt pølse vs. nogle stegte pølser, bestemthedsmodsætningen i en stegt 6 Numerusmodsætningen kan påvises i parret en stegt pølse vs. nogle stegte pølser, bestemthedsmodsætningen pølse vs. den stegte pølse. i en stegt pølse vs. den stegte pølse. 7 Helt i overensstemmelse med adjektivfunktionen har participium ikke bestemthedsbøjning i prædikativfunktion, men kun numerusbøjning, jf. den ugrammatiske form i *hatten er slidte (slid-t-Ø-e, singularis + bestemt form). Det svarer helt til fraværet af bestemthedsbøjning af (andre) adjektiver i prædikativfunktion, jf. *hatten er sorte. 181 3.2. Perfektum participiums funktion Participiet har overalt adjektivisk funktion og optræder som adjektivisk attribut i nominalled ((12) og (13)) og som adjektivisk prædikativ ((14) og (15)).7 (12) (13) (14) (15) en stegt pølse det malede værelse jakkerne er slidte glasset er slebet Nominalleddets kategoribetegner (pølse i (12), værelse i (13)) og subjektet i prædikativkonstruktionen (jakkerne i (14), glasset i (15)) betegnes samlet som ‘det modiicerede nominal’. 4. Den semantiske differentiering i supinum vs. participium En analyse af supinums og participiums funktioner i forskellige syntaktiske kontekster viser en systematisk semantisk differentiering mellem de to former. I dette afsnit beskrives to forskellige aspekter af semantisk forskel: funktionel differentiering og forskel i argumenttilskrivning. 4.1. Funktionel differentiering Som beskrevet i afsnit 2.2 og 3.2 har supinum verbal funktion, mens participium har adjektivisk funktion. Dette er en funktionel differentiering i den forstand at de to ininitte former fungerer som to forskellige bidrag til de syntagmer de indgår i. Harder deinerer et sprogligt elements betydning som “…its potential contribution to the communicative function of utterances of which it forms part” (Harder 1996: 101), og det morfologiske valg af supinumform eller participiumform kan beskrives som et valg mellem forskellige bidrag til syntagmets interne semantiske struktur. Supinum og participium er strukturelle instrukser der regulerer den interne funktionelle opbygning af helheder hvori de to verbalformer spiller sammen med andre elementer (jf. Nielsen 2013: 26-27; Harder 1996: 214-223). Supinum og participium instru- 7 Helt i overensstemmelse med adjektivfunktionen har participium ikke bestemthedsbøjning i prædikativfunktion, men kun numerusbøjning, jf. den ugrammatiske form i *hatten er slidte (slid-t-Ø-e, singularis + bestemt form). Det svarer helt til fraværet af bestemthedsbøjning af (andre) adjektiver i prædikativfunktion, jf. *hatten er sorte. 182 erer på to forskellige måder modtageren i hvordan verbalstammens indhold skal integreres i den semantiske struktur: som bidrag til prædikatsdannelse (supinum) eller som en nominal modiikation (participium).8 4.1.1. Indeksikalitetsforskel Strukturelle instrukser kan karakteriseres ud fra deres indeksering af de kontekster de instruerer om samarbejde med, og den ovenfor beskrevne funktionelle differentiering indebærer en indeksikalitetsforskel (jf. Anttila 1975; Nielsen 2013: 35-61, 192). Supinum er indeks for et sæt af verbale kontekster; verbalformen peger på sættet {perfektumkonstruktion; passivkonstruktion; få-konstruktion; objekt/subjekt med supinum} og er en instruks om verbalstammens bidrag til noget i sættet. Participium er indeks for et sæt af nominalmodiicerende kontekster; denne form peger på sættet {nominalledskonstruktion; prædikativkonstruktion} og er en instruks om verbalstammens bidrag til noget i dette sæt. 4.2. Argumenttilskrivning De to former er dannet ud fra verbalstammer med en bestemt valens og altså bestemte tilhørende argumentroller. Når supinum og participium indgår i deres forskellige syntagmatiske helheder, foregår der en argumenttilskrivning, altså en fastlæggelse af hvordan størrelser i konteksten udfylder rollerne indholdssubjekt og indholdsobjekt for verbet (ininitternes orientering, jf. Bech 1983: 31-42). Denne argumenttilskrivning følger to forskellige principper, og der er dermed forskel på supinum og participium med hensyn til den semantiske konigurering inden for det man kan kalde de to ininitters diatese. 4.2.1. Argumenttilskrivning til supinum Supinums argumenttilskrivning er primært bestemt af dets hjælpeverbum – eller semihjælpeverbum og videre konstruktion – sekundært af verbalstammen i supinumform. Ved kombination med have i perfektumkonstruktion er sætningens udtrykssubjekt altid supinums indholdssubjekt ((16) og (17)). 8 Participium kan optræde som adjektivisk prædikativ og kan derved indgå i kompleks prædikatsdannelse (jf. Hansen & Heltoft 2011: 869-881). Mens supinum er speciikt designet til prædikatsdannelse, er brugen af participium til prædikatsdannelse dog sekundær. Participium er en verbalstamme der er “gjort til et adjektiv” der så i anden omgang kan fungere som adjektivisk materiale i prædikativkonstruktion. 183 (16) (17) Bo har spist kagen Lis har gået omkring i Køge Ved kombination med blive i perifrastisk passiv er udtrykssubjektet supinums indholdsobjekt (mens indholdssubjektet er fakultativt udtrykt med af + NP; udtrykssubjektet er enten semantisk direkte objekt (18) eller indirekte objekt (19) for supinumformen.9 (18) (19) kagen blev spist af Bo Bo blev lovet en pølse af Lis I konstruktionerne med få er argumenttilskrivningen mere kompliceret. Udtrykssubjektets argumentstatus i forhold til supinum fastlægges af den speciikke få-konstruktion. I telisk få-konstruktion er udtrykssubjektet altid indholdssubjekt ((20) og (21)), mens udtrykssubjektet i interessentkonstruktionen altid har rollen ‘interessent’, og indholdssubjektet udtrykkes fakultativt af af + NP ((22) og (23)). (20) (21) (22) (23) Lis ik hvilet ud Bo ik slået græsset Bo ik slået græsset (af Lis) De får rettet opgaverne (af læreren) Som det fremgår af (21) og (22), kan det være overladt til tolkning ud fra konteksten at afgøre om der er tale om telisk konstruktion eller interessentkonstruktion, med mindre der er et agentivled (af + NP) som entydiggør konstruktionen som en interessentkonstruktion. I få-passiv er udtrykssubjektet altid opskrevet indirekte objekt, og indholdssubjektet udtrykkes fakultativt af af + NP (24). (24) han ik tildelt forældremyndigheden af Byretten I få-konstruktionerne er det samspillet mellem semihjælpeverbet få og den syntaktiske konstruktion der bestemmer argumenttilskrivningen. De speci9 I der/her-passiv hvor der ikke er et nominal med status som udtrykssubjekt, fx der bliver snydt, realiseres dette forhold mellem udtryks- og indholdsled ikke, men det påvirker ikke reglen om at et nominalt udtrykssubjekt, hvis der er et, altid er indholdsobjekt. 184 ikke konstruktioner stiller krav til hvilke verbalstammer der kan indgå, idet stammerne skal være kompatible mht. antallet og arten af valensroller. Telisk konstruktion og interessentkonstruktion kræver stammer der er, eller i hvert fald kan tolkes som, agentive (deres indholdssubjekt skal være agentivt), mens få-passiv kræver et trivalent overgangsverbum. Dermed adskiller kombination af supinum med få sig fra kombination med have og blive der, som ægte hjælpeverber, ikke stiller subjektskrav. Hvad angår argumenttilskrivning adskiller kombination med få sig også fra kombination med være. Argumenttilskrivningen ved kombination med være bestemmes alene af verbalstammens kodning af transitivitet og +/- overgang.10 Ved overgangsverber gælder det at udtrykssubjektet ved transitive stammer er indholdsobjekt for supinum (25), mens det ved intransitive stammer er indholdssubjekt (26).11 (25) (26) pølsen er stegt han er faldet Ved ikke-overgangsverber kan være kun kombinere med supinum af transitive stammer,12 og her er udtrykssubjektet indholdsobjekt for supinum (27). (27) sagen er drøftet Endelig kan være kombinere med supinum af såkaldt ergative, transitivitetsneutrale verber, fx vælte, brænde og knække. Her må udtrykssubjektets rolle i forhold til supinum beskrives overordnet som inagentiv (28). (28) træet er væltet Der er to mulige tolkninger af rollen inagentiv. Enten tolkes udtrykssubjektet som indholdssubjekt i en intransitiv perfektumkonstruktion (svarende til subjektets rolle i den simple konstruktion træet væltede), eller også tolkes det som indholdsobjekt i en transitiv være-passiv (svarende til objektets rolle i stormen væltede træet). 10 Ligesom have og blive stiller være som ægte hjælpeverbum ikke krav til subjektets beskaffenhed. 11 Ved trivalente stammer er udtrykssubjektet semantisk direkte objekt eller indirekte objekt for supinum alt efter hvilket objekt der er opskrevet: prisen er tildelt Finland af en enig komite, Finland er tildelt prisen af en enig komite. 12 Det er således ikke muligt at sige fx *jeg er sovet. 185 Argumenttilskrivning til supinum i konstruktioner uden hjælpeverbum er, kort sagt, identisk med argumenttilskrivning ved være. Eksempelvis i konstruktionen subjekt med supinum af et intransitivt overgangsverbum som i (29) er udtrykssubjektet (manden) indholdssubjekt i forhold til supinum (faldet). (29) manden menes faldet i vandet Hjælpeverbet spiller altså en afgørende rolle for argumenttilskrivningen ved supinum, og det kan anses som en del af supinums kodning at denne ikkediatesebøjede form får sin speciikation af indholdssubjekt og -objekt eksternt fastlagt af den syntaktiske kontekst. I tilfælde af at hjælpeverbet er være, eller der ikke er et hjælpeverbum, overlades det til verbalstammen at bestemme; i alle andre tilfælde er det hjælpeverbet (have eller blive), eller semihjælpeverbum + syntaktisk konstruktion (få-konstruktioner), der bestemmer supinums argumenttilskrivning. 4.2.2. Argumenttilskrivning til perfektum participium Participiets argumenttilskrivning bestemmes af verbalstammen efter samme mønster som for supinum i konstruktion med være, og det vil altså sige at det altid er verbalstammen der bestemmer, hvorved speciikationen kan beskrives som intern i modsætning til supinums eksterne fastlæggelse af argumentroller. I beskrivelsen her anvendes betegnelsen ‘modiiceret nominal’ (jf. afsnit 3.2) for den størrelse der speciiceres som indholdssubjekt eller -objekt. For overgangsverber gælder det at transitive stammer gør det modiicerede nominal til indholdsobjekt (30), mens intransitive stammer gør det til indholdssubjekt (31). (30) (31) en stegt pølse en ophørt aftale For ikke-overgangsverber gælder det at transitive stammer gør det modiicerede nominal til indholdsobjekt (32), mens det ikke er muligt at danne participium af intransitive stammer (33). (32) (33) en drøftet sag *den grædte pige 186 For de ergative transitivitetsneutrale verber har det modiicerede nominal rollen inagentiv som kan tolkes som enten intransitivt subjekt eller transitivt objekt (34). (34) det væltede træ 4.2.3. Opsummering af forskel i argumenttilskrivning Både supinum og participium lader argumenttilskrivningen være underspeciiceret og peger på elementer i konteksten der kan fastlægge diatesen. For supinum er den afgørende faktor den syntaktiske kontekst, særligt hjælpeverberne, og begge de to orienteringer ‘udtrykssubjekt = indholdssubjekt’ og ‘udtrykssubjekt = indholdsobjekt’ er mulige for enhver supinumform uanset verbalstammen. Have og blive samt få-konstruktionerne har total kontrol over supinums argumentstilskrivning, mens være og de hjælpeverbumsløse konstruktioner “sender afgørelsen videre” til verbalstammen – men det er netop disse syntaktiske kontekster der bestemmer at stammen må afgøre sagen. For participium er den afgørende faktor verbalformens “indre kodning”, nemlig verbalstammen; participium kan kun have den orientering som stammen tillader, og det er ikke muligt for den syntaktiske kontekst at påvirke stammekodningens determination af argumenttilskrivning. Supinum og participium koder således to forskellige strukturelle vilkår for argumenttilskrivning: Supinum er kodet for ekstern bestemmelse, evt. med inddragelse af verbalstammens semantik, mens participium er kodet for intern bestemmelse – argumenttilskrivningen “holdes inden for” den morfologiske struktur. 5. Udtryksdifferentiering og fravær på forskellige niveauer 5.1. +/- paradigmevalg Indholdsforskellen mellem de to former kan nu sammenholdes med udtryksforskellen. Den formelle forskel mellem supinum og participium er den at supinum ikke bøjes, mens participium bøjes i numerus og bestemthed. Supinum vs. participium er dermed karakteriseret ved fravær vs. tilstedeværelse af valg i paradigmerne numerus og bestemthed. Denne forskel i den morfologiske strukturs udtryk modsvares af den beskrevne indholdsforskel, men ligner ikke et almindeligt morfologisk udtrykssystem. For at kunne beskrive denne forskel som en paradigmatisk udtryksopposition i relation til en indholdsopposition, må man have en teori om fravær på forskellige niveauer. 187 5.2. Fravær på forskellige niveauer: andenordensnul Nulbegrebet er en omdiskuteret størrelse der bruges på lere forskellige mere eller mindre fornuftige måder. Inden for en tegnbaseret sprogteori kan nultegnet deineres som ‘betydningsbærende fravær’ (jf. Mel’čuk 2006: 469-516). Nultegnet er altså en tegnfunktion hvor et indholdselement er associeret med et fravær af et udtrykselement. Fraværet af et udtrykselement skal forstås sådan at ‘ingenting’ må stå i modsætning til et bestemt muligt udtryk med et bestemt tilhørende indhold, og der kan stilles en række krav til hvornår disse betingelser er opfyldt (Nielsen 2013: 144-154; Mel’čuk 2006: 470-471). I dette afsnit præsenteres en analyse af forskellige niveauer for betydningsbærende fravær. Udgangspunktet er forskellen mellem morfemisk og allomorisk nul, og niveauforskellen mellem disse benyttes dernæst som ramme for beskrivelsen af forskellen mellem morfemisk og supermorfemisk nul. 5.2.1. Morfemisk vs. allomorisk nul Et morfemisk nul er et udtryksfravær som det eneste mulige udtryk for et givent morfologisk tegn. Som udtryksmiddel er dette nul dermed fraværet af et eller lere kontrasterende tegns positive udtryk. Et eksempel på et morfemisk nul er udtrykket for singularis i spansk, nemlig fraværet af det positive udtryk for pluralis, -s: libro-Ø ‘bog’ vs. libro-s ‘bøger’. Et allomorisk nul er et udtryksfravær som er et blandt lere mulige morfologiske tegnudtryk (allomorfer). Der er altså tale om fravær af et eller lere alternative positive udtryk for det samme indhold. Et eksempel på et allomorisk nul er nulallomorfen for pluralis genitiv i tjekkisk over for de positive tegnudtryk, fx -ů: slov-Ø ‘ord-Pl.gen’ vs. hrad-ů ‘slot- Pl.gen’. Forholdet mellem disse to slags nul som tegnudtryk kan beskrives sådan at morfemisk nul er et niveau højere end allomorisk nul; morfemisk nul er “over grænsen” for emisk værdi i det morfologiske system, mens allomorisk nul er under grænsen og beinder sig på det etiske niveau som en udtryksvariant. 5.2.2. Morfemisk vs. supermorfemisk nul Der kan ud fra beskrivelsen af niveauforskellen mellem allomorisk og morfemisk nul beskrives en lignende niveauforskel mellem det morfemiske nul og et nul et niveau højere oppe som man således kan kalde for et supermorfemisk nul. Et morfemisk nul kan beskrives som det ene udtryksmedlem i en tegnopposition deineret gennem en relation mellem (a) en indholdsdifferentiering 188 og (b) fravær vs. tilstedeværelse af et morfemudtryk. Det spanske eksempel ovenfor illustrerer dette igen. Indholdsdifferentieringen mellem singularis og pluralis modsvares af udtryksdifferentieringen mellem fravær og tilstedeværelse af morfemudtrykket -s. Et supermorfemisk nul kan beskrives som det ene udtryksmedlem i en tegnopposition deineret gennem en relation mellem (a) en indholdsdifferentiering og (b) fravær vs. tilstedeværelse af et valg i et sæt af morfemer med hver deres udtryk og indhold. Som allerede antydet og videre udfoldet i afsnit 6.2 nedenfor, er supinum vs. participium baseret på denne forskel. Morfemisk nul fungerer som tegnudtryk inden for et “normalt” paradigme bestående af – i denne henseende – simple tegn, såsom singularis og pluralis i spansk. Supermorfemisk nul fungerer som tegnudtryk ved at være fravær af et “normalt” paradigme; nullet er deineret i opposition til artikulationen af dette paradigme. Supermorfemisk nul er således et niveau højere end morfemisk nul, hvilket også ses i det forhold at et morfemisk nul kan være medlem at det paradigme som det supermorfemiske nul er deineret som modsætningen til, et forhold som gør sig gældende i modsætningen supinum vs. participium. 5.2.3. Et system af nuller af forskellig orden Niveauforskellene mellem de forskellige nuller – supermorfemisk nul over morfemisk nul over allomorisk nul – kan integreres i et system af nuller af forskellig orden. Et allomorisk nul er et nulteordensnul, symboliseret med Ø0. Fraværet af et positivt udtrykselement er en variant, et allo-udtryk, for et indhold. Dette indhold kan siges at indgå tegnrelation med hele sættet af allomorfer. Det allomoriske nul beskrives som et nul af nulte orden fordi det beinder sig “under tegnniveau”, dvs. på den etiske side af grænsen mellem etisk og emisk. Et morfemisk nul er et førsteordensnul, symboliseret med ØI. Fraværet af et positivt udtryk er det strukturelle, emiske, udtryk for et indhold. Indholdet indgår tegnrelation med netop dette fravær. Her er der tale om et nul af første orden da vi har krydset grænsen til det emiske og er oppe på tegnniveau. Et supermorfemisk nul er et andenordensnul, symboliseret med ØII. Fravær af (et valg i) et paradigme fungerer som udtryk for et indhold, og dette 189 indhold indgår tegnrelation med fraværet af paradigmeartikulationen. Vi er her et niveau højere oppe og kan dermed betragte det betydningsbærende fravær som et nul af anden orden. Indholdet A forbundet med et ØII står i opposition til indholdet B forbundet med den paradigmeartikulation som ØII står i opposition til. Dermed er tilstedeværelsen af (et valg i) paradigmet i sig selv udtryk for indholdet B som kontrasterer med ØII’s indhold A. Som den positivt udtrykte pendant til ØII betegnes tilstedeværelsen af (et valg i) paradigmet – paradigmeartikulationen – som et andenordensmorfem, symboliseret med MII. Det må bemærkes at modsætningen ØII vs. MII og muligheden for et paradigme med MII-funktion der indeholder et ØI, betyder at der på tværs af de strukturelle modsætningsniveauer kan forekomme opposition mellem ØII og ØI, nemlig når et ØI udgør artikulationen af det paradigme der kontrasterer med et ØII. Denne nul-vs.-nul-situation, som kan betragtes som en form for synkretisme, gør sig gældende i oppositionen supinum vs. participium, se afsnit 6.3. 6. Sammenholdelse af indholdsforskel og udtryksforskel i tegnoppositionen Det er nu muligt at sammenholde den semantiske differentiering mellem supinum og participium med differentieringen af de to ininitters udtryk, og dermed etablere den hjelmslevske relation mellem indholdsforskel og udtryksforskel. 6.1. Indholdsdistinktion Den semantiske differentiering kan rekapituleres således. For det første er der den funktionelle differentiering med indeksikalske følger beskrevet i afsnit 4.1. Supinum har verbal funktion ledsaget af indeksering af verbale kontekster, mens participium har adjektivisk funktion ledsaget af indeksering af nominalmodiicerende kontekster. For det andet er der forskellen i argumenttilskrivning beskrevet i afsnit 4.2. Supinum er kodet for en ekstern bestemmelse af argumenttilskrivning, primært gennem valget af hjælpeverbum, mens participium er kodet for en intern bestemmelse af argumenttilskrivning, nemlig alene på basis af verbalstammen. 190 6.2. Udtryksdistinktion Supinum udtrykkes ved at -t-elementet ikke kombineres med valg af numerus og valg af bestemthed, dvs. fravær af (valg i) de to paradigmer. Det distinktive udtryk for supinum i modsætning til participium er således fravær af paraII digmeartikulation, et andenordensnul, . valg af bestemthed og valg af Supinum udtrykkes ved altså at -t-elementet ikke kombineresØ med Participium udtrykkes -t-elementet kombineres med valg iafmodsætning numerus numerus, dvs. fravær af (valg i)ved de toatparadigmer. Det distinktive udtryk for supinum ogparticipium valg af bestemthed. Det distinktive udtryk participiumØIIer . altså paratil er således fravær af paradigmeartikulation, altså for et andenordensnul, II digmeartikulation, Participiets MIIafrealiseres Participium udtrykkes vedetat andenordensmorfem, -t-elementet kombineres med M valg. af numerus og valg bestemthed.af morfemerne der for indgår i de to artikulerede paradigmer; begge paradigmer Det distinktive udtryk participium er altså paradigmeartikulation, et andenordensmorfem, MII. I I udtrykkesMafII realiseres førsteordensnul vs. positivt udtryk: Ø artikulerede vs. -e. Dermed er Øbegge på en Participiets af morfemerne der indgår i de to paradigmer; I I gang morfemisk for singularis og/eller og udtryksvariant paradigmer udtrykkes udtryk af førsteordensnul vs. positivt udtryk: ubestemt Ø vs. -e. Dermed er Ø på en gangfor II I participiums udtryk, M , ligesom -e har Ø dobbeltfunktion dels morfemorfemisk udtryk for singularis og/eller ubestemt og udtryksvariant for participiums som udtryk, MII, I misk udtryk, delsdobbeltfunktion som realisering af det morfologiske udtryk participium. dels som morfemisk udtryk, dels som for realisering af det ligesom -e har Ø morfologiske udtryk for participium. 6.3. Den paradigmatiske tegnopposition Relationen mellem tegnopposition indholds- og 6.3. Den paradigmatiske udtryksforskellen kan nu beskrives som en paradigmatisk tegnopposition. Et valg i tegnoppositionen er etenvalg mellem på Relationen mellem indholds- og udtryksforskellen kan nu beskrives som paradigmatisk II II den ene sideEtudtrykket Ø og indholdet ved tegnopposition. valg i tegnoppositionen er et valgsupinum mellem på(nærmere den ene sidedeineret udtrykket Ø ogde semantiske speciikationer beskrevet i afsnit 4) og på den anden side udtrykindholdet supinum (nærmere defineret ved de semantiske specifikationer beskrevet i afsnit 4) og på II ket anden MII og (jf. igen (jf. afsnit Oppositionen og indholdet participium igen 4). afsnit 4). Oppositionenii udtryk udtryk ogog den sideindholdet udtrykket Mparticipium indhold er illustreret i igur 2. indhold er illustreret i figur 2. Udtryk II -Ø vs. Indhold -ØI vs. -e -ØI vs. -e Participium Supinum vs. SG vs. PL UBEST vs. BEST Figur og indholdssiden i oppositionen supinum vs.supinum participium Figur2:2:UdtryksUdtryksog indholdssiden i oppositionen vs. participium Den morfologiske modsætning mellem de to infinitte kan Den fuldt fuldtudfoldede udfoldede morfologiske modsætning mellem de to verbalformer ininitte verbaleksemplificeres med verbalstammenmed spis-,verbalstammen jf. figur 3 som viser denjf.strukturelle opbygning af former kan eksempliiceres spis-, igur 3 som viser den formernes endelser med førsteandenordensnuller og med -e’er førstesamt de og to forskellige realiserede strukturelle opbygning af og formernes endelser andenordensnuller former spistsamt og spiste. og -e’er de to forskellige realiserede former spist og spiste. 191 Perfektum participium Supinum spist (-t-ØI-ØI) spiste (-t-e-ØI) spiste (-t-ØI-e) spiste (-t-e-e) II spist (-t-Ø ) Figur 3: Morfologisk struktur i supinum og participium af stammen spisFigur 3: Morfologisk struktur i supinum og participium af stammen spis- Som det fremgår af igur 3, kan artikulationen af IIparticipiums MII betyde Som det fremgår af figur 3, kan artikulationen af participiums M betyde valg af to gange ØI, valg af to gange ØI, nemlig i ubestemt singularis, og i dette tilfælde opstår der nemlig i ubestemt singularis, og i dette tilfælde opstår der således synkretisme mellem supinum og således synkretisme mellem supinum og participium på grund af realiseringen participium på grund af realiseringen af den strukturelle opposition som ØII vs. ØI (x 2). II I af den strukturelle opposition som Ø vs. Ø (x 2). 7. Afslutning: Hvad laver så -t? 7. Afslutning: Hvad laver så -t? Etableringen af indholds- og udtryksforskellen mellem supinum og participium efterlader og Etableringen af indholds- og udtryksforskellen mellem supinum og participium tydeliggør et resterende spørgsmål: Hvilken rolle har -t-elementet som indgår i udtryksstrukturen efterlader og tydeliggør et resterende spørgsmål: Hvilken rolle har II-t-elementet for både supinum og participium? Det er ikke som sådan supinummærke, det er Ø : fraværet af som indgår i udtryksstrukturen for både supinum og participium? Det er ikke participiums numerus- og bestemthedsbøjning. IIDet er heller ikke participiummærke, det er MII: som sådan supinummærke, det er Ø : fraværet af participiums numerus- og valgene af numerus (ØI vs. -e) og bestemthed (ØI vs. -e). I den samlede analyse af infinitsystemet – bestemthedsbøjning. Det er heller ikke participiummærke, det er MII: valgene som ikke kan udfoldes her – må elementet -t beskrives som det der samler supinum og participium i af numerus (ØI vs. -e) og bestemthed (ØI vs. -e). I den samlede analyse af opposition til infinitiv. Udtrykket for oppositionen infinitiv vs. non-infinitiv (supinum/participium) ininitsystemet – som ikke kan udfoldes her – må elementet -t beskrives som er dermed -e vs. -t. Hvad angår indholdet i denne opposition, forekommer det lovende at antage at det der samler supinum og participium i opposition til ininitiv. Udtrykket for oppositionen drejer sig om diatesesystemet. Diatesekategorien er et gennemgående træk i dansk oppositionen ininitiv vs. non-ininitiv (supinum/participium) er dermed -e grammatik, og alle finitte verbalformer bøjes i diatese (bortset fra imperativ af den grund at det vs. -t. Hvad angår indholdet i denne opposition, forekommer det lovende at indbyggede 2. person-subjekt skal være agentivt – og dermed ikke-passivt – i overensstemmelse antage at oppositionen drejer sig om diatesesystemet. Diatesekategorien er med imperativens illokutionære værdi som direktiv). I infinitsystemet har infinitiv ”sin egen et gennemgående træk i dansk grammatik, og alle initte verbalformer bøjes diatese”: steg-e-Ø vs. steg-e-s, mens supinum og participium ikke har nogen morfologisk bøjning i i diatese (bortset fra imperativ af den grund at det indbyggede 2. personaktiv og passiv.13 Participiums diateseforhold klares af verbalstammen, mens supinum afhænger af subjekt skal være agentivt – og dermed ikke-passivt – i overensstemmelse med den syntaktiske kontekst for at få specificeret den diatese som den selv ”mangler” (jf. afsnit 4.2.), i imperativens illokutionære værdi som direktiv). I ininitsystemet har ininitiv “sin egen diatese”: steg-e-Ø vs. steg-e-s, mens supinum og participium ikke har Samtids infinit og participium (præsens participium) er heller ikke diatesebøjet, men dels kan der argumenteres for at nogen morfologisk bøjning i aktiv og passiv.13 Participiums diateseforhold denne form ikke er en ægte verbal form, idet den kun har prædikativ og ikke egentlig verbal funktion (jf. Hansen & Heltoft klares af verbalstammen, mens supinum afhænger af den syntaktiske kon2011: 207, 673), dels er det modificerede nominal (fx mand i den løbende mand) altid indholdssubjekt, så diatesen er givet tekst for at få speciiceret den diatese som den selv “mangler” (jf. afsnit 4.2.), på forhånd. 13 13 Samtids ininit og participium (præsens participium) er heller ikke diatesebøjet, men dels kan der argumenteres for at denne form ikke er en ægte verbal form, idet den kun har prædikativ og ikke egentlig verbal funktion (jf. Hansen & Heltoft 2011: 207, 673), dels er det modiicerede nominal (fx mand i den løbende mand) altid indholdssubjekt, så diatesen er givet på forhånd. 192 i modsætning til svensk hvor supinum har sin egen diatesebøjning (jf. afsnit 2.1 og se desuden Nielsen (2012)). Der går altså en påfaldende skillelinje i det danske ininitsystem mellem diatesebøjet og ikke-diatesebøjet. Elementet -t’s rolle i det samlede verbalsystem er dog en kompliceret sag som nok kræver videre udforskning, og som i forhold til denne artikel er en anden historie. Henvisninger Anttila, R. (1975). The Indexical Element in Morphology. Innsbrucker Beiträge zur Sprachwissenschaft, Vorträge 12. Innsbruck: Institut für Sprachwissenschaft der Universität Innsbruck. Bech, G. (1983). Studien über das deutsche Verbum ininitum. Tübingen: Max Niemeyer. Becker-Christensen, C. (2001). Den grædte pige og lignende historier. Om perfektum participium efter blive og være og som adled, i P. Jarvad et al. (red.) Sproglige åbninger. Festskrift til Erik Hansen 18. september 2001, København: Hans Reitzels Forlag, 119-139. Christensen, R.Z. & L. Christensen (2005). Dansk Grammatik. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Diderichsen, P. (1976). Elementær Dansk Grammatik (3. udg.). København: Gyldendal. Hansen, E. & L. Heltoft (2011). Grammatik over det Danske Sprog. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Harder, P. (1996). Functional Semantics. A Theory of Meaning, Structure and Tense in English. Berlin & New York: Mouton de Gruyter. Hjelmslev, L. (1993). Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse. Travaux du Cercle Linguistique de Copenhague Vol. XXV. København: The Linguistic Circle of Copenhagen. Jensen, T.J. & M. Maegaard (2012). Past participles of strong verbs in Jutland Danish. A real-time study of regionalization and standardization, Nordic Journal of Linguistics 35.2, 169-195. Mel’čuk, I. (2006). Aspects of the Theory of Morphology. Berlin & New York: Mouton de Gruyter. Nielsen, P.J. (2012). Supinum i dansk og svensk, Ny forskning i grammatik 19, 181-197. Nielsen, P.J. (2013). Morphology reconsidered. Theoretical issues and studies in noninite verb forms in Danish. Ph.d.-afhandling. Roskilde: Roskilde Universitet. Telemann, U., S. Hellberg & E. Andersson (1999). Svenska Akademiens grammatik, bd. I-IV. Stockholm: Svenska Akademien.