brutalisme

Brutalisme er en strømning inden for den modernistiske arkitektur, skabt i 1950'erne af den yngre generation af arkitekter, først og fremmest englænderne Peter og Alison Smithson.

Brutalisme, også kaldet New Brutalism som et opgør med den samtidige engelske New Humanism og New Empiricism, tog især udgangspunkt i de arbejder af Mies van der Rohe og Le Corbusier, der råt og utilsløret fremviste konstruktion og materialer, fx Unité d'habitation i Marseille.

Hertil føjede Smithson blotlæggelsen af de tekniske installationer, som det ses i brutalismens første bygning, Hunstanton-skolen i Norfolk (1949-1954). Denne ærlighed overførtes med tiden også på formen, for eksempel Jack Lynn og Ivor Smiths Park Hill-boligbebyggelse i Sheffield (1961) og Vittoriano Viganós Istituto Marchiondi Spagliardi i Baggio (1959).

Brutalisterne stræbte efter en moral i arkitekturen, en bygnings egen indre "nødvendighed". I Danmark ses en udløber af brutalismen i arkitekterne Friis & Moltkes såkaldte kasemat-arkitektur, for eksempel kursuscentret Scanticon ved Aarhus (1969).