albigensere

Albigensere, (efter byen Albi), en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-t. og første halvdel af 1200-t.

Albigenserne var en hovedgruppe af katharerne (de rene). Bevægelsen stammede fra Det Byzantinske Rige og nåede i løbet af 1000-t. til Vesteuropa, hvor den fik stor udbredelse efter det 1. korstog. Læremæssigt havde albigenserne forbindelse til senantikkens manikæere. De mente, at den materielle verden var frembragt af en ond gud, som kæmpede imod den åndelige verdens gode gud. Frelsen bestod for albigenserne i, at menneskeånden løsrev sig fra den materielle verden. De prædikede derfor fattigdom (imitatio Christi), streng askese og seksuel afholdenhed. Efter kirkeligt forbillede havde bevægelsen sin egen kirkeorganisation med embeder og sakramenter. Menigheden var inddelt i to klasser: de "fuldkomne" og de "troende"; fuld efterlevelse af buddene blev ikke krævet af de troende.

Gennem mission og politisk pression forsøgte den katolske kirke at dæmme op for den albigensiske bevægelse, men dennes popularitet voksede støt, og albigenserne var ubøjelige i deres modstand imod kirken. Pave Innocens 3. organiserede derfor i 1209 et korstog imod dem. Det blev begyndelsen til en række erobringskrige, hvorunder den nordfranske adel tilranede sig land i Sydfrankrig. I krigenes sidste fase forskansede albigensernes ledere sig i borgen Montségur. Efter dens fald i 1244 ophørte albigenserne med at være en politisk magt; men som folkelig og religiøs bevægelse gjorde de sig gældende langt op i 1300-t.