Retsforbundet

 

Retsforbundet blev stiftet den 21. oktober 1919 af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen. Især bør nævnes Signe Bjørner, som var medstifter af Henry George Foreningen. Signe Bjørner havde arbejdet i Dansk Kvindesamfund og Husøkonomisk selskab. Hun var ledende medlem af protestbevægelsen mod frugttold. Det arbejde førte til, at hun som medstifter af Retsforbundet satte et markant præg på partiets program og dets opgør med den protektionistiske prisreguleringspolitik.^[2] Nogle af medlemmerne havde baggrund i Kristeligt-Socialt Forbund, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, de politiske ungdomsforeninger og tidsskrifterne Ret og Retsstaten. I begyndelsen var det meningen at skabe en fri, politisk forening og ikke et parti – deraf navnet.^[3]

I 1922 ændrede det kurs og besluttede at stille op til valg. Retsforbundet kom i Folketinget i 1926. I 1920'erne og 1930'erne havde det en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer. (Det var, før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog at have en ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.

Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at det markerede sig stærkt mod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år under ledelse af læge Viggo Starcke en markant fremgang og fik ved valget i 1950 en folketingsgruppe på 12 medlemmer. Gennem 1950'erne opfattede mange nærmest Retsforbundet som et borgerligt protestparti.

Til de flestes overraskelse gik Retsforbundet sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957-1960. Den radikale leder, Bertel Dahlgaard, blev før valget spurgt, om han ville danne regering med Retsforbundet. Han svarede: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.

Selv om trekantsregeringen havde vendt økonomisk stagnation til vækst, faldt Retsforbundet ved valget i 1960 for den nyindførte spærregrænse. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater og dels utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".

Trekantsregeringen forberedte bl.a. jordlovene, som ville begrænse muligheden for jordspekulation, men lovene faldt ved folkeafstemningen i 1963. I de næste årtier påpegede Retsforbundet det samfundsøkonomiske problem i, at man kunne tjene mere ved passiv investering i grundværdier end gennem aktive investeringer i erhvervslivet. Partiet gik væk fra princippet om en minimalstat og formulerede i 1960'erne et nyt, socialliberalt partiprogram, hvor velfærdsstatens omfattende offentlige serviceydelser skulle opretholdes.

Partiet var ude af Folketinget fra 1960 til 1973. Man diskuterede et samarbejde med Liberalt Centrum, som ikke blev realiseret. Fra slutningen af 1960'erne blev modstand mod dansk EF-medlemskab et vigtigt element i partiets politik.

Ved afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972 markerede Retsforbundet sig som det eneste borgerlige EF-modstanderparti og deltog i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF.

Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstandere, der ikke ville stemme på venstrefløjen. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981.

Systematiske analyser af stemmeafgivning i Folketinget i 1970'erne placerede Retsforbundet lidt til højre for det Radikale Venstre (som støttede en socialdemokratisk regering) og til venstre for de øvrige borgerlige partier. Retsforbundet stemte ofte sammen med Fremskridtspartiet mod love og indgreb, som blev betragtet som overflødige eller formynderiske, men som havde konsensus blandt de øvrige partier.

Fra 1984 til 1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke repræsentation.

Retsforbundet er stadig deltager i Folkebevægelsen mod EU med kontakt til både venstrefløjen og mere alternative ideologiske grupper.

Partiets ide om alle borgeres fælles ret til samfundets naturværdier førte i 1980'erne til et øget fokus på miljøpolitik, og der blev taget initiativ til et formelt valgsamarbejde med De Grønne først i 1990'erne. Projektet måtte dog opgives, først og fremmest på grund af intern uenighed hos De Grønne. Retsforbundet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.

Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005.^[4] Minoritetspartiet fik kun få promiller af stemmerne.

 

Retsforbundet deltog ikke i folketingsvalgene i 2007 og 2011, men i 2012 besluttede partiet at blive opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg under eget navn (hvad det ikke havde været siden 1990). Nu udarbejdede det en ny kommunikationsstrategi med fokus på fire kerneområder: skattepolitik, EU-modstand, miljøpolitik og en humanistisk udlændingepolitik.

Retsforbundets ideologi og program deler punkter, som normalt henregnes til venstre- eller højrefløjen. Det regnes normalt for et midterparti. Partiet mener ikke, at det kan indordnes på en højre-venstre-skala.

Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiet bygger traditionelt på fire hovedpunkter: personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel og fuld grundskyld.

Fuld grundskyld indebærer, at den samfundsskabte merværdi, der kaldes jordrente, skal tilhøre fællesskabet. Ingen kan skabe flere naturressourcer og mere grundejendom, end der er i forvejen, og væksten i jordprisen skyldes samfundsudviklingen og ikke ejerens indsats. Derfor skal jordrenten komme fællesskabet til gode og være statens retmæssige indtægtskilde. Partiet lægger vægt på, at den egentlige tilvækst i ejendomspriserne ligger i grundværdien og ikke i bygningerne. Derfor tager man afstand fra begrebet ejendomsskat som sådan og taler hellere om grundskatter eller grundskyld.

Til gengæld skal mennesket have ret til at beholde sin individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal nedskrives og helst afvikles.

Retsforbundets ideologi er en humanistisk begrundet liberalisme i tråd med en lang række liberale og humanistiske tænkere, der har støttet fællesskabets ret til jordrenten.^[5]

Nogle af partiets øvrige programpunkter er:

• restriktiv miljøpolitik med fremme af økologi og dyrevelfærd
• afvikling af erhvervs- og landbrugstilskud
• ligestilling af offentlig og privat service på bl.a. skole- og sundhedsområdet
• øget kontrol med monopoler, herunder at olie- og naturgasressourcerne i Nordsøen skal udnyttes til gavn for samfundet frem for kontrakthaverne
• kollektiv trafik skal styrkes, men ikke nødvendigvis være i rent offentligt regi

På det statsretslige område ønsker partiet:

• adskillelse af stat og kirke
• øget offentlighed i forvaltningen
• flere folkeafstemninger
• en magistratsregering sammensat efter partiernes størrelse (efter schweizisk model)

Udenrigspolitisk er partiet:

• anbefaler af en rekonstruktion af EU
• fortaler for FN-samarbejde og ulandsbistand
• for NATO-medlemskab, men var imod dansk deltagelse i Irak-krigen på grund af det manglende FN-mandat

En mindre del af partiet har traditionelt været pacifistisk præget og engageret i fredsbevægelsen.

Partiets idealistiske præg har gjort det svært at gøre sig gældende i den daglige politiske debat. "Grundskyld" og de øvrige etisk-filosofiske begreber rammer ved siden af det blandingsøkonomiske system, som de øvrige partier ønsker bibeholdt.

Retsforbundet er ikke præget af en bestemt vælgergruppe. Fra 1920'erne indgik der dels husmænd, en af datidens dårligst stillede grupper på landet, dels en kreds af ideologisk interesserede akademikere og højskolefolk. Siden kom især selvstændige erhvervsdrivende og en del arbejdere til. I 1970'erne havde partiet den højeste relative andel af førstegangsvælgere. Andre partiers målbevidste appel til bestemte befolkningssegmenter har ikke været forsøgt af Retsforbundet. En årsag kan være, at partiets politik netop skal bekæmpe privilegier og særinteresser.

Siden partiet gled ud af folketinget i 1981, er presseomtalen blevet meget beskeden. Allerede i 1950'erne var manglende eller negativ pressedækning et problem for partiet, idet det ikke havde eget dagblad på linje med de fire gamle partier og DKP.

Samlet set har Retsforbundet opnået mest succes som modspiller. Det skete i første omgang gennem modstand mod markedsrestriktioner, planøkonomi og statslige indgreb fra 1945 til 1957 og i anden omgang som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti i 1970'erne. Ved deltagelsen i trekantsregeringen 1957-1960 opnåede Retsforbundet en del konkrete resultater, men her blev det straffet af vælgerne og røg ud af Folketinget.

I de senere år har Retsforbundet kritiseret de voldsomme værdistigninger på fast ejendom og den skadelige effekt for den enkelte og samfundsøkonomien. Partiet fremlagde den 12. januar 2009 et forslag til regeringens skattekommission. Ifølge Retsforbundet skal fremtidens skattepolitik være baseret på følgende:

Partiet mener, at denne reform "sigter mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, ... er fordelingsmæssigt afbalanceret, ... tager globale hensyn, ... er robust og ... samtidig styrker indsatsen for en miljørigtig, resurcebesparende og energirigtig udvikling".^[6]

• Axel Dam - 1926–1936
• Viggo Starcke - 1936–1943
• Oluf Pedersen - 1943–1953
• Viggo Starcke - 1953–1957
• Helge Madsen - 1957–1960
• J.M. Pedersen - 1960–1964
• J.M. Pedersen - 1966–1968
• Ib Christensen - 1968–1977
• ? - 1977–?
• Jørgen Ganshorn - ?–nu

Valg	Formand	Stemmer	Procent	Mandater	+/-	MF'er
1924	Axel Dam	12.643	1,0 %	0 / 148
1926		17.463	1,3 %	2 / 148	2	Dr. phil Axel Dam*, Jens Christian Stokholm Willesen (sognepræst)
1929		25.810	1,8 %	3 / 148	1	Axel Dam*, Hans Hansen (gårdejer), Anders Geert-Jørgensen (sognepræst)
1932		41.238	2,7 %	4 / 148	1	Axel Dam*, Hans Hansen, Oluf Pedersen (konsulent), Peder Gregersen (lærer)
1935		41.199	2,5 %	4 / 148		Axel Dam* (direktør), Hans Hansen, Oluf Pedersen, Peder Gregersen (**)
1939	Viggo Starcke	33.783	2,0 %	3 / 148	1	Oluf Pedersen, Peder Gregersen, Svend Erik Johansen (kontorchef) (***)
1943	Oluf Pedersen	31.323	1,6 %	2 / 148	1	Oluf Pedersen, Christian Martin Norlev (sognepræst)
1945		38.459	1,9 %	3 / 148	1	Viggo Starcke* (overlæge), Christian Martin Norlev, Søren Olesen (lærer) (****)
1947		94.570	4,5 %	6 / 148	3	Viggo Starcke*, Knud Tholstrup (direktør), Hans Hansen (redaktør, fhv. gårdejer), Evald Christensen (sognepræst), Robert Funck Jensen (fabrikant), Bue Bjørner (grosserer)
1950		168.784	8,2 %	12 / 148	6	Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Peder Gregersen, Hans Hansen, Evald Christensen, Oluf Pedersen (plantageejer) Helge Madsen (lærer), Niels Pedersen (direktør), Karl M. Andersen (repræsentant), Verner Larsen (fabrikant), Carl Kjeldgaard Iversen (radiotekniker), Niels Kr. Nielsen (boelsmand)
1953 – april		116.288	5,6 %	9 / 148	3	Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Hans Hansen, Evald Christensen, Oluf Pedersen, Karl M. Andersen, Carl Kjeldgaard Iversen, Jens Magnus Pedersen (fabrikant), Mads Sig Steffensen (husmand)
1953 – sep.	Viggo Starcke	75.449	3,5 %	6 / 175	3	Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Hans Hansen, Oluf Pedersen, Jens Magnus Pedersen, Søren Olesen (viceskoleinspektør)
1957	Helge Madsen	122.759	5,3 %	9 / 175	3	Viggo Starcke, Knud Tholstrup, Oluf Pedersen , Jens Magnus Pedersen, Søren Olesen, Helge Madsen (overlærer), Aage Gøting (lærer), Niels Andersen (disponent), Alfred Jørgensen (skolebestyrer)
1960	J. M. Pedersen	52.330	2,2 %	0 / 175	9
1964	Kr. Kristensen	34.258	1,3 %	0 / 175
1966	J. M. Pedersen	19.905	0,8 %	0 / 175
1968	Ib Christensen	21.124	0,7 %	0 / 175
1971		50.231	1,7 %	0 / 175
1973		87.904	2,9 %	5 / 175	5	Ib Christensen* (psykotekniker), Ole Flygaard (lektor, cand.polit.), Niels Mølgaard (civilingeniør), Lars O. Grønborg (advokat), Poul Westergaard (redaktør)
1975		54.095	1,8 %	0 / 175	5
1977		102.149	3,3 %	6 / 175	6	Kirsten Brøsted (udtrådt marts 1977 og erstattet af Niels Mølgaard*), Ib Christensen, Lis Starcke (fysioterapeut), Alfred Hansen (lærer), Alice Hedegaard (bogholder), Svend Hjortlund (fabrikant) (udtrådt marts 1979 og erstattet af Ole Flygaard)
1979	Lars Fredsted Kristensen	83.238	2,6 %	5 / 175	1	Niels Mølgaard*, Ib Christensen, Ole Flygaard, Lis Starcke, Alfred Hansen
1981	Ib Christensen	45.174	1,4 %	0 / 175	5
1984	Poul Gerhard Kristiansen	50.381	1,5 %	0 / 175
1987		16.359	0,5 %	0 / 175
1988	Ikke opstillet
1990	Ib Christensen	17.181	0,5 %	0 / 175

Tegnforklaring for MF'er:

• Fed skrift: Ministre i regeringerne H.C. Hansen II og Viggo Kampmann I
• * Formænd for folketingsgruppen
• (**) Ved Axel Dams død er Svend Erik Johansen indtrådt
• (***) Svend Erik Johansen er udtrådt af partiet 16./7.-1940
• (****) Ved Christian M. Norlevs død er Knud Tholstrup indtrådt

I 1979 var der 20 retsstatsfolk på Retsforbundets liste og 21 på Folkebevægelsen mod EU's. Siden har Retsforbundet været opstillet sammen med Folkebevægelsen mod EU.

Valg	Spidskandidat	Gruppe	Stemmer	%	Mandater	+/-
1979		Ingen	59.379	3,4 %	0 / 15
1984	Se: Folkebevægelsen mod EU
1989
1994
1999
2004
2009
2014
2019

Kommunalvalg

Valg	Stemmer	%	Mandater	+/-
1925	3.507		10 / 11.329	10
1929	4.143		18 / 11.403	8
1933	7.101		21 / 11.425	3
1937	5.950		20 / 11.371	1
1943	4.465		14 / 10.569	6
1946	5.324		27 / 11.488	13
1950	96.914		138 / 11.499	111
1954	23.507		36 / 11.505	102
1958	28.885		25 / 11.529	11
1962	15.191		17 / 11.414	8
1966	7.944	0,3 %	8 / 10.005	9
Kommunalreformen
1970	16.869	0,4 %	1 / 4.677	7
1974	91.902	1,0 %	3 / 4.735	2
1978	25.096	1,0 %	5 / 4.759	2
1981	16.107	0,6 %	1 / 4.669	4
1985	6.249	0,2 %	0 / 4.773	1
1989	3.003	0,1 %	0 / 4.737

Valg	Stemmer	%	Mandater	+/-
1935			1 / 299
1943	4.585		0 / 299	1
1946	8.636		1 / 299	1
1950	56.679		11 / 299	10
1954	24.537	2,6 %	2 / 299	9
1958	30.290	2,7 %	1 / 303	1
1962	16.549	1,4 %	0 / 301	1
1966	10.533	0,7 %	0 / 303
Kommunalreformen
1970	15.127	0,8 %	1 / 366	1
1974	31.556	1,0 %	3 / 370	2
1978	36.257	1,0 %	2 / 370	1
1981	26.059	1,1 %	0 / 370	2
1985	11.804	0,5 %	0 / 374
1989	5.783	0,2 %	0 / 370

• Retsforbundet
• Retsliberalt Forum
• Prosper Australia – skattereform efter Henry Georges model
• Henry Georges værker
• Severin Christensens værker’'