Nothing Special   »   [go: up one dir, main page]
Wikipedia

Filmmusik

musikgenre
Version fra 30. aug. 2014, 19:52 af Hanne123 (diskussion | bidrag) Hanne123 (diskussion | bidrag) (→Kendte filmkomponister: syntax fix)

Filmmusik er den musik, der anvendes i film (dokumentarfilm) eller tv (reality programmer) til at støtte filmens forløb. Musikken er en integreret del af filmens lydside, der i øvrigt omfatter reallyd (lyd fra den scene, der optages, herunder personers tale) og lydeffekter (efterfølgende tilsat lyd, herunder eventuelle speakeres tale).

Filmmusikteori

Til at beskrive filmmusik kan man bruge en række begreber.

For det første skelner man mellem, om musikken er prækomponeret (dvs. skrevet uafhængig af filmen) og original (dvs. skrevet direkte til filmen). Meget ofte forekommer der i spillefilm i det mindste lidt supplerende original musik, også selv om der i øvrigt anvendes prækomponeret musik.

For det andet skelner man mellem diegetisk og ikke-diegetisk musik. Diegetisk musik vil sige musik, der forekommer som en del af filmens reallyd, mens ikke-diegetisk musik i stedet svarer til tilsatte lydeffekter. Diegetisk musik kan for eksempel forekomme, hvis der i filmens handling naturligt indgår musikere, der spiller og synger, eller hvis filmens personer anvender elektroniske medier (f.eks. en pladespiller, som der anvendes flere gange i Nils Malmros' Kundskabens træ). Valget af musikken er her ofte bundet af filmens handling, så musikken tilstræbes at være f.eks. tids- og stedtypisk.

Ikke-diegetisk musik giver mulighed for en større frihed i valget af musik, og man kan f.eks. finde musik, der ikke er særlig tidstypisk til at kommentere følelser og stemninger i filmene. Et berømt eksempel er anvendelsen af Mozarts Klaverkoncert nr. 21 i C-dur i Bo Widerbergs Elvira Madigan fra 1967.

Ikke-diegetisk musik er endvidere meget anvendt i forbindelse med films åbninger og slutninger, hvor de blandt andet har som funktion at medvirke til at holde på seerne (ikke mindst i tv-produktioner) under f.eks. filmtekster. Ved større filmproduktioner bruger man af og til kræfter på at skabe iørefaldende melodier, der kan bruges til at identificere filmen – og omvendt. Velkendte eksempler herpå er titelmelodien til Den lyserøde panter-filmene og James Bond-filmene.

For det tredje taler man om kontrapunktisk og parafraserende musik. Det mest anvendte er her parafraserende musik, der understøtter billederne enten i form af stemninger og følelser i scenerne eller meget direkte som understregning af handlingen. Det sidstnævnte fænomen betegnes, hvis det anvendes således at den afspejler hver en bevægelse, som man ser det i Walt Disneys tegnefilm. Deraf er kaldenavnet Mickey Mousing efter nogle af de første Walt Disney Productions animerede film med lyd.

Kontrapunkterende musik vil i modsætning hertil sige, at musikken går imod billederne ved f.eks. at være meget lys og glad i en dyster eller skrækindjagende scene.

Filmmusikkens historie

I filmkunstens start fra brødrene Lumieres første offentlige filmfremvisning i 1895 og til sidst i 1920'erne var der tale om stumfilm uden indbygget lyd. Ved fremvisningerne anvendte man alligevel musik som ledsagelse til fremvisningen, dels for at underholde tilskuerne, dels for at overdøve spektaklet fra filmfremviserne. Man brugte her alt fra en enkelt pianist over små ensembler til større orkestre, og disse spillede normalt prækomponeret og velkendt musik fra den lettere ende af skalaen (operette, ragtime, salonmusik etc.). Musikerne havde til hjælp såkaldte "cue sheets" med indikation af, hvad der skete og hvornår, så de kunne vælge passende musik til de enkelte scener.

Der blev dog også tidligt skabt originalmusik til film, og allerede i 1908 skrev Camille Saint-Saëns musik direkte til L'Assassinat du duc de Guise. De følgende år blev dette efterhånden fulgt op, og blandt andet En nations fødsel af D.W. Griffith fra 1915 med musik af J.C. Breil i form af blandt andet strygerklange, trompetfanfarer og uddrag fra kendte prækomponerede værker.

Med talefilmens introduktion i 1926 (Don Juan af Alan Crosland) fik man mulighed for at integrere musik på en helt anden og direkte måde i filmen. I starten var man tvunget til at optage lyd og billede samtidig, så derfor kunne man blive nødt til at opstille et helt orkester i studiet sammen med skuespillerne (men normalt uden for billedet), hvilket kunne blive lidt akavet. Fra 1933 blev det teknisk muligt at lægge separat optaget lyd på filmene bagefter, hvilket simplificerede processen og gav en helt ny frihed til at bruge musikken kreativt i filmene.

Et eksempel på den kreative anvendelse forekommer i Prins for en dag af Rouben Mamoulian fra 1932, hvor man havde optaget dele af lyden på forhånd og afspillede den samtidig med optagelserne. Skuespillerne kunne derfor koreograferes, så de fulgte musikken, hvilket på det tidspunkt var epokegørende.

De følgende årtier var karakteriseret af omfattende brug af musik i spillefilm, og med udgangspunkt i tegnefilmene er der oftest tale om parafraserende musik, herunder Mickey Mousing (se ovenfor). Der var mange gange tale om klassisk-inspireret orkestermusik af storladen karakter i film som Borte med blæsten og Casablanca.

Efterhånden kom der en reaktion, og andre musikgenrer kom på banen. Der kom med blandet den fransk ny-bølge omkring 1960 forsøg med film helt uden eller stort set uden musik på den ene side og på den anden side voldsomt outreret musik, som man kender det fra Ennio Morricones musik til Sergio Leones spaghettiwesterns. Efter en periode, hvor originalmusikken til filmene var i højsædet, kom anvendelsen af prækomponeret musik igen på banen med f.eks. anvendelsen af musik af György Ligeti, Johann Strauss (den yngre) og Richard Strauss i Rumrejse år 2001 af Stanley Kubrick.

De seneste årtier er svære at karakterisere entydigt. Blandt tendenserne er anvendelsen af elektronisk musik af f.eks. Vangelis, folkemusik (f.eks. Enya i Ringenes herre) og udelukkende anvendelse af musik som reallyd (Dogme95-filmene). Fælles er dog, at alle disse musikformer allerede har været anvendt tidligere i filmhistorien i et eller andet omfang.

Kendte filmkomponister

Herunder er nævnt en række betydningsfulde komponister af original filmmusik samt eksempler på enten film eller instruktører, de har arbejdet med.

Danske filmkomponister

Blandt de danske filmkomponister kan nævnes:

Litteratur

Ekstern henvisning

Se også

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Filmmusik&oldid=7753701"