Harald Hen

"Harald 3." omdirigeres hertil. For andre regenter med samme navn, se Harald 3. (flertydig).

Harald 3. Hen
Aftegning af mønt, fra Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 (1900) af P. Hauberg
Konge af Danmark
Regerede	1076 – 17. april 1080
Forgænger	Svend 2. Estridsen
Regent	Harald 3. Hen
Efterfølger	Knud 2. den Hellige
Ægtefælle	Margrethe Asbjørnsdatter
Fulde navn	Harald Svendsøn
Hus	Jellingdynastiet
Far	Svend Estridsen
Mor	Ukendt frille
Født	ca. 1041
Død	17. april 1080
Hvilested	Dalby Kirke
Religion	Kristen
v d r

Harald Hen (ses også stavet Hén eller Hejn, Harald 3., født ca. 1041 – død 17. april 1080) var søn af Svend Estridsen og konge af Danmark 1076-1080. I 1069 deltog han i det sidste vikingetogt til England, hvor man forsøgte at udnytte englændernes utilfredshed med Vilhelm Erobreren, der havde invaderet England fra Normandiet og kronet sig selv til konge. Men de danske vikinger kunne ikke hamle op med den normanniske rytterhær og rejste hjem med uforrettet sag. Da Svend døde, var der to kandidater til tronen, sønnerne Harald og Knud. På et møde ved Isøre skulle stormændene vælge mellem de to kongsemner. Harald opfattedes som mere fredelig, mens Knud ville forsøge at tilbageerobre England. På mødet blev Harald kåret til konge af Danmark.

Haralds regeringstid var forholdsvis fredelig bortset fra mindre konflikter med brødrene Erik og Knud. Harald skulle have forsøgt at styre landet med klogskab og søgt at gavne sit rige med nye love. Han er særligt kendt for at afskaffe gamle uskyldsprøver, hvor en anklaget i en straffesag skulle bevise sin uskyld. Da Harald kom på tronen, var det det gamle hedenske traditioner, der herskede, f.eks. med sejr i tvekamp.

Harald brød sig ikke meget om disse gammeldags uskyldsprøver, så han afskaffede dem og bestemte, at hvis den anklagede selv og sammen med ham et vist antal hæderlige mænd turde aflægge ed på, at han var uskyldig, var hans uskyld bevist. Men selv om Haralds love forbød tvekamp og jernbyrd, vandt disse prøver snart frem igen. Først under Valdemar Sejr i 1200-tallet blev de endeligt afskaffet.

Harald opretholdt det gode forhold til kirken og paven, som hans fader havde udvirket. For eksempel skrev paven flere breve, hvori han støttede Haralds kamp mod sine brødre. Harald viste sig også som "bondens mand", idet han ofte dømte til bøndernes fordel, når de var i konflikt med herremændene. De store skove, som var krongods, blev tilgængelige for alle mænd (almindinger). Harald døde den 17. april 1080 og blev begravet i Dalby Kirke i Skåne. Han efterlod sig ingen kendte børn.

I 2015 blev det foreslået, at Harald muligvis døde af Brugadas syndrom^[1].

Tilnavnet "Hen" (der udtales med langt e, rimende på "ben") betyder slibesten, det vil sige "den bløde". Måske fordi han var blid og fredelig af natur og ikke ønskede altid at sætte sin egen vilje igennem. Tilnavnet stammer muligvis fra broderen Knuds tilhængere. "Hen" kan måske også henvise til en sværdformet slibesten, og dermed bliver meningen, at Harald var ufarlig ligesom en slibesten er i forhold til et rigtigt sværd. Andre har dog tolket tilnavnet som en ros med henvisning til, at en "hén" var et stykke værktøj, som man havde hos sig til at holde knive og sværd skarpe ind til den sidste subtile polering af æggen.

• J.G.F. Ræder ^(en): Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner, Kjøbenhavn, 1871

• Henrik Rehr: Drømmen om langskibene, Carlsen Forlag, 1987. ISBN 87-562-3464-3

• Søren Sørensen (Harald Hen Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine, aerenlund.dk)
• Harald Hen på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Harald Hen