Frej

I nordisk religion er Frej det mandlige modstykke til gudinden Freja, hans søster. Gennem erotik og seksualitet var de knyttet direkte til frugtbarhed.^[1] Deres navne tolkes almindeligvis som afledt af de protogermanske ord herre og frue, hersker og herskerinde, hvilket tyder på, at guderne tidligere blev opfattet som så mægtige, at de ikke kunne tiltales ved deres rette navne.^{[kilde mangler]} Begge er børn af vaneguden Njord, men myterne hentyder også til, at Frej og Freja har været elskere og/eller ægtefolk. Det er et træk, som ikke er ualmindeligt for frugtbarhedskulte; en forestilling som antagelig hvilede mere på symbolske værdier, end på det incestiøse forhold.^{[kilde mangler]}

Snorre Sturlason beskriver Frej som meget smuk og fager af ydre, som mægtig, tilgivende, venlig, og han kalder ham Verdensguden (veraldar goð). Frej råder for vejr og årsvækst, dvs. både for regn og solskin til markens grøde og man kunne blote til Frej for en god fremtid, for fred og for velstand og fremgang. Lige som Njord kaldes Frej vanernes ætling og vaneguden, samt årsguden og rigdomsgiveren. Det fortælles i sagaer om heste, som har været helliget Frej. De blev kaldt Frejfaxer.

Frej blev i myter og digte udstyret med følgende attributter:

• Hans hjem var Alfheim, (alf + hjem dvs. alfernes hjem). Alferne var kollektive guder, der også var forbundet med gravhøje og forfædrene. Dette indikerer en mulig forbindelse mellem vaner og alfer.^[1]
• Hans skib Skídhbladhnir var bygget af dværgen Ivaldes sønner, det kunne sejle på land, havde altid medvind og kunne foldes som et stykke klæde og lægges i lommen. Det forbinder ham med sin far.^[4]
• Frejs sværd som kunne hugge af sig selv.
• Frej ejede galten Slídhrugtanni eller 'Gullinborsti, som, når han spænder den for sin kærre, kan løbe gennem luften og over havet. Galten oplyser alt med sine gyldne børster.
• Frejs hest hed Blodughofi (med blodige hestehove).
• Hans tjenere var ægteparret Byggvir og Bejla (associeret med mjødbrygning). De var af alfeslægt.

Frej var af vaneslægt og ikke en af aserne: Hans kom til Asgård som følge af den mytologiske krig mellem aser og vaner, hvor fremtrædende medlemmer af de to slægter blev udvekslet som gidsler. Myten kendes kun i fragmenter. Hans oprindelse i det kosmologiske system er derfor usikker.

En anden myte med Frej som hovedperson findes i digtet Skirners færd. Det omhandler Frejs forelskelse i jættekvinden Gerd og Skirners færd til Jotunheim for at overtale hende til at gifte sig med Frej. Brylluppet mellem dem kan ifølge den norske religionshistoriker Gro Steinsland muligvis fortolkes som foreningen mellem himmelguden og den frugtbare jord^[5] Før hun bliver hans hustru, må han bortgive sit sværd, der kan kæmpe af sig selv, hvis ham der bærer det, er klog nok. Uden dette sværd besejrede han jætten Beli med et gevir, men ved Ragnarok vil han mangle sværdet, og derfor være en af de første der falder i kamp med ildjætten Surt.

Frej var ikke blot frugtbarhedsgud, men er også gennem sin søn Fjølner stamfader til ynglingeslægten, der både var Norges og Sverige mytologiske urkonger.^[6]

 

Frej blev hovedsageligt dyrket i Mälarregionen i Sverige, i Norge og på Island. I Danmark optrådte han under navnet Frø, men levnene efter ham er langt sjældnere end i de førnævnte områder.^[1] I vikingetiden havde Frej langt større betydning i religionen end hans far Njord, hvis rolle i frugtbarhedskulten sandsynligvis var langt større i jernalderens religion.^[7]

Arkæologiske levn og skriftlige kilder tyder på, at Frej i lighed med frugtbarhedsguder fra andre kulturer fremstilles med erigeret lem (fallos, cum ingenti priapo ifølge Adam af Bremen). I ceremonierne indgik sange og handlinger som de kristne blev opfattet som uanstændige. Vi har kun vage hentydninger til ritualernes karaktér. Den norske arkæolog Oddgeir Hoftun mener, at det er sandsynligt, at seksuelle hentydninger eller direkte handlinger har indgået i dem. "Seksualakten har uten tvil dannet mønsteret for mye av den seremonielle symbolikken i den førkristne kulten". Hoftun mener også, at seksualritualerne er blevet stærkt nedtonet af forskningen. Men sagalitteraturen fra 13. århundrede synes også præget af, det han betegner som den samme kristne seksualskam.^[8]

Yngvi (alt. Yngve) var den mytologiske stamfader til Ynglingeslægten, som de tidligst kendte norske og svenske konger hævdede at nedstamme fra. Hans oprindelse er usikker, men bliver i flere kilder som Ynglingesaga og Gesta Danorum identificeret som guden Frej. Andre kilder tyder på, at han oprindeligt har været en stammegud for de folkeslag, som Tacitus omtaler i Germania som Ingvæonerne. Han beretter, at germanerne opfatter guden Tuisco og hans søn Mannus som deres stamfædre. Mannus’ tre sønner gav navn til de tre overordnede germanske stammer; kystfolket Ingvæonerne, indlandets Herminoner og de resterende Istvæoner. I et angelsaksisk digt fra ca. 1100 fortælles det fx:

Ing blev set første gang af mænd blandt Østdanerne.

Digtet omtaler også, at Ing havde en vogn. Den kan sandsynligvis være en parallel til gudinden Nerthus’ vogn og Frejs vogn fra yngre kilder.^{[kilde mangler]} Ing omtales også i yngre angelsaksisk litteratur under forskellige navne, bl.a. i digtet Beowulf (varianter af Ings venner).

Sammensætningen Ingui-Frea (oldengelsk) og Yngvi-Freyr (norrønt) kan være et levn af ældre forestillinger om en direkte forbindelse mellem guden og de germanske konger. Fra senere kilder fremgår det, at herskeren havde en vigtig religiøs funktion, og fx havde en central rolle i ritualer. Ideen bygger bl.a. på, at ordet Frea og Freyr kan være titler, der betyder "Herre".^{[kilde mangler]}

Nogle af de traditioner og forestillinger, der blev knyttet til Frej, blev også forbundet med de danske sagnkonger, der blev kaldt Fróði, navnlig Frode Fredegod. I bog 5 af Saxo Grammaticus' 'Gesta Danorum og i Ynglingasaga beskrives hans regeringstid som en guldalder, præget af fred og velstand. Det fortælles også, at han efter sin død førtes rundt i landet i en vogn.

I den katolske kristendom er der knyttet ritualer til flere helgener, som svarer til dem, vi ved var knyttet til Frej. I nogle områder af Vesteuropa blev Skt. Blaise opfattet som skytshelgen for plovmænd og bønder. På Skt. Blaise dag, den 3. februar, blev kornet velsignet af ham før såning. Ceremonien bestod som regel af et optog, hvor en mand, der repræsenterede helgenen, blev trukket på en vogn gennem hele området. I nogle landsbyer blev Skt. Blaise også betragtet som beskytter af menneskenes frugtbarhed, og unge kvinder, der ønskede at gifte sig, bad foran hans statue.^[9]

I Skandinavien og England kan helgenen Sankt Stefan have arvet nogle af Frejs funktioner. Hans festdag var den 26. december, og han kom dermed til at spille en rolle i de juleritualer, som tidligere var forbundet med Frej; fx spisning af den traditionelle juleskinke.^[10] I ældre svensk kunst er Stefan ofte vist med en hest, mens han medbringer en orne til julegildet. Han bringer et ornehoved til en yuletide banket.^[11] Begge disse traditioner er ekstrakanoniske, og er sandsynligvis overlevet fra før-kristen tid.

En anden helgen med en mulig forbindelse til Frej er kong Erik den Hellige fra 12. århundrede. Bønderne bad til Skt. Erik for en frugtbar høst og fred ligesom til Frej ifølge Adam af Bremen, og hvis der var et år med dårlig høst, tilbød de ham et kornaks af sølv eller gav heste til kirken. På hans festdag den 18. maj blev Skt. Eriks relikvier trukket i en vogn fra Uppsala til Gamla Uppsala. Dyrkelsen af Skt. Erik var den eneste helgenkult, som var tilladt efter Reformationen.^[12]

 

  Uddybende artikel: Rällingestatuetten

I 1904 blev en statuette fra vikingetiden fundet på gården Rällinge i Lundasogn i Södermanland. Den blev identificeret som Frej. Figuren viser en mand, med benene over kors og erigeret penis. Han er iført en spids hætte og har et trekantet skæg, som han stryger med hånden. Statuetten er 9 cm høj og er udstillet på Historiska museet i Stockholm.^[13]

En del af den svenske billedtæppe fra Skog kirke (12. århundrede) viser tre figurer, som er tolket som (fra højre) den enøjede Odin, Thor med sin hammer og Frej med et kornaks.^[14] Tolkningen bygger især på, at figurerne har store ligheder med de tre statuer i Uppsala, som Adam af Bremen beskrev i slutningen af 11. århundrede. Billedtæppet bærer mærker efter Odins manglende øje. Efter en anden tolkning forestiller figurerne de tre hellige nordiske konger Knud den Hellige af Danmark, Erik den Hellige af Sverige og Olav den Hellige af Norge. Tæppet stammer fra Hälsingland og er nu på Historiska museet.

Adam af Bremens Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, skrevet omkring 1080, er en af de ældste skriftlige kilder til den før-kristne skandinaviske religiøse praksis. På dette tidspunkt var den før-kristne religion sandsynligvis stadig levende og udbredt flere steder i Norden, og i teksten hævder Adam selv, at han har haft adgang til førstehånds-beretninger om hedenske skikke i Sverige. Han henviser til Frej med det latiniserede navn Fricco og nævner, at en afbildning af ham på Skara blev ødelagt af en kristen missionær. Hans beskrivelse af templet i Uppsala giver oplysninger om guden:

Senere fortæller Adam, at der ved bryllupper udføres et drikoffer til billedet af Fricco. Blandt historikere er der delte meninger om pålideligheden af Adams beskrivelser.^[15] Selv om han fortæller om samtidige forhold, så er der en klar dagsorden bagved, nemlig at understrege den rolle, som ærkebiskopen af Hamburg-Bremen spillede i kristningen af Norden. Hans tidsramme for religionsskiftet i Sverige bekræftes ikke af andre kilder, som fx runeinskriptioner, lige som der ikke er fundet klare arkæologiske beviser for tilstedeværelsen af et stort tempel i Uppsala. På den anden side kendes der eksempler på statuetter med fallosser; fx den såkaldte Rällinge-Frej der i 1904 blev fundet i Södermanland.

Snorri Sturlusons Yngre Edda blev nedskrevet i begyndelsen af 13. århundrede på Island mens de gamle nordiske guder stadig blev husket. I den første del, der kaldes Gylfaginning, præsenteres Frej som en af de vigtigste guder.

 

Denne beskrivelse indeholder flere ligheder med den Adam af Bremen nedskrev tidligere, men forskellene er også interessante. Adam giver Thor kontrol over vejret og markens afgrøder, mens Snorri siger, at Frej regerer over det. Snorri udelader de udtrykkelige seksuelle referencer i sin fremstilling af Frej. Disse forskelle er blevet forklaret på flere måder. Det er fx muligt, at de nordiske guder ikke har haft nøjagtig de samme roller i blandt islændingene og svenskerne. Men det skal også erindres, at Adam og Snorri nedskrev hver deres tekster med forskellige mål for øje. Snorri eller Adam kan også have videregivet fordrejede oplysninger.^{[kilde mangler]}

Den eneste længere myte relateret til Frej i Yngre Eddaer historien om hans ægteskab.

Kvinden er Gerðr, en smuk jættekvinde, som Frej øjeblikkeligt bliver forelsket i. Han bliver derpå deprimeret og fåmælt, men efter lang tids bryderier indvilliger han i at tale med Skírnir, hans tjener. Han fortæller Skírnir, at han er blevet forelsket i en smuk kvinde og tror, han vil dø, hvis han kan ikke få hende. Han spørger Skírnir om han vil rejse hen til hende for at gøre kur for ham.

 

Tabet af Frejs sværd får store konsekvenser: Yngre Edda fortæller, at Frej måtte kæmpe mod jætten Beli uden sit sværd og dræbe ham med et gevir. Men ved Ragnarok, verdens undergang, vil det gå langt værre. Her vil Frej møde ildjætten Surtr, og eftersom han ikke har sit sværd, vil han blive besejret.

Selv efter tabet af sit våben besidder Frej stadig to magiske genstande udført af dværge. Den ene er skibet Skíðblaðnir, som altid vil have en god brise, hvorend dets ejermand vil sejle, og så kan det være foldet sammen som en stykke klæde og blive båret i en pose. Den anden er ornen Gullinbursti, hvis børster skinner og oplyser vejen for dets ejer. Ingen myte, der involverer Skíðblaðnir er blevet overleveret, men Snorri fortæller, at Freyr kørte i en vogn trukket af Gullinbursti til Balders begravelse.

 

Frej optræder i flere af eddadigtene. Disse fremstillinger ligner i reglen dem, der fra Yngre Edda, men nogle forhold, der nævnes i den ene samling bliver ikke omtalt i den anden.

I Völuspá beskrives verdens skæbne, fra dens skabelse til dens undergang. Her optræder også det endelige møde mellem Frej og Surt.

Nogle forskere har foretrukket en anden oversættelse, hvor solen skinner "fra gudernes sværd". Tanken er, at sværdet som Surtr dræber Frej med er det sværd, som Frej havde foræret væk for at få Gerðr. Sigurdur Nordal, der taler for dette synspunkt, mener at det ville tilføje et yderligere lag af tragedie til myten. Men Olaf Hansens oversættelse ovenfor er lige så god.^{[kilde mangler]}

Grímnismál er et digt, som stort set består af oplysninger om guder, her nævnes Frejs opholdssted.

En tandgave var en gave til et spædbarn, når den første tand brød frem. Da Alfheimr eller Álfheimr "Alfernes hjem (verden)" kan det faktum, at Frej ejer dette sted, betyde, at der er en nær sammenhæng mellem Vanerne og alferne, som vi ellers ikke kender meget til. Grímnismálnævner også, at det var Ívaldis sønner, der fremstillede Skíðblaðnir til Frej, og at det er det bedste af alle skibe.

I digtet Lokasenna beskylder Loke guderne for forskellige ugerninger. Han kritiserer vanerne for incest, siger, at Njörðr fik Frej med sin egen søster. Han fortæller også, at guderne havde opdaget Frej og Freja mens de lå sammen. Guden Tyr forsvarer Frej.

I Lokasenna fremgår det, at Frej havde to tjenere ved navn Byggvir og Beyla. De har tilsyneladende været associeret med brødbagning.^{[kilde mangler]}

 

Frejs bejlen til Gerðr er behandlet udførligt i digtet Skírnismál. Frej er deprimeret efter at have set Gerðr, og Njörðr og Skaði beder derfor Skírnir om at gå hen til ham for tale med ham. Frej afslører årsagen til sin sorg og anmoder Skírnir om at rejse til Jötunheimr for at bejle til Gerðr på hans vegne. Freyr giver Skírnir en hest og hans magiske sværd til rejsen.

Da Skírnir når frem til Gerd, begynder han med at tilbyde hende forskellige af asernes skatte, hvis hun vil gifte sig Frej. Da hun nægter at give sit samtykke, må han true hende med destruktiv magi, før indvilliger i at mødes med guden.

Frej omtales i flere skjaldedigte fx i Nafnaþulur, hvor det siges, at Frej rider hesten Blóðughófi (Blodig Hov). I et andet digt, Húsdrápa, der er delvist bevaret I Yngre Edda, fortælles det, at han kom ridende til Balders begravelse på en galt.

I et digt af Egill Skalla-Grímsson opfordres Frej til sammen med Njord at drive Erik Blodøkse ud af Norge. Den samme skjald nævner i Arinbjarnarkviða, at hans ven er blevet velsignet af de to guder.

Frej optræder i flere af de islandske sagaer både som person i en fortælling og som gud i forbindelse med dyrkelsen af ham. Fx er hovedpersonen i Hrafnkels saga Freyr-goði og vier en særlig hest til guden. Da en mand trods forbud bruger hesten til at ride på, må han dræbe ham.

 

 

Snorri Sturluson begynder sin historie om Norges konger med Ynglingasaga, en euhemeristisk beretning om de nordiske guder. Her fremstilles Odin og Aserne som mennesker fra Asien, der får magt gennem tapperhed i krig og Odins færdigheder. Men da Odin angriber Vanerne, må han sande, at hans kræfter er begrænsede, og han må indgå en fredsaftale med vanerne. For at forsegle freden udveksler de gidsler, og Njord bliver sammen med sine to børn Frej og Freja sendt til aserne. Her fortæller sagaen i lighed med Lokasenna, at incest blev praktiseret i blandt vanerne.

Odin gør Njord og Frej til offerpræster, og de bliver derfor magtfulde herskere. Odin drager videre for at erobre Norden, hvor han slår sig ned i Sverige og regerer som konge. Efter Odins død, tager Njord tronen. Under hans styre hersker der fred og høsten er god, svenskerne kommer derfor til at tro, at Njord har kontrol over disse forhold. Siden bliver Njord syg og dør.

Frej havde en søn ved navn Fjølner, der afløste ham som konge og som regerede efter ham med fortsat fred og god høst. Fjølners efterkommere er opregnet i Ynglingatal som beskriver de mytologiske konger af Sverige.

Den islandske Ögmundar þáttr dytts fra 14. århundrede indeholder en beskrivelse af, hvordan Frej i Sverige blev transporteret i en vogn ledsaget af en præstinde. Frejs funktion som frugtbarhedsgud krævede en kvindelig partner, så de sammen udgjorde et guddommeligt par.^[16]

(Oversættelse af McKinnell 1987)

Denne korte historie fortæller om en mand ved navn Gunnar, der var mistænkt for manddrab og flygtet til Sverige. Her mødte Gunnar en ung præstinde. Han hjalp hende med at drive Frejs vogn med gudestatuen i, men guden værdsatte ikke Gunnar og overfaldt ham. Gunnar ville være dræbt, hvis han ikke havde lovet sig selv at vende tilbage til den kristne tro, i fald han ville komme tilbage til Norge. Da Gunnar havde lovet dette, sprang en dæmon ud af gudestatuen, og Frej var nu intet andet end et stykke træ. Gunnar ødelagde afgudsbilledet og klædte sig selv som Frej. Derefter kørte Gunnar og præstinden på tværs af Sverige, hvor folk var glade for at se at guden besøgte dem. Efter et stykke tid gjorde han præstinden gravid, men det blev af svenskerne set som en bekræftelse på, at Frej virkelig var en frugtbarhedsgud og ikke en forfalskning. Til sidst måtte Gunnar dog flygte tilbage til Norge sammen med sin unge brud, der blev døbt ved Olaf Tryggvasons hof.

I Gísla saga beskrives en høvding ved navn Þorgrímr Freysgoði som en ivrig dyrker af Frej. Da han dør, bliver han begravet i en høj.

Íslendingabók , skrevet omkring 1125, er den ældste islandske kilde, som nævner Freyr; bl.a. i de svenske kongers stamtavle. Landnámabók indeholder en gammel hedensk ed, der blev afgivet på et ting, hvor Frej, Njord, og den "den almægtigeAss" påberåbes. I Hervarar saga nævnes ofringen af en orne til Frej ved juletid.

Frej omtales også i Hallfreðar saga, Víga-Glúms saga og Vatnsdœla saga.

I Saxos Gesta Danorum fra begyndelsen af 13. århundrede optræder Frej under navnet Frø. Beretningen er euhemeristisk og Frej beskrives som gudernes "statholder" (procul).

At der fandtes en Frej-kult ved Uppsala bekræftes af adskillige andre kilder. Beskrivelsen af ændringer i blót ritualet kan måske afspejle en historisk ærindring, men det er højst usikkert. ^{[kilde mangler]} Arkæologiske studier viser, at der var en stigning i antallet af menneskeofringer i slutningen af vikingetiden ^[17] Normalt blev menneskelige ofre forbundet med Odin, men tidligere i Saxos værk er der dog en henvisning til ofringer til Frø. Da kong Hadingus dræber et guddommeligt væsen forbandes han og må for at sone sin brøde med et offer.

Ofringen af sortfarvede ofre til frugtbarhedsguden kan have en parallel i græsk religion, hvor farvede dyr blev foretrukket for hvide til khtoniske guddomme.^{[kilde mangler]}

I bog 9 omtaler Saxo Frø som "konge af Sverige" (rex Suetiae):

Henvisningen til den offentlige prostitution kan afspejle en ellers glemt praksis i forbindelse med frugtbarhedskulten, men kan ligesåvel bygge på græsk-romerske traditioner.^{[kilde mangler]} En sådan tradition kan også være baggrunden for den beskrivelse af Odinsdyrkeren Starcatheruss ophold i Sverige i bog 6:

• Alfheim
• De nordiske guders familietræ

Wikimedia Commons har medier relateret til: Frej

• Hedendske ballader: Balladen om Odin og Veraldur (Frej) Arkiveret 18. februar 2006 hos Wayback Machine, færsøsk.
• Skirnersmål Arkiveret 27. september 2007 hos Wayback Machine oversat til norsk og moderniseret