Sydlige Nederlande
historisk region i Belgien
De Sydlige Nederlande (nederlandsk: Zuidelijke Nederlanden; spansk: Países Bajos del Sur; fransk: Pays-Bas méridionaux), eller De katolske Nederlande, var den del af Nederlandene, som i stor grad var kontrolleret af Spanien (1556–1714) og Østrig (1714–1794) - og annekteret af Frankrig (1794–1815).[1][2] Regionen omfattede også flere mindre stater, som hverken blev styret af Spanien eller Østrig: fyrstbispedømmet Liège, rigsabbedi Stavelot-Malmedy, hertugdømmet Bouillon, hertugdømmet Horne og fyrsteabbediet Thorn. De sydlige Nederlande var en del af det tysk-romerske rige, til hele området blev annekteret af det revolutionære Frankrig.[3][4]
De Sydlige Nederlande udgjorde det meste af
- de senere stater Belgien og Luxembourg,
- dele af Nederlandene og Tyskland (regionen Opper-Gelre som i dag delt mellem Tyskland og den nederlandske provins Limburg) og i 1713 i stor grad afstået til Preussen
- Bitburg-området i Tyskland (en del af Luxembourg)
- og til 1678 det meste af regionen Nord-Pas-de-Calais og området Longwy i Nordfrankrig.
Noter
redigér- ^ "History of the Netherlands and Flemish movement" Arkiveret 10. marts 2017 hos Wayback Machine på Voorpost.org (engelsk)
- ^ "Oldest printed map of the (Southern) Netherlands discovered!" Arkiveret 21. august 2016 hos Wayback Machine i Universiteitsbibliotheek Utrecht (engelsk)
- ^ Bocken, Hubert; Bondt, Walter de (2001): Introduction to Belgian Law Arkiveret 23. august 2016 hos Wayback Machine, Kluwer Law International, s. 7 (engelsk)
- ^ Cook, Bernard A. (2002): Belgium: A History, Peter Lang, s. 49 (engelsk)
Litteratur
redigér- Kann, Robert A. (1974): A History of the Habsburg Empire 1526-1918, University of California Press, pp. 229–230
- Cammaerts, Émile (1921): A History of Belgium from the Roman Invasion to the Present Day, fullstendig tekst online
- Cook, Bernard A. (2004): Belgium: a history, 3. utg.,. New York, ISBN 0-8204-5824-4
- Kossmann, E.H. (1978): The Low Countries 1780-1940, uddrag og tekstsøgning