Saturn V: Forskelle mellem versioner

Saturn V

Den første Saturn V ved Apollo 4		Opsendelseshistorie
Status	Ikke i brug
Opsendelsessteder	LC-39, KSC
Antal opsendelser	12 (+ Skylab)
Succeser	11 (+ Skylab)
Fiaskoer	0
Delvise fiaskoer	1
Jomfruflyvning	9 november, 1967
Sidste flyvning	6 december, 1972 (14 maj, 1973 (Skylab))
Første Trin - S-IC
Motorer	5×Rocketdyne F-1
Ydeevne	34,02 MN (7.648.000 pund)
Brændetid	150 sek
Brændstof	RP-1/Flydende oxygen
Andet Trin - S-II
Motorer	Tredje Trin - S-IVB
Motorer

Saturn V-raketten (udtales Saturn Fem) er den største type rumraket som NASA udviklede i 1960'erne: Det er en tretrins-raket der blev brugt til at opsende mange af Apollo-programmets missioner, heriblandt alle månelandingerne, hvilket var dens formål. Yderligere blev en overskydende Saturn V benyttet til at opsende rumstationen Skylab.

• Længde: 110,6 meter (inkl. Apollofartøjet)
• Diameter: 10 meter og 6,6 meter
• Vægt: 3039 tons (inkl. Apollofartøjet)

Under udviklingen af Saturn V blev det omdesignet flere gange på grund af valget af missionstype til Månen, som varierede fra at man ville benytte typen EOR (Earth Orbit Rendezvous) og den senere nytænkende men dristige LOR (Lunar Orbit Rendezvous). EOR fungerer ved at man sender en række mindre raketter op med moduler til at samle et rumfartøj i kredsløb om Jorden. Denne missionstype blev dog efter noget tid fravalgt da man ikke havde erfaring nok med at samle fartøjer i rummet. I stedet faldt valget på LOR, hvor man i stedet for benyttede den langt mere kraftfulde Saturn V der sendte både kommandofartøjet og månelandingsfartøjet af sted til Månen.

Fra 1960-1962 blev der designet mange forskellige designs til raketter til flere forskellige typer missioner.

Den mindste af dem, kaldet C-1 under udviklingen, blev til Saturn I, en totrinsraket (mulighed for 3), der benyttede otte H-1-motorer til det første trin, og seks RL-10-motorer på det andet trin, og mulighed for et tredje trin med ti RL-10-motorer. Saturn I blev brugt til at opsende tre satellitter og til at afprøve forskellige koncepter til Saturn V og Apolloprogrammet.

C-2 blev under udviklingen hurtigt droppet til fordel for den kraftigere C-3 som man udviklede til EOR-missionen. C-3'eren ville have benyttet sig af to Rocketdyne F-1-motorer på sit første trin, fire Rocketdyne J-2-motorer på det andet trin, og seks RL-10-motorer på det tredje trin. Det ville kræve 4-5 opsendelser at opsende alle de krævede komponenter med denne raket. Samtidig udviklede man også C-4 der skulle have benyttet sig af fire F-1-motorer i det første trin, et forstørret C-3 andettrin, og det tredje trin med en enkelt J-2-motor; denne raket ville kun have krævet to opsendelser i forbindelse med EOR.

Sammen med planerne om LOR, besluttede man at bygge en C-5-type i 1962. Denne raket benyttede sig af fem F-1-motorer på det første trin, fem J-2-motorer på andet trin, og en J-2-motor på tredje trin. Denne raket ville kun kræve en enkelt opsendelse i forbindelse med LOR. I 1963 blev C-5 så omdøbt til Saturn V, og Rocketdyne begyndte at producere de første F-1 og J-2-motorer.

En tretrinsraket som Saturn V, frakobler sektion efter sektion på vejen opad. Den første del består af nogen kraftige raketmotorer der løfter den væk fra jordoverfladen. Efterhånden som disse raketmotorer ikke behøves længere, skiller man sig af med de tomme tanke og motorer, som så bliver erstattet af næste trin som så indeholder mindre motorer og mindre tanke der er mere passende for belastningen.

S-IC (S-1C) trinnet blev fremstillet i Michoud Assembly Facility, New Orleans, samme sted hvor rumfærgens eksterne tank blev fremstillet. De fem F-1-motorer blev sat i et krydsmønster, hvor den centerplacerede motor sad fast, og de fire yderste sad monteret på en ring som kunne roteres hydraulisk for at styre raketten.

Øverst havde trinnet en tank med 1.311.100 liter flydende ilt, og nederst havde det en tank med 810.700 liter RP-1 (kerosen). Derudover havde de første udgaver otte retroraketter til at sikre en gnidningsløs separation af første- og andettrinnet^[2].

Førstetrinnet landede i Atlanterhavet tæt ved Afrika.

S-II (S-2) trinnet blev fremstillet i Seal Beach, Californien. De fem J-2-motorer var monteret på en måde lig S-IC. I stedet for at have to helt opdelte tanke som på S-IC-trinnet, sad de to tanke helt tæt monteret delt op med en særlig membran, der isolerede mod de 70 graders temperaturforskel der var på de to tanke. Dette system sparede næsten 3,6 tons i vægt.

Ilttanken var anbragt nederst med 331.000 liter, brinttanken var ovenpå med en million liter. S-II havde otte ullage-raketter til at få de flydende drivstoffer til at søge ned mod raketmotorerne før antændelsen, samt fire retroraketter til at sikre en gnidningsløs separation af andet- og tredjetrinnet^[2].

Andettrinnet brændte mere eller mindre op og resterne landede i det Indiske Ocean.

S-IVB (S-4B) trinnet blev fremstillet i Huntington Beach, Californien. Trinnet var næsten identisk med det andet trin på Saturn IB-raketten, og dets opgave var at sende Apollofartøjet i kredsløb om Jorden og derefter sende det til Månen.

Øverst havde trinnet en tank med 253.200 liter flydende brint, og nederst havde det en tank med 92.350 liter flydende ilt. Da tredjetrinnet skulle tænde to gange, havde det to sæt ullageraketter. Derudover havde det seks små raketmotorer til at ændre flyvestillingen med. De havde 114 liter monometylhydrazin og 95 liter kvælstoftetroxid (der er hypergolske drivstoffer) til rådighed. Efter separationen af tredjetrinnet og Apollo-fartøjet blev S-IVB sendt i en bane, der førte til at det blev knust mod Månen. Eksplosionen blev brugt af de efterladte seismiske stationer på Månen til at få oplysninger om Månens indre.

• Producent: IBM
• Længde: 0,914 meter
• Diameter: 6,6 meter
• Vægt: 1,6 tons

Instrumentmodulet var en del af tredjetrinnet, og indeholdt alle de forskellige styresystemer der sørgede for Saturn V-raketten under opsendelsen, som f.eks. computer, radar, elektrisk styring.

• Johnson Space Center, Houston, Texas – SA-514 1. trin, SA-515 2. trin og SA-513 3. trin.
• Kennedy Space Center, Florida – S-IC-T (test) 1. trin, SA-514 2. og 3. trin.
• National Air and Space Museum, Washington D.C. – SA-515 3. trin var Skylabs backup.
• Michoud Assembly Facility, New Orleans, Louisiana – SA-515 1. trin.
• U.S. Space & Rocket Center, Huntsville, Alabama – S-IC-D 1. trin, S-II-F/D 2. trin og S-IVB-D 3. trin (ingen af dem var flyvedygtige).

Wikimedia Commons har medier relateret til: Saturn V

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA