Niels af Danmark

Niels eller Nils (1064-25. juni 1134) var konge af Danmark fra 1104-1134.

Niels
Konge af Danmark
Regerede	1104–1134
Forgænger	Erik Ejegod
Regent	Niels
Efterfølger	Harald Kesja og Erik Emune
Ægtefælle	Margrete Fredkulla Ulvhild
Børn	Med Margrete Fredkulla: Magnus den Stærke Inge Nielsen Udenfor ægteskab: Ingerd af Danmark
Hus	Jellingdynastiet
Far	Svend Estridsen
Mor	Frille
Født	ca. 1065
Død	25. juni 1134
v d r

Kong Niels efterfulgte sin bror Erik Ejegod, der døde på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.

I 1104 giftede Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun var tidligere gift med Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Margrete Fredkulla fik hun, da hun var blevet gift med Magnus som en del af det forlig, der kom ud af trekongemødet ved Kongahella i 1101.

De første 25 år af Niels' regeringstid var fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser fandt deres plads i forhold til hinanden. Niels indførte tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kaldte Niels sig "konge af Guds nåde". Niels indskrænkede også antallet af hirdmænd, der fungerede som hans livvagter. I stedet blev hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kunne opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfaldt kronen, hvis der ingen naturlig arving fandtes.

Erik Ejegods søn, Knud, blev opfostret hos den mægtige sjællandske Hvideslægt. Senere var han hos hertugen af Sachsen, Lothar, der 1125 blev konge af Tyskland. I 1115 udnævntes Knud til jarl over det sydlige område og fik den udenlandske titel hertug med hædersnavnet Lavard, herren (engelsk Lord). Knud Lavard var åbenbart populær hos slesvigerne, der i ca. 1120 valgte Knud til deres skytsherre.

Niels' søn, Magnus den Stærke, begyndte i Knud at se en farlig konkurrent til kongemagten. I begyndelsen af januar 1131 blev Knud inviteret til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted Skov uden for Ringsted. Den 7. januar, dagen efter Hellig tre konger, myrdede Magnus Knud Lavard. Dette mord blev indledningen til flere års borgerkrig mellem Niels og Magnus på den ene side og Erik Emune, Knud Lavards halvbroder, på den anden side. I 1134 ophævede pave Innocens 2. den danske kirkes selvstændighed og lagde den igen ind under Hamborg-Bremen. Dette fik ærkebiskop Asser til at slutte sig til Erik Emune, og det samme gjorde den mægtige Hvideslægt.

Den 4. juni 1134 kom det til et slag ved Fodevig i nærheden af Lund i Skåne mellem de to parter. Slaget endte med et totalt nederlag til Niels og Magnus. Magnus faldt og med ham fem bisper, der havde taget parti for kongen. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede deres kære Knud Lavard ved at myrde Niels den 25. juni 1134. Han blev dermed den sidste af Svend Estridsens sønner på den danske trone.