Liudolfingerne

 

I det 9. århundrede havde den saksiske greve Liudolf store besiddelser ved Leine-floden floden vest for Harzen og i det tilstødende territorie Eichsfeld i Thüringen. Hans forfædre havde sandsynligvis tjent som ministerialis i det saksiske hertugdømme, der var blevet inkorporeret i det Det Carolingiske Rige efter Karl den Stores saksiske krige. Liudolf blev gift med Oda, et medlem af den frankiske slægt Billung. Omkring 852 grundlagde parret sammen med biskop Altfrid af Hildesheim Brunshausen Abbedi, som efter at være blevet flyttet til Gandersheim, udviklede sig til et slægtskloster og slægtsgravsted.

Liudolf havde allerede opnået en høj social status som en saksisk dux, dokumenteret gennem hans datter Liutgards ægteskab i 869 med Ludvig den Yngre, søn af den karolingiske konge Ludvig den Tyske. Liudolfs sønner Bruno og Otto den Oplyste herskede over store dele af Saksisk Østfalen, derudover virkede Otto som lægabbed for det kejserlige abbedi i Hersfeld med store godser i Thüringen. Han giftede sig med Hedvig, en datter af hertug Henrik af Franken af Huset Babenberg. Otto ledsagede muligvis Kong Arnulf på sit 894 felttog til Italien. Ægteskabet mellem Ottos datter Oda og Zwentibold, Arnulfs uægte søn, dokumenterer den karolingiske hersker bestræbelser på at vinde det mægtige saksiske dynasti som allieret. Ifølge den saksiske krønikeskriver Widukind af Corvey var Otto ved den sidste karolingiske konge Ludvig Barnets død i 911 allerede en kandidat til den østfrankiske krone, som dog gik til den frankiske hertug Konrad 1.

Efter Ottos død i 912 blev han efterfulgte sin søn Henrik Fuglefænger som hertug af Sachsen. Henry havde giftet sig med Matilde af Ringelheim, en efterkommer af den legendariske saksiske hersker Widukind og arving til udbredte godser i Westfalen.

Liudolfingernes herskere i Østfranken, Det tyske Rige og Det tysk-romerske Rige var:^[1]

• Henrik Fuglefænger (Henrik 1.), hertug af Sachsen fra 912, Konge af Østfranken fra 919 til 936
• Otto 1., den Store, hertug af Sachsen og konge af Østfranken fra 936, konge af Italien fra 951, tysk-romersk kejser fra 962 til 973
• Otto 2., medhersker fra 961, tysk-romersk kejser fra 967, enehersker fra 973 til 983
• Otto 3., Romernes konge fra 983, tysk-romersk kejser fra 996 til 1002
• Henrik 2., den Hellige, hertug af Bayern fra 995 (som Henrik 4.), Romernes konge fra 1002, konge af Italien fra 1004, tysk-romersk kejser fra 1014 til 1024

Selvom han aldrig blev kejser, var Henrik Fuglefænger uden tvivl grundlæggeren af det kejserlige dynasti. Mens Østfranken under de sidste karolingiske kongers styre blev hærget af ungarske invasioner, blev han valgt til at være primus inter pares (den første blandt ligemænd) blandt de tyske hertuger. Valgt til Rex Francorum (Frankernes konge) i maj 919 opgav Henrik kravet om at dominere hele det sammenbrudte karolingiske rige, og i modsætning til sin forgænger Konrad 1. lykkedes det ham at få støtte fra hertugerne af Franken, Bayern, Schwaben og Lothringen. I 933 førte han en tysk hær til sejr over de ungarske styrker i Slaget ved Riade og førte felttog mod de polabiske slavere og Hertugdømmet Bøhmen. Fordi han havde samlet så meget magt gennem sin erobring, var han i stand til at overføre magten til sin anden søn Otto 1.^[1]

 

Otto 1., hertug af Sachsen ved sin fars død i 936 blev valgt til konge inden for et par uger. Han fortsatte arbejdet med at forene alle de tyske stammer til et enkelt rige og udvidede derved kraftigt kongens magte på aristokratiets bekostning.^[1] Gennem strategiske ægteskaber og personlige udnævnelser indsatte han medlemmer af sin egen familie i rigets vigtigste hertugdømmer. Dette forhindrede imidlertid ikke hans slægtninge til at starte en borgerkrig: Både Ottos bror hertug Henrik af Bayern og hans egen søn hertug Liudolf af Schwaben gjorde oprør mod hans styre. Otto var i stand til at slå deres oprør ned, og som følge heraf blev de forskellige hertuger, der tidligere havde været ligestillet med kongen, reduceret til kongens undersåtter under kongens autoritet. Hans afgørende sejr over ungarerne i Lechfeldslaget i 955 gjorde en ende på de ungarske invasioner af Europa og sikrede hans greb over hans rige.

På grund af de hedenske ungareres nederlag vandt Kong Otto omdømme som Kristendommens frelser og tilnavnet ”den Store”. Han omdannede kirken i Tyskland til en slags privat ejet kirke og vigtig kongelig magtbase, som han donerede til velgørende institutioner, som hans familie havde været ansvarlig for at grundlægge. I 961 havde Otto erobret Rigs-Italien, som var en besværlig arv, som ingen ønskede, og udvidede hans kongeriges grænser mod nord, øst og syd. I kontrol over store dele af Central- og Sydeuropa resulterede Otto og hans umiddelbare efterfølgeres protektion en lille kulturel renæssance af kunst og arkitektur. Han bekræftede Pipins gavebrev af 754, hvorved Pavestaten blev oprettet, og på grundlag af begrebet translatio imperii som Karl den Stores efterfølger fortsatte han til Rom for selv at blive kronet som tysk-romersk kejser af Pave Johannes 12. i 962. Han nåede endda at indgå et forlig med den byzantinske kejser Johannes 1. Tzimiskes om at gifte sin søn og arving Otto 2. med Johannes' niece Teofano. I 968 etablerede han Ærkebispedømmet Magdeburg i sit mangeårige opholdssted.^[1]

Sin fars medregent siden 961 og kronet til kejser i 967, besteg Otto 2. tronen i en alder af 18 år. Ved at udelukke Liudolfingernes bayerske slægtsgren fra arvefølgen, styrkede han den kejserlige autoritet og sikrede sin egen søns arv til den kejserlige trone. Under hans regeringstid forsøgte Otto 2. at annektere hele Italien i imperiet, og det bragte ham i konflikt med den byzantinske kejser og med saracenerne i Fatimide-kalifatet. Hans felttog mod saracerne sluttede i 982 med et katastrofalt nederlag i Slaget ved Cotrone. I 983 oplevede Otto 2. endvidere et stort slavisk oprør mod sit styre.^[1]

Otto 2. døde i 983 i en alder af 28 år efter en ti års styre. Efterfulgt af sin blot tre år gamle søn Otto 3. som konge, kastede hans pludselige død Liudolfingerne ud i en krise. Under hendes regentskab for Otto 3. opgav den byzantinske prinsesse Teofano sin afdøde ægtemands imperialistiske politik og viede sig helt til at videreføre sin egen dagsorden i Italien.^[1]

Da Otto 3. var blevet myndig, koncentrerede han sig om at sikre magten over de italienske besiddelser, og indsatte sine fortrolige Bruno af Kärnten og Gerbert af Aurillac som paver. I 1000 foretog han en pilgrimsrejse til kongressen i Gniezno i Polen, hvor han oprettede Ærkebispedømmet Gniezno og bekræftede Piast-herskeren Boleslav 1. den Modiges kongelige status. Drevet ud af Rom i 1001 døde Otto 3. i en alder af 21 det næste år uden mulighed for at genvinde byen.^[1]

 

Den barnløse Otto 3. blev efterfulgt af Henrik 2., en søn af hertug Henrik 2. af Bayern og hans hustru Gisela af Burgund, og derved et medlem af Liudolfingernes bayerske slægtsgren. Henrik havde været hertug af Bayern siden 995 og blev kronet til tysk konge den 7. juni 1002. Henrik 2. tilbragte de første år af sit styre på at konsolidere sin politiske magt på det tyske riges grænser. Han førte adskillige felttog mod Boleslav 1. af Polen og rykkede derefter med succes til Italien, hvor han blev kronet til kejser af Pave Benedikt 8. den 14. februar 1014. Han forstærkede sit styre gennem donationer og ved at grundlægge adskillige bispedømmer, såsom bispedømmet i Bamberg i 1007, og sammenflette den sekulære og kirkelige myndighed i riget. Henrik 2. blev kanoniseret af Pave Eugenius 3. i 1146.^[1]

Da hans ægteskab med Kunigunde af Luxembourg forblev barnløst, uddøde Liudolfingerne ved Henry 2.'s død i 1024. Kronen overgik til Salieren Konrad 2. af Speyer og Worms et oldebarn af Liutgard, en datter af Otto 1. og den saliske hertug Konrad den Røde af Lothringen. Da Kong Rudolf 3. af Burgund døde uden arvinger den 2. februar 1032, gjorde Konrad 2. med succes også krav på dette kongedømme på grundlag af en arv, som kejser Henrik 2. havde aftvunget fra førstnævnte i 1006, efter at han havde invaderet Burgund at håndhæve sit krav efter at Rudolf havde forsøgte at afstå det i 1016.^[1]

Farverne viser monarkerne fra slægterne:

     - Liudolfingerne (919–1024)

     - Salierne (1024–1125)

 

• Liudolf, greve af Sachsen, død 864/866
• Sankt Altfrid, biskop af Hildesheim, død 874
• Otto den Oplyste, hertug af Sachsen, død 912
• Gerberga af Sachsen, død 954
• Henrik 1., hertug af Bayern, død 955
• Liudolf, hertug af Schwaben, død 957
• Hedvig af Sachsen, død 965
• Bruno 1., ærkebiskop af Köln og hertug af Lothringen, død 965
• Vilhelm, ærkebiskop af Mainz, død 968
• Matilde, abbedisse af Essen, 973-1011
• Matilde, abbedisse af Quedlinburg, død 999
• Adelheid 1., abbedisse af Quedlinburg, død 1044
• Matilde af Tyskland, grevinde af Lothringen, 979-1025
• Otto, hertug af Schwaben og Bayern, død 982
• Henrik 2. den Stridbare, hertug af Bayern, , død 995
• Bruno, biskop af Augsburg, død 1029

• Tysk-romerske kejsere
• Romernes Konge
• Investiturstriden

• Karl Leyser, "Ottonian Government" he English Historical Review 96.381 (October 1981), pp 721–753.
• Middleton, John. World Monarchies and Dynasties, Taylor and Francis, 2004. ProQuest Ebook Central, https://ebookcentral.proquest.com/lib/asulib-ebooks/reader.action?docID=3569202
• Bachrach, D. S. (2011). Early Ottonian Warfare: The Perspective from Corvey. Journal of Military History, 75(2), 393-409.
• Leyser, K., & American Council of Learned Societies. (1979). Rule and conflict in an early medieval society Ottonian Saxony (ACLS Humanities E-Book). London: Arnold.