Henrik Ibsen

I 1851 blev Henrik Ibsen ansat som dramatiker og instruktør ved Det Norske Theater i Bergen og skrev sit første nogenlunde vellykkede drama — Fru Inger til Østeraad (1857) — et historisk skuespil med stof fra det tidlige norske 1500-tallet. I 1857 flyttede Ibsen tilbage til Kristiania og blev kunstnerisk leder ved Christiania Norske Theater. De næste seks år var præget af teatrets vanskelige økonomi, af hans egen tvivl og urolige liv. Han giftede sig 1858 med Suzannah Thoresen, steddatter af den danske digter Magdalene Thoresen. Deres eneste barn, sønnen Sigurd, blev født i 1859.

I 1862 kom versdramaet Kjærlighedens Komedie. Det peger frem mod de senere dramaers kritiske holdning til sociale konventioner og institutioner — konflikten mellem kærlighed og ægteskab, kvindens ufrie rolle, længslen efter umulig frihed. I 1863 skrev Henrik Ibsen det stykke, som kom til at repræsentere hans gennembrud — Kongs-Emnerne — et historisk, men også aktuelt drama med baggrund i borgerkrigene i Norge i 1200-tallet, med tvivleren som karaktertype.

I 1864 fik han et stipendium og rejste til Italien. Der gik ti år, før han igen satte fod på norsk jord, og endnu 17, før han slog sig ned i hjemlandet. Han boede i Italien og Tyskland og observerede med europæisk distance, hvad der foregik i Norge. Han brugte de norske miljøer som scene for de problemer, der drejede sig om modernitetens konflikter i et europæisk perspektiv.

Det første drama, Ibsen skrev i Italien, blev hans første store succes. Brand (1866) begyndte som et episk digt, men endte som et stort anlagt idédrama på vers om en præst, der igangsætter en vækkelse og kræver alt eller intet af sine tilhængere. Han mener at have til opgave at betvinge naturens og omgivelsernes tryk. Han er både den idealistiske verdensforbedrer og den diktatoriske fører. På den måde er Brand én i en række af Ibsen-skikkelser, som sætter idealerne over realiteterne, som kræver for meget af sine omgivelser og sig selv, og som går under på dette.

Henrik Ibsens næste stykke regnes af mange for hans mesterværk og er som Brand et episk versdrama. Hovedpersonen er Brands direkte modsætning. Peer Gynt (1867) er et billede af mennesket uden kerne. Dramaet drejer sig om hovedpersonens søgen efter identitet. Det har en struktur, som er nært beslægtet med dannelsesromanen, den genre, der mere end nogen anden beskæftiger sig med, hvordan det moderne menneske skaber sin identitet. Det indeholder en mængde litterære allusioner og besk satiriske elementer. Peer Gynt er et antiromantisk stykke, men dets fantasirigdom og eventyragtige scener har været ophav til mange romantiske fortolkninger. Til dette har også Edvard Griegs musik (1875) bidraget. I 1869 kom lystspillet De unges Forbund — det første drama på prosa, hvor Ibsen med udgangspunkt i sin samtid kritiserer og undersøger liberalismens dilemma.

I 1873 udgav Henrik Ibsen dobbeltdramaet Kejser og Galilæer, med stof fra sen romersk kejsertid. Det er et noget uformeligt, men alligevel interessant stykke, som skildrer overgangen fra én samfundsorden og én trosform til en anden. Som alle historiske dramaer er det en fortolkning af den tid, det blev til i. Også 1870'erne var en overgangstid. I 1877 publicerede Ibsen sit første egentlige "nutidsdrama" — Samfundets støtter — om fusk i økonomiske affærer, om personligt og offentligt bedrag.

Ibsen levede et regelmæssigt og tilsyneladende udramatisk liv, men bag den konventionelle livsstil og lukkede maske fandtes der et nådesløst ironisk og kritisk blik på forstillelsen i det borgerlige samfund. Et dukkehjem (1879) fik en skandaleombrust modtagelse, som skyldtes dets radikale kritik af kvindens rolle i samfund og familie, selvom Ibsen benægtede, at han havde skrevet et drama om kvindesagen. Det overordnede tema er en undersøgelse af frihedens umulighed i det borgerlige samfund.

Havde Et dukkehjem vakt opstandelse, var det ingenting mod postyret omkring Gengangere (1881). Overfladisk drejede skandalen sig om, at den unge mandlige hovedperson led af nedarvet syfilis. Men det virkelig udfordrende i dramaet ligger i påvisningen af, at individet bærer ansvaret for sine handlinger. Bedrag i fortid fører til skæbnesvangre valg i nutid. Den borgerlige familie er en institution grundlagt på forstillelse og falskhed, kvindens offer for en forretningstransaktion forklædt som menneskekærlighed. Her råder dobbeltmoral og hykleri og en håbløs drøm om et andet og ærligere samfund. I dramaet, der er stramt som en klassisk tragedie, perfektionerer Henrik Ibsen sin retrospektive dramatiske teknik: Fortidens handlinger og konflikter rulles op gennem scener og dialoger, som minder om det forgangne og bringer det skjulte frem. Nøglen til løsning af dagens problemer ligger i det fortrængte. Det ligner psykoanalysens afsløring af underbevidsthedens fortrængninger.

Skuespillet En folkefiende (1882), som er beslægtet med bl.a. Holbergs Erasmus Montanus, handler om forgiftning af miljøet i konkret, men især i overført betydning. Hovedpersonen, dr. Stockmann, forfægter sandheden og er samtidig principrytter. Vildanden (1884) er det første paradoksale drama, en komedie, som bevæger sig i retning af tragedie, eller måske en tragedie på grænsen til komedie. Det drejer sig om forstillelse og illusioner, sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt, afslører idealistisk forkvakling med tragiske resultater for de uskyldige. Den 'ondartede idealist' Gregers Werle kræver ofre af andre for at få bekræftet sine egne forestillinger.

Dette er også temaet i Rosmersholm (1886), der henter stof fra den politiske strid i Norge mellem liberale og konservative. Samtidig giver det et isnende psykologisk portræt af mellemmenneskeligt samspil på vej mod afgrunden. Rosmersholm var et værk, som Freud satte højt og skrev en artikel om. Også Fruen fra havet (1888) indeholder paralleller til psykoanalytisk tænkning.

I Hedda Gabler (1890) anvendte Henrik Ibsen mange af de samme greb som i Et dukkehjem til at skabe et indtrængende psykologisk portræt af en kvindes situation over temaerne frihedslængsel og æstetisk utopi.

I 1891 vendte Ibsen hjem til Norge og skrev dér sine fire sidste dramaer. Hovedpersonerne i Bygmester Solness (1892), Lille Eyolf (1894), John Gabriel Borkman (1896) og Når vi døde vågner (1899) er splittede skikkelser med illusioner om, at det er muligt at skabe en tryg tilværelse i et usammenhængende samfund. De ønsker at skabe noget enestående, og denne længsel sker på bekostning af sande mellemmenneskelige forhold.

Bygmester Solness handler om en aldrende arkitekt, som har ofret sin kones og sin egen lykke for karrieren. Han frygter ungdommen, vikles ind i et erotisk spil med en ung kvinde og styrter i døden. Magtspillet videreføres i John Gabriel Borkman, som behandler en magtesløs mands magtfantasier. Han var villig til at sælge sin kærlighed for at nå magtens tinde.

Både Solness og Borkman er blevet tolket som forklædte kunstnerportrætter, og i Når vi døde vågner gør Ibsen direkte en kunstner til hovedperson. En billedhugger giver afkald på kærlighed og menneskelighed for at nå berømmelse. Dramaet behandler samtidig kunstens dobbelthed som udtryk for en utopisk og kritisk impuls.

Henrik Ibsens dramaer har konflikten mellem individet og det omgivende samfunds institutioner som tematisk centrum. De udtrykker en oplevelse, som tilsyneladende indebærer, at individet søger forandringer, som baner vej ud af et snævert, gammelt samfund. Fremskridtet foregøgler både individuel og social frihed, men det viser sig, at længslen efter en eksistens, som tænkes at forsone det frie individ med samfundet, kun er en illusion. Idealerne knuses af realiteterne. Den sociale udvikling, som skulle frigøre individet fra det traditionelle samfunds lænker, afskærer enkeltmennesket fra en social helhed. Moderniteten indebærer fremkomsten af det løsrevne, isolerede individ.

Denne ambivalens i forhold til moderniseringsprocesserne er en stadig tilbagevendende følelsesstruktur i Henrik Ibsens værker, og den kom til at blive bærende i 1900-tallets litteratur. På den måde kan Ibsen betragtes som den første moderne store internationale dramatiker. Han skrev på sin samtids dansk-norske skriftsprog, men var ikke primært nogen national forfatter. Hans værker påvirkede og provokerede intellektuelle, forfattere og dramatikere i samtid og eftertid. Han havde et tvetydigt og rivaliserende forhold til sin samtidige Bjørnstjerne Bjørnson. Ibsen og Georg Brandes delte mange meninger, og Brandes skrev med stor indsigt om hans værker. Anton Tjekhov videreførte det paradoksale drama, som foreløbig kulminerede hos Samuel Beckett. George Bernard Shaw så sig selv som Ibsens arving. August Strindbergs naturalistiske dramaer er nært beslægtet med Ibsens, hans ekspressionisme kan ses som en reaktion på dem. Ibsens dramatiske teknik og hans dialoger — den tilsyneladende dagligtale som egentlig er et højt formaliseret kunstsprog med en kraftig undertekst — danner mønster for megen senere tv-dramatik og realistiske film.

Af Ibsens digte har især "Terje Vigen" (1862) fået et langt liv. Flere indeholder markante formuleringer og bevingede ord, således "Et rimbrev" (1875): "jeg spørger helst; mit kald er ej at svare".

Henrik Ibsen udforskes og spilles i starten af 2000-tallet mere end nogensinde, over hele verden. Stykkerne giver tolkninger i en fortættet dramatisk form af de konflikter, individet stod overfor i det samfund, som er ophav til den senmoderne tilværelse. De formulerer det modernes dilemma.

• det moderne gennembrud
• teater i Norge
• drama