Betegnelsen huguenotter er siden 1560 blevet anvendt om tilhængere af Jean Calvins reformation, dvs. reformerte, i 1500- og 1600-tallets Frankrig.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet huguenot kommer af fransk huguenots, af tysk Eidgenosse 'edssvoren fælle', om medlem af Det Schweiziske Edsforbund; formen vist påvirket af navnet på anføreren i opstanden mod hertugen af Savoyen i begyndelsen af 1500-tallet, Hugues de Besançon.
Huguenotterne var først især adelige, fx Gaspard de Châtillon Coligny, men også fx Navarras konge, Henrik 3., var huguenot. Deres religiøse modsætning til kirken og kongehuset (Katarina Medici og slægten Guise) blev samtidig et opgør mellem adelen og kongemagten.
I 1559 vedtog huguenotterne en trosbekendelse og kirkeordning og var i 1559-1598 udsat for forfølgelser (se Bartholomæusnatten), hvilket gav anledning til borgerkrige.
Efter at have konverteret til katolicismen blev Henrik 3. af Navarra i 1589 konge af Frankrig som Henrik 4., og i 1598 udstedtes Nantesediktet, der dels stadfæstede katolicismen som Frankrigs statsreligion, dels gav huguenotterne samme borgerlige rettigheder som andre og trosfrihed, om end deres religionsudøvelse bl.a. begrænsedes til bestemte byer og adelsgodser. Huguenotterne fik desuden overladt ca. 100 sikkerhedsbyer med garnisoner.
Ludvig 13.s og Ludvig 14.s ønsker om uniformitet og enevælde umuliggjorde imidlertid eksistensen af to religioner i landet. De udhulede ediktets bestemmelser, og i 1685 blev det ophævet.
Presset på huguenotterne, der da for en stor del var handelsmænd og håndværkere, betød, at op mod 1/2 million flygtede; nogle hundreder heraf kom til Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.