Sisimiut

Sisimiut betyder oversat fra grønlandsk "De der bor ved rævehulerne",^[5] og det tidligere danske navn var Holsteinsborg opkaldt efter den danske greve Johan Ludvig Holstein. I 1996 gik alle grønlandske byer officielt over til deres grønlandske navne.^[6] I dag er navnet Holsteinsborg sjældent anvendt, da det af mange opfattes negativt.

 

  Hovedartikel: Saqqaq-kulturen.

Sisimiut har været beboet i omkring 4.500 år af mennesker fra Saqqaq-kulturen, der ankom fra de arktiske egne af Canada. I løbet af den første periode bosatte de sig på talrige steder langs den grønlandske vestkyst.^[8] På dette tidspunkt lå vandstanden en del over den nuværende, der dog gradvist er faldet efter mange års landhævninger.^[7] Saqqaq-kulturen forblev i det vestlige Grønland i næsten to tusinde år.^[9] I modsætning til de efterfølgende indvandringer efterlod Saqqaq-kulturen et utal af grave og andre arkæologiske skatte langs Davisstrædet fra Diskobugten til Labradorhavet syd for Nuuk.^[8]

Undersøgelser nær lufthavnen har afdækket de skiftende bebyggelsesmønstre i Saqqaq-kulturen.^[10] Her har undersøgelser vist, at kulturens boliger varierede fra telte af dyreskind til ildsteder af sten. Undersøgelserne viser også overgangen fra enfamiliesbebyggelser til små landsbyer med flere familier. Der er dog ingen tegn på, at kulturen har været struktureret i en større skala.^[8] Til trods for dette er der bevis for, at der har været foretaget en koordineret rensdyr-jagt, der enten blev organiseret i landsbyen eller af individer, der var forbundet løst.^[8] Selvom nutidens teknologi indenfor DNA forskning tillader, at forskere kan undersøge kulturens færden, er det ikke endnu lykkedes at finde grunden til kulturens forsvinden.^[11]

  Hovedartikel: Dorset-kulturen.

Efter århundreder uden nogen permanent befolkning ankom den anden bølge af indvandrere fra Canada. Denne bølge bragte Dorset-kulturen til det vestlige Grønland og er kendt som Dorset I, der ankom omkring år 500 og bosatte regionen i omkring 700 år.^[9] Den tidlige Dorset-kultur blev efterfulgt af Dorset II og har ikke efterladt sig mange arkæologiske artefakter nær Sisimiut.^[9] De fleste artefakter fra Dorset-kulturen er blevet fundet længere mod nord især i området nær Diskobugten, mens der længere sydpå ikke er fundet betydelige mængder af artefakter.^[12] Omkring Sisimiut er der især fundet rester af dyreknogler samt harpuner.^[12]

De to kirker i Sisimiut er beliggende i umiddelbar nærhed af hinanden. Venstre: Sisimiut Gl. Kirke (1775). Højre: Sisimiut Ny Kirke (1926)

  Hovedartikel: Thule-kulturen.

Inuitterne blandt Thule-kulturens efterkommere udgør i dag størstedelen af befolkningen i byen og ankom for næsten tusinde år siden. De første optegnelser er dateret til omkring det 13.-14. århundrede. Thule-folket var meget mere teknologisk udviklet end den forrige Dorset-kultur, selvom de stadig ernærede sig ved jagt på hvalrosser, rensdyr og især sæler. Dette er også kaldet subsistensøkonomi, hvor produktionen (her jagt) hovedsageligt går til privat forbrug og var gennemgående karakteristisk ved den tidlige Thule-kultur.^[13]

Vandstanden var betydelig højere end i dag, og derfor var Sisimiutdalen øst for Ulkebugten delvist under vand. Det er her, de fleste artefakter og historiske grave er blevet fundet. Kystlinjen mellem Sisimiut og Kangaamiut havde en rig fauna, hvilket gjorde området attraktivt for indvandring. På baggrund af den store mængde af historiske artefakter er området fra 2003 kandidat til at komme på UNESCOs Verdensarvsliste.^[14]

Der er ingen tydelige tegn på historisk, nordisk bebyggelse i området. Med etableringen af Hans Egedes første danske kolonier dominerede hollandske hvalfangere området omkring Sisimiut. Da Hans Egedes Bergenkompagni grundlagde en hvalfangststation på Nipisat Ø, der ligger ca. 30 km nord for den nuværende by, blev den hurtigt brændt ned af de hollandske fangere. Det var først, da Jacob Severin fik monopol på den grønlandske handel og samtidig fungerede som agent for den danske flåde, hollænderne blev udkæmpet i en række vigtige slag i 1738-39.^[15]

Da den nuværende by blev grundlagt i 1764 af det "Det almindelige Handelskompagni", var det som kolonien Holsteinsborg^[16], opkaldt efter greve Johan Ludvig Holstein, der også var formand for Missionskollegiet og derigennem sørgede for en ordentlig missionering i befolkningen.^[17] Ved grundlæggelse blev byen på grønlandsk kaldt Amerloq efter fjorden Amerloqfjorden ved byen.^[17] Kolonisterne anlagde flere landsbyer i området, hvor der i dag kun er to tilbage; Itilleq og Sarfannguit.^[18] Ifølge "Den Kongelige Grønlandske Handel" var Holsteinsborg centrum for handel med rensdyrskind.^[19]

Venstre: Grønlands nationaldag fejret den 21. juni 2010,[20] som var den første, efter Grønland fik selvstyre i 2009, efter folkeafstemningen i 2008. Højre: Iført nationaldragt bød borgmester Hermann Berthelsen befolkningen velkommen til kirken på samme dag.

Adskillige af de oprindelige bygninger fra 18. århundrede findes stadig i Sisimiut, heriblandt Gammelhuset fra 1725 og Blå Kirke fra 1775,^[17] der er den ældste kirke i Grønland.^[16] Blå Kirke blev oprindeligt opført i bygden Ukiivik, der indtil 1764 var Holsteinsborg. Kirken blev flyttet til den nuværende placering sammen med resten af byen. Den nye kirke, Sisimiut Kirke, på klippen blev opført i 1926 og udvidet i 1984.^[16] Indgangen til kirkegården ved den Blå Kirke er dekoreret med en unik port af hval kæbeben.^[16] I 1801 blev byen ramt af en koppeepidemi, der dræbte 400 af indbyggerne. Byen overvandt hurtigt tilbagegangen og voksede i hele det 19. århundrede.^[18]

I det 20. århundrede oplevede byen industrialiseringen, da der blev etableret en havn. I 1924 opførte Royal Greenland den første fiskefabrik i Grønland.^[21] Fiskeri er stadig det primære erhverv i Sisimiut med bl.a. en specialisering indenfor rejeindustri.^[16]

Indtil 2008 var Sisimiut administrativt centrum for Sisimiut Kommune, der blev til den nye Qeqqata Kommune fra den 1. januar 2009. Dog bevarede Sisimiut sin status som administrativt centrum, der udover Sisimiut Kommune består af den tidligere Maniitsoq Kommune og den tidligere amerikanske flyvebase Kangerlussuaq, der tidligere var uden for kommunal inddeling.^[22] Kommunalbestyrelsen består af 13 personer ledet af borgmester Hermann Berthelsen, repræsenteret af de fire primære partier i Grønland; Siumut, Atassut, Demokraterne og Inuit Ataqatigiit.^[23]

I 1952 nedgravede Jens-Frederik Chantelou to hemmelige "koldkrigskasser" med mikrofilm med alle oplysninger om danske og grønlandske fikspunkter.^[24]

 

Sisimiut ligger ca. 320 km nord for Nuuk, og ca. 75 km nord for polarcirklen,^[16] på den østlige side af Davisstrædet. Byen ligger på en stor halvø, der afgrænses mod nord af Kangerluarsuk Tulleq-fjorden og den brede Amerloqfjord mod syd.

  Hovedartikel: Ulkebugten.

Umildbart nord for Sisimiut, findes et lille indløb af Davisstrædet, kaldet Ulkebugten, der skiller byen og lufthavnen. Lufthavnen findes ved den sydlige fod af det 544 meter høje Præstefjeld.^[25]

Bugten er beskyttet fra det åbne hav og har gode besejlingsforhold. Både Sisimiut Havn og lystbådehavnen ligger på den sydlige bred af bugten. Den 4,1 km lange vej til lufthavnen passerer ved en bro bugten. Lige nord for broen er den nye bydel Akia under udbygning. Halvvejs mellem by og lufthavn findes en strand med mørkt sand, der i sommermånederne er populær.

 

  Hovedartikel: Alanngorsuaq.

Mod øst strækker sig en bred dal fra bunden af Ulkebugten, der mod nord afgrænses af udløberen til Præstefjeldet, og mod syd af Majoriaq. Polarruten mellem Sisimiut Kangerlussuaq starter i dalen og alt efter valg af rute er mellem 150 og 170 km.^[26]. I midten af dalen rejser Alanngorsuaq bjerget på 411 meter, omkranset af flere søer, hvoraf den ene tjener som drikkevandsreservoir for Sisimiut. Der er god adgang til hele området vha. en grusvej, hvilket gør det til et populært udflugtsmål. Vandreservoiret har en årlig kapacitet på 7.200.000 m³, men der forbruges kun 882.000 m³ årligt.^[27]

 

  Hovedartikel: Kællingehætten.

Mod sydøst afgrænses dalen af Kællingehætten-massivet, der har flere høje toppe. Den højeste er Kællingehætten med sine 784 m.^[25]

Sisimiut ligger i polarklima og tilhører kategori E indenfor Köppens klimaklassifikation. Den gennemsnitlige temperatur er 10 °C eller lavere.^[28] De koldeste måneder har en gennemsnitstemperatur i februar på -10,2 °C og i marts -10,1 °C.^[28] De varmeste måneder er juli og august, der har gennemsnitstemperature på 9,8 °C og 9,3 °C og er de eneste måneder med temperaturer over 1 °C på den gennemsnitlige minimum temperatur.^[28] Nedbørsmængden er meget lav i Sisimiut, og det meste nedbør forekommer i perioden juli til december.^[28]

Med 5.460 indbyggere i 2010^[29] er Sisimiut en af de hurtigst voksende byer i Grønland, ^[30] som følge af øget tilflytning fra de omkringliggende bygder. Bortset fra Kangerlussuaq, er Sisimiut den eneste by i Qeqqata kommune, der udviser stabile vækstmønstre gennem de seneste to årtier.

Den skæve kønsfordeling er tydelig i Sisimiut, hvor der et stort overtal af mænd med omkring 20% færre kvinder i 1990 og 13% færre i 2010. Omkring 10% af byens indbyggere er født uden for Grønland. Det er et fald fra 16,5% i 1990 og 11,8% i 2000.^[30]

 

Forskellige typer af bebyggelse i Sisimiut, et præfabrikeret enfamilieshus (venstre) og lejlighedsblokke fra 1960'erne (højre).

De fleste familier i Sisimiut bor i enfamilieshuse, der oftest er de præfabrikerende traditionelle og farverige træhuse sendt fra Danmark og næsten altid understøttet af et betonfundament grundet permafrost. I 1960'erne begyndte de daværende danske myndigheder opførelsen af kommunale beboelsesblokke i de fleste byer i Grønland, herunder Sisimiut.

I modsætning til Nuuk, har de moderne, og miljøvenlige, byggeteknologier endnu ikke fundet indpas i Sisimiut. Fra 2010 planlægger Qeqqata Kommune at udvide byen mod nord på den anden side af broen over Ulkebugten, forbeholdt enfamilieshuse.^[31] Den nye bydel vil komme til at hedde Akia.^[32]

 

Fiskeri er den vigtigste industri i Sisimiut med store bestande af rejer, laks, hellefisk og torsk.^[9] Royal Greenlands fiskefabrik på havnen er den største i Grønland og er blandt de mest moderne rejefabrikker i verden.^[9] I 2008 behandlede fabrikken 20.180 tons rejer, omkring 1.680 tons per måned.^[33] Jagt er stadig også en af de vigtige lokale levebrød, hvor der primært jagtes sæler, hvalros, hvidhval, narhval, rensdyr og moskusokser.^[9]

 

KNI og dets datterselskab Pilersuisoq, der er en kæde af almindelige butikker i Grønland, har hovedsæde i Sisimiut.^[34] Pilersuisoq-kæden fungerer som statslig forsyning af mindre bygder og byer uden supermarkeder. Et række butikker og supermarkeder findes i Sisimiut, der bl.a. tæller Brugsen og Pisiffik.^[35]

Polaroil, der er et oliedistributionsvirksomhed har hovedsædet i Sisimiut.^[36][37] Poloroil beskæftiger 70 medarbejdere og ejer 70 tankstationer i Grønland.^[36] Hovedsædet blev flyttet fra Maniitsoq i slutningen 2000'erne^[37]. KNI forventer at flytte deres olieenhed til Sisimiut, som en følge af flytningen. Det har medført protester i Maniitsoq,^[37] der i forvejen oplever affolkning.^[38]

Andre institutioner inkluderer to banker,^[39] et bibliotek, et posthus^[40] og et lille sygehus med 19 senge.^[41]

Der er planer om at etablere et Alcoa aluminiumssmelteværk ved Sisimiut. En anden undersøgt placering er ved Maniitsoq. Anlægget forventes at kunne beskæftige 600-700 mennesker^[42], hvilket er mere end 10% af byen indbyggere. Da det er en afgørende beslutning for byen, blev der gennemført offentlige høringer i 2008-2010,^[43][44][45] med henblik på at løse potentielle miljømæssige og sociale problemer.^[46][47]

Sisimiut Vandkraftværk blev sat i drift 7. april 2010.^[48][49] Anlægget har to turbiner, som hver producerer 7,5 megawatt strøm. Anlægget forsyner byen via en 27,4 km lang højspændingsledning.^[50]

 

Selvom nedbørsmængden er lav har Sisimiut rigelige naturlige forsyninger af drikkevand, der indsamles fra en reservoir ved foden af Alanngorsuaq.^[27] Byen har også en anden sø, beliggende 2,5 km væk i bjergene. Om vinteren bruges en elektrisk optønings-teknik, som sikrer vandforsyning i vintermånederne.^[27] Vandforsyningen er i stand til at producere 882.000 m³ årligt, mens de to søer årligt har en kapacitet på mere en 7,2 millioner m³.^[27]

Sisimiut Forbrændingsanlæg blev indviet 15. november 2000, og er opført med tilskud fra Miljøministeriet.^[51] Anlæggets overskudsvarme anvendes til opvarmning af en del af husene i Sisimiut.^[51]

I Sisimiut findes der flere hoteller og vandrehjem, såsom Hotel Sisimiut^[52][53] og sømandshjemmet. Udover det findes der et konferencecenter.^[54][55] Byen har en opvarmet svimmingpool, der er placeret på pæle, for at undgå at varme skal smelte permafrosten under swimmingpoolen. Der findes flere campingpladser i byen, samt en skilift op ad Kællinghætten, som er i drift hele vinteren.

Turisme er blevet vigtigere og vigtigere for byen. Året rundt tilbydes forskellige aktiviteter som hundeslædekørsel, heliskiing, guidede vandreture, bjergbestigning, kajak og sejlsport. Siden 1998, har der hvert år været afholdt det 160 km lange langrendsløb, Arctic Circle Race med mange internationale deltagere.^[56][57]

 

Knud Rasmussens Højskole blev grundlagt i 1962^[21] og opkaldt efter polarforsker Knud Rasmussen, er placeret i den østlige udkant af byen nær den gamle heliport. Udover traditionel undervisning, tilbydes specielle kurser i grønlandsk historie og kultur, herunder instruktion i skiløb. Skolen er også kendt for sin særlige kvindeenhed fra 1977, der underviser i traditionel kunst.^[58] Om sommeren bliver skolens bygninger brugt som hostel. Skolen stod bag en række stenskulpturer, opført i efteråret 2002 i området omkring Sisimiut.^[59]

Andre uddannelsesinstitutioner i Sisimiut er Bygge- og Anlægsskolen, med plads til 200 elever.^[60] I byen har DTU etableret Center for Arktisk Teknologi, der uddanner ingeniører til Arktiske, men i særdeleshed grønlandske forhold. Der findes også en sprogskole, Oqaatsinik Pikkorissarfik, i byen.^[61][62]

 

  Hovedartikel: Sisimiut Museum.

I en historisk bygning nær havnen ligger Sisimiut Museum, der er specialiseret i den grønlandske handel, industri og søfart. På museet findes der artefakter fra ti års arkæologisk forskning og udgravninger af den gamle Saqqaq-kultur, og dens bosættelser uden for byen, giver et indblik i regionen for 4.000 år siden.^{[59][64][65][66]}

Museet har også en samling af værktøj, der blev indsamlet i løbet af årene 1902-22, en opgørelse fra den oprindelige Blå Kirke og dennes oprindelige altertavle dateret til 1650. Der findes også en samling malerier fra 1790'erne og en rekonstruktion af et tørvhus, som blev bygget gennem det 20. århundrede med oprindelige møbler, brugt som indretning af huset.^[64] Udstillingen omfatter også resterne af en kajak fra det 18. århundrede.

Museet har en udstilling af Poul Madsen, en samling af håndværk, kunst, hus poster og etnografiske genstande indsamlet i periode på 50 år.^[64] På Bygge- og Anlægsskolen findes en udstilling om grønlandske sten og geologi.^[59]

Det moderne kulturcenter Taseralik Kulturcenter er beliggende i den østlige del af Sisimiut, på bredden af Nalunnguarfiksøen. Centret er ofte vært for rejser og teatergrupper,^[67][68] såvel som koncerter fra klassik musik,^[69] til folkemusik.^[70] Sisimiut Kulturdag afholdes den 21. november i Taseralik.^[71] Grønlandsk håndværk, fremstillet på små værksteder på havnen, bliver solgt i små butikkerne langs hovedgaden.^[59]

 

  Hovedartikel: Sisimiut Lufthavn.

Sisimiut Lufthavn er placeret 4,1 km nordvest for byen, ved udmundingen af Ulkebugten. Før lufthavnen blev åbnet 1990'erne,^[72] blev Sisimiut betjent af den nu lukkede heliport i den østlige udkant af byen. Lufthavnen har en kort landingsbane på kun 799 m,^[73] og det er derfor kun muligt at lande med STOL-fly. Forbindelse til byer i udlandet sker gennem skift i Kangerlussuaq. Air Greenland har skemalagte forbindelser til Nuuk, Maniitsoq og Ilulissat.^[74] Taxier og en lavfrekvent bybusservice forbinder byen og lufthavnen med Sisimiut.

 

Sisimiut Havn

 

Akamalik, et Royal Greenland fartøj, hjemmehørende i Sisimiut.

  Hovedartikel: Sisimiut Havn.

Det meste af året er Sisimiut betjent to gange ugentligt af kystfærgen fra Arctic Umiaq Line, der forbinder byerne langs vestkysten.^[75] Der er også en ugentlig afgang med Royal Arctic Line til bygderne Itilleq og Sarfannguit.^[76] Havnen i Sisimiut er den nordligste havn, der er isfri året rundt i Grønland,^[16] og fungerer som landets maritime centrum nord for Nuuk. Her udgår forsyningsskibe fra, og betjener det meste af vestkysten fra Uummannaqfjorden-regionen til Qaanaaq.^[77] M/S Akamalik er et af de største skibe i Royal Greenlands flåde, der er hjemmehørende i Sisimiut. Det første skibsværft i Grønland, blev opført i byen i 1931.^[21] Havnen håndtere 50 krydstogtskibe årligt.^[77] Den lokale kajakklub er i bugten umildbart øst for havnen.^[59] Havnen er planlagt en kæmpe udvidelse.

Veje i Sisimiut, inklusiv den 4,2 km lange vej i lufthavnen, er asfalterede. Der er ingen vejforbindelser til andre bygder nær Sisimiut. Der har af flere omgange været foreslået en 170 km. landevej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, der vil blive den første af sin art i Grønland.^[78] Eftersom Kangerlussuaq Lufthavn er den lufthavn, der har flest internationale afgange, forventes det at vejen vil reducere antallet af passagerskift markant. Vejens forløb problematiseres dog af områder med permafrost. I samarbejde med DTU arbejder flere ingeniører og forskere med at kortlægge en linjeføring.

Byen har et lavfrekvent busnetværk. Busserne køres af selskabet Sisimiut Bussii.^[79] Om vinteren sker megen landtransport vha. hundeslæder og snescootere.

Sisimiut har følgende venskabsbyer.

•   - Albertslund, Danmark^[80]
•   - Klaksvík, Færøerne
•   - Whitstable, Storbritannien^[81]

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sisimiut