NSDAP

 

 

NSDAP blev dannet den 24. februar 1920, og gik ud fra det tidligere Deutsche Arbeiterpartei (DAP, Det tyske Arbejderparti), grundlagt af Anton Drexler, som var formand til 29. juli 1921. Partiformand fra og med 1921 var Adolf Hitler. Hans partinummer var 555, ikke 7 som han selv påstod.^[1] Allerede fra starten af bestod symbolet for partiet af et hagekors. Da partiet blev stiftet, bestod organisationen af et styre valgt af medlemmerne. Styrets leder blev valgt af styret. Efter en intern magtkamp i partiet formåede Hitler at fjerne denne ordning og indføre førerprincippet med sig selv som enerådende fører. Hitler anså NSDAP som et revolutionært parti med hovedopgave at fjerne Weimarrepublikken, som han mente var styret af socialister, jøder og de, som Hitler mente svigtede de tyske soldater i 1918 ved at kapitulere under den 1. verdenskrig. Det var på denne tid, at SA/"brunskjorterne" blev stiftet som en paramilitær enhed, som beskyttede partiets møder og angreb andre partier.

Hitler hævdede selv, at han meldte sig ud af partiet i juli 1921 for at bremse for "vildmændene", som ville overtage. I et seks siders brev til partiledelsen forklarede han hvorfor, han ikke kunne fortsætte, men dette var rent spil fra hans side, da han godt vidste, at hans talegaver var uundværlige for NSDAP. Han hævdede sig at være hevet over politisk strid, men satte alligevel seks betingelser for at vende tilbage til NSDAP – den ene var at han blev "formand med diktatorisk magt". Drexler og de andre bøjede af, og Hitler fik det, som han ville.^[2] I begyndelsen af 1920-erne voksede partiet i tilslutning. Medlemstallet i januar 1920 var 190. I august 1921 var der 3.300 medlemmer i partiet.^[3] Organisationen blev styrket og tiltrak sig nye medlemmer. Hitlers talegaver, SAs tiltrækningskraft på unge arbejdsløse og Tysklands økonomiske problemer var nogle af grundene til, at organisationen voksede. Partiet fik også grupper uden for Bayern. Julius Streicher i Nürnberg, Ernst Röhm, Heinrich Himmler og Hermann Göring blev også medlemmer på denne tid. I december 1920 startede partiet avisen Völkischer Beobachter, som udkom som dagsavis fra 1923 og blev partiets hovedorgan.

I 1922 kom fascisterne til magten i Italien, hvilket inspirerede Hitler. I januar 1923 okkuperede Frankrig industriregionen Ruhr, fordi Tyskland ikke kunne betale krigsskadeerstatningen. Dette og den vanskelige økonomiske situation og påfølgende hyperinflation førte til, at regeringen senere måtte gå af. I januar 1923 samlede Hitler tropperne til de første Rigspartidage. Arrangementet samlede hele 7.000 mennesker i München.

Johan Scharffenberg, norsk psykiater, skrev i 1933 en artikelserie kaldet "Hitler – frelser eller narr?" i Arbeiderbladet, hvor han rejste spørgsmålet, om det var de mægtige kræfter bag Hitler, som styrede Hitler, eller omvendt. Med udgangspunkt i Mein Kampf, og biografier om Hitler, konkluderede han, at Hitlers symptomer samstemte med paranoid psykopati, mere præcist en profet-psykopati grænsende til sindssygdom. D.W. Swanson og medarbejdere påpegede i sin bog The Paranoid fra 1970, at Hitler i Mein Kampf følger tankebaner "man vanligvis ser ved velorganiserte paranoide tankeforstyrrelser". NSDAPs øvrige ledelse havde tilsvarende behov for at projicere skyld og udtrykke patologisk had og fjendtlighed. Himmler, Göring, Streicher, Röhm, Reinhard Heydrich, Alfred Rosenberg, Martin Bormann, Hans Frank, Robert Ley og Joseph Goebbels var alle fanatiske antisemitter, udpræget mistænksomme mod sine medmennesker generelt og med udtalte storhedsforestillinger. Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess, fløj til Storbritannien veludstyret med homøopatiske præparater, og fik diagnosen schizoid personlighed med paranoide træk. Dermed bestod NSDAPs ledelse efter hvert udelukkende af mennesker med alvorlige personlighetsafvigelser, i en paranoisk tilstand som, ifølge Swanson, "såvisst ikke utelukker personen fra å oppnå lederskap".^[4]

  Uddybende artikel: Ølstuekuppet

 

Den 30. september 1923 gik flere højreorienterede paramilitære grupperinger sammen i et kampforbund (kampfbund). NSDAP var da blevet Bayerns største politiske kraft med 70.000 medlemmer, og 15.000 i SA-grupperne. I det politisk turbulente Bayern var den konservative Gustav Ritter von Kahr indsat som statskommissær (Staatskomissar) for Bayern af statsministeren i Bayern. Hitler og kampforbundets medlemmer prøvede at overtale Kahr til at marchere mod Berlin efter model fra "marchen mod Rom". Kahr havde et mere ambivalent forhold til nationalsocialisterne. Under hans ledelse var den nationalsocialistiske avis Völkischer Beobachter forbudt i 10 dage, og han havde også iværksat undtagelsestilstand, da Hitler annoncerede 14 massemøder i München fra 27. september 1923.

Hvad, som var årsagen til Hitlers endelige brud med Kahr, er ikke kendt, men den 8. november omringede kampforbundet med 600 soldater Bürgerbräukeller, hvor Kahr holdt et møde. 16 nationalsocialister og fire politifolk mistede livet under kupforsøget, og Hitler blev dømt til fem års fængsel 1. april 1924, men slap ud i december samme år.

 

  Uddybende artikel: Mein Kampf

Under fængselsopholdet i Landsberg-fængslet skrev Hitler første bind af Mein Kampf. Bindet blev dikteret til Rudolf Hess, som Hitler sonede sammen med. Han skrev anden del efter løsladelsen i december 1924. I juli 1925 blev første bind offentliggjort, og i december 1926 det andet.

Bogen fik store salgstal, blandt andet fordi det offentlige bidrog til udbredelsen. For eksempel fik alle som giftede sig borgerligt, Mein Kampf i gave. I 1943 var den trykt i 10,24 millioner eksemplarer.

Mens Hitler sad i fængsel, blev partiet kraftig svækket, hvilket han ikke gjorde noget for at forhindre.

Da Hitler kom ud af fængslet, startede han med at reorganisere partiet. Økonomien i Tyskland havde forbedret sig, og behovet for et revolutionært parti var ikke længere til stede i samme grad. Hitlers taleforbud blev opretholdt i to år, frem til den 5. marts 1927, men han kunne tale ved "private" møder.^[5]

Partiet blev inddelt i et "lederskabskorps" og et for generelt medlemskab. Partiet og SA blev delt, og SS oprettet som livvagter for Hitler, ledet af Himmler. Partiet blev mere strømlinjeformet med 98 Gauleitere, som ledede hver sit Gau (gammeltysk for "region"). Under disse var der Kreisleiter (kredsledere), Zellenleiter (celleledere) og Blockleiter (blokledere). Alle var med i et hierarkisk system, hvor ordrer blev givet oven fra og ned over og med loyalitetspligt den anden vej. Kun SA beholdt en vis form for egenrådighed. Joseph Goebbels startede sin karriere i partiet som Gauleiter i Berlin i 1926.

Det var på denne tid, at Hitlerhilsen blev indført i organisationen.

Det tog imidlertid tid før partiet fik tilslutning gennem valg. Partiet havde stillet lister til Rigsdagsvalget i 1924, mens Hitler sad fængslet, men fik kun 6,5 % tilslutning. Partiet deltog på en nationalsocialistisk fællesliste (den nationalsocialistiske frihedsbevægelse) i december 1924, men listen fik kun 3 % tilslutning. Tilslutningen faldt yderligere til 2,6 % ved valget i 1928. Men den organisationsmæssige styrke voksede. På Rigspartidagene i 1926 i Weimar deltog 30.000 mennesker. På mødet blev Hitlerjugend reetableret. Året efter deltog 10.000 på partiets rigspartidage i det, som senere skulle blive den officielle rigspartiby Nürnberg. Inden 1929 var partiet vokset til 130.000 medlemmer.

Samme året vandt partiet opmærksomhed i en aktion med DNVP og Stahlhelm mod Young-planen. NSDAP blev der efter støttet af industrimanden August Thyssen. Den 26. januar 1932 var Hitler inviteret af Thyssen til at holde tale for 7-800 fremmødte medlemmer af Düsseldorfs industriklub for at overbevise dem om, at han havde stærk tiltro til den private ejendomsret og ikke havde til hensigt at nationalisere industrien. Han fortalte videre, at SA og SS betalte sine faner og uniformer af sin egen lomme.^[6] Allerede i 1930 blev NSDAP medlem af regeringerne i delstaterne Thüringen og Braunschweig. I 1932 blev også den socialdemokratiske regering i Preussen afsat og erstattet med en kommissarisk NSDAP-regering. Partiet vandt også magten i Bayern og Württemberg.

 

  Uddybende artikel: Machtergreifung

Det var først, da den økonomiske krise satte ind på begyndelsen af 1930-erne, at partiet voksede i vælgertilslutning. NSDAP fremstod som et klart alternativ til socialdemokraterne, som havde siddet i regering i to år frem til marts 1930. Partiet vandt tilslutning på bekostning af de øvrige ydre højrepartier og begyndte også at få fodfæste blandt konservative. Ved valget i september 1930 fik partiet 18.3 % tilslutning.

Hitler fremstod nu som lederen for den nationalistiske bevægelse i Tyskland og de andre nationalistiske partier mistede tilslutning eller blev absorberede. På denne tid var Rudolf Hess officielt viceformand i partiet. Den reelle lederkvartet bestod imidlertid af Hitler, Himmler, Göring og Goebbels.

I 1931 og 1932 forstærkede den økonomiske krise sig i Tyskland. I marts 1932 stillede Hitler som modkandidat til Hindenburg i præsidentvalget og fik henholdsvis 30,1 % i første runde og 36,8 % i anden valgomgang. Samtidig, som SA repræsenterede en paramilitær styrke på over 400.000 mand, som sloges mod paramilitære socialdemokratiske og kommunistiske grupper i tyske byer, var lov og orden en af Hitlers mærkesager. Orden på tysk økonomi og genrejsing af tysk storhed efter Versailles-traktaterne var andre vigtige emner, som bidrog til tilslutningen. Den åbenbare antisemittisme var nu tonet ned.

Ved rigsdagsvalget i juli 1932 fik partiet 37,2 % af stemmene og var nu landets klart største politiske parti. På venstrefløjen opnåede kommunistpartiet 14,3 %. Partierne, som støttede parlamentarismen, var kommet i mindretal i Rigsdagen. Dette gjorde det umuligt at danne en flertalskoalition. Derfor udskrev Rigskansler Franz von Papen nyvalg i november samme år. Selv om partiet fik en tilbagegang, blev det parlamentariske resultat det samme. Ingen konstellation havde flertal i Rigsdagen.

NSDAP havde imidlertid fået et skud for boven, økonomien i landet havde bedret sig, og partiet mistede protestvælgere. Flere i partiet mente, at partiet burde sikre sig magt før, storhedstiden endte. I december 1932 og januar 1933 prøvede von Papens efterfølger Kurt von Schleicher og nationalistpolitikeren Alfred Hugenberg at overtale Hindenburg til at lade Hitler og NSDAP deltage i en regeringskoalition med hans parti i mindretal men med Hitler som rigskansler. Dette lykkedes de med.

  Uddybende artikel: Nazi-Tyskland

Med Hitler som rigskansler og Göring som præsident for rigsdagen startede et systematisk arbejde for at omgøre den demokratiske Weimarrepublik til en etpartistat med Hitler som øverste leder. Nationalsocialisterne brugte ordet "Gleichschaltung", som betyder ensretning eller koordinering om denne periode. Perioden strækker sig fra tiden efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 til Hindenburgs død i august 1934, hvor al magt samles i et hverv: "Führer und Reichskanzler".

Allerede den 2. februar forbød Göring kommunistiske demonstrationer og møder. Dagen efter blev den socialdemokratiske avis Vorwärts lukket i to dage. Senere blev avisen totalforbudt, og sidste udgave kom den 4. marts.

Natten mellem 27. og 28. februar 1933 blev den tyske Rigsdagsbygningen sat i brand. Branden førte til, at rigspræsident Paul von Hindenburg udstedte Rigsdagsbrandforordningen den 28. februar. De grundlæggende borgerrettigheder, som var garanterede af Weimarrepublikkens forfatning, blev dermed sat ud af kraft således, at vejen blev klar for forfølgelse og arrestation af nationalsocialisternes modstandere. Kommunistpartiet blev forbudt, og den 3. marts blev kommunistpartiets leder Ernst Thälmann arresteret.

I Rigsdagsvalget to dage senere den 5. marts fik NSDAP 43,9 % af stemmerne. Den 21. marts blev den første koncentrationslejr oprettet i Dachau.

Den 23. marts blev bemyndigelsesloven vedtaget i rigsdagen. Loven satte regeringen i stand til at vedtage love uden at gå vejen om rigsdagen. Sammen med Rigsdagsbrandforordningen gav den Adolf Hitler diktatoriske fuldmagter.

 

Den 1. april arrangerede nationalsocialisterne boykot af jødiske forretninger. Senere blev der indført forbud mod jøder i statsadministrationen og begrænsninger for jøder til at udøve enkelte næringsveje.

Den 26. april tog NSDAP kontrollen over de lokale ledelsesorganer og politiet. Lærere og universitetsprofessorer, som var negative over for nationalsocialisterne, blev fjernede fra deres stillinger. Gestapo blev oprettet af Göring.

Den 2. maj blev fagbevægelsen forbudt og dens ejendele konfiskerede.

Den 10. maj arrangerede den nationalsocialistisk ledede tyske studenterorganisation Deutsche Studentenschaft bogafbrænding i mange tyske byer. Bøger af jødiske forfattere som Stefan Zweig, oppositionelle forfattere og forfattere med et andet politisk ståsted blev brændt under planlagte arrangementer med rituelt indhold.

Den 19. maj blev sangen Horst-Wessel-Lied gjort til nationalsymbol ved lov. Sangen blev med tiden Tysklands anden nationalsang, sammen med Das Lied der Deutschen.

Den 22. juni blev det socialdemokratiske parti SPD forbudt. Dagen før var over 500 medlemmer af det socialdemokratiske og det kommunistiske parti blevet kidnappede og mishandlede.

Den 23. juni fik det konservative parti ordre til at lade sig opløse. 27. juni bestemte det tysknationale folkeparti (Deutschnationale Volkspartei) sig til opløsning. Mange af medlemmerne havde allerede opgivet eller var blevet medlemmer af NSDAP.

Den 24. juni blev det vedtaget en lov mod overbefolkning af tyske skoler og studiesteder. Loven begrænsede jøders muligheder for at få en uddannelse.

Den 14. juli blev der vedtaget en lov, som slog fast, at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland, og som forbød oprettelse af nye partier.^[7]

 

30. august – 3. september blev de traditionelle rigspartidage i Nürnberg afholdt. Foran hundrede tusinder af tilrejsende sympatisører erklærede Adolf Hitler: "Det nationalpolitiske parti er blevet staten".

I efteråret 1933 og foråret 1934 blev der gennemført en række begrænsninger i jøders rettigheder. Jøderne blev ekskluderet fra kulturlivet, fik forbud mod at eje land, nægtet at være avisredaktører, nægtet deltagelse i den tyske arbejdsfront (den organisation, som bl.a. skulle erstatte fagbevægelsen), og nægtet national sygeforsikring.

Natten til 30. juni 1934 gik Hitler løs på den indre opposition inden for NSDAP ved at likvidere ledelsen for stormtropperne under "de lange knives nat". Mindst 77 af højere rang blev henrettede, og desuden mindst 100 andre.

Sommeren 1934 lå præsident Paul von Hindenburg for døden i sin ferielejlighed i Østpreussen. Han havde været syg længe, hvilket gav Hitler friere spillerum til at udøve sin politik. Hitler planlagde at bruge Hindenburgs død til at sikre sig total magt i Tyskland.

Den 2. august 1934 døde den 87 år gamle Hindenburg. Hitler annoncerede umiddelbart en lov, som slog fast, at præsident-embedet skulle kombineres med embedet som rigskansler. Myndigheden skulle overføres til fører og rigskansler Adolf Hitler. Han ville selv vælge sin stedfortræder. Loven skulle træde i kraft ved præsident Hindenburgs død.^[8] Efter indførelsen af loven måtte alle medlemmer af den tyske hær sværge en personlig ed til Hitler.

Der efter blev der holdt en folkeafstemning for at give det tyske folk muligheden for at godkende Hitlers nye magt. I mellemtiden kom Hindenburgs testamente. Han ønskede, at Tyskland skulle gå tilbage til at være et konstitutionelt demokrati. Dette blev ignoreret af Hitler. Den 19. august stemte 95 % af de registrerede vælgere ja til koncentrationen af magten på Hitlers hænder.

Partiet og dets organisationer ophørte med at eksistere i september 1945.

 

Ordinært medlemskab
Det ordinære medlemskab i NSDAP, kendt som partimedlemmer (tysk: Parteimitglieder) bestod hovedsagelig af den lavere middelklasse i byer og distrikter. 7 % tilhørte overklassen, 7 % var bønder, 35 % var industriarbejdere og 51 % tilhørte middelklassen. Den største gruppe var læger.^[9]

Kilde: Michael H. Kater, The Nazi Party (Oxford 1983) side 12,250 ^[10]

Da nationalsosialisterne kom til magten i 1933, havde partiet over 2 millioner medlemmer. Da partiet fik magt, tiltrak det sig nye medlemmer. Da det blev oppløst i 1945, havde NSDAP 8,5 millioner medlemmer.

Militært medlemskab
Medlemmer af NSDAP med militære ambitioner blev opmuntrede til at melde sig til tjeneste i den militære gren af partiet, Waffen SS. Til trods for dette var der mange, som meldte sig ind i det ordinære tyske forsvar Wehrmacht. Tidligere regler for Wehrmacht krævede, at man ikke kunne være medlem af noget politisk parti, når man var med i Wehrmacht, og mange måtte da forlade partiet. Mange valgte imidlertid at se bort fra denne bestemmelse, især efter udbruddet af 2. verdenskrig.

Studentermedlemskab
I 1926 oprettede NSDAP en speciel afdeling, som skulle engagere studenterne. Organisationen fik navnet Den Nationalsocialistiske Tyske Studenterorganisation (tysk: Nationalsozialistischer Deutscher Studentenbund).

Paramilitære grupper
Flere paramilitære grupper tjenestegjorde for partiet. Alle medlemmer af sådanne grupper blev bedt om at blive NSDAP medlemmer først og så blive medlem af den gruppe, man ønskede.

De største paramilitære grupper var:

• Schutzstaffel (SS): "beskyttelsesafdeling"
• Sturmabteilung (SA): "stormtropper"
• Nationalsozialistisches Fliegerkorps (NSFK): "Nationalsocialistisk flyvekorps"
• Nationalsozialistisches Kraftfahrerkorps (NSKK): "Nationalsocialistisk motorkorps"

Hitlerungdommen (Hitlerjugend) var en paramilitær gruppe inddelt i et voksent lederskabskorps og et ordinært medlemskab åbent for drenge mellem 14 og 18.

1. Der Führer (Adolf Hitler)
Fra 2. august 1934 blev rigskansler og præsidentembede slået sammen til et hverv, Führer und Reichskanzler. Fra dette tidspunkt havde førerembedet al magt, både reelt og formelt.

2. Reichsleiter
Reichsleiter ("rigsleder") var et af de højeste embeder i det tyske nationalsocialistiske parti NSDAP fra 1922 til 1945. Embedsindehaverne rapporterede direkte til Adolf Hitler og hans nærmeste medarbejdere og udførte sit arbejde efter ordre fra disse.

3. Gauleiter
Gauleiter var en embedstitel i det tyske nationalsocialistiske parti NSDAP. En gauleiter var partiets øverste embedtsmand inden for et gau, en region. Det var som det højeste 42 sådanne regioner i Tyskland, og regioner for udlandet. Gauleitere blev udnævnte af Hitler.

4. Kreisleiter
Kreisleiter (kredsleder) var øverste leder for en kreds i et gau. Kredslederne blev udnævnte af og rapporterede til gauleiteren i sit gau.

5. Ortsgruppenleiter
Ortsgruppenleiter (Lokalgruppeleder) var den politiske leder for en underafdeling i en kreds og bestod af flere byer eller bebyggelser eller omfattede en del af en større by. Den inkluderede fra 1.500 til 3.000 husstande. Ortsgruppelederen blev udnævnt af og rapporterede til kreisleiteren i sin kreds.

6. Zellenleiter
Den politiske leder af en gruppe fra 4 – 8 byblokke eller tilsvarende gruppe husstande i landdistrikterne.

7. Blockleiter
Blockleiter (blokleder) var repræsentant på laveste niveau i parti-hierarkiet. Bloklederen var ansvarlig for den politiske oversigt over nabolaget eller byblokken og var bindeleddet mellem partiet og befolkningen. En gennemsnitlig blokleder havde ansvaret for 40 – 60 husstande.

Ud over at distribuere information fra partiet skulle bloklederen overvåge nabolaget og rapportere om antinationalsocialistiske aktiviteter. Det er anslået, at der var omkring en halv million blokledere i det tredje rige. I dag er den oprindelige titel "blockwart" et skældsord for en angiver, hvilket til dels også stammer fra Stasis aktiviteter i det senere Østtyskland.

 

 

 

 

Andre organisationer:

• Bund Deutscher Mädel (BDM)
• NS-Deutscher Dozentenbund (NSDD)
• NS-Frauenschaft (NSF)
• NSDAP/AO – Udlandsorganisationen

Medlemsudvikling i NSDAP (DAP) fra 1919 til 1933.^[11]

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til NSDAP

• Tyske naziledere
• Fascisme
• Waffen-SS
• Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti