Gisle Johnson

Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk også at tilføje kilder! (februar 2015) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Gisle Johnson
1889
Personlig information
Født	10. september 1822 Halden, Norge
Død	17. juli 1894 (71 år) Nøtterøy Kommune, Norge
Gravsted	Vår Frelsers gravlund
Far	Georg Daniel Barth Johnson
Barn	Jonathan Johnson
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universitetet i Oslo
Medlem af	Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab, Det Norske Videnskaps-Akademi
Beskæftigelse	Teolog, universitetsunderviser
Arbejdsgiver	Universitetet i Oslo
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Sankt Olavs Orden
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Gisle Christian Johnson (10. september 1822 i Fredrikshald - 17. juli 1894 i Kristiania) var en norsk teolog og forfatter.

Johnson stammede fra to af Islands mest ansete Slægter, paa mødrene Side fra Gisli Jónsson, paa fædrene Side fra samme Æt som J.J. Espólin, der var en yngre Halvbroder til hans Farfader. Hans Fader Georg Daniel Barth J. (1794—1872) var en anset Ingeniørofficer, der 1827—41 byggede en Del af de betydeligste Vejanlæg i Kristianssands Stift og 1843—60 var Direktør for Norges Havne- og Kanalvæsen. J. kom 1834 ind i Kristianssands Katedralskole, af hvis Lærere den lærde Teolog O.C. Thistedahl kom til at øve den største Indflydelse paa den 9 Aar yngre Discipel; der knyttedes mellem Lærer og Elev et Forhold, som snart udviklede sig til et livsvarigt, nært og fortroligt Venskab. Lige udmærket ved Kundskab og Talent som i personlig Karakterudfoldelse var J. fra sin første Færd af designeret som den fremragende. 1845 blev han cand. theol. og var derefter med Stipendium i Tyskland for at fortsætte sine videnskabelige Studier, først i Berlin, hvor Neander, Twesten og særlig Hengstenberg blev hans impulsgivende Lærere, derpaa i Leipzig, hvor navnlig Harless tiltrak ham ved sine Forelæsninger over den kristelige Etik. Fra Leipzig, hvor J. ogsaa hørte Forelæsninger over det gl. Test. hos C. P. Caspari, der det flg. Aar efter Underhandlinger, som indlededes ved J., blev hans Kollega ved Kria Univ., drog han til Erlangen, hvis teol. Fakultet helt ud tiltalte den norske Stipendiat, som i sin Rejseberetning herfra fremhæver det Bekendtskab, han der stiftede med Professorerne Thomasius, den lærde Dogmatiker, Höfling, Hofman og H. Schmidt. Efter korte Besøg i Heidelberg, Tübingen og Paris kom han Efteraaret 1847 hjem igen til Norge, hvor han levede som Manuduktør i teol. Discipliner til Sommeren 1849, da han blev Lektor i Teologi ved Univ. 1860 rykkede han op til Prof. og blev staaende som saadan til sin Død. 1855—75 var han tillige Lærer i Pædagogik ved det praktisk-teologiske Seminarium. Ved Kbhvn’s Univ.’s Jubelfest 1879 blev han Æresdoktor i det teol. Fakultet. Som Prof. foredrog han fornemmelig systematisk Teologi, Dogmehistorie og teol. Encyklopædi; fra Efteraarssemestret 1875 forlod han, for at give Plads for en yngre Dogmatiker, sit egl. Fag og overtog den ledigblevne Lærerpost i Kirkehistorie. Hans Forelæsninger var højt ansete for gennemsigtig Klarhed, stringent Bygning og en Personlighedens Magt, som øvede en ganske overordentlig Indflydelse og blev bestemmende for Slægtled efter Slægtled af Præster i den norske Kirke. Om hans Skarpsind som Dogmatiker udtalte hans lærde Kollega Caspari ofte, at hvis J.’s Dogmatik blev udg. i Trykken, vilde den vække Opsigt i hele den lutherske Kirke og med eet Slag stille sin Forf. i første Række af dens fremragende Teologer. I mere end en Menneskealder var J. og Caspari den teol. Videnskabeligheds Bærere ved det norske Univ. og samtidig den »rene Læres« og den konfessionelle Rettroenheds strenge, ubøjelige Vogtere, ikke mindst mod Grundtvigianismens Paavirkninger paa de Studerende ell. sekteriske Angreb paa Statskirkelivets Bygning. Denne stramme afvisende Holdning over for selv den mindste Afvigelse fra den strenge Konfession har ogsaa senere fremkaldt en delvis Reaktion bl. de Studerende, som er komne under Indflydelse af nyere Retninger i Teologien og det hele Samfundslivs Vækst. J. var nemlig ikke blot en lærd Universitetslærer, men en betydelig Magt i store Kredse af det norske Samfund’, hvor en kirkelig Bevægelse i 1850—60’erne, udgaaet fra Præsten G.A. Lammers, i de højere Klasser samtidig paavirket af S. Kierkegaard’ Optræden i Danmark, rystede Landet fra den ene Ende til den anden. Denne Bevægelse greb ogsaa J., som nu 1851 ved Siden af sine Universitetsforelæsninger begyndte at optræde som en ildfuld Bodsprædikant med Bibellæsninger først i Kria, senere ogsaa i andre af Landets Byer helt N. over til Tromsø. Han kom frem i første Række bl. Arbejderne for alle Slags praktiske Kristenlivsbestræbelser og kirkeligt Reformarbejde; han var saaledes den, som skrev Udkastet til det i Bergen 1852 afholdte Præstemødes Andragende til Kongen om en Sammenkaldelse af en alm. norsk Kirkeforsamling (hvilket dog afsloges af Kirkestyrelsens daværende temporiserende Chef, Statsraad Riddervold), men J. opgav dog ikke mere dette Arbejde for Kirkens Selvstyre; paa senere Præste- og Lægmandsmøder var han den kraftigste og med størst Autoritet udstyrede Tolk for de kirkelig interesseredes Krav, hvilke til Slut ogsaa resulterede i Regeringens Nedsættelse af den store Kirkekommission af 27. Jan. 1859, af hvilken J. dog ikke blev Medlem, og som efter 10 Aars Arbejde ikke førte til andet end 5 Bind Betænkninger og Lovforslag, der aldrig førtes ud i Livet. Da Stortinget 1869 havde forkastet Regeringens Forslag om Bevilling til et officielt Kirkemøde, optog J. og hans Venner det kirkelige Reformarbejde paa Frivillighedens Vej, idet man fik ordnet regelmæssig tilbagevendende Stiftsmøder i hver Stiftsstad og 1873—95 4 frivillige kirkelige Landsmøder med valgte Repræsentanter for Gejstlighed og Lægfolk. Det 3. af disse Landsmøder (1887), i hvis Forberedelse og Organisation J. havde en væsentlig Del, vedtog et Forslag til Kirkeforfatning, som havde Tilslutning af samtlige Stiftsmøder, men som heller ikke førte til noget Resultat. Ved Siden af sit Arbejde for Ordningen af Forholdet mellem Kirke og Stat lagde han ogsaa meget Arbejde i al anden frivillig kristelig Virksomhed. Han var den egl. Stifter ell. i hvert Fald Hovedmanden for Grundlæggelsen af Kria Indremission (1854), af Den norske Lutherstiftelse (1867), der skulde virke som en hele Landet omfattende Centralanstalt for Kolportage af Smaaskrifter og Traktater og for læge Forkyndere i Hus og Hjem »under Kirkens Nødstilstand«. Pga. Augustana Art. 14 fastholdt J. det saakaldte »Nødsprincip« for Lægfolkets Ret til offentlig Forkyndelse; men dette Princip blev forladt, da Lutherstiftelsen 1891 blev forandret til »Det norske lutherske Indremissionsselskab«. Videre medvirkede J. dels ved Oprettelsen, dels i Bestyrelsen af »Diakonisseanstalten« (1868), »Studenterhjelmmet« (1871), »Komiteen for (ikke grundtvigianske) Folkehøjskoler« (1871) o. fl. Af det norske Bibelselskabs Centralkomité var han Medlem fra 1854; i dette Selskab var hans Navn især knyttet til hans Deltagelse (fra 1875) i det ny Bibeloversættelsesarbejde; 1890 blev han og Caspari færdige med den endelige (1891 udgivne) ny Overs. af Gl. Test.; fra 1888 til sin Død deltog han i Revisionen af det af Biskop F. W. Bugge gjorte Udkast til en ny Overs. af Ny Test., som blev færdig 1901. J.’s selvstændige litterære Virksomhed blev, pga. den med hans Samvittighedsfuldhed forenede ængstelige Selvkritik, ikke saa omfattende, som mange ventede og haabede af hans Talent og teol. Lærdom. Hans første Bog »Nogle Ord om Barnedaaben« (1857, sv. Overs. 1858) var et Lejlighedsskrift, hvori han optraadte til Forsvar for denne Institution i Kamp mod sin Ven Lammers og den ved ham rejste frikirkelige Bevægelse; til hvis Nedgang og Bilæggelse J.’s Skrift vistnok i høj Grad bidrog. 1847—90 var han Medudgiver af det i fl. Rækker udkomne, videnskabelig anlagte »Theologisk Tidsskrift«, hvori han skrev adskilligt, navnlig en (i 2. Rk. VIII og ny Rk. II trykt, ogsaa paa Tysk oversat) Fremstilling af »Luthers Lære om Guds Ord«. Sammen med Caspari besørgede han norske Overs. af »Konkordiebogen«  (1861—66) og af »Den norske Kirkes Bekendelsesskrifter« (1872, 3. Opl. 1884). Fra Juli 1863 til Juli 1875 var han Udgiver af den af ham grundlagte »Luthersk Kirketidende«, hvori man, ligesom tidligere i »Norsk Kirketidende« (navnlig »Erklæring«, 1857, S. 241 ff.), maa søge hans mange, til Dels udførlige Stridsskrifter mod Grundtvigianismen og dens kirkelige Anskuelse. Et Sammendrag af sine dogmatiske Forelæsninger (dog blot Pistikken og Dogmatikken) udgav han som Manuskript 1878—79 og derpaa i nyt Oplag 1885 med Titlen »Grundrids af den systematiske Teologi«, hvis fortsatte Udgivelse han saa indstillede. Efter hans Død er udkommet et 3. Oplag (1897), ligesom »Forelæsninger over den kristelige Ethik«, udg. af hans Søn (1896 ff.) og »Forelæsninger over Dogmehistorien«, udg. af H. Wölner-Hansen (1896 ff.).

• Johnson, Gisle Christian i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1922), forfattet af Jens Braage Halvorsen og Absalon Taranger